af Tariq Ali, på Information Clearing House, 17. august 2004.
Stemmeprocenten i Venezuela i søndags var enorm. 94.9 % af vælgerne stemte, om præsidenten skulle have lov at fortsætte (recall). Venezuela har - under sin nye forfatning - givet vælgerne ret til at afsætte præsidenten, før han har fuldført sin valgperiode. En sådan ret har intet vestligt demokrati i nogen skreven eller uskreven forfatning. Chávez’ sejr vil have følger ud over Venezuelas grænser. Det er en triumf for de fattige mod de rige og det er en lektie, som Lula i Brazilien og Kirchner i Argentina skulle studere nøje. Det var Fidel Castro, ikke Carter, hvis råd om at gennemføre folkeafstemningen var afgørende. Chávez viste sit folk tillid ved at give dem magt og de svarede gavmildt. Oppositionen vil kun kunne opnå at miskreditere sig selv yderligere ved at anfægte resultatet.
De venezuelanske oligarker og deres partier, der havde modsat sig denne forfatning [i folkeafstemningen tidligere herom] efter et mislykket forsøg på at styrte Chávez ved et USA-støttet kup og en oliestrejke styret af en fagforenings korrupte bureaukrati, brugte nu forfatningen i et forsøg på at slippe af med den mand, der havde forbedret Venezuelas demokrati. De mislykkedes. Hvor højt end de (og deres medie-fortalere hjemme og i udlandet) end skriger om deres kval, ved hele landet i virkeligheden, hvad der er sket. Chávez besejrede sine modstandere demokratisk og for 4. gang i træk. Demokratiet i Venezuela har under de bolivarianske (*-) revolutionæres banner brudt igennem det korrupte 2-partisystem, som oligarkerne og deres venner i vest foretrak. Og det er sket trods de privatejede mediers totale fjendtlighed; Universal og Nacional så vel som Gustavo Cisneros’ TV kanaler og CNN forsøgte ikke at skjule deres rå støtte for oppositionen.
Nogen udenlandske korrespondenter i Caracas har overbevist sig selv om, at Chávez er en undertrykkende caudillo og de er desperate med at oversætte deres egne fantasier til virkelighed. De fremskaffer ingen beviser på politiske fanger og slet ikke for Guantanamo-lignende tilbageholdelser eller bare fjernelsen af TV-toppersoner og avisredaktører (som det skete uden alt for megen vrøvl i Blairs England)
For få uger siden havde jeg i Caracas en længere diskussion med Chávez, der gik fra Iraq til små detaljer i den venezuelanske historie og politik og det bolivarianske program. Det blev helt klart for mig, at hvad Chávez forsøger er hverken mere eller mindre end at skabe et radikalt socialdemokrati i Venezuela, som kan bringe magten til de laveststillede i det venezuelanske samfund. Chávez’ mål betragtes som revolutionære i disse tider med afreguleringer og privatiseringer og med den angelsaksiske model, hvor politikken indordner sig under rigdommen, selvom de konkrete forslag, der fremføres, ikke adskiller sig fra efterkrigstidens Attlee regering i England. Der bruges noget af olierigdommen på at uddanne de fattige og give dem sygepleje.
Lidt under en million børn fra slumbyerne og de fattigste landsbyer får nu gratis uddannelse; 1.2 millioner voksne analfabeter har lært at læse og skrive; der er blevet adgang til gymnasieundervisning for 250.000 børn, hvis sociale status udelukkede dem fra dette privilegium under det gamle styre; 3 nye universiteter virkede fra 2003 og 6 ny planlægges færdige i 2006.
Hvad angår sundhedsvæsenet, så har de 10000 cubanske læger, som blev sendt over for at hjælpe landet totalt ændret situationen i de fattige områder, hvor der er tilkommet 11000 lokalklinikker og hvor sundhedsbudgettet er 3-doblet. Læg hertil den støtte, der gives til små virksomheder, de nye huse, der bygges for de fattige, en landbrugsreform, som blev vedtaget og gennemført trods modstand, lovlig og voldelig, fra jordejerne. Ved slutningen af sidste år var 2,262,467 hektarer fordelt til 116,899 familier. På den baggrund bliver årsagerne til Chávez’ popularitet klare. Intet tidligere styre havde så meget som bemærket de fattiges sørgelige vilkår.
Og man kan ikke undgå at bemærke, at det ikke kun handler om et skel mellem rig og fattig, men også mellem hudfarver. Chavisterne er gennemgående mørkhudede, hvad der afspejler deres oprindelse fra slaver og indfødte. Oppositionen er lyshudet og nogen af dens mere afskyelige støtte,r stempler Chávez som en sort abe. På den amerikanske ambassade i Caracas blev der endda vist et dukketeater, hvor en abe spillede Chávez. Det morede ikke Colin Powell og ambassadøren blev nødt til at udsende en undskyldning.
The Economist havde i denne uge en fjendtlig leder, der ville påstå, at hele postyret herom handlede om at vinde stemmer - det er bizart. Det modsatte var tilfældet. Dækningen af Venezuela i The Economist og Financial Times har bestået af et langt forsvarsskrift for oppositionen. Sjældent har reportere i marken i den grad ukritisk imødekommet deres ejeres behov.
Bolivarianerne ønsker magt, så der kan gennemføres rigtige reformer. Alt hvad oligarkerne kan tilbyde er mere af fortiden og fjernelsen af Chávez.
Det er latterligt at påstå, at Venezuela skulle være på randen af en totalitær katastrofe. Det er oppositionen, der har forsøgt at bringe landet i den retning. Bolivarianerne har i helt utrolig grad holdt sig tilbage. Da jeg bad Chávez forklare sin egen filosofi, svarede han:
"Jeg tror ikke på dogmatiske postulater om en marxistisk revolution. Jeg accepterer ikke, at vi skulle leve i en periode af proletariske revolutioner. Alt det skal revideres. Det fortæller virkeligheden os hver eneste dag. Har vi i dag i Venezuela sat målet om afskaffelsen af den private ejendomsret eller et klasseløst samfund ? Det mener jeg ikke. Men hvis jeg får at vide, at på grund af det forhold, kan jeg ikke gøre noget for at hjælpe de fattige, de folk, som har gjort dette land rigt, gennem deres arbejde - og glem aldrig at det var slavearbejde - så siger jeg "vore veje skilles". Jeg vil aldrig acceptere, at der ikke kan ske en omfordeling af velstand i samfundet. Vore overklasser kan slet ikke lide at betale skat. Det er en af årsagerne til, at de hader mig. Vi sagde "I skal betale jeres skatter". Jeg tror det er bedre at dø i kampen end at holde et meget revolutionært, meget rent flag, meget højt, og ikke gøre noget... Den holdning synes jeg ligner en meget nem, en god undskyldning.... Prøv at lave din revolution, gå i kamp, kom lidt fremad, selvom det kun er en millimeter, i den rigtige retning, i stedet for at drømme om utopia’er"
Og det er derfor han vandt.
* Bolivariansk: efter Simon Bolivar en gammel sydamerikanske revolutionær. Chávez føler sig som arvtager efter ham.
Oversat af Orla Jordal, www.jordals.dk som en public service.
Det er da godt, at der stadig findes socialdemokrater - bare fandens, at man skal helt til Latinamerika efter dem. Og artiklen illustrerer også forskellen mellem demokrati og skindemokrati !!!
Orla Jordal, 2004
Må gerne gengives med kildeangivelse.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: