Gyldendal 2000 ISBN 87-00-46974-2
Bogen er meget tydeligt skrevet af erhvervsjournalister. Og de har ikke haft nogen kritisk korrekturlæser. (Så ville: "Men de fleste var helt almindelige direktører, forretningsdrivende og lønmodtagere, der følte sig presset til samhandlen" ikke være sluppet igennem.
Men naturligvis er det sandt, at: "Det var ganske almindelige stationsforstandere, der fik jødetransporterne til at afgå til tiden. Og det var helt almindelige lønmodtagere, der hver morgen gik på arbejde for at smede nye våben til det tyske militær, så myrderierne kunne fortsætte."
Og det er det stadig. Nu er det bare amerikanske myrderier i Iraq og Afghanistan - og alle de steder, hvor der ikke er erklæret krig. Og som under 2. Verdenskrig samarbejder ganske almindelige ministre, endda så vidt, at man denne gang har sendt helt officielle danske soldater - ikke et Frikorps Danmark.
De herrer erhvervsjournalister glemmer, at der råder nogen forskel i frihedsgraderne i valget af "samhandel" eller ej for ganske almindelige direktører og ganske almindelige arbejdere. Og der er nu som dengang forskel på hvor villigt man lader sig bruge - og retsopgøret handlede om dette sidste. Og der var ganske almindelige arbejdere og i hvert fald enkelte ganske almindelige direktører, der saboterede.
Der er et ord i underoverskriften, som der er grund til at hæfte sig ved, ordet hemmelige. Det er et godt, vigtigt og demokratisk princip i retsplejen, at den er offentlig. Det er vel det vigtigste, jeg lærte af den bog, at en meget stor del af opgøret med værnemagerne skete hemmeligt gennem Revisionsudvalget for Tyske Betalinger oprettet efter de såkaldte værnemagerlove nummer III og IV.
Vi ved jo alle at Wright, Thomsen & Kier (se pp 198 - 202), Christiani & Nielsen, B&W, Atlas og Vølund og mange af deres kolleger ikke fik nogen dom for værnemageri. Men en del af dem (ca. 10.000 sager) måtte af med noget af fortjenesten, efter at Revisionsudvalget for Tyske Betalinger havde kigget dem efter i sømmene. Men det skete i hemmelighed !! Og arkivet er lukket i endnu mange år. 34 værnemagere fik dom efter lov I, 1114 efter lov II.
Forfatterne skal have ros for at beskrive en sag (fru Hansen, kap. 7), hvor en meget lille fisks kone blev straffet alvorligt og også nævne, at det var det almindelige, at dommene faldt hårdt på de små.
A.P. Møller og Dansk Industri Syndikat (Riffelsyndikatet) er hovedemnet for bogen. ("Det er imidlertid en kendsgerning at syndikatets ledelse flere gange gik bag om ryggen på regeringen for at få nye ordrer fra tyskerne"). Hvordan det kan forenes med det gengivne og officielle billede af AP Møller som dansk nationalist går langt ud over min forstand. Derimod passer det med mit billede af manden, at han i 1936 lovede at matche evt. regeringstøtte til den lovlige spanske regering med et tilsvarende beløb til oprøreren general Franco (p. 86).
Riffelsyndikatets historie er i alle sine aspekter et interessant stykke erhvervshistorie. I kap. 2 f.f. omtales virksomhedens problemer med regeringen Stauning fra 1929, specielt fordi udenrigsminister P. Munch var uforskammet nok til at kræve, at også Riffelsyndikatet skulle overholde loven, in casu forbudet mod at eksportere våben til krigsførende lande. Den gang som nu er den slags lovbestemmelser til for at forhindre eksport til bestemte lande, det er ikke meningen, at de generelt skal overholdes. På tyskernes indkøbsliste i maj 1941 var kun et firma nævnt ved navn, Riffelsyndikatet (DISA), p. 104. A.P. Møllers personlige rolle nævnes med Christmas Møllers ord: landsforræderi, p. 123, hans medlemsskab af Højgaard-kredsen, p. 139 og 276 - 277 og kap. 9 handler om AP Møller og ankesagen 120951. "Men med Revisionsudvalgets afgørelser står det fast, at de tre grundstene i A.P. Møllers forretningsimperium modtog kendelser efter de økonomiske værnemagerlove i retsopgøret efter besættelsen (p. 273), ialt måtte hans selskaber punge ud med 10 millioner (p. 274). I juni 1940 afslår AP Møller medlemsskab i Det Tyske Handelskammer i Danmark, det fremhæves i bogen: "Brevet viser, at A.P. Møller i dette tilfælde uomtvisteligt satte sit nationale sindelag over sine forretninger." Det nævnes også p. 285 at "han således i den sidste tid af besættelsen [stillede] økonomiske garantier for modstandsbevægelsens våbenkøb i Sverige" (p. 285 - 286). Den del så jeg gerne nærmere belyst (orla@jordals.dk ). Firmaet fortsætter sin støtte til imperialismen, "Og da USA gik forrest i krigen mod Irak i 1991, lod rederiet sine skibe sejle amerikansk krigsmateriel til Den Persiske Golf uden beregning." (p.288).
For dem, der har brug for en genopfriskning af den tyske industris holdning til Hitler - og som vil have den kort og på dansk - præsenterer kap. 3 netop det. Og så omtales den dansk-tyske handelsaftale af 1934 !!, som plejer at blive overset.
Det er vel karakterisrisk for de 3 erhvervsjournalister, at da de skal omtale modstandsarbejdet (p. 107, jvf. 156) bliver det med 3 efterretningsofficerer. Militæret gjorde ikke meget andet under krigen, end at sikre sig så mange af de af englænderne nedkastede våben som muligt, og holde dem borte fra modstandsbevægelsen, der jo bestod af almindelige arbejdere, heraf rigtig mange kommunister. (Det skal ikke misforstås derhen, at de navngivne officerer ikke optrådte som beskrevet i bogen, det er betydningen af deres modstandsarbejde sammenlignet med DKPs jeg taler om).
100543 sprængte BOPA en bombe på fabrikken, den næste kom 220644.
Kapitel 8 omtaler 195 sider brevveksling, efter sammenhængen mellem Riffelsyndikatet og Rüstungsstab. De er resumeret til 15 sider af fuldmægtig Vagn Darré - men meget bekvemt er brevvekslingen blevet borte, som prissagen mod Linde og gud ved hvor mange andre, Darrés resume findes dog stadig, og der findes også et sæt kopier (p. 236). Og der skulle i korrespondancen være nok til en dom efter Værnemagerlov I eller II. "Riffelsyndikatet havde ... rykket tyskerne, når ordrer trak ud, eller når tyske fagfolk var forsinkede i deres rejser til Danmark for at effektivisere produktionen." Det er vel kun et eksempel på den almindelige udvikling, at Carl Madsens afløser Thorkild Roepstorff, har en ganske anden politisk holdning (p. 238 - 241). Det kunne se ud, som om udnævnelsen af ham er et lille led i årsagskæden til Retsopgørets tvivlsomme udfald. (N.B. Det er min konklusion på basis af bogens fremstilling.)
"Ikke tidligere offentliggjorte oplysninger afslører således, at såvel Udenrigsministeriet som Krigsministeriet samt hæren kan have haft en interesse i at få søgelyset væk fra Riffelsyndikatets gerninger under krigen."(p. 251). Allerede i 1946 (da Carl Madsen gik af) er balancen i klassekampen en anden end lige efter befrielsen. Bogen belyser udmærket samarbejdet mellem Hærens Våbenarsenal og Riffelsyndikatet - og samlingsregeringens relevante ministre og hvordan embedsmændene i juni 1945 vil redde virksomheden fra allierede sanktioner (p. 260 ff). Det er næppe for meget at konkludere, at Roepstorffs udnævnelse og kulsejlingen af retsopgøret med de store virksomheder i væsentlig grad har handlet om at holde dem fri netop af allierede sanktioner. Industrirådet blokerede for journalisternes adgang til Industrirådets arkiv i Erhvervsarkivet i Århus. Der måske kunne have belyst den sag bedre. (p.265).
Af øvrige virksomheder nævnes: NOVO, Den Kgl. Porcelænsfabrik, Danfoss, FL Smith, DFDS, Glyngøre Fiskeindustri, Aarhus Oliefabrik, Salling, Brdr Dahl, I Krüger, Louis Poulsen, Sadolin & Holmblad, Steff Houlberg, Beauvais, Silvan, Dyrup, Raadvad.
Krisepolitiets rolle omtales p. 230 og beskrivelsen står i nogen grad i
modsætning til beskrivelsen hos Nørgaard.
En interessant detalje for økonomer, p. 106: "Omvendt var det et faktum,
at såvel tyskerne som de fleste danskere rent faktisk havde grund til at være
tilfredse. Produktionen voksede, aktiekurserne skød i vejret, landmændene
havde svært ved at reinvestere deres overskud, og arbejdsløsheden faldt fra
cirka 25 procent i 1940 til under fem procent i 1944." Det skal
sammenholdes med, at der ikke blev betalt for de varer, der blev leveret til
Tyskland. De betaltes af en "Clearingkonto", som Tyskland havde i
Nationalbanken, den nåede op på 12 milliarder. Det kan generaliseres derhen,
at lader vi Nationalbanken betale for, at vi selv spiser flæsket eller giver
det bort, så stiger
BNP og der bliver gode tider !!! Økonomi er virkelig spændende, hvis man
tænker lidt over den !
Bogen bør læses - men forsøg at sætte den ind i en aktuel
sammenhæng. Kapitalen har ikke skiftet karakter.
Indholdsfortegnelse:
Forord
Indledning 13
1. Da Danmark fik en våbenfabrik 24
2. A.P. Møller og det nye Europa 67
3. Danske våben til nazisterne 96
4. Braget i Frihavnen 150
5. „Vi er alle under anklage" 173
6. "Jeg var fuld i går" 187
7. Store og små fisk 214
8. Den hvide attest 235
9. Erhvervslivets førstemand 269
10. Stilhed i Frihavnen . 289
Efterskrift: Fortidens skygger 293
Orla Jordal, 2006
Må gerne gengives - helt eller delvist -med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.
This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: