Siden 1968 har man forsøgt at få os til at tro, at vi var kommet ind i en tid med "fritid", en tid hvor "alt er tilladt", en tid med "fleksibilitet" i de sociale strukturer, en tid hvor individet kan udfolde sig. Det er den kulturelle industri, der har opbygget denne fabel samtidig med, at den opbygger et system, der kontrollerer, hvad vi gør i vores fritid. Herved bliver kulturindustrien instrument for en ny form for frivilligt slaveri.
Reklamen i bredeste forstand har udviklet sig til et instrument for social kontrol. Et godt eksempel er den meget store opbakning, der skabtes i USA forud for Iraq-krigen og i Europa og USA forud for Jugoslavienkrigen. Marketingfolkene arbejder direkte for virksomhederne for at få folk til at købe de rigtige ting og indirekte for virksomhederne igennem deres arbejde for regeringerne for at få accept af den politik, som regeringerne har besluttet sig for at føre - til virksomhedernes fordel. I eksemplet med Iraq-krigen: Krigsindustrien leverer våben og ammunition, "sikkerheds"industrien leverer lejesoldater, Halliburton leverer bygninger og mad og når hele landet er smadret, tjener Bechtel på at genopbygge det.
Fablen dyrker også individualismen, samtidig med at den undertrykkes. Mere og mere servicearbejde undergår den samme forandring, som skete med håndarbejdet i efterkrigsårene, det bliver automatiseret, så det kan udføres af uuddannet arbejdskraft uden erfaring. Således som det sker med alle de funktioner, der kører i en eller anden form for franchising, hvor markedsføringen sker centralt, mens den enkelte delvirksomhed, formelt selvstændig, drives efter en manual, der regulerer den mindste detalje, således at "indehaveren" har mindre at skulle have sagt end lærlingen i en gammeldags købmandsforretning.
Kulturindustrien omfatter udover markedsføringen - og infiltreret i denne - film, musik, aviser, tv og radio - både nyhedssiden - som ofte er forklædt reklame eller direkte løgne og alle de andre afdelinger. Musikken er vanskelig at udnytte direkte som propaganda, men udgør alligevel et væsentligt element i megen propaganda som underlægningsmusik, der påvirker følelserne. Teatret kunne være et stærkt instrument (Brecht) men ser ud til stadig at være underudnyttet - men til gengæld er der meget lille plads til teater med selvstændiggørende virkning.
Kulturindustriens formål er at skabe behov og ønsker for/om nye varer og at skabe afsmag for det, som er gammelt og umoderne. Og det opnås bedst ved underbevidst påvirkning. Det er nødvendigt for at få folk til at købe det, som virksomhederne kan producere - og ikke ønske sig det umulige.
Mest effektive er fjernsyn, radio, plader og bånd, fordi de "indtages" individuelt, så skabes der en illusion af, at man selv bestemmer, at man selv har valgt. De fleste tager afstand fra alt for åben reklame.
Det er også nødvendigheden af massepåvirkning, der gør, at alt skal gøres til en vare, inkl. uddannelse, sundhedsvæsen og kultur, kun derved kan virksomhederne styre det samlede forbrug.
Da produktionen foregår i store enheder - globalt - må også afsætningen foregå globalt - derfor udjævningen af kulturforskelle. Når titals eller hundreder af millioner seere samtidigt ser den samme udsendelse, får man en samtidig påvirkning af disse mange personers opfattelse, smag, samvittighed. Og kan man gøre det til noget bestandigt tilbagevendende, kan man opnå, at folk mener det samme og alligevel opfatter sig som individualister. Man kan faktisk konstatere, at TVet har overtaget kirkens rolle, som normsætter for hvad der er godt og skidt, hvad man kan og ikke kan.
Den postindustrielle fabel omfatter ikke en forståelse af, at kapitalens nuværende magt hviler på den samtidige kontrol af produktion og forbrug gennem en styring af masserne. Er der for mange undtagelser - folk der ikke ser det fælles TV o.s.v. - fungerer systemet ikke. Det er også vigtigt, at alle ser det samme. Derfor skal enhver undtagelse udryddes - f.eks. i handelsaftaler. Det gælder f.eks. sprogkrav, der kunne isolere nogle nationer fra globaliseringen.
Bagsiden for virksomhederne og deres politikere er, at man gennem for tydelig påvirkning - reklame - opnår, at folk får afsmag for varen/systemet/politikeren/politi og det ses der jo en del af.
Denne artikels udgangspunkt var en artikel af Bernard Stiegler i Monde Diplomatique, Juin 2004, p. 24 - 25 (Le Désir asphyxié, ou comment l'industrie culturelle détruit l' individu), om hvordan kulturindustrien virker.
Orla Jordal, 2004
Må gerne gengives med kildeangivelse.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: