e-mail: jordal@telia.com
3. marts 2001.
NOVO Nordisk
att. bestyrelsesformand Mads Øvlisen
Novo alle
2880 Bagsværd
Kære Mads Øvlisen
Siden vi en gang for mange år siden sammen deltog i en af Joachim Jerriks Dilemma produktioner i Århus (Jeg hed Christiansen den gang) har jeg haft stor respekt for dig som menneske. En respekt, der bestemt ikke blev mindre, efterhånden som jeg opdagede dit kulturelle engagement.
Derfor gør det mig ondt at erfare, at den virksomhed, du har et stort ansvar for - NOVO Nordisk - er med i 41 store farmaceutiske virksomheders retssag i Sydafrika, som skal hindre et regeringsinitiativ (South African Medicines Act) for billigere medicin i Sydafrika.
Her er der tale om en helt uetisk aktion. Det er endda svært at se NOVOs direkte interesse i sagen. Og den rige verdens interesse må vel dog overordnet set også være at bekæmpe i hvert fald de smitsomme sygdomme, som kan spredes til os fra Sydafrika.
Man kan se meget forskelligt på patentrettigheder, intellectual property rights, o.l. (Jeg mener nærmest, at de er en hæmning for den frie udveksling af forskningsresultater, som er en forudsætning for hurtige fremskridt i den farmaceutiske forskning - og i øvrigt en trussel mod kvaliteten i forskningen, nu hvor der faktisk ikke længere findes uafhængig forskning på feltet (1)), men i dette tilfælde går I i hvert fald for vidt !!
Ikke mindst, når man tager hensyn til, at de samme 41 virksomheder (inklusive eller eksklusive NOVO ?) også fortrinsvis udfører de indledende kliniske forsøg på mennesker i U-lande.
Det forekommer mig at være på tide, at I laver et sæt etiske regler for den farmaceutiske industri.
Jeg skal henlede din opmærksomhed på, at UNAIDS den 15 ds. opfordrede til "greater efforts in improving access (til HIV behandling), including greater cooperation between the pharmaceutical industry and the rest of society". Denne opfordring kan jeg helt tilslutte mig. Jeg glæder mig også over, at et indisk firma vil tilbyde HIV behandling for 1 dollar/dag og at nogle amerikanske firmaer har indgået (altfor begrænsede) aftaler med visse afrikanske lande om billigere HIV behandling.
Hvad gør du ?
Med venlig hilsen
1. Stelfox et al. New England Journal of Medicine, 1998, 338, 101 - 106 og Editorial i Nature, 2001, 409, 119.