Af James Petras, 28. oktober 2004 på Information Clearing House, (http://207.44.245.159/article7165.htm)
Det vigtigste ved det amerikanske præsidentvalg er det dramatiske skift til højre af hele det politiske spektrum. Fundamentale reaktionære ændringer i den amerikanske forfatning, sociallovgivning, internationale politik, lov og orden indgår i de 2 "store" kandidaters almindelige tale, uden at det har givet anledning til massedemonstrationer eller intellektuel protest fra flertallet af venstrefløjen.
Patriot Act, den originale og den ændrede version, fjernede effektivt Bill of Rights [den del af forfatningen, der indeholder borgerrettighederne] og borgernes beskyttelse mod tilfældig arrest fra statens side. Begge "store" kandidater bakker op om det. Den nationale sikkerhedsstat er central i begge partiers præsidentkampagner.
Ingen kandidat, intet parti, har taget de afroamerikanske eller latinamerikanske arbejderes problemer op. De er effektivt udelukket fra de offentlige debatter. Denne udelukkelse af "minoriteterne" fra programdebatten er mere alvorlig end den udelukkelse fra vælgerregistreringen, som er omtalt i pressen. Som et resultat heraf vurderer eksperter, at nær 60 % af den valgberettigede minoritetsbefolkning i vælgeralder, ikke vil stemme. Denne faktiske udelukkelse giver en deltagelse i valget, som kun er marginalt bedre end under perioden med juridisk udelukkelse fra valgene i Syden.
Centrum for den økonomiske debat mellem Bush og Kerry er spørgsmålet om underskuddet på statsregnskabet, ikke fattigdommen, boligproblemet, syge- og sundhedsplejen, minimumsløn eller husholdningernes underskud. Begge kandidater og partier forsvarer den finansielle tilbageholdenhed, samtidig med, at de øger militærudgifterne; mens demokraterne lægger lidt til, til forbedring af uddannelsessystemet, så afsløres deres valgløfter, som humbug, af deres insisteren på reduktion af underskuddet samtidig med øgede militærudgifter.
Der er ingen løfter om en ny arbejderlovgivning, som kunne gøre det lettere at organisere de 91 % af den private sektor, som kontrolleres totalt af kapitalistklassen. Selvom præsidentkandidaterne er fuldstændigt ligeglade, så bruger LO (AFL-CIO) 10 gange så mange penge på at få valgt det demokratiske partis kandidat, millionæren John Kerry, end organisationen bruger på et helt år på at organisere fattige arbejdere. LOs såkaldte "Solidaritets Institut" brugte flere penge på at finansiere anti-Chávez-kup-folkene, end LO bruger på at beskytte rettighederne for de voldsomt udnyttede landbrugsarbejdere i USA.
Den sidste socialreform, der er tilbage fra fortiden, statspensionsprogrammet, Social Security, skal nu privatiseres: Bush støtter privatisering åbent, mens Kerry siger, at SS er i krise og behøver at revideres. Den tidligere demokratiske præsident, Clinton, påbegyndte privatiseringsprocessen ved at udpege en 2-parti kommission, som åbnede op for delvis privatisering og som satte pensionsalderen op til 67 år.
Selv mens man står overfor en umiddelbar sundhedskrise - den forestående influenzaepidemi i sammenhæng med manglen på vaccine - er ingen af kandidaterne parate til at gå ind på andet end "markedsløsninger". Selvom millioner af sårbare amerikanske borgere står overfor sygdom og titusinder af dødsfald kunne forebygges, blandt børn, gravide, gamle og kronisk syge, så er ingen af præsidentkandidaterne parate til at foreslå statsindgreb til forsvar for den offentlige sundhed. Selv Adam Smith, fader til markedsøkonomien, skriver, at staten har en pligt til at forsvare den almindelige sundhed.
Begge "store" partier og præsidentkandidater forsvarer koloniale krige og besættelser, ikke bare i dag i Iraq, Afghanistan og Haïti, men fremtidige krige i Iran, Nordkorea, Cuba, Venezuela, Sudan og hvor nu ellers imperiet kræver det. Begge partier forsvarer USAs og Israels overtrædelser af international lov, ulovlige og tilfældige massearrestationer, kidnapning i udlandet, lønmord ved "special-forces"-militær og militære angreb på civile befolkningscentre. Lovløshed er blevet normen for at være "præsidentfähig" i USA i dag. Forskellen mellem de 2 kandidater handler om, hvordan man forvalter Imperiets offentlige fremtræden og om man konsulterer de europæiske allierede. Hele den offentlige præsidentdebat har ikke handlet om det retslige, moralske eller politiske grundlag for kolonikrige, men om, hvordan man udkæmper kolonikrige, hvordan man undertrykker folkelig modstand, hvordan man forøger den militære effektivitet. Med andre ord hele det politiske spektrum er med i en kolonialistisk ideologisk struktur, hvor det eneste hensyn er forholdet mellem omkostninger og effektivitet og ikke hensynet til de millioner af hjemløse, arbejdsløse, myrdede og sårede koloniserede ofre, de hundredtusinder af familier, der lever i ruiner i Iraq og Gaza.
Der er ringe debat om den latinamerikanske politik: begge partier støtter Plan Colombia, Plan Andino, flere amerikanske baser og ALCA, [det latinamerikanske frihandelsområde]. Forskellen mellem kandidaterne er, at Kerry ønsker at kombinere en bedre beskyttelse af uproduktive amerikanske producenter med det såkaldte "frie marked" for Latinamerika.
Det er klart, at højresvinget i amerikansk politik, der kombinerer økonomisk liberalisme og imperie-militarisering begyndte med Carters krig i Afghanistan og afreguleringen hjemme; den uddybedes med Reagans beskidte krige i Centralamerika, invasionen af Grenada, og stærkt øgede militærudgifter; Bush senior udvidede imperialismen gennem Golfkrigen og Clinton invaderede Balkan og afviklede velfærdsprogrammer for enlige mødre og deres børn. Det nuværende Bush-styre har lovgivet om, formaliseret og gjort klarere den liberale og imperie-opbyggende militaristiske politik, som de foregående præsidenter førte, uanset om de var demokrater eller republikanere. Hver gang venstrefløjen vælger "det mindre onde" flytter det politiske spektrum sig yderligere til højre.
Denne valgkampagne finder sted midt i 2 koloniale krige, hvori USA står overfor massemodstand og stigende tab, samt stigende handels- og budgetunderskud. Alligevel er der ingen anti-kolonialistisk politisk modstand. Det dramatiske skift fra et formelt borgerligt demokrati til en kolonialistisk nationalsikkerhedsstat er sket uden betydende politisk opposition, hverken indefra i de 2 partier eller fra "de folkelige bevægelser".
Fra et historisk perspektiv er det slående ved denne valgkampagne - bortset fra det skarpe skift til højre - at "venstre" og alle progressive oppositionsbevægelser er faldet sammen. Centeret for opmærksomhed fra over 90 % af "venstre" er Kerrys kampagne.
Den amerikanske progressive bevægelse er faldet langt siden de massive gadeprotester i Seattle i 1999 mod WTO og mangemillion deltagelsen i anti-krigs protesterne i februar 2002. I dag i oktober 2004 er gaderne tomme for protest, trods rå kolonikrige og besættelser i Iraq, Afghanistan, Palæstina og Haïti. Hvor er de protesterende blevet af ? Hvor er alle de "liberale" intellektuelle blevet af ? De er effektivt blevet kanaliseret ind til at støtte kandidaten for-krig, og for-Sharon, Kerry. Omdannelsen fra en vibrerende principfast og massiv freds- og retfærdighedsbevægelse til at blive et ligegyldigt halehæng til en krigsgal multimillionær skete i løbet af den korte tid på 2 år. Denne "omskabelse" skyldes manglende mod og værdighed hos "venstres" fremmeste ideologiske ledere og deres nærsynethed. "Enhver anden end Bush" er en meget kortsigtet "løsning", som ofrede de taktiske og strategiske muligheder, der ligger i 1999 - 2002's massebevægelser. Hvad der gør de venstreintellektuelles kapitulation endnu mere tragisk, er den kendsgerning, at der er et troværdigt 3. parti: Ralph Nader & Peter Comejo. Nader/Comejo laver energisk og modigt kampagne for alt, hvad Seattle og anti-krigsbevægelsen kæmpede for, før deres ledere kapitulerede for Kerry: modstanden mod USAs krige i Iraq og Afghanistan, forsvar for den venezuelanske suverænitet mod det kup som Bush-Kerry støttede, kraftfuldt forsvar for palæstinenserne mod den israelske statsterror og for et nationalt sundhedsprogram med almindelig dækning. Overfor muligheden for at forene kræfter med de 2 - 3 millioner vælgere, der støtter Nader/Comejo, så ville de "progressive", NGOerne, professorerne, journalisterne og de intellektuelle fra New York, Boston, Los Angeles o.s.v. ikke alene hellere støtte Kerry, men også bagtale Nader/Comejo med de frygteligste personlige fornærmelser. Et venstre, der skammer sig over sin kapitulation overfor magten, søger at ødelægge de eneste kandidater, som minder aktivisterne om, hvad principfast venstrepolitik egentlig handler om.
Der er ingen opposition fra Venstre eller progressive når Kerry stolt forsvarer sine militære heltegerninger under USAs kolonikrig i Indokina. For mange midaldrende progressive, som betragter deres succesrige modstand mod Vietnamkrigen, som deres livs højdepunkt, må dette være den mest skamfulde kapitulation overfor en grotesk historierevision. Sorte demokratiske politikere og religiøse notabiliteter er tavse, mens Kerry totalt ignorerer sorte arbejderes krav og kanaliserer al sin opmærksomhed til, hvad han kalder "mellemklasse", (hvide) vælgere. Feministbevægelsen hylder Kerry, selvom han lover at ansætte dommere, der er imod abort. Seattle NGOerne, lederne af de store anti-krigsbevægelser og hele ledelsen for den store "ikke-i-mit-navn" bevægelse har aldrig protesteret mod nogen af Kerrys for-krig-udtalelser, ikke engang imod hans forslag om at sende 40000 flere amerikanske soldater til Iraq. Istedet har mange af de formodet "progressive intellektuelle" deltaget i kampagner mod den demokratiske venstrefløjs mand Ralph Nader for hans anti-krigs kandidatur. Da Kerry erklærede sin ukritiske støtte til Israel, mens Sharon dræbte dusinvis af palæstinensiske børn og jødiske lobbyister blev politiundersøgt for spioneri i Pentagon, selv da var det amerikanske venstre tavst. Da alle jødiske organisationer i USA sikrede sig Bushs og Kerrys støtte til angreb på Syrien og Iran og til at forsyne Israel med 50 2000-punds bomber, selv da, holdt de mest prominente og prestige fyldte kritiske jødiske intellektuelle deres mund eller råbte "ned med Naders opposition mod Israels grusomhed".
Sammenbruddet af og forsvindingen af venstre under kampen mellem de 2 højrefløjskandidater er en af mest alvorlige konsekvenser af dette præsidentvalg. I tidligere valg har der været et konstant progressivt pres, selv fra den del af venstre som foretrækker "det mindste ondes" opportunistiske politik, et pres for at inkludere visse fredsspørgsmål, og sociale spørgsmål i debatten. Ved dette valg ignorerer Kerry totalt venstre, accepterer deres støtte men uden overhovedet at bemærke deres eksistens. Venstre har miskrediteret sig selv og har sat scenen for at give Kerry en blanco check til at uddybe og udvide den militære kolonialisme og til en regressiv indenrigspolitik, hvis han bliver valgt.
Efter valget har venstre intet hold på Kerry, han har ikke lovet noget og han kan helt ærligt insistere på, at de progressive i forvejen vidste, hvad han ville gøre - nemlig fortsætte (den koloniale) krig til sejr.
Hvis vi accepterer den tvivlsomme formodning, at USA er et demokrati, og kandidaterne åbent og tydeligt forsvarer kolonikrige, så må vi tilstå, at alle borgere og specielt de progressive intellektuelle, der stemmer for krigskandidater, bærer et stort personligt ansvar for det blodbad og den plyndring som sker i Iraq, Palæstina, Haïti og andetsteds. Det ville være meget uærligt senere at påstå efter valget, at den koloniale ødelæggelse, som finder sted, "ikke er i vores navn".
Venstresammenbruddet i USA handler ikke kun om præsidentvalgkampagnen, fordi hvis enten Bush eller Kerry vinder, så vil de fortsætte med fornyet kraft med de blodige kolonikrige, de har lovet og venstre vil have tabt sin troværdighed og respekt. Overfor fremtidens krige, undertrykkelse og sociale tilbageskridt bliver spørgsmålet så, hvornår, hvor og hvor længe skal vi vente på at en ny politisk generation opstår, som nægter at blive medskyldig i imperiekrige og som taler sandhed overfor magten - om Palæstina, Den iraqiske Modstandsbevægelse, de fattiggjorte haïtianere og behovet for en ny politisk-social bevægelse i USA.
Oversat af Orla Jordal, www.jordals.dk som en public service
Orla Jordal, 2004
Må gerne gengives med kildeangivelse.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: