Boganmeldelse

Petersen, Jørgen E.: Det nye Sydafrika   

Indhold 

1. Sydafrika frem til år 2.000 - hvid magt i alle led... 8 

2. Fra Cao til CODESA     21 

3. Sydafrika rundt     35 

4. Apartheid, jord og stammer     53 

5. Zuluerne - Sydafrikas nøglestamme     63 

6. Afrikas hvide stamme     72 

7. ANC over for en umulig opgave     84 

8. De brune klemmes fra flere sider 96

9. Iskold magtkamp     104 

10. Et lokomotiv der holder og venter     114 

11. Politiet og hæren     121 

12. Industri, fagforeninger, økonomi og investeringer. 129 

13. Frihedskampens stormtropper - en tabt generation 135 

14. Calvins triste arv     140 

15. Det daglige liv     149 

16. Konklusion     156 

17. Korte biografier     l62 

Jeg har også, i den tid jeg hørte Jørgen E., været skeptisk overfor hans meget positive holdning til Mangosuthu Gatsha Buthelezi, lederen af Inkatha yeNkululeko yeSizwe, Inkatha-frihedsbevægelsen, og flere boere, bl.a. Frederik Willem de Klerk, Sydafrikas præsident, der løslod Mandela.

En bog giver selvfølgelig en mere sammenhængende beskrivelse end en serie korte indlæg i Orientering. Og argumentationen bliver dybere, grundigere. Og det har betydet, at jeg har nærmet mig Jørgen E.s synspunkter ! En bog, der kan flytte indgroede synspunkter hos en gammel ærkekonservativ stodder, er en god bog. Derfor LÆS DEN, HVIS DU HAR NOGEN SOM HELST INTERESSE FOR SYDAFRIKA, og den anbefaling gælder, selvom den nu er næsten 15 år gammel.

Kapitel 4 illustrerer, at "Apartheid drejede sig først og fremmest om jord - og afhang af den, selv om boerne i begyndelsen af tresserne var på vej ind i andre erhvervsgrene, støt og roligt." (p.53). De hvides ran af jorden medfører en fordrivelse af de oprindelige folk. Herved ses en lighed med USA under indianerkrigene, briterne i Kenyas hvide højland og Israel idag. (de oprindelige jordbesiddere drives sammen i reservater på den dårligste jord, hvor de får lov at dø af sult, om ikke andet og Jørgen E.s beskrivelse, p. 23 af Xhosaernes grænsekrige ligner ganske indianerkrige og loven af 1913, der forbyder sorte at eje jord uden for reservaterne virker også USA-amerikansk). Men boerne "de byggede ikke gaskamre. De forsøgte ikke at udrydde deres sorte modstandere systematisk. De førte en ussel reservatpolitik, som den man havde ført i USA. Men som Jeune Afrique skrev: I hvilket andet afrikansk land havde Nelson Mandela overlevet 27 år i politisk fangenskab?" (p.83).

Afskaffelsen af det hvide styre sker i en situation, hvor boerne (Nationalistpartiet) stadig behersker politi og militær, men ANC har en stor magt ved at kunne lamme de arbejdspladser, der giver de store eksportindtægter og de rige kan true med at tage deres penge ud af landet. Omskabelsen af Sydafrika til noget, der er nærmere en moderne, demokratisk stat, forudsætter således en erkendelse af denne magtfordeling, der tvinger begge parter til eftergivenhed. De Klerks kvaliteter ligger i, at han kunne se det. Heldigt, at han stod overfor en mand som Mandela. Og lykkeligt for os alle, at de fik sig manøvreret uden om de mange skær i det politiske og økonomiske farvand. Det politiske landskab beskrives i kap. 1. Det fremgår, at valgsystemet ikke har været så demokratisk. ("Efter magtovertagelsen, der var resultat af et valg, hvor boernes parti ikke fik et flertal af stemmerne, men af mandaterne" (1948), p.10). Men et forholdstalsvalgsystem med tillægsmandater, som det danske er sjældent i denne verden. Boerne stod efter Boerkrigen som hvid underklasse overfor englænderne. Rigtig mange var omkommet britiske KZ-lejre. Men et effektivt gruppesammenhold (Broederbund) skaffede dem magten. "Boernes „stamme-socialisme" indebar forståelse for ANCs krav om social udligning. NP forstod bedre end noget andet sydafrikansk parti, at ANC måtte have sociale resultater at opvise i sit bagland.", p. 13. Har Jørgen E. ret i det, så har vi det særsyn i verdenshistorien, at en gruppe kan overføre erindringen om egne trængsler til forståelse for en gruppe de kæmper mod. Det er næsten for godt til at være sandt. Jeg ville gerne vide om Jørgen E. stadig tror på den. Det er jo desværre mere almindeligt, at en hårdtprøvet gruppe bliver kold, selvhævdende og grusom som israelerne. Jørgen E. stiller boernes forståelse overfor de (engelsktalende) hvide anti-apartheidpartier, hvis "kontakter til ANC havde primært til formål at livsforsikre alle former for privat ejendomsret." (p. 13). Den karakteristik tror jeg på. Ligeså på at boerne ikke synes om de klassebevidste englændere. Han skriver også: "Meget få boere omgiver sig med prangende symboler på rigdom. Den slags overlader de til de engelsksprogede og tilflytterne. De er, som de sorte, i udpræget grad husmennesker. Man skal kunne gå rundt om sin bolig. Der skal være have til. Værdinormerne på væsentlige punkter er fælles. Både sorte og boere har god uddannelse til deres børn højt prioriteret. Har respekt for gruppefællesskab." (p.147). Jeg er betænkeligt nær ved at kunne lide de boere !

50.000 - 60.000 hvide bønder sidder på de store, frugtbare landbrug. (p.18) "Uden en væsentlig og gennemgribende omfordeling af jorden, som gør sorte bønders arbejde værdigt og givtigt, vil slumbyernes vækst ikke kunne stoppes." p.19. Det er i slumbyerne de mange sorte bor, det er også her volden og kriminaliteten hersker. Det bedste ville være at give dem mulighed for et "værdigt og givtigt" liv på landet. Selvstændige familielandbrug er en god basis for et demokratisk og fredeligt land med ringe kriminalitet. Den proces hæmmes af at "de hvide forstår ikke, selv om de omtaler apartheid som en „synd", at de har en skyld at sone." (p.20). Som de andre "jordrøvere" ser de ikke sig selv som netop røvere. 

"Styrken i den sydafrikanske reformproces er, at den bistås af den bedst uddannede sorte menneskegruppe i Afrika." (p. 19)

"En opinionsundersøgelse i april 93 viste, at 74 pct. af de farvede ville have de Klerk som præsident, 9 pct. Mandela." (p. 15). Det er en mærkelig reaktion, men tilsvarende ses overalt i sammenlignelige situationer. Danske skolelærere i gode faste stillinger - stemmer borgerligt (dog nok med noget mindre overvægt).

Det ser ud til, at boerne var de første med pensionsfonds-socialismen. "Den oprindelige mangel på kapital kompenserede de for fra 1948 og fremover ved at skabe enorme, halvstatslige pensions- og andre fonde samt forsikringsselskaber, som de helt eller delvis kontrollerede og gennem hvilke de investerede i alle grene af sydafrikansk erhvervsliv." (p. 16). De problemer vi andre har med den slags fonde opstod jo først, da man gik over til at lade de unge løver spekulere med vore pensionspenge.

Kapitel 2 er en gennemgang af Sydafrikas historie - i stikordsform - kronologisk fra 1485. Jørgen E. gør også diskret op med vaneforestillingen om, at de hvide civiliserede kom til de vilde, ukultiverede, bl.a. ved at gennemgå Slaget ved Isandlwana (1879), hvor Zulu-kongen Cetshwayo tilføjer den britiske kolonimagt dens mest svidende nederlag i hele 1800-tallet (p. 63 - 67). Zuluerne fører deres historie tilbage til begyndelsen af l600-tallet, altså før den hvide mand begyndte at slå sig ned i det sydlige Afrika. Det var Shaka, som gjorde deres stat til et lille imperium. Han levede 1787-1828 og blev konge i 1816. (p. 67) Her er der også eksempler på kolonimagtens fup og manglende respekt for indgåede aftaler. Jørgen E. har et godt eksempel på, hvad der kvalte "den faktisk eksisterende socialisme" i beskrivelsen af minearbejderkontrakten med Moçambique : "F.eks. havde kolonistyret i Moçambique en kontrakt med den sydafrikanske regering om hver 18 måneder at levere ca. 85.000 arbejdere til de sydafrikanske miner mod at få lidt under 50 pct. af Transvaals mineeksport ført ud via havnen i Lourenço Marques. Da kommunisterne overtog magten i landet, og byen blev til Maputo, kæmpede de desperat for at fastholde denne aftale. For den var det kommunistiske Moçambiques største enkelte kilde til hård, fremmed valuta. Og det havde f.eks. Moçambiques meget nære østtyske venner god brug for. At der i realiteten var tale om en om en form for slavearbejde, så socialisterne i Maputo og Berlin lige stort på." (p. 56). En slægtning til Shaka, Goodwill Zwelithini er i dag zuluernes konge... Kongens og Buthelezis mål er ikke blot at tilbageerobre, hvad Chelmsford fratog dem, men i moderne, politisk forstand at genoprette en levedygtig, respekteret zulu-stat. (p.68 - 69).

Kapitel 3 er en turistguide. Bortset selvfølgelig fra priserne har den nyttig viden og det jeg selv har oplevet - sidst i 2002 - modsiger intet af beskrivelsen. Jeg kom til at længes tilbage til Krüger parken, Ikke mindst Punda Maria - ikke stedet, men turene med Ezekiel, som var et godt eksempel på de veluddannede og behagelige sorte sydafrikanere. I forbindelse med omtalen af de mange Nationalparker får Jørgen E. nævnt endnu en formildende omstændighed ved boerne - som tilmed er en sjælden egenskab hos bønder, nemlig en respekt for og kærlighed til den oprindelige natur (p. 72).

Under indabaen om en fremtidig forfatning for Kwa-Zulu-Natal var det Inkatha, der fremlagde en række strukturelle forslag, som skulle garantere minoriteter indflydelse. (p. 70). Jørgen E. har en del onde ord om især Sveriges støtte til ANC, som en økonomisk indblanding i Sydafrikas indre politiske forhold. Den betragtning har han ret i. Det ville være godt om vi kunne komme tilbage til den kolde krigs "ikke-indblandings-politik" og altså udvide den til at omfatte økonomisk støtte til "demokratisering".

I kapitlet om boerne, Afrikas hvide stamme, gør Jørgen E. opmærksom på en væsentlig forskel mellem boerne og de engelske kolonisatorer. De sidste vil hjem for at nyde pensionen med stokroser, mens boerne opfatter sig selv som afrikanere. Det er også et positivt træk, at boerne ikke satser på at tjene maksimalt på de mange gode nationalparker, men holder dem åbne på et niveau så alle kan være med. Beskrivelsen af ejendomsmarkedet viser, at denne positive sociale indstilling ikke er generel, men netop gælder for nationalparkerne. Det kan vi andre så være glade for !! Jeg bliver særlig glad for Jørgen E., når han skriver: "Boerne kender den sorte afrikaners psyke bedre end nogen andre. De mest nedsættende historier, de mest diskriminerende holdninger, de mest arrogante talemåder har jeg mødt blandt danskere, blandt engelsktalende, blandt såkaldt liberale, blandt tyskere og blandt portugisere." (p. 81) Den første sætning har jeg ikke forudsætninger for at vurdere, men dansk racisme hørte jeg, så jeg sad og skammede mig på nationens vegne, i 1985 på Buffalo Springs Lodgen i Kenya. Og det var personale fra den danske ambassade, der optrådte.

Afsnittet om kriminalpolitikken, p. 75 - 80 og p. 126 - 128, er fremragende og demonstrerer, at Jørgen E.s antikommunisme ikke skyldes mangel på social forståelse. Det samme viser denne meget væsentlige betragtning: "For et flertal af afrikanske mennesker drejer resten af 1900-tallet sig ikke om menneskerettigheder men om mad. Så vidt muligt sund mad, ellers bare mad. (p. 83). Den har gyldighed langt ud over Sydafrikas grænser, faktisk i hele Afrika og en god del af resten af Verden.

"Boerne er tålmodige som sønderjyder og lige så stædige.", p. 80. Det skal nok stemme - det er jo samme stamme - frisere, altså.

Jørgen E. beskriver Thabo Mbeki som forhenværende kommunist, p. 84. Det bekræfter min opfattelse af, at overløbere er de farligste. Mbeki gennemfører jo en uhæmmet neoliberalistisk globaliseringspolitik, selvom Sydafrikas historie - i ekstrem, nærmest grotesk omfang - illustrerer, at økonomisk fremgang opnås ved det modsatte, ved at isolere sig bag lunende toldmure o.s.v. I Sydafrika ganske ufrivilligt på grund af sanktionspolitiken, men det medførte alligevel en væsentlig udvikling af den hjemlige industri m.m. Lokal industri er rigtig, udfra en global betragtning - vi slipper for det overflødige kuldioxid-udslip fra transporten - udfra en helt lokal økonomisk betragtning - på 2 leder, dels beskæftigelsen, dels den, at forarbejdningen bidrager til eget BNP - endelig bidrager den til at gøre landets erhvervsliv mere varieret og dermed mindre sårbart. Derfor er globaliseringen farlig, også udover, at den fortrinsvis tjener til at overføre rigdom til dem, der i forvejen har rigeligt.

Jørgen E. analyserer sanktionspolitikken således: "Efter Sharpeville rystede apartheids stormestre for første gang på hånden. Diskriminerende love blev stillet i bero. Havde det internationale samfund markant manifesteret sin solidaritet med ofrene fra Sharpeville, kunne megen senere elendighed måske være undgået. F.eks. stod socialdemokraiet i Danmark fremmed over for en boykot-politik bortset fra folketingsmedlem Holger Eriksen og dagbladet Demokraten. ...I tresserne havde sanktioner stort set kun ramt hvide. Antallet af sorte i industri-økonomien var dengang begrænset." (p.88). Ser man bort fra den positive betydning af sanktionspolitikken for udviklingen af et varieret erhvervsliv, har Jørgen E. nok ret i den betragtning. Jeg har altid set op til Holger Eriksen, så også her mødes vi. Den lære, der bør uddrages heraf er, at man nøje skal overveje, undersøge, analysere virkningerne af  sanktioner, inden man beslutter sig for dem. Det er lettere sagt end gjort !

Når en illegal modstandbevægelse pludselig bliver tilladt og de eksilerede ledere vender tilbage opstår der politiske problemer mellem de hjemvendte og de ledere, der blev tilbage. Dels på grund af den almindelige personlige kamp om poster - desværre - dels er der sket en forskellig udvikling i den politiske holdning. Det beskriver Jørgen E. også, p. 90. Vi så det samme, da Arafat vendte hjem med sine "tunesere" efter Oslo-aftalen.

Jørgen E. beskriver (p. 91) specielt den svenske støtte til ANC som politisk indblanding. Noget har han jo ret i det. Det er dog stadig bedre end de moderne "orange" revolutioner - som ikke var opfundet, da denne bog blev skrevet. [GUSTAVSEN, FINN: KORTENE PÅ BORDET, kap. 14, har en beskrivelse af  andre problemer i forbindelse med u-landshjælp, politisk hjælp, in casu i Mozambique.].

Venstreintellektuelle har en tilbøjelighed til at glemme de sociale spørgsmål, det kommer frem i beskrivelsen af forskellen mellem SACP, det kommunistiske parti, og COSATU, det sydafrikanske LO, p. 92.

At det ikke kun er USA, der vurderer demokrati/diktatur i lyset af uven/ven illustreres af forskellen i ANCs holdning til, Oupa Gqozo (militærdiktator i Ciskei) og til Bantu Holomisa (militærdiktator i Transkei) (p. 93). Jørgen E. udmærker sig i øvrigt ved en meget nuanceret og fordomsfri beskrivelse af Holomisa (og Joe Slovo), p. 94 - 95.

Kapitel 8 om de farvede illustrerer, at der her er tale om mange forskellige grupper med meget forskellige problemer. På side 98 er der en meget menneskelig beskrivelse af Allan Boesak. "[D]er er måske, når det kommer til Stykket, flere farvede, der har afrikaans som modersmål end hvide, (p. 101).

Inkatha har fremlagt forslaget om en magistratsregering (p.99). Det er ingen dårlig ide, i et samfund med de store forskelle, der er i Sydafrika. Hvordan er det egentlig gået ?

"De hvide bakkede ikke op om de Klerk under folkeafstemningen, for at han skulle række Mandela Sydafrika på en sølvbakke. Tværtimod. De stemte på ham som manden, de anså kunne sikre dem de bedste betingelser fremover." (p. 106) Og det blev "som Winnie Mandela siden sagde, elitepolitik så del baskede. Det var også meningen. (p. 107).

En af de ting Jørgen E. får belyst godt og nuanceret er racismen, som ikke er et enten-eller fænomen, som man kan tro, når man bor i Danmark. Jeg citerer et lidt længere stykke, som jeg synes fornemt illustrerer Jørgen E.s evne til at nuancere, p. 111: "Til højre for ham findes en mand som professor Carel Boshoff, Verwoerds svigersøn. Han vil skabe en boerstat og er somsagt gået i gang med Orania. der - groft sagt - ligger mellem Bloemfontein og Hopetown. En sort kameramand kunne få lov til at filme, men ikke sove i byen. Carel Boshoff er på mange måder en civiliseret og ordentlig mand, man kan snakke med. Efter nordiske normer kan han affærdiges som total racist, men helt så nemt er det ikke i Sydafrika. Engang opsøgte min sorte chauffør øg jeg Carel Boshoff på hans farm. Det var inden Orania. Mens jeg optog et interview med Boshoff i hans arbejdsværelse, blev chaufføren inviteret indenfor. Bagefter snakkede chaufføren og jeg om det. Han havde i dagligstuen selvfølgelig fået de samme sandwiches, de samme kager og den samme te som jeg. Det var første og eneste gang chaufføren og jeg havde den oplevelse sammen. Når vi var ude for at tale med fine liberale i deres storvillaer, måtte han pænt blive i bilen. For ellers var han blevet ædt af glubske hunde. Boshoff har peget på et stort, tørt, tyndtbefolket område i det nordvestligste hjørne af Kap-provinsen, noget af Sydafrikas fattigste jord. Men her løber Orange-floden. Boshoff mener, at vil boerne skabe deres egen stat, så skal den bygges på flid, slid og nøjsomhed. Altså, vi starter forfra som nybyggere. Forhåbentlig indser ANC/SACP/NP samlet eller hver for sig, at Boshoff tilbyder Det nye Sydafrika enestående lynafleder-beskyttelse. Får Boshoff sine par hundrede tusinde tyndtbefolkede, tørre, ørkenagtige kvadratkilometer, ca. en sjettedel af Sydafrika, jamen så kan man til alle fremtidens utilfredse hvide i det øvrige Sydafrika sige: „Venner, flyt over til Boshoff."

Problemet med de yderligtgående er selvfølgelig ikke noget, der kun findes på den ene side, jeg synes godt om følgende formulering "Ligesom PAC forbliver Mandela-holdets problem, sådan er treurnichterne de Klerk-holdets. Hver gruppe kommer til at lolde rent på sine egne toiletter." (p. 113)

"Sidst i firserne, på et tidspunkt hvor SOWETO var i undtagelsestilstand, kørte jeg en fem timer lang tur i byen sammen med en ung kommandant, jeg havde truffet ved et tilfælde. Han var ved at selvbygge sit eget hus efter at have gjort tjeneste i Angola og Namibia. Han var dybt forarget over, at apartheid-politikere lod sorte menneskers huse bulldoze, hvis de i forhold til Group Areas Act lå forkert. Han var forarget over racismen. I felten var han vant til at bruge samme latriner som soldaterne, uanset deres hudfarve. Han havde under aktioner tit været afhængig af sorte tropper." (p. 122). Man kan kun ønske sig flere af den slags sydafrikanere. Dem møder man ikke som turist i nationalparkerne.  Men Jørgen E.s beskrivelse af sønnens klassekammerater (p. 125) antyder, at de ikke er så sjældne endda. "Hæren som sådan synes at have holdt hænderne nogenlunde rene bortset fra sit efterretningsmiljø. Det havde til gengæld i apartheids sidste år nogle vildskud, der nærmede sig det absurde. En efterretningsafdeling kaldte man, ih så morsomt, Kontoret for Civilt Samarbejde, Civil Cooperation Bureau, CCB. Den blev beskyldt for at stå bag mordene på adskillige antiapartheid aktivister." (p.124)

Jørgen E. beskriver eksempler på uacceptable forhold i politiet. Den slags findes tilsyneladende i hvert eneste politikorps. Det udtrykker sig så i forhold, der kan være mere eller mere specifikke for det enkelte land. Personligt har jeg oplevet fremragende service fra det sydafrikanske politi. Det virker som om, der er et større problem med dommerne (p. 127). Sydafrikas kriminalitetsniveau ligger på højde med USAs - det er da ikke så dårligt, når man tager apartheid-historien og de vel trods alt endnu større økonomiske uligheder med i betragtning.

I kapitel 12 kommer Jørgen E. ind på u-landshjælp. Problemerne heri er også omtalt andre steder i bogen. Men kapitel 12 ser mere på, hvor vore erfaringer kunne nyttiggøres i det nye Sydafrikas udvikling. Der er brug for landbrugs- og demokratiudvikling. Højskolerne kunne være et godt udgangspunkt - hos os var de jo netop selvgroede og bestræbte sig på både at udvikle demokrati og landbrug. Hvis vi kunne finde folk i bevægelsen med den fornødne mentale fleksibilitet, så der ikke blev tale om eksport af Grundtvigianisme og mekaniseret landbrug - men om en hjælp til egen, selvstændig udvikling efter Sydafrikas behov, i Grundtvigs ånd så ville det være en god hjælp. Jeg læser Jørgen E. derhen, at det er det, han anbefaler. 

Kapitel 13 handler om den tabte generation, der brugte tiden på frihedskamp, ikke på skolegang. "Sorte børn protesterede med rette. Et blodbad blev resultatet, og apartheid-dirigenternes ordensmagt stod afsløret som barnemordere. Fordi der kastes med sten, undskyldes drab på mindreårige ikke. ...Næst efter Sharpeville-massakren er SOWETO-opstanden den mest betydningsfulde og stærke anti-apartheid-demonstration i Sydafrikas historie. Den skabte samvittighedskvaler for ganske mange i en nation, der bevidst havde brugt kristendom som argument for apartheid. Stort set alle kirker var racistiske i de tider." (p. 135). Jeg undrer mig over at de samme kristne/jødiske samvittighedskvaler, som jeg finder ganske naturlige, ikke kommer til udtryk i noget større omfang i Israel og blandt Israels venner, som reaktion på netop det samme. I Danmark har jøderne jo traditionelt stået for menneskelighed og frisind.

Jeg må som Jørgen E. Petersen (p. 159 - 160) undre mig over det officielle Danmarks reaktion på Chris Hanis og Oliver Tambos død. Tambo har da simpelthen trukket et større læs.

"Især skal man dog som dansker passe på, hvor man træder, under indtryk af den store og varme, menneskelige succes, vor Grønlands-politik har været. Og erindre, at de stater, som i denne bog kaldes reservatstater, alle har større selvstændighed end både Grønland og Færøerne." (p. 161).

Orla Jordal, 2007

Må gerne gengives - helt eller delvist -med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.

This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner. 

Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk

Dokumentet er sidst redigeret: