Indholdsfortegnelse
1. Markedet
2. Middelkassen
3. Demokratiet
4. Priser, skatter og fortjenester
5. Om at leve på det offentlige
6. Opsparing, produktion og forbrug
8. Outsourcing
10. Hvordan økonomien kan bruges til at standse USAs imperialisme
11. Folkepension, kapitalpension, pensionsfonde
De økonomiske lærde, der optræder på konferencer, i fjernsyn og andre medier vil have os til at tro, at middelklassen/den velaflønnede borger er noget, det frie marked sikrer. Det er, som så meget andet i den økonomiske teori, ren fiktion.
For det første er selve begrebet det frie marked en illusion. For det andet er middelklassen skabt ved kontrol med markedet - en kendsgerning, der er ved at gå op for dem, der bliver fyrede eller får reel lønforringelse, fordi de begrænsninger i "markedet", der opretholdt deres job, i stigende grad fjernes.
Selv kapitalistiske økonomer, som tror på markedet, indser og indrømmer iblandt, at en utøjlet kapitalisme fører til problemer (4 Læg mærke til hvordan Rogoff kryber udenom spørgsmålet om Marx' påstand om udplyndringen af arbejderklassen).
Vores form for demokrati er afhængigt af en uddannet, samfundsmæssigt aktiv middelklasse, hvis interesser regeringen tilgodeser (om alt går vel) og som er basis for regeringen.
"Folk har længe vist, at det var for deres skattepenge, de blev sendt i krig. Det radikalt nye er, at når man finansierer OECD løfter man våbnene mod sig selv" (Laurent Cordonnier).
Markeder skabes af regeringer. Selv det primitivste torvemarked kræver i det mindste et torv, som på den ene eller anden måde er stillet til rådighed af en "regering", byråd, fyrste.
Er markedet blot lidt udviklet, forudsætter det en mønt. Mønten - og dens stabilitet - skabes af en regering.
Kommer vi til mere udviklede, nutidige, mere abstrakte markedsformer, så leverer regeringen:
Markedet er altså aldeles ikke frit. Det styres fra ende til anden af regeringsfastsatte regler. De falske ord om frihed - illusionen - anvendes kun til at sikre, at virksomhederne bestemmer mere om regelsættet, end de gjorde forud.
Se også Robert Bell: The invisible hand (of the US government), 030405, som fortæller lidt om, at det frie marked ikke er så frit endda. The President's Working Group on Financial Markets (indført af Reagan 180388) skal undgå et sammenbrud af atiemarkedet.
er altså en politisk beslutning. Og det er dens afskaffelse også. Og som Thom Hartmann, hvis artikel gjorde mig opmærksom på forholdet, skriver, så udslettede konservativ økonomisk politik i USA fra 1880 til 1932 den amerikanske middelklasse, den genskabtes af en strammere regulering af markedet begyndende med Smoot Hawley's toldlove i 1930 (-1-).
Roden til konflikten om, hvem der skal bestemme hvor meget om spillereglerne på markedet, er en indbygget konflikt i det kapitalistiske system: på den ene side tjener en virksomhed mere, jo billigere den kan producere, hvilket blandt meget andet vil sige, jo lavere lønninger virksomheden kan drives med. På den anden side forudsætter virksomhedens afsætning af varerne, at der er købere og det betyder velaflønnede arbejdere - men altså helst i de andre virksomheder. Det er denne modsætning, som Marx kaldte klassekamp, fordi han så den som en kamp mellem arbejdere og virksomhed og var mindre interesseret i den indbyggede konflikt i kapitalismen - som han dog nok så, fordi han ofte omtalte det kapitalistiske system, som dømt til undergang på grund af sine indre modsætninger.
Der er en konflikt, indenfor det kapitalistiske system mellem den enkelte virksomheds interesse i lave lønninger for sine egne arbejdere og et generelt højt niveau for lønninger i samfundet. Denne konflikt medfører et behov for stadige statsindgreb. Det er især Keynes og hans efterfølger Galbraith, der har dyrket - teoretisk og med forslag til praktisk politik - dette problem. John K. Galbraith bruger udtrykket, "the technostructure" - for det jeg her for nemheds skyld har kaldt virksomheden, fordi han gør opmærksom på en anden indre modsætning i kapitalismen: der tales meget om aktionærernes krav på udbytte og demokratiske rettigheder, mens de virkelige beslutningstagere er "management". Galbraith peger også i "The New Industrial State" på én mulighed technostructure har for at knibe sig ud af modsætningen. Man kan sælge sine produkter til staten. Og der er en statsudgift, som er aldeles uproduktiv og derfor umættelig set som afsætningspotentiale fra virksomhedernes side: militært udstyr.
Det er derfor, at en økonomisk politik, der mindsker den samlede lønsum = det samlede afsætningsmarked i landet, som sin anden side har en stigning i landets militærudgifter. Det ses mest markant i USA, der har haft de største svingninger i den økonomiske politik. Efter Reagan er der virkelig sat gang i oprustningen. Man kunne med samme effekt bygge veje, skoler og hospitaler, men her er afsætningsmarkedet endeligt. Fidusen ved militært udstyr er, at det ødelægges eller forældes - uden at der kommer nogen ny produktion ud af det.
[Biologen må så her indskyde, at jordens samlede ressourcer er endelige og derfor kommer vi med den løsning hurtigere til modsætningen mellem mennesket som økonomisk væsen og naturen.
Olieproduktionen når sit årlige maksimum i 2003, 2004 eller 2005 !
Samtidig medfører den af produktionen - og våbenanvendelsen - skabte forurening en indskrænkning af ressourcerne.]
En anden konsekvens af en sådan politik er en økonomisk depression, på et eller andet tidspunkt kan man ikke længere opretholde afsætningen af militært udstyr på det økonomisk nødvendige niveau. Derfor kommer en økonomisk krise. Som regel også selvom man forøger afsætningen med en krig.
En forudsætning for demokratiet er aktive, velinformerede borgere. Det forudsætter velaflønnede og ikke totalt udmattede arbejdere (også en vinkel, som jeg er i gæld til Thom Hartmann for). Altså en middelklasse. Den middelklasse, som aftager i antal i USA, begyndende i Reagan's regeringstid, men nu går det med en helt anden hastighed. Middelklassen er en forudsætning for demokratiet. Derfor er middelklassens afvikling på grund af stigende arbejdsløshed og faldende lønninger, der leder til længere effektiv arbejdstid for familien, der igen leder til mindre tid til politisk orientering og deltagelse i det politiske liv, en del af den fascistoide udvikling, der ses netop nu, først og fremmest i USA. Middelklassen er en frugt af regeringsbeslutninger. Og den stiller krav - mere i løn, bedre uddannelse, bedre sundhedsservice o.s.v. Krav der betyder en større offentlig indsats altså mere regereri. Virksomhederne har ikke meget imod den større offentlige indsats - men de har noget imod højere lønninger og imod, at befolkningen f.eks. kræver skrappere miljøregler. Derfor dyrker "the technostructure" økonomer og redaktører, økonomerne til at forklare om alle de ulykker, der bliver følgen for økonomien, samfundet og middelklassen, hvis lønudviklingen er for kraftig; redaktørerne til at lægge regereri for had.
Rammer de offentlige besparelser uddannelsessystemet, specielt grundskolen, så mister man den forudsætning for demokratiet, som aktive, velinformerede borgere udgør. Det er forklaringen på nedskæringer/privatiseringer netop på det område, som det første. (Hvordan det udarter sig i USA i dag, ser man et eksempel på i et indlæg af Teresa Whitehurst i CommonDreams, 281204). Derefter kan man bilde folk ind, at skatterne er for høje, at der er for meget regering. Og der er altid en økonomiprofessor, der kan forklare det, så ingen forstår andet, end at de skal stemme for et konservativt skattenægterparti. Det er ikke tilfældigt at den første novelpristager af slagsen var Milton Friedman, der blev økonomisk rådgiver for militærjuntaen i Chile. Tingene hænger sammen. (Thom Hartmann har tal for skatter i USA, da jeg ikke kender basis herfor, henviser jeg til hans artikel).
Alan Freeman skriver i "Why not eat children" i The Guardian, 121004, at alle de reformer - af pensionssystemet, arbejdsløshedsunderstøttelsen, socialhjælpen o.s.v., der præsenteres som økonomisk nødvendige, selvfølgelig reelt er et politisk valg. Og selvom basis for i hvert fald de fleste europæiske samfund netop er middelklassen, som også demokratisk ønsker at forsvare sine rettigheder, så ser vi, at "reformerne" i dag går ud på at svække den demokratiske middelstand. Schröders 2010 pakke vil reducere arbejdsløshedsunderstøttelsen til et minimum og gøre den betinget af, at man tager et hvilket som helst job, et hvilket som helst sted i Tyskland. Og den økonomiske "nødvendighed" er ikke så alvorlig, som den stilles op, Tysklands handelsoverskud har aldrig været større. På en meget ringere økonomisk baggrund opbyggede Adenauer/Erhard/CDUregeringerne det nuværende system - som ikke er alt for rigeligt. Men de havde jo også DDR at tage hensyn til !!
Et skift til en højvækst, fuld beskæftigelsespolitik er en mulighed og ville sikre opretholdelsen af den middelklasse, som demokratiet bygger på. Skete ændringen på europæisk niveau ville den kunne ændre den økonomiske magtbalance i verden (James K. Galbraith).
Vi kan vælge et samfund baseret på sociale rettigheder, uddannelse, bolig, sundhed i stedet for det, vi bevæger os mod, et samfund baseret på ubegrænset grådighed, ubegrænset ulighed, økologisk vandalisme etc.
Positivt er det, at flere samfund i Latinamerika synes at have valgt det første, Venezuela, Brazilien, Argentina, Uruguay. Og er der politikere, der tør vælge den vej får de også den folkelige opbakning - i hvert fald i Latinamerika.
4. Priser, skatter og fortjenester
Den Reagan-Thatcherske kontrarevolution i den økonomiske teori, der har lagt offentlig virksomhed for had, har som et vigtigt element, at man skal betale den faktiske pris for de goder, man erhverver sig, at der ikke må findes skjulte eller åbne tilskud, der kan forstyrre markedets frie valg mellem forskellige goder. Gratis ydelser er af det onde.
Et andet vigtigt element er, at skattebetaling er af det onde. På begge felter kan vi se, at der er tale om ideologi - ikke om realiteter. Det har karakter af økonomisk religion - med de elementer af hykleri, som ofte følger med religion. Den skat du betaler er helt ok, fejlen ligger i, at jeg (virksomheden) betaler for meget.
Herunder et par eksempler:
(Tallet og de følgende engelske og amerikanske tal, samt hovedtanken, er taget fra Jamie Morgan, Sand in the Wheels, 161, 15. januar 2003, p. 4).
Det beløb, som virksomhederne snyder skattevæsenet for, skal jo så opkræves over personindkomstskatten. Derfor er denne højere, samtidig med at den offentlige service er ringere end før Reagan-Thatcher. Derfor betaler du og jeg og Jensen og Hansen, Jönsson og Svensson, Smith og Edwards, Schulze og Müller, Kutsch og Ulcnik, Mbase og Xulu, Salam og Ur og alle de andre den skat. Hvad der betyder, at de skattesnydende virksomheder får et tilskud, opnår Free Rider status - stik imod den officielle ideologi i de kredse.
En af de metoder, der anvendes, er at et multinationalt selskab har 3 afdelinger (som hver udgør en juridisk person): en produktionsafdeling i et u-land, en handelsafdeling i et skatteparadis (2) og et hovedkontor hos os. Varerne sælges så til en lav pris af u-landets produktionsafdeling til handelsafdelingen i skatteparadiset. Når prisen er lav, bliver fortjenesten i u-landet lav, og skatten bliver lav, og skulle arbejderne mukke over lønnen, kan de jo selv se, at firmaet ikke giver meget overskud.
Handelsafdelingen i skatteparadiset sælger den samme vare - naturligvis uden at den har forladt u-landet - til hovedkontoret til en høj pris. Så ligger der en stor fortjeneste i skatteparadiset, men de tager jo ingen skat, så det er helt ok.
Hovedkontoret sælger varen hos os med en ganske lav fortjeneste - og med samme resultat som i u-landet, der betales meget lidt i skat, og arbejderne kan selv se, at fortjenesten er lav (og her spiller den faktor en rolle).
Enhver kan se skatteunddragelsen i dette system - også OECD, der i lang tid har forsøgt at samle regeringerne bag en bekæmpelse af skatteparadiserne, der jo også vasker sorte penge hvide og meget andet tilsvarende.
Men jeg skylder Jamie Morgan det aspekt, at der også er tale om, at virksomhederne her nasser på samfundet. Virksomhederne er - både her og i u-landet - afhængige af offentlige ydelser (som de altså ikke betaler til andet end i et yderst symbolsk omfang) såsom: veje, jernbaner, sygehuse, politi og retsvæsen og et uddannelsessystem, der kan levere kvalificerede arbejdere (her mener jeg også det højt uddannede personale i hovedkontoret, som ikke kan lide at blive betegnet således).
Det virksomhederne ikke betaler, det betaler du og jeg og Jensen .... over moms, gebyrer og indkomstskat.
Udover den beskrevne metode, som nok er lovlig, har vi så et eller andet omfang af snyd og den kendsgerning, at siden Reagan-Thatcher har regeringerne nedsat virksomhedsbeskatningen betragteligt, samtidig med, at der ikke gøres mere for at kontrollere, at virksomhederne betaler det, de skal - dette i skærende kontrast til forholdene på personskatteområdet. Begrundelsen for skattenedsættelserne er, at globaliseringen gør, at ellers flytter virksomheden. Globaliseringen, det, at det er lettere at flytte produktionen, betyder også igen et pres på lønninger og arbejdsforhold - (der betaler du og jeg og Jensen .... igen).
Virksomhederne betaler i Danmark 47.1 milliarder af det samlede skatte- og afgiftsprovenu på 692.1 milliarder, prognose 2003, (Http://www.skat.dk/tal/statistik/samlet.php3), altså knapt 7 %. Der anvendes alene 10 milliarder DKK/år til veje, og da en lastbil slider ligeså meget pr kørt kilometer som 10.000 personbiler, burde udgiften efter Reagan-Thatcher-ideologien næsten 100 % dækkes af virksomhederne. Der er ikke meget tilbage til de øvrige udgifter ! (jernbaner, sygehuse, uddannelse, politi og retsvæsen ).Den manglende skattebetaling i u-landene betyder, at de må låne til de infrastrukturinvesteringer (havne, veje etc.) som er betingelsen for at lokke virksomheder til og skaffe arbejde til masserne.
Lånene skal forrentes - yderligere en byrde for Mbase og Xulu, Salam og Ur og alle de andre. I bedste fald finansieres projektet af u-landsbistand, så er det igen dig og mig og Jensen ... der betaler gildet - mens virksomheden kører på fribillet.
Det beskrevne skatteunddragelsessystem er også baggrunden for, at man på nogen steder, til visse tider, kan købe - parallelimporterede - mærkevarer til spotpris - nemlig varer, der er gået udenom handelsfirmaet i skatteparadiset.
OECDs bekæmpelse af skatteparadiser har samme energiske karakter, som de kristnes forhold til gudstjenester, hvilket bl.a. ses af, at alle de store, økonomisk tunge, lande har et område, der er skattely (UK - bl.a. Jersey).
Det manglende overskud i virksomheden i de rige lande er i sig selv en begrundelse for at udbetale mindre i løn - firmaet har ikke råd - se selv i regnskaberne - det går også ud over dig og mig og Jensen....
5. Om at leve på det offentlige.
Der er mange udover socialhjælpsmodtagere, der lever af vore skattepenge.
Bankerne får indirekte statsstøtte gennem skattebegunstigede opsparingsordninger og gennem bestemmelser om, at man skal have en bankkonto for at få sin løn/socialbidrag udbetalt, gennem de bankadministrerede pensionsordninger/fonde og sikkert gennem en del flere ordninger, som jeg ikke kender til.
Tunnelentreprenørerne modtager skattepenge fra EU, stat, amter og kommuner til Storebæltsforbindelsen, Øresundsforbindelsen, Hallandsåstunnel, Metro, Citytunnel (og læg mærke til, at projekterne kommer tidsmæssigt, således at entreprenørfirmaerne er sikret en nogenlunde regelmæssig beskæftigelse).
Andre entreprenører lever på det offentlige gennem de penge, der går ud fra EUs strukturfonde, Mål 1, Mål 2, 3, 4 ... hvor langt man nu er nået (de anvendtes også til tunnellerne) - det drejer sig om ca 35 milliarder Euro, ca 300 milliarder SEK om året. Anvendelsen af disse midler udløser et tilsvarende bidrag fra staten og de lokale myndigheder - og den er ikke bedre styret end U-landsbistanden (der er kendt for mange store unyttige projekter, de såkaldte "hvide elefanter").
Jeg mindes endnu fra min amtsrådstid en omfartsvej i en mindre lolsk købstad, en vej, der skulle føre roetraktorerne udenom byen til sukkerfabrikken. Den kom til at gå gennem et villakvarter og et år efter, at den var færdig, lukkede sukkerfabrikken.
Havde man overladt hele finansieringen til et samarbejde mellem virksomhed og kommune, så havde fremtidsudsigterne nok været analyseret noget bedre.
Der er masser af tilsvarende eksempler, ikke bare i EU15, men også i alle de lande, der venter på at blive medlemmer, se f. eks. Monde Diplomatique, Novembre 2002, side 12.
Adtrans er nærmest på statspension. Først var det IC togene, så lyntog, så Øresundstog, så Metro. Hver gang er der tale om udvikling af noget nyt, som skal finansieres af det offentlige, sådan som J.K. Galbraith skriver, at industrien hele tiden forsøger at opnå det (The New Industrial State, i næstsidste afsnit af kapitel 2). Og hver gang fungerer skidtet ikke til tiden !
Det britiske BAE Systems, som sælger våben, bl.a. til Saudiarabien, har f.eks. fået en regeringsforsikring på 1 milliard GBP, for det tilfælde at saudierne ikke skulle betale (The Guardian, 141204).
Landbruget, der altid har været tilhænger af frihandel og liberalisme - i munden vel at mærke - er den erhvervsgruppe, der bedst fortjener betegnelsen socialnassere !
I EU anvendes årligt 45 milliarder Euro, knap 400 milliarder SEK til landbrugsstøtte.
Der taltes i forbindelse med Fischlers forslag til en lille sanering af støtteordningerne om at sætte en overgrænse for socialhjælpen ved godt 2 millioner SEK til en enkelt landbruger/år - ikke mærkeligt, at mine godsejernaboer på Lolland altid gik rundt med et smøret grin. Set i forhold til den slags beløb, blegner selv den værste socialbedrager !! (en del af tankerækken fortsætter i næste afsnit)
Virksomhederne vil gerne socialisere omkostningerne og privatisere profitten, som Chomsky udtrykker det.
5.a Politikernes økonomiske forhold
Og de fleste politikere. Mona Sahlins chokoladekøb (var det 5000 SEK ?), Ritt Bjerregårds Ritz-ophold (var det 60000 DKK ?) Mats Svanbergs dobbeltudbetaling af rejsegodtgørelse blev afgjort med godt 8000 SEK. De to ledere fra Region Skåne, der rejste på golfrejse til USA, kommer vel heller ikke i nærheden. Kun Jan O Karlssons over 120000 SEK/måned efter skat er helt i landbrugets klasse.
Den store forargelse, der rettes mod så den ene, så den anden politiker er ikke rimelig. Hvis de får udbetalt efter reglerne, er det reglerne, der skal kritiseres - og det er der al grund til, specielt på EU niveau.
Den politiske person skal kritiseres, hvis penge - private eller offentlige - påvirker hans/hendes politiske arbejde/holdninger.
Det er urimeligt, at der opretholdes principielt forskellige regler for politikere og for andre, der får bidrag/løn fra det offentlige. Man bør naturligvis ikke kunne oppebære både løn og pension samtidigt.
Det er nødvendigt med en midlertidig pensionsordning for de politikere, der ikke blev genvalgt. Ellers kan man ikke forlade sit job for at tage en tørn som politiker, det er sjældent, at jobbet bare står og venter på en, når man vil tilbage. Men det skal være en ordning, der supplerer ens indkomst op til niveauet for det job, man havde, før man blev politiker.
Hvis der skal være mening med demokratiet, skal politikerne - den samlede flok - udgøre et repræsentativt udsnit af folket. De skal altså ikke være mere hæderlige end du og jeg og den andel, der snyder rigtigt, skal også være repræsenteret.
Men naturligvis, hvis jeg var nyuddannet sygehjælper/undersköterska på 13500 SEK/måned før skat, ville jeg jo nok vurdere nøje om en minister med 80000 SEK/måned virkelig kunne repræsentere mig.
At den vurdering trods alt ikke nødvendigvis ender negativt, kan jeg illustrere ved, at jeg personligt så langt ville foretrække - ja, faktisk ville stemme på - Ritt Bjerregård (med EUkommissærpension oveni) frem for Poul Nyrup som statsminister, hvis danskere som israelere havde direkte valg af statsminister !
En måde at skabe en større nærhed mellem de velaflønnede politikere og deres fattige vælgere ville være ved at sikre en større udskiftning - det må være en opgave for de partier, der ønsker at repræsentere almindelige mennesker !!! Og det kommer bestemt ikke af sig selv. Hvem afgiver frivilligt den løn !
Det store problem i den forbindelse er, at de for velaflønnede politikere jo får livsstil og holdninger som erhvervslivets ledere - og som Bo Bernhardsson skriver (Skånska Dagbladet 8.11.02) ligner systemerne der "mest gränslös girighet" og "[d]et är upprörande och drabbar tilltron ..."
Og jeg håber inderligt, at Bo Bernhardsson har ret, når han skriver, at debatten om Björklunds & Karlssons dobbeltudbetalinger også - udover den borgerlige presses lyst til billig sensation og jagt på selv så lidt venstreorientering, som der her er tale om - viser at "de socialdemokratiska idéerna om jämlikhet och rättvisa fortfarande har en stark ställning .... hos väldigt stora medborgargrupper".
Skifter socialdemokratiet til en politik i overensstemmelse hermed, kan vi sikkert undgå de to fænomener, der har kendetegnet de sidste 10 års politiske udvikling i hele den vestlige verden, protestpartiernes fremmarch og den faldende valgdeltagelse. Begge dele skyldes jo, at selvom man stemmer sig til en socialdemokratisk regering, så medfører det ikke en socialdemokratisk politik. (Jospin, privatiserede for 30 milliarder Euro, mere end Chirac, Balladur og Juppé tilsammen, Monde Diplomatique, Novembre 2002, side 4; vælgerne flygter fra Parti Québécois til protestpartiet Action démocratique de Québec, samme, side 22).
6. Opsparing, produktion og forbrug
Det er med staters økonomi som med din egen. Der skal være en balance mellem produktion og forbrug. Det, som det er vigtigt at forstå, er at begge dele er strømme. Forestil dig, at du har et badekar, produktionen er hanen, der fylder karret, forbruget er afløbet. Sparer du, landet, for meget, så fyldes karret, forbruger du, landet, mere end der produceres, så tømmes karret. Det er vanskeligt at styre de to processer, så der holdes et nogenlunde konstant vandniveau. Det er derfor, økonomisk politik kan virke ret forvirrende ved et første øjekast. Der er en faktor i økonomien, der - for en tid - er anderledes end den primitive badekarsmodel - man kan låne. Og så er der en summeringseffekt, bruger du for meget kan det kompenseres af, at Jensen bruger lidt mindre. Men i begge tilfælde går det kun til en vis grænse. Jensen bliver sur eller misundelig. Banken kommer i tvivl om, om du nogensinde vil/kan betale lånet tilbage.
Keynesiansk økonomisk politik går netop ud på at styre vandstanden i badekarret. Er forbruget i underkanten stimuleres det ved lidt skattesænkning - det er altid populært - men bedre er konstruktive statsudgifter, der har et stort arbejdskraftindhold. Skattesænkninger går fortrinsvis til dem, der har. Offentlige arbejder gavner i sær de arbejdsløse, og i den økonomiske politik har det den fordel at pengene straks bruges og derved skaber beskæftigelse hos købmanden, skrædderen og frisøren. Og sørger man for, at der samtidig skabes samfundsnyttige sager - Hitler's motorveje er et godt eksempel, men mere tvivlsomme goder som Storebælts- og Øresundsbro kommer også ind - så er der næsten kun gevinst. Man kan faktisk opretholde en høj beskæftigelse over meget lang tid. Forudsat at der ikke kommer for stor en import. (Det er her outsourcingen kommer ind og lægger en bombe under).
Udtrykket stammer fra Michal Kalecki, (Polen, 1943): Militær Keynesianisme - militærudgifter som kilde til vækst. Kapitalister og deres politiske støtter er oftest imod klassisk keynesianisme. Fuld beskæftigelse gennem offentlige udgifter gør dem nervøse fordi det risikerer at medføre for stor magt til arbejderklassen og fagforeningerne. Militære udgifter har ikke disse bivirkninger. Se 2. middelklassen, 3. afsnit.
som figuren optræder min skærm (skulle det være anderledes hos andre vil jeg gerne vide det) er x-aksens tekst placeret så det tilsvarende datapunkt i diagrammet står lige over det andet 0 i 200X. USA optræder i en blågrå nuance, DK er rød, mens D er en næsten usynlig gul.
At man faktisk opnår en stigning i BNP ved en rask lille krig, kan sandsynliggøres ved ovenstående diagram. Diagrammet viser for USA en stigning i BNP (på amerikansk GDP, Tallene i den primitive figur er fra OECD: Main Economic Indicators) fra 4. kvartal 2000 til 4. kvartal 2001 på knap 1 %, baseret på OECDs opgørelse, BEA, som er et amerikansk statistisk regeringsorgan opgiver et fald på ½ % fra 4.kvt 2000 til 3.kvt 2001. Fra 11.september, reelt 4. kvt 2001 og Afghanistankrigen stiger væksten i BNP, så BNP når op på godt 103 i 3.kvt 2002, hvor væksten standser og ikke ses igen før Iraq-krigen, 1.kvt. 2003. Men den krig sætter rigtig gang i økonomien. Og så skal det tilføjes, at mens BNP stiger 3 % så stiger profitten (profits of domestic industries as a percentage of GDP 7 %)(BEA news release dec. 2003). Det ses også, at lille krigsførende Danmark har en større vækst end det mere fredelige Tyskland - og mon ikke det skulle kunne lade sig gøre at vise, at en meget stor del af denne vækst er blevet til profit, ikke mindst for AP Møller. Ideen til figuren har jeg fra James K Galbraith, 210904.
Som man kan se er væksthastigheden aftaget i 2. kvartal 2004. Derfor den megen tale om Irans - ikke eksisterende - atomvåben.
Den vækst der opnås ved krig har ingen væsentlig indflydelse på beskæftigelsen og dermed ikke på menigmand, det meste bliver til profitstigninger til Halliburton og co. I USA steg beskæftigelsen med ca 1 million, det halve af hvad der tabtes i 2000 og de 3 første kvartaler af 2001.
Som beskrevet i afsnit 4 om priser, skatter og fortjenester, er der store penge at tjene for en virksomhed ved at producere sine varer og tjenester i et u-land, det er det, der kaldes outsourcing. Problemet for det kapitalistiske samfund er, at gør virksomheder det, så forsvinder grundlaget for samfundet. Der bliver ingen løn tilbage og dermed ingen afsætning af varerne.
Længst i den udvikling er formentlig USA. Det meste af den egentlige produktion er outsourced - og det samme er telefonpasning (typisk til Indien) og IT-tjenester (også fortrinsvis til Indien, men Kina har en af Microsofts største udviklingsafdelinger).
James K Galbraith (ikke John, men en generation yngre) og andre keynesianske økonomer taler derfor om at skabe en ny industripolitik for America, altså at genskabe en industri. Som det er nu, afhænger den amerikanske levestandard af omverdenens villighed til at acceptere amerikanske aktier, obligationer og pengesedler, som betaling for reelle varer. Og det holder jo kun en vis tid. Dette at Kina og Japan står for næsten al produktion, har medført, at de sidder med så fantastisk store dollarreserver, at de i realiteten kan bestemme dollarskursen. (Det begrænser på den anden side deres handlefrihed, for hvis de lader dollarskursen falde, så reducerer de deres egen beholdnings værdi - det er et problem at have alle sine værdier i et papir). Man må formode at alle netop nu sidder og kalkulerer på, hvor mange dollars de kan sælge, uden at der går helt hul på markedet. Den klassiske situation, der kan lede til en børspanik. Markedet er følsomt for rygter, om at Rusland sælger dollars for euro, at Indien forsøger at sprede sine tilgodehavender, at Kina gør det samme. I den situation er den eneste sorgløse, låntageren !
James K.Galbraith (en yngre generation end John): De multinationale har deres fortjenester i USA og Europa (han glemmer skattely'ene). Når dollaren falder er de amerikanske fortjenester uforandrede, men de europæiske fortjenester øges. Oliepriserne følger euroen. Så de amerikanske oliefirmaer bliver ikke fattigere. Så længe kineserne holder yuan bundet til USD rammes kun den almindelige amerikaner og kun på olieprisen. Bush's venner klarer sig. Men kineserne får mindre for deres varer og i USD, der kan forvcentes at tabe i værdi på sigt. Så længe de nu finder sig i det.
Den industriudvikling James Galbraith taler for skulle dreje sig om udvikling af nye energikilder og en reduktion i olieforbruget pr BNP-dollar.
Mere nære eksempler på udviklingen:
Svenske:
En krig har altid et element af erobring, altså det, at man stjæler en andens værdier. Nu er tyveri jo en af de frygteligste forbrydelser i et kapitalistisk samfund. Derfor skal en krig helst have en helt anden forklaring.
Jugoslavienkrigene er gode eksempler på dette. Først skulle Slovenijas ret til at melde sig ud af forbundet forsvares. Så Hrvatskas, så var muslimerne undertrykte og skulle have deres egen stat - men den skulle jo ikke se altfor racistisk ud, derfor skulle Bosnia være et muslimsk-kroatisk forbund, hvad der gav muligheden for at opbygge en fælles modvilje mod Srbija. Hvad der var baggrunden for at støtte albanerne i Kosova. Og hele vejen igennem kunne man stjæle gode jugoslaviske virksomheder - det var jo bare arbejderne, der ejede dem. Kapitel 4 i Rambouilletaftalen - den aftale man ville have Jugoslavija til at forkaste, for at bruge forkastelsen som påskud til krigen i 1999 - kap. 4 handler om Kosovas økonomi. Og afslører meget om den egentlige baggrund for krigen. Alle regeringsejede værdier skal privatiseres. (Milosevic var ellers kommet kapitalismen i møde med en privatiseringslov i 1997, som tillod salg af TOZD (de fællesejede jugoslaviske virksomheder), kun skulle mindst 60 % af aktierne gå til virksomhedens arbejdere - i.h.t. til tidligere jugoslavisk lovgivning var det ejerne. I NATO bombardementerne ramte man 372 industrivirksomheder - alle i arbejdernes fælleseje - og kun 14 tanks. Ingen privat- eller fremmedejet virksomhed blev ramt. Og nået til Kosova kunne man stjæle Trepca-minerne (som arbejderne forsøgte at forsvare), der vurderes til 5 milliarder USD. Foruden at Kosova har kul, brunkul, zink, guld, sølv, nikkel og olie (Neil Clark, "The spoils of another war, The Guardian, 210904).
I Iraq skulle man fjerne Saddams masseødelæggelsesvåben - som man godt vidste, at han ikke havde. Hvad det virkelig drejede sig om, ses af de 100 "orders", som udgik fra Bremer under hans tid som statholder i Coalition Provisional Authority:
(Sådanne bestemmelser er klart ulovlige i h.t. Genèvekonventionerne og sågar Haag Landkrigsforordningen af 1907, som ikke tillader en besættelsesmagt at ændre det besatte lands lovgivning). Antonia Juhasz, CommonDreams, 050804.
9a. - om de privatøkonomiske interesser i en krig mod Iraq. - Mer vil ha mer
Der er en udbredt opfattelse af at præsident George W Bush er for dum til at være præsident
(http://www.toostupidtobepresident.com/). Men det betyder jo ikke, at manden ikke er farlig. Der foreligger mig bekendt intet om, at Hitler skulle have været et intellektuelt lys. Og der er ikke noget i vejen med mandens forretningssans, bortset fra etikken.
Harken-Harvard-Bush affæren (bestyrelsesmedlem i Harvard University Bush får Harvard universitetet til at lave Harken Anardarko Partnership i 1990 med Bush's forgældede firma Harken Energy Corporation. Gælden flyttes til det nye Partnership, der helt lovligt ligger udenfor børskontrollen. Harvard skyder lidt ekstra til. Uden gælden og med de ekstra Harvard penge stiger Harkens kurs og Harvard (og Bush) sælger deres aktier) viser, at han har forretningssans. Den slags kaldes kurspleje og insiderhandel og er - i princippet - også forbudt i USA.
Når man analyserer årsagerne til USAs krigslyst, skal man ikke overse de ledende personers personlige økonomiske interesser.
Familien Bush, især George H.W. Bush (=Bush I eller Bush senior), har væsentlige økonomiske interesser i og optræder internationalt som repræsentant for Carlyle Group (se f.eks. http://www.redherring.com/vc/2002/0111/947.html), der er blandt top20 leverandørerne til USAs forsvar. Den store forøgelse af USAs forsvarsudgifter under Bush II giver derfor direkte økonomisk dividende til familien (på grund af den udmærkede lovgivning, der afslører/kræver afsløring af mere direkte økonomiske overførsler, er det praktisk, at det er Bush I, der sidder mest centralt i Carlyle).
De personlige økonomiske interesser ses endnu tydeligere for vicepræsidenten Richard Cheney, der kom fra en post som CEO (=administrerende direktør, vd) i Halliburton (www.halliburton.com). Han blev direktør der i 1995. I perioden frem til og med 2000 sikrede han Halliburton billige regeringslån/eksportgarantier på over 1.5 milliarder USD og regeringskontrakter på 2.3 milliarder USD - en betragtelig socialhjælp (Investigative report: Cheney led Halliburton to feast at federal trough; www.publicintegrity.org).
Som det er tilfældet for George W Bush, er der påstande om direkte kriminelle forhold, for så vidt angår Richard Cheney (samme rapport).
Halliburton tjener en del af sine penge på at bygge baser for det amerikanske forsvarsministerium og på transport- og forsyningstjeneste, basevedligeholdelse o.l. "Så tropperne kan koncentrere sig om deres hovedopgave (www.halliburton.com, hold musen på KBR, så der kommer en menu frem, vælg government operations, vælg US på den menu, der kommer).
Halliburton tjener også penge på ingeniørrådgivning og materiel til olie- og gasudvinding og -transport, herunder rørledninger.
Via Dresser-Rand og Ingersoll-Dresser Pump (mon ikke de har hovedsæde i Tyskland, selvom de hører til Halliburton-koncernen, så Tyskland kan få skylden) har Halliburton i Cheneys CEO-tid "hjulpet" med genopbygningen af Iraqs olieinfrastruktur (Larry Chin, www.onlinejournal.com), sådan at BP-Amoco, ExxonMobil, ChevronTexaco og Maraton kunne købe billig irakisk olie af FN (olie-for-mad-programmet).
Nu tjener Halliburton så samtidig på udbygning af militærbaserne omkring Iraq og på transporten af tropper, materiel og forsyninger dertil - og på vedligeholdelse m.m.
Sidenhen - når det Halliburton-leverede olieudstyr er ødelagt og Iraq ligger i ruiner - så skal militærudstyret hjem igen - med Halliburton - MEN som i Kosovo bliver der en militærbase tilbage, som Halliburton skal bygge og sikkert også drive den "civile" del af.
Nå, ja, og så skal Iraqs olieudvindingsinfrastruktur bygges op for anden gang.
Her er vi virkelig så nær på et økonomisk perpetuum mobile (evighedsmaskine), som man kan komme.
Ikke underligt, at Cheney er den næstrigeste sandsynlige præsidentkandidat i 2004 valget (www.bop2004.org).
Den som meget har, skal mere gives, står der skrevet - og Bush er jo bibeltro.
281104, Tim Weiner i New York Times: "Lockheed Martin doesn't run the United States. But it does help run a breathtakingly big part of it". USAs største militærentreprenør (næsten 22 milliarder USD i 2003). Men også med store kontrakter indenfor den civile administrations informationsteknologiske områder. Postsortering, skatteudskrivning, folkepensionsudbetalinger, rumraketter og lufttrafik. Dataanalyse for FBI og CIA. Firmaet henter 80 % af sin indkomst hos den amerikanske regering. Man har labet et mobil fingeraftrykslaboratorium, der kan linkes til FBIs arkiv og anvendes i felten. LM driver et overvågningssystem i havnene i Philadelphia og Camden, N.J. LM forbereder at udstede biometriske identitetskort til 6 millioner amerikanske transportarbejdere. Forhenværende højereståede Lockheedmedarbejdere er viceministre (secretary) for flåden og transport, chef for spionsatellitstyrelsen. Også Hadley der forventes at blive ny Sikkerhedsrådgiver kommer fra Lockheed. [Man kan vist roligt kalde Lockheed Martin USAs Krupp.]
10. Hvordan økonomien kan bruges til at standse USAs imperialisme
USA er formidabel modstander. Men der er svage sider.
Den vigtigste er økonomien.
Arbejdsløsheden - den officielle - er meget høj efter amerikanske forhold (der er en meget ringe arbejdsløshedsunderstøttelse), 5.7 %, mod 4.8 % i 2001 ( http://www.gasandoil.com/goc/news/ntn25000.htm )(Ibrahim Warde i Monde Diplomatique, Avril 2003, p. 20, opgiver 6.4 % - det højeste i ni år). Det drejer sig faktisk om 2 millioner flere arbejdsløse i George's regeringstid, flere end der er indbyggere i Chicago.
Underskuddet på handelsbalancen blev 478 milliarder USD i 2002 lig med 4.6 % af BNP mod 1.7 % i 1997, (gasandoil). At Det forenede Kongeriges underskud på handelsbalancen i 1914 var 4 % (Frédéric F Clairmont, Monde Diplomatique, avril 2003, 21), kan nok ikke bruges til at forudsige US imperiets fald.
Unionsbudgettet har et underskud i 2002 på 180 milliarder USD (mod et overskud i 2001 på 127 milliarder USD) (gasandoil) - med krigen og flere penge til militæret og en stor skattenedsættelse til de rige bliver det næsten fordoblet i 2003 (Ibrahim Warde, siger til 307 milliarder USD).
Og selvom det efter Keynes er rigtigt at øge statsunderskuddet for at sætte gang i økonomien (selvom det strider mod Bush'emændenes ideologi), så er metoden med en skattenedsættelse til de rige, den der giver mindst økonomisk aktivitet pr. underskudsdollar. Hitlers ide med at bygge motorveje er meget mere effektiv (og motorvejene i USA trænger sandelig til ny asfalt !!!). Når de arbejdsløse får arbejde og dermed penge, så bruger de penge og der kommer gang i økonomien - de rige i USA kan næppe bruge mere end de gør!
Verdens syvende største energiselskab - Enron (som også var en stor bidragyder til Bush's valgkampagne) gik ned 2. december 2001 og 2.jan 2002 indledtes en kriminalsag mod firmaet og en eller flere direktører (gasandoil), firmaet levede, så længe det gik, på sine politiske forbindelser (Larry Chin, Online Journal febr. 2002).
USD har tabt 15 % af sin værdi siden Bush blev præsident (Warde) - 26 % overfor Euro (Clairmont).
Udenlandske investeringer i USA er faldet med 85 % siden Bush blev præsident (Warde).
USAs samlede gæld er 31 % af BNP (mod 26 % i EU) (Clairmont).
Virksomhedernes indenrigsgæld er på 7620 milliarder USD = 72 % af BNP (Clairmont). Den kolossale gældsætning hænger sammen med den vanvittige fusionskultur, som har hærget de største virksomheder gennem de sidste tiår (Clairmont).
Husholdningernes gæld ligger på 7200 millarder USD i 2002, hvilket skulle være 40 % af de personlige indkomster (Clairmont) ( Jeg ser ikke helt, hvordan det kan passe med en BNP på 10500 milliarder USD). Renter og afdrag på husholdningernes gæld sluger i dag 25 % af indkomsterne (René Passet, Monde Diplomatique, novembre 2002, 3).
Opsparingen er den laveste nogensinde, 1.6 % af BNP (Clairmont). Denne leven på kredit er muliggjort af stigningen i aktiekurserne og boligernes værdi. Det var for at opnå disse stigende aktiekurser, at det var så vigtigt for USA gennem WTO og OECD at opnå overflytningen af en større del af pensionerne i Europa til pensionsfonde med investering i aktier. (Martine Bulard, Monde Diplomatique, Mai 2003, 4 - 5). På den måde opnåede man, at arbejdere i Europa betaler til de rige i USA. Amerikanske arbejdere udnyttes på samme måde, Bulard angiver, at Watson Wyatt noterer et fald i værdien af de amerikanske pensionsfonde på 2800 milliarder USD fra 1999 til 2002. Herudover betaler de, der ikke har råd til en pensionsopsparing yderligere derigennem, at pensionopsparing er skattefri. Aktiekurserne falder stadig, Dow Jones ligger på 8620, og måske kan I huske de mange trut i hornet, for nogle år siden, da det nåede op over 10000. Nasdaq tabte 62 % fra marts 2000 til marts 2001 (René Passet, Monde Diplomatique, novembre 2002, 3). Der skal kun et lille fald i huspriserne til, før en større del af de amerikanske husholdninger er insolvente.
Fremmede investorer ejer 18 % af de aktiver, der handles på børsen og 42 % af statsobligationerne (Clairmont), hvis de begynder at flygte ud af USD vil det sende chockbølger gennem børserne og Saudi Arabien har trukket 200 milliarder USD ud bare i slutningen af 2002 (John K Cooley i Monde Diplomatique, novembre 2002, 14).
Her ligger den største risiko i økonomien. Og dermed George W.s største svaghed. At USA har kunnet leve med den gældsætning skyldes kun, USDs rolle som reservevaluta, der har tilladt, at man bare har ladet seddelpressen rotere.
Det vi skal gøre er altså:
a. øge presset på USAs økonomi ved at handle i Euro i stedet for USD, hvor det kan lade sig gøre, f.eks. i handlen med europæisk olie og mon ikke en del arabiske lande har lyst til at handle olie i Euro ?
(Dette er ikke et argument for et ja til Euro'en i Sverige eller Danmark. En svensk eller dansk deltagelse i Euroen spiller i denne sammenhæng kun en marginal rolle - mens det at flytte handlen og valutareservebeholdningerne fra USD til Euro er det, det handler om).
Sælg alle værdier, der regnes i USD og køb i Euro.
b. øge presset for at bevare alle forfatningsmæssige rettigheder i USA ( http://www.timesonline.co.uk/printFriendly/0,,1-6047-670840,00.html). Kritisere koncentrationslejren på Guantanamo - og det at man holder børn i lejren ( http://www.informationclearinghouse.info/article3272.htm ).
c. kræve alle de sædvanlige internationale retsregler overholdt.
Føre krigsforbrydersager mod danske, engelske og amerikanske politikere og soldater.
Gennemføre en lovgivning som den belgiske, der tillader retsforfølgelse i krigsforbrydersager, hvor forbrydelsen er begået i udlandet og både anklagede og sagsøgere er udlændinge.
Herved styrker vi det andet - det hæderlige, moralske og menneskevenlige USA; det var det vore forældre forsømte overfor det andet Tyskland.
11. Folkepension, kapitalpension, pensionsfonde
I 2005 vil Bush ændre på Social Security - det amerikanske folkepensionssystem, der blev grundlagt af Franklin D Roosevelt, ved en lov, der trådte i kraft i 1936. Systemet finansieres ved en lønskat efter en fast procent (i 1990 forhøjet til 7.65 %). Mindre end 1 % er gået til administrationen. Der er akkumuleret en fond, så systemet er solvent til 2042, selvom man fra 2018 vil udbetale mere end der kommer ind pr år. Det er altså ikke økonomiske grunde der kræver en reform. (Helen Thomas, Hearst, 261204)
Bushreformen starter med at øremærke 2 % til individuelle investeringskonti. Er der en mon ikke en svensker, der nikker genkendende ? Og hvordan er det nu det er gået med disse konti. Jeg mindes at have set noget i retning af:
investeret: 47000, værdi i dag: 42000
Min danske kapitalpension har oplevet noget lignende.
For pensionstageren indfører disse individuelle konti: usikkerhed, en masse besvær med, hvor pengene nu skal anbringes, risikoen for, at de slet ikke vil være der, den dag man går på pension.
Hvorfor gennemføres den slags så ? Egentlig ganske enkelt. Jo flere penge, der skal anbringes på børsen, jo højere kurser. Det er jo de samme reelle værdier, der handles på børsen. Er der flere penge bliver de dyrere. Derfor er der nogen, der har vundet stort på, at mange lønmodtagermillioner har fundet vejen til børsen. Banker, pensionsfonde o.s.v. tager sig betalt for at administrere de mange småkonti - så de vinder også.
Bortset fra administrationen er gevinsten i det store og hele en engangsgevinst - og uden reel basis.
Nogen af aktieselskaberne har selvfølgelig fundet ud af, hvordan man kan malke sparerne en gang til. Junckers likviderede og overlod værdierne - fra savværk til kontormøbler og kundekreds - til et nyt selskab.
Det eneste man kan undre sig over, er at socialdemokrater kan fremsætte og/eller støtte sådanne forslag - at Bush gør det er derimod naturligt.Og at Wall Street forsigtigt støtter det er lige så naturligt.
Rexam i Ystad, der skulle være verdens 4. største emballagevirksomhed giver 22 millioner SEK i aftrædelsesgodtgørelse til en koncernchef - efter ½ års tjeneste og tilbyder arbejderne 1000 SEK pr arbejdsår i virksomheden. Arberderne skulle tilsammen få ca. 4 millioner. Angiveligt har firmaet haft et underskud på over 10 millioner de sidste par år. Skulle direktøren så ikke betale sin løn tilbage i stedet. Virksomheden flytter til Stilling i Jylland, hvor den største kunde Arla bor - hvad det så skulle betyde i vore dage. Løgn, svindel og erhvervstilskud ! (Skånska Dagbladet, 311204).
Økonoiske kriser er det middel de rige bruger, når de synes at almindelige mennesker får for meget i løn, pension etc. Men selv under kapitalismen, kan man håndtere kriser forskelligt - sammenlign f.eks. Irland og Island her i begyndelsen af 2000-tallet. Bemærk, at statens regler og reaktioner bestemmer, hvor galt det går.
forår 2012
010312, ZeroHedge, Next Leg Of The Ponzi Revealed - Foreign Central Banks To Begin Buying US Stocks Outright Starting Today. ... A small number of central banks have started investing part of their reserves in equities. About 9 percent of the foreign-exchange reserves of Switzerland's central bank were invested in shares at the end of the third quarter, the Swiss bank said on its website. ... "The Bank of Israel does not disclose the currency composition of its portfolio, especially not the composition of its equity portfolio," says the Bank of Israel. At the January conference, Fischer said, "Imagine if we were to begin publishing where you invest, so when you stop buying the bonds of a particular country, and this is published, we'll get complaints. That is why we do not publish." He added, "We have an external committee that conducts the examinations. You can assume that we're aware to the fact that there are problems in certain countries."
Grækenland
070312, UN News Centre, Greek austerity measures could violate human rights, UN expert says
30 June 2011 [?? sic] - The United Nations independent expert on foreign debt and human rights warned today that the austerity measures and structural reforms proposed to solve Greece's debt crisis may result in violations of the basic human rights of the country's people, the Office of the High Commissioner for Human Rights (OHCHR) reported.
The implementation of the second package of austerity measures and structural reforms, which indudes a wholesale privatization of state-owned enterprises and assets, is likely to have a serious impact on basic social services and therefore the enjoyment of human rights by the Greek people, particularly the most vulnerable sectors of the population such as the poor, elderly, unemployed and persons with disabilites," said Cephas Lumina, who reports to the UN Human Rights Council in Geneva.
"The rights to food, water, adequate housing and work under fair and equitable conditions should not be compromised by the implementation of austerity measures," he said, urging the Government to "strike a careful balance between austerity and the realization of human rights, taking into account the primacy of States' human rights obligations." ... The independent expert also called on the International Monetary Fund (IMF), the European Union (EU) and the European Central Bank (ECB) to remain aware of the human rights impact of the policies they design in attempting to resolve the sovereign debt crises in Greece and other countries.
1. Smoot Hawleys toldlove indførte en importtold på 1/3 til 2/3 af værdien og blev lov 170630.
Udenrigshandelen faldt til 1/3. Men begunstigelsen af amerikansk industri bragte arbejdet tilbage til USA.
2. OECD, Towards global tax co-operation, Progress in identifying and eliminating harmful tax practices, Report to the 2000 ministerial council meeting... lister følgende lande: Andorra, Anguilla, Antigua, Aruba, Bahrain, Barbados, Belize, British Virgin Islands, Cook Islands, Dominica, Gibraltar, Grenada, Guernsey, Isle of Man, Jersey, Liberia, Liechtenstein, Maldives, Marshall Islands, Monaco, Montserrat, Nauru, Netherlands Antilles, Niue, Panama, Samoa, Seychelles, St.Lucia, St.Christopher & Nevis, St Vincent & Grenadines, Tonga, Turks & Caicos, US Virgin Islands, Vanautu.
3. James K. Galbraith: Apocalypse not yet, TomPaine.common sense, 061204.
4. se f.eks. Spiegel-interview med Harvard økonomen Kenneth Rogoff, 170406.
280807, The Guardian, George Monbiot, How the neoliberals stitched up the wealth of nations for themselves A cabal of intellectuals and elitists hijacked the economic debate, and now we are dealing with the catastrophic effects. "These problems appear unrelated, but they all have something in common. Tley arise in large part from a meeting that took place 60 years ago in a Swiss spa resort. It laid the foundations for a philosophy of government that is responsible for many, perhaps most, of our contemporary crises. When the Mont Pelerin Society first met, in 1947, its political project did not have a name. But it knew where it was going. The society's founder, Friedrich von Hayek, remarked that the battle for ideas would take at least a generation to win, but he knew that his intellectual army would attract powerful backers....wherever the neoliberal programme has been implemented, it has caused a massive shift of wealth not just to the top 1%, but to the top tenth of the top 1%. In the US, for instance, the upper 0.1% has already regained the position it held at the beginning of the 1920s. ... In practice the philosophy developed at Mont Pelerin is little but an elaborate disguise for a wealth grab."
Et led i Hayeks projekt: 060507, Infowars, Steve Watson, EU/US Merger: New Global Order By Stealth. "While the masses are being whipped up into a never ending frenzy over climate change at every given opportunity, hardcore political actions that will affect the lives of everyone on the planet in the here and now are being skated over with little or no attention being paid to them. The proponents and architects of a one world order have worked long and hard behind the scenes for a long time pushing a gradual erosion of national sovereignty via a harmonization of all areas of life, economic, social, cultural and environmental....It is commonly accepted that reforms to strengthen the European Parliament, scheduled to be implemented before 2009, could undermine the ability of nember states to opt out of EU laws, as Britain does at present, effectively ending national sovereignty....In 2003 the BBC uncovered incredible archived documents which confirmed that both the EU and its single currency, the Euro, were the brainchild of the secretive Bilderberg Group. Some 50 years BEFORE the implementation of the European single currency, Bilderberg, now infamous as the secret elite hand behind world events, had drawn up the plans....The decline of the economy in the US is being caused by the very predatory global policies of the IMF and World Bank that are still presented to us as the solution for economic turmoil. These two globalist vampires have drained the third world dry and are now focusing their attention on enslaving the developed world."
Dokumentet er sidst redigeret: