af John Pilger, New Statesman, 23. aug. 2004.
De fleste af USAs seneste krige blev startet af demokratiske præsidenter. Hvorfor skulle man forvente sig noget bedre af Kerry ? Debatten mellem liberale og konservative i USA er fup; Bush kan sagtens være "det mindste onde".
Den 6. maj 2004 vedtog repræsentanternes hus en resolution, som reelt godkendte et "forebyggende" angreb på IraN. Afstemningen var 376 - 3. Uden at lade sig skræmme af den accelererende ulykke i Iraq "forenede [republikanere og demokrater] sig igen for at hævde den amerikanske magts ansvar", som en kommentator udtrykte det.
Dette med at forene sig henover USAs illusion af et politisk skel har en lang historie. De indfødte amerikanere blev slagtet, Philippinerne lagt øde, Cuba og meget af Latinamerika tvunget i knæ med "toparti" opbakning. En ny sort af folkelige historikere, journalister i rige avisejeres sold, spandt, vadende gennem blod, en heroisk myte om en supersekt, amerikanismen, som blev formaliseret som en ideologi af annonce og reklamebureauer i det 20. århundrede, en ideologi for både konservative og liberale.
I den moderne tid er de fleste af Amerikas krige blevet startet af liberale, demokratiske præsidenter - Harry Truman i Korea, John F Kennedy og Lyndon B Johnson i Vietnam, Jimmy Carter i Afghanistan. Det fiktive "raketforspring" blev opfundet af Kennedys liberale New-Frontier-folk som begrundelse for at holde den kolde krig igang. I 1964 var det en demokratisk domineret kongres, der gav præsident Johnson mandat til at angribe Vietnam, en forsvarsløs bondestat som ikke var nogen trussel mod USA. Lige som de ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben i Iraq var retfærdiggørelsen en ikke-eksisterende episode, hvor man påstod, at 2 nordvietnamesiske patruljebåde havde angrebet et amerikansk krigsskib. Mere end 3 millioner døde og ødelæggelsen af et engang rigt land fulgte.
Igennem de sidste 60 år, har kongressen kun en gang stemt for at begrænse præsidentens "ret" til at terrorisere andre lande. Denne afvigelse, Clark tilføjelsen 1975, et produkt af den store anti-Vietnam-krigs bevægelse, blev trukket tilbage af Ronald Reagan i 1985.
Under Reagans angreb på Centralamerika i 1980erne diskuterede liberale stemmer som Tom Wicker fra New York Times, doyen for "duerne" alvorligt, om lille fattige Nicaragua udgjorde en trussel mod USA. I dag, hvor terrorismen har erstattet den røde trussel er en anden fup-debat i gang. Dette er debatten om "det mindre onde". Selvom der ikke er mange liberalt sindede vælgere, der synes at have illusioner om John Kerry, så er deres behov for at slippe af med Bushs "bølle"administration altopslugende. Som repræsentant for dem i England, siger The Guardian at det kommende [bemærk artiklens dato, OJ] præsidentvalg er "exceptionelt". "Hr Kerrys fejl og begrænsninger er klare" skriver avisen "men de overskygges af Bush neokonservative dagsorden og katastrofale krigsmageri. Dette er et valg, hvor hele verden vil ånde et lettelsens suk, hvis den siddende præsident lider nederlag".
Det kan godt ske, at hele verden drager et lettelsens suk: Bush-styret er både farligt og alment forhadt; men det er ikke det, det handler om. Vi har diskuteret "det mindste ondes" problem så ofte på begge sider af Atlanten, at det nu er tiden til at stoppe med de vilde fagter og istedet kritisk at undersøge det system, som skaber Busherne og deres demokratiske skygger. For de af os, der oplever det under, at nå en moden alder uden at være sprængt i stykker af amerikanismen, republikansk eller demokratisk, konservativ eller liberal, og for de millioner over hele verden, som nu afviser den amerikanske smitte i det politiske liv er det virkelige problem klart.
Det er fortsættelsen af et projekt, der begyndte for mere end 500 år siden. Den fortrinsret til "opdagelse og erobring", som Christopher Columbus fik i 1492, i en verden, som paven betragtede "som sin ejendom, som kunne disponeres efter hans vilje" er erstattet af et andet pirateri, omdannet til amerikanismens "guds vilje" og vedligeholdt ved tekniske fremskridt, specielt mediernes. "Det sene 20ende århundredes trussel mod uafhængigheden fra den nye elektronik" skrev Edward Said i Culture and Imperialism, "kan vise sig større end selv kolonialiseringen". Vi er ved at lære, at afkolonialiseringen ikke var slutningen på imperieforholdene men bare en udvidelse af et geopolitisk net, som der er spundet på siden renaissancen. De nye medier har en kraft til at trænge dybere ind i en "modtagende"kultur end noget tidligere udtryk for den vestlige teknologi".
Enhver moderne præsident har til en stor del været skabt af medierne. Således helliggør man stadig den morderiske Reagan; Rupert Murdochs Fox Channel og post-Hutton BBC har kun været forskellige i den måde de krøb for legenden. Og Bill Clinton betragtes nostalgisk af liberale som fuld af fejl men oplyst; dog var Clintons præsidentperiode meget mere voldelig end Bushs og målene var de samme: "at integrere lande i det globale system af frie markeder" hvis vilkår som New York Times skriver, "kræver at USA er dybere involveret i "rørlægningen" af andre nationers indre anliggender end nogensinde tidligere". Pentagons "fuld-spektrum-dominans" papir var ikke et produkt af de neokonservative, men udarbejdedes under den liberale Clinton, som godkendte, hvad der var historiens største krigsudgifter. I henhold til The Guardian, sender Clintons arving, John Kerry "energigivende progressive signaler". Det er på tide at stoppe det vrøvl.
Overherredømme er det inderste indhold i amerikanismen; kun sløret skifter eller smutter. I 1976 annoncerede demokraten Jimmy Carter "en udenrigspolitik, der respekterer menneskerettighederne". I hemmelighed bakkede han op om Indonesiens folkemord i Øst Timor og etablerede mujahedinerne i Afghanistan som en terroristorganisation skabt til at vælte Sovjetunionen, en organisation, som er oprindelsen til Taliban og Al Qaeda. Det var den liberale Carter, ikke Reagan, som beredte grunden for George W Bush. I det sidste år, har jeg interviewet Carters chef for udenrigspolitikken - Zbiegniew Brzezinski, hans nationale sikkerhedsrådgiver og James Schlesinger, hans forsvarsminister. Der findes ingen mere respekteret skitse til den nye imperialisme end netop Brzezinskis. Bushbanden betragter hans bog fra 1997 "The grand chessboard: Amerikas primacy and its geostrategic imperatives" som en bibelsk autoritet, med dens beskrivelse af de amerikanske prioriteter som den økonomiske undertrykkelse af Sovjetunionen og kontrollen med Centralasien og Mellemøsten.
Hans analyse siger, at "lokale krige" kun er en begyndelse til en slutkonflikt, der uundgåeligt fører til USAs verdensherredømme. "For at udtrykke det i ord, der sender tankerne tilbage til en mere brutal tid med gamle imperier" skriver han "er de 3 imperativer i en verdensherredømmegeostrategi at forhindre sammensværgelse og opretholde vasallernes sikkerhedsafhængighed, at holde de tributpligtige føjelige og beskyttede, og at forhindre barbarerne i at slutte sig sammen".
Engang kunne det måske være let at afvise dette som en budskab fra det sindssyge højre. Men Brzezinski er mainstream. En af hans hengivne studenter er Madeleine Albright, der som Clintons udenrigsminister, beskrev døden af ½ million børn i Iraq som følge af USAs embargo, som "en pris, det er værd at betale" og John Negroponte, "tænkeren" bag den amerikanske terror i Centralamerika under Reagan, han som nu er "ambassadør" i Baghdad. James Rubin, der var begejstret talerør for Albright i udenrigsministeriet, overvejes som Kerrys nationale sikkerhedsrådgiver. Han er også zionist; Israels rolle som terrorstat er ellers udenfor enhver diskussion.
Kast et øje på resten af verden. Mens Iraq har krævet plads på forsiderne, har amerikanske bevægelser i Afrika fået lille opmærksomhed. Her er der ingen forskel på Clinton- og Bush-politik. I 1990erne igangsatte Clintons "Lov om afrikansk vækst og mulighed" et nyt kapløb om Afrika. "Humanitære"bombere undrer sig over, hvorfor Bush og Blair ikke har angrebet Sudan og "befriet" Darfur, eller grebet ind i Zimbabwe eller Congo. Svaret er, at de ikke interesserer sig for menneskelig kval og menneskerettigheder, men har travlt med at sikre sig de samme rigdomme som ledte til det europæiske kapløb i det sene 19ende århundrede og det med de traditionelle midler, pres og bestikkelse, det som kaldes multilateralisme.
Congo og Zambia har 50 % af verdens koboltreserver; 98 % af verdens kromreserver ligger i Zimbabwe og Sydafrika. Vigtigere endnu, der er olie og naturgas i Afrika fra Nigeria til Angola og i Higleig i Sydvestsudan. Under Clinton blev der i hemmelighed oprettet et African Crisis Response Initiative (ACRI). Det har givet USA mulighed for at oprette "militære hjælpeprogrammer" i Senegal, Uganda, Malawi, Ghana, Benin, Algeriet, Niger, Mali og Chad. ACRI ledes af løjtnant Nestor Pino-Marina en cubansk emigrant, der var med i Svinebugtsinvasionen og fortsatte med at blive special operations officer i Vietnam og Laos og som under Reagan, hjalp med ledelsen af Contrainvasionen i Nicaragua. Mønsteret gentager sig.
Intet af dette diskuteres i en præsidentkampagne, hvor Kerry forsøger at over-bushe Bush. Multilateralismen eller den "kraftfulde internationalisme", som Kerry tilbyder i stedet for Bush unilateralisme ses som et håb af de evigt naïve; i virkeligheden annoncerer det endnu større farer. Historikeren Gabriel Kolko skriver, at efter at have givet den amerikanske elite sin største ulykke siden Vietnam, "er det mere sandsynligt, at Bush vil fortsætte med at ødelægge det alliancesystem, der er så vigtigt for den amerikanske magt. Man behøver ikke at tro "jo værre, des bedre" men man må nøgternt vurdere de udenrigspolitiske konsekvenser af en fornyelse af Bushs mandat ... Så farligt det end er, så kan Bush genvalg dog være det mindste onde". Med NATO tilbage i slæbetovet under en præsident Kerry og med franskmænd og tyskere føjelige, kan amerikanske ambitioner fortsætte uden Bushbandens napoleoniske forhindringer.
Det er kun lidt af dette, der fremkommer selv i de mere læseværdige amerikanske aviser. Washington Posts hændervridende undskyldning til læserne den 14 august for "ikke at have vist tilstrækkelig opmærksomhed overfor stemmer, der stillede kritiske spørgsmål om Iraqkrigen" har ikke afbrudt avisens tavshed om den fare, som den amerikanske stat udgør for verden. Bush status i meningsundersøgelserne er steget til mere end 50 %, et niveau, som ingen siddende præsident nogensinde har tabt valget fra. Det prisværdige i hans "jævne tale", som hele mediemaskinen fremmede for 4 år siden - Fox og Washington Post lige meget - roses igen. Som i eftervirkningen af 11-september-angrebene nægtes amerikanerne et mindstemål af forståelse for det Norman Mailer har kaldt et "præfascistisk klima". Den frygt, vi andre har, er uden betydning.
De professionelt liberale på begge sider af Atlanten har spillet en hovedrolle i dette. Kampagnen mod Michael Moores Fahrenheit 9/11 viser det. Filmen er ikke radikal og rejser ingen urimelige påstande; Den smutter bare udenom dem, der vogter grænserne for "respektabel" uenighed. Det er derfor, publikum er begejstret. Den bryder med journalismens hemmelige koder, som den gør til skamme. Den tillader folk at gå bag om den aftenpropaganda, der giver sig ud for nyheder: i hvilke "en suveræn iraqisk regering stræber efter demokrati" og dem, der kæmper i Najaf og Fallujah og Basra altid er "militante" og "oprørere" eller medlemmer af en "privathær", aldrig nationalister, der forsvarer deres fædreland og hvis modstand formentlig har forhindret angreb på Iran, Syrien eller Nordkorea.
Det virkelige problem er hverken Bush eller Kerry, men det system de er eksponenter for; det er nedturen for det virkelige demokrati og opkomsten af den amerikanske "nationale sikkerheds stat" i England og andre lande, der hævder at være demokratier, i hvilke folk sendes i fængsel og nøglen kastes bort og hvis ledere uhindret begår dødsstrafværdige forbrydelser på fjerne steder og så, som den hensynsløse Blair inviterer den gangster, de har indsat til at holde tale på Labourpartiets konference. Den virkelige debat er undertrykkelsen af de nationale økonomier i et system, der opdeler menneskeheden som aldrig før og sikrer døden - hver dag - for 24000 sultne mennesker. Det virkelige problem er undergravningen af det politiske sprog og af selve debatten og måske til slut vor selvrespekt.
Oversat af Orla Jordal, www.jordals.dk , som en public service
[Det mindste onde mindes jeg jo mest som begrundelsen for SFs samarbejde med socialdemokrater, som vi meget vel vidste ville føre en politik, som vi var imod. Det mindste onde står ofte i vejen for en fornuftigt politik - i langt videre udstrækning end, det Pilger skriver om.]
Orla Jordal, 2004
Må gerne gengives med kildeangivelse.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: