Orla Ugebrev nr 21.

Vasalstatus

af Ignacio Ramonet, Monde Diplomatique, Octobre 2002. http://www.monde-diplomatique.fr/2002/10/RAMONET/

Oversat af Jordal - som ikke har nogen rettigheder til Ramonets leder, og derfor heller ikke kan give jer dem - men synspunkterne er så vigtige, at jeg alligevel ville oversætte den for de af jer, der ikke er for flydende i det franske.

Vasalstatus.

Et imperium har ikke allierede, det har kun vasaller. Det ser ud, som om flertallet af EUs stater har glemt denne historiske kendsgerning.. For øjnene af os lader lande, der i princippet skulle være selvstændige, sig reducere til den triste tilstand af satellitter under Washingtons pres for at få dem med i sin krig mod Iraq.

Man har tænkt meget over hvad der er ændret i den internationale politik som følge af attentaterne den 11. september 2001. Efter udgivelsen (20. september) af et dokument, hvor den amerikanske administration definerer sin nye "USAs nationale sikkerhedsstrategi", kender man svaret. Den geopoltiske struktur omfatter nu på sin top én eneste hypermagt, USA, som "har en militærmagt uden lige" og som ikke tøver" med at handle alene, hvis det er nødvendigt, for at udøve [sin] ret til selvforsvar også præventivt". Hvis en "overhængende trussel" identificeres "griber USA ind, før end truslen konkretiserer sig".

I klar tekst genskaber denne doktrin retten til "præventiv krig", som Hitler anvendte i 1941 mod Sovjetunionen og som Japan anvendte mod USA i Pearl Harbor. Den fjerner ligeledes et fundamentalt princip i international ret, stammende fra den Westfalske Fred i 1648, der slår fast, at en stat ikke blander sig - og slet ikke militært - i en anden suveræn stats indre forhold (det princip fik sit grundskud i 1999 ved NATOs intervention i Kosova).

Det hele betyder, at den internationale orden, der blev grundlagt i 1945 ved 2. verdenskrigs afslutning og som bygger på FN er på vej mod sin afslutning. Til forskel fra den situation som verden stod i i tiåret efter Berlinmurens fald (1989), påtager Washington sig nu uden komplekser sin rolle som global leder. Og det sker med overlegenhed og foragt. Betegnelsen imperium, der indtil fornylig blev betragtet som et "typisk antiamerikansk" skældsord, anvendes nu åbent af de høge der formerer sig kraftigt omkring præsident Bush.

FN nævnes knapt i dokumentet af 20 september og er derfor sat til side eller reduceret til et tinglysningskontor, der må bøje sig for Washingtons beslutninger. For et imperium bøjer sig ikke for nogen lov, det ikke selv har kundgjort. Dets lov bliver den universelle lov. Og det at få respekteret denne lov, om nødvendigt med magt, bliver "imperiets mission". Således sluttes ringen.

Uden alt for kraftigt at bemærke den strukturændring, der er i gang, har et antal europæiske ledere (England, Italia, Espana, Nederland, Portugal, Danmark, Sverige...) allerede taget på sig - overfor det amerikanske imperium - i en slags lydig-hund-refleks - den holdning af servil underkastelse, som passer sig for trofaste vasaller.

[...]

Mentalt har de passeret den linie, der adskiller den allierede fra lensherren, partneren fra marionetten. De beder om, om muligt, efter den amerikanske sejr, en dråbe af den iraqiske olie...

For ingen er uvidende om, at bag alle fremførte argumenter, er et af de væsentligste mål med den annoncerede krig med Iraq, olien. At plyndre verdens næststørste oliereserver vil tillade præsident Bush totalt at vende op og ned på hele oliemarkedet. Som amerikansk protektorat kan Iraq hurtigt fordoble sin råolieproduktion, hvad der som umiddelbar konsekvens vil have et fald i olieprisen og - måske - genskabe den økonomiske vækst i USA.

Dette giver ligeledes mulighed for at stille sig ind på andre strategiske mål.

For det første at give et hårdt slag mod et af Washingtons hadeobjekter - OPEC - og derigennem nogen af denne organisations medlemslande, specielt Libyen, Iran og Venezuela (men vennelande som Mexico, Indonesia, Nigeria og Algerie ... spares ikke) (*).

For det andet vil en kontrol over den iraqiske olie begunstige en afstandtagen overfor Saudiarabien, som mere og mere ses som en kilde til radikal islamisme (**). I et (usandsynligt) wilsonsk scenarie for omskabelsen af kortet over Mellemøsten, annonceret af vicepræsident Richard Cheney, kan Saudiarabien deles og der kan dannes, som amerikansk protektorat, et emirat i den rige Hassaprovins, hvor de væsentligste olieaflejringer ligger og hvor befolkningen er overvejende shiitisk.

I dette perspektiv kan krigen mod Iraq kun forventes snart at følges af en krig mod Iran, et land, der allerede er klassificeret som medlem af "ondskabens akse" af præsident Bush. De iranske oliereserver vil så supplere det fabelagtige bytte, som Washington regner med fra den første krig i det nye imperiums tidsalder....

Kan Europa sætte sig imod dette farlige eventyr ? Ja !, Hvordan ? Først ved at bruge sin dobbelte vetoret (France og England) i FNs sikkerhedsråd.

Derefter ved at blokere det militære instrument, NATO, som Washington regner med at betjene sig af til sin imperieekspansion - og hvis brug er underkastet de europæiske staters stemmeafgivelse. I de to tilfælde kan de opføre sig som virkelige partnere. Og ikke som vasaller.

* Et ikke-OPECland som Norge rammes også, og det gør Danmark vel også, så vidt jeg husker, producerer vi mere olie, end vi bruger.

** Der optræder stadig flere anti-saudiarabiske artikler i USA - også io den seriøse del af pressen.

Det antages at alle væsentlige oliereserver er kendte nu. Derfor regner eksperterne med en stigende grad af oliemangel - og stigende priser - gennem de næste 20 - 30 år. Det er formentlig årsagen til, at Bush vil forsøge at fastholde USAs magtposition ved at kontrollere alle væsentlige oliereserver - og alle større rørledninger (Balkan, de centralasiatiske republikker, Afghanistan, Mellemøsten).

Med USAs stigende egoisme er det hverken i Europas eller i resten af verdens interesse.

Jordal holder nu efterårsferie i resten af oktober.