En hjemstavnsfortælling
ISBN 87 87439 81 6
Bogen beskriver kampen mellem dansk og tysk i grænselandet - set i det nære perspektiv (det er netop det, der er dens kvalitet). Den begynder i 1770.
Ikke den store litteratur, men dog interessant. Den gav mig et lille praktisk indblik i det gamle fællesskabslandbrug.
Jeg vidste heller ikke, at også Flensburg har et Nyboder. [kortet 08/09, kort8 A3]. Tilmed med alle et svensk "brukssamhäl-le"s "kvaliteter".
Beskrivelsen af bøndernes praktiske konservatisme, der ikke hindrer forandringer i jordbruget - og byfolkenes penge- og magtbevidste modernisme gav mig minder fra Vestlolland i 1970-80erne.
Jeg vidste heller ikke, at 9. april var en gentagelse !
Der er et godt praktisk eksempel på værdien af det gamle landsbyfælleskabs "demokratiske valør".
Jeg kan godt lide den afslappede holdning til nationalismen, som guldbrudgommen giver udtryk for.
Citater:
... og i Krusådalen lå endnu Christian IV's kobber- og messingværk og de små nyboderhuse under skyggefulde lindetræer. 8 [Kupfermühle i Flensburgs N udkant]
kådnere - kådstederne - fæstekådnere [hvad er det]
Omkring 1780
Bønderne i landsbyen havde i generationer været fælles om jorden og arbejdet, og det var de tilfredse med. 9
Plovlandet blev hvert år opdelt på ny, og hver boelsmand fik sin stribe. ... For nogle år siden havde kongen udstedt en ny lov. Hvad der havde været skik og brug i århundreder, skulle nu være anderledes. Enhver skulle klare sit eget. 9
Bønderne skulle selv afgøre sagen, men regeringens holdning var ikke til at tage fejl af. Jorden skulle udskiftes, og i året 1770 havde øvrigheden da også fået kongens undersåtter i Flensborg til at opdele hele bymarken, som før den tid ligeledes havde tjent som fællesgræsning. 10
Derfor startede han [Den rige købmand, rådsherre og hospitalsforstander Christian Rønnenkamp fra Flensborg] i 1780 med at opkøbe de kongelige fiskedamme på begge sider af Krumvejen. De var o. 1400 anlagt af de samme munke, der havde bygget Sct. Anna-kapellet, opkaldt efter jomfru Marias moder. I forbindelse med reformationen var munkene blevet fordrevet, og fiskedammene var overgået i kongens eje. I 1776 havde Christian VII overladt dem til købmand Jakob Kall fra Flensborg, og den 14. april 1780 overgik fiskedammene på Christian Rønnenkamps hænder. 11
Det var en omskiftelig periode, disse år efter 1800. Først syv fede, hvor der ude i Europa nok var krig, men hvor Danmark holdt sig udenfor, og hvor de driftige købmænd i fjordbyen oplevede en fremgangsrig tid. Med op mod 300 skibe kunne byen rose sig af at have landets største handelsflåde næst efter København. Der fandtes 150 brænderier, og et år sendte man 40.000 ankre brændevin alene til Norge. .... . Selv det at besejle de danske øer var risikabelt, for det var de engelske kapere, der beherskede de danske farvande.
Værre endnu blev det, da Danmark i 1808 også kom i krig med Sverige. Det gik rask nedad bakke, og i 1813 kom så statsbankerotten. ... Da freden blev sluttet i Kiel i 1814, havde byen mistet halvdelen af sine skibe og sin bedste handelspartner, for Danmark måtte afstå Norge til Sverige. 15
Der opstod i disse år røre om tilhørsforholdet til Danmark. Uwe Jens Lornsen talte Augustenborgernes sag og arbejdede ihærdigt for at løsrive hertugdømmerne fra Danmark. Også advokat Rønnenkamp gik ind for denne løsrivelse, til manges undren.
Bønderne ved Oksevejen og i Mosebækdalen berørtes ikke af disse Strømninger. De talte og følte sig som danske. For ikke så mange år siden var de i kraft af udskiftningen blevet mere individualistiske end før. De havde indhegnet og forbedret deres jord og havde i sejg kamp med lyngheden indvundet mere agerjord og forøget kvægbestanden. Men skiftet nationalt sindelag havde de ikke. De var som altid tilforn danske i bund og grund. 20
Året efter, i 1848, kom krigen. I Paris var der udbrudt revolution den 24. februar, og den bredte sig hurtigt andre steder hen. Fremfor alt i Kiel, men også i Flensborg, fandtes der kræfter, der ivrede for Slesvig-Holstens løsrivelse fra Danmark. ... Den 23. marts udbrød revolutionen i Kiel. Prinsen af Nør stod i spidsen for oprøret. Iført dansk generalsuniform overrumplede han fæstningen i Rendsborg og påstod over for de sammenkaldte soldater, at han handlede i den danske konges navn.
Snart forlød det, at tropper var på march sydfra. Den 9. april kom det til et slag ved Bov. 25
Den 2. juli 1850 blev der sluttet fred mellem Danmark og Prøjsen. Så blev der krig igen, og den sluttedes først med det blodige slag på Isted Hede, som endte med dansk sejr. 26
Så sent som den 23. oktober [1863] havde kongen været gæst i Borgerforeningen, hvor han havde festet med dem, som var han deres lige. Han havde talt om den truende situation, og da han og grevinde Danner var brudt op, var den almindelige mening, at sådan en konge fik de aldrig igen. 29
Der blev krig mellem Danmark, Prøjsen og Østrig. Den 1. februar gik de fjendtlige tropper over Ejderen. Ved Dannevirke, den ældgamle grænsevold, stod 41.000 dårligt udrustede danske soldater over for 65.000 veludrustede prøjsere og østrigere, og i den håbløse situation besluttede krigsrådet under generalløjtnant Meza, at Dannevirke skule opgives. Under tilbagetoget kom det til hårde kampe ved Sankelmark med store tab på begge sider. Den danske hær trak sig tilbage til Dybbøl og forsvarede skanserne i flere måneder mod en stor overmagt. 30
Efter de mange krige var det gået tilbage for mange i fjordbyen. Flere købmandsgårde ved havnen var gået fallit, og ofte lå der kun få skibe ved bolværket. ... Den 3. juli 1872 etableredes et skibsværft, hvor der frem-over skulle bygges både sejl- og dampskibe af jern. .... Storbønder som Detlev Jonas og Daniel Jensenius, hver med over 80 tønder land, havde i kommuneforsamlingen to stemmer, mens der mindst skulle 12 tønder land til for at få en stemme. De små bønder havde efter deres egen mening fundet en udmærket løsning på problemet, idet de havde sluttet sig sammen til kollektivstemmer. Otte daler skat svarede til en stemme, og der skulle mange folk til. Selv om der var en del karle, daglejere, kådnere og arbejdsmænd i landsbyen, havde dette medført, at kommuneforsamlingen, foruden slagter Kløhnhammer og landsbysmeden Ferdinand Løhr, var sammensat af 14 hel- og halvgårdsbønder. 32
Under deres møder blev der talt dansk, og det havde de altid gjort. Storbonden Jensenius, som for flere år siden var tilflyttet fra Holsten, kunne til tider have lidt svært ved at følge med. 33 [Der blev nok snakket sydslesvigsk/frisisk, så det var "til tider" OJ]
Sogneforstanderen hørte også til dem, der var betænkelige ved udviklingen. Karle, tjenestepiger og daglejere hørte til i en landsby, men arbejdere var et folkefærd med et eget syn på samfundet. Før havde det været så nemt på kommuneforsamlingen, men nu vidste ingen hvor det bar hen. 41 [1880erne, Flensborgs industrialisering]
Allerede i midten af februar 1891 .... En nat med frost og tiltagende måne stødte han på bonden Jes Hinrichsen, som påstod at være synsk. Jes var i meget ophidset sindstilstand, ... - Det brænder. Ser du det ikke? Hele landsbyen brænder.
Samme år, den 15. august om eftermiddagen, da der blev kørt rug ind hos Nis Jessen, blev en af karlene opmærksom på et flammeskær under Store Ivers taggavl. Snart var hele gården omspændt af flammer, og ilden sprang over på nabogården og fortsatte ned ad Østergaden. Skrækslagne mennesker strømmede til fra alle kanter, og fortvivlede skrig blandede sig med brandhornets uhyggelige tuden. Brandværnet kunne kun prøve at redde husene på den modsatte side, og ilden bredte sig så hurtigt, at en fjerdedel af landsbyen en halv time senere stod i lys lue og brændte ned til grunden. De fleste beboere reddede kun det nøgne liv. 51
Det var tungt nok for børnene at skulle hjælpe til, og tit var det lige ved, at det oversteg deres kræfter. Kidde talte som voksen flere gange om, hvor hårdt det ind imellem havde været, men mens det foregik. Blev der ikke tænkt i de baner. På gården var der nok at se til, og alle måtte hjælpe til, så godt de kunne - inde såvel som ude. For en tolvårs dreng kunne det nok knibe med at holde ploven i furen, og det havde kostet mange bitre drengetårer, men hvad arbejdet angik, kunne Jakob godt være en hård mand. Det, der skulle gøres, skulle gøres - og helst i en fart. 61
På sin vej hjem fra ringriderfesten spekulerede August Hundertmark på, om ikke der blandt arbejderne kunne stables noget på benene, der lignede bøndernes ringriderfest. Det behøvede vel ikke nødvendigvis foregå med heste. Kunne cykler mon ikke bruges? Cyklen hørte med til den nye tid, og en sådan fest måtte da kunne være lige så god som bøndernes.
For øvrigt var der fordele ved at anvende cykel og ikke hest. En cykle slog i det mindste ikke sin rytter af, skulle ikke fodres og krævede ikke pasning og plads.
August luftede sine planer for Andres Hansen, Korl Simonsen og Hannes Bock, og omkring juletid blev der afholdt et møde på kroen, hvor en cyklistforening med August Hundertmark som formand blev stiftet. Den efterfølgende sommer afholdt arbejderne deres egen ringriderfest på cykler. 63-4
[1912] Det hørte til aftenens mest højtidelige indslag, da kommuneforstander Henrik Jepsen oplæste et lykønskningsbrev fra selveste kejseren og, i forbindelse hermed, overrakte den gyldne ægteskabs-jubilæumsmedalje. For Daniel Jensenius kom nu det store øjeblik: Han rejste sig og foreslog, at de skulle udbringe et trefoldigt leve for majestæterne. Det blev gjort, og derefter istemtes nationalsangen. Så skulle der danses, og det blev et godt stykke over midnat, før guldbrudeparret trætte kunne gå til sengs.
- Ved du hvad mor, sagde Hans Christian, det var da udmærket alt sammen, også det med skrivelsen og medaljen fra ham, kejseren. Men jeg synes nu nok, at Daniel kunne have sprunget over det med nationalsangen. Men hvis det fornøjer ham, så ... 65
I Kobbermøllebugten var husene bedre. Siden Christian IV's tid havde de børnerige arbejderfamilier boet i små nyboderhuse. Direktionen for kobberværket ordnede alt for dem. Den sørgede for skole, for lejlighed i et af husene, der var brandkorps, og nok så vigtigt: et hestekøretøj til at hente jordemoderen, som ofte blev kaldt ud til fødsel. Direktionen bestemte også timelønnen, som var 21 penning, og arbejdstiden, som kunne være på 16 timer om dagen. Den bestemte også sammensætning af kommuneråd og hvem der skulle være kandidat til næste kredsvalg. 68
Det prøjsiske valgsystem, hvor en fattig arbejder havde én stemme mod de velhavendes mange, var endnu gældende.
Arbejderlisten fandt omsider større tilslutning på værket, og da valgdagen oprandt, gik Cløj med sine fæller i sluttet trop til valglokalet, kroen Forsteck nede ved fjorden. Selv om det var først på formiddagen, gik valget strygende. Det foregik i al offentlighed, den enkelte trådte frem for valgbestyrelsen og nævnte højt den foretrukne liste. Her kunne intet skjules, og det kunne få alvorlige følger for en arbejder at svigte sin arbejdsgiver. En del borgerlige tilhørere havde indfundet sig, og blandt dem sås også værkets direktør. 69
I tillid til Tysklands magt havde Østrig i 1908 annekteret Bosnien og Herzegowina, og en mio. serbere og kroatere var blev tvunget ind under østrigsk overherredømme. ... Krigerforeningerne spillede en stor rolle i det lille samfund. Soldatertiden var et vigtigt afsnit i de unge mænds liv, og det tjente et politisk formål, at de blev sendt så langt væk hjemmefra som muligt. Jakob havde været i Potsdam, Asmus i Altona og Nis Jessen kunne fortælle om alle de tæv, han fik i Halle. Det var en uskreven lov, at de alle blev medlem af en soldaterforening efter endt militærtjeneste. Bal i krigerforeningen og nationale festligheder hørte med til de store begivenheder, og også Jakob og Asmus deltog. Men i denne tid lignede de dansksindede grå mennesker, der kun kunne dukke sig og håbe på, at uvejret drev over. 70-1
Det var blevet sent, og den blodrøde sol hang lavt over Hærvejen. Pludselig, på én gang, begyndte alle kirkeklokker at ringe. Der bredte sig en lammende stilhed, så udbrød Christine med forfærdelse i stemmen:
Nu er der krig. [1914]
Kobberværket ved Krusåen var i mellemtiden blevet en guldgrube. Tusinder satte i disse år livet til ved fronterne eller kom hjem som krøblinge, andre blev hjemme og blev stenrige. Sådan er krigens væsen. 73
Han havde det til fælles med præsterne aldrig at nævne, hvor ukristeligt det var at føre krig, hvis formål i modstrid med det femte bud var at dræbe medmennesker. 75
De enkelte klasselokaler var alle ens. Der var tre billeder, et af kejser Wilhelm, et af Auguste Viktoria og et af Bismarck. Katederet stod på et podie, så læreren nemt kunne overskue hele klassen, neden for smalle skolepulte, bagved den sorte tavle og i en krog et stort gult skab. På skabet lå sammenrullede landkort og et spanskrør, som blev flittigt brugt som et led i indlæringsprocessen. Inde i skabet opbevaredes udstoppede fugle og dyr. I et andet hjørne stod en stor smedejernsovn, kassen med brændsel og lærerens spyttebakke. 76
90
Marie Iversen rejste kort tid efter sammen med 23 andre unge piger til det besatte Belgien og blev ansat på et kontor i Charleroi. ... Fra Charleroi kom Marie til Lüttich, og her hørte hun om revolutionen. Tre dage senere besluttede hun sig til at rejse hjem. Togene var overfyldte med soldater, som kun var besjælet af det ene ønske, hurtigst muligt at komme hjem. Det var et frygteligt roderi. Der blev skreget, skældt ud og brugt albuer bare for at komme ind i togene. Mange steder var det belgiske flag hejst. Det tog tre døgn før militærtoget rullede ind på Hannovers hovedbanegård. Her var revolutionen i fuld gang. Soldaterne smed deres våben i en bunke. De var trætte af at leve i plørede skyttegrave under jorden blandt rotter og lus. De ville ikke i granathullerne vente på en langt overlegen, udhvilet fjende, ikke vente på døden, som fuldstændig uberegneligt slog til. Det var over midnat, da Marie ankom til Flensborg og herfra slæbte sine kufferter hjem. 91
Men krigen havde alligevel rusket op i mange mennesker, som var af dansk rod. De følte, at de i mange år havde været lukket inde i en bås, hvor de ikke hørte hjemme. Skolen, militærtiden, krigerforeningerne, ja, om det så var brandværnet, var det blevet brugt til at fjerne dem fra deres danske rod. Nu var det, som om man vågnede op. 93
Man var kommet ind i afstemningstiden. Efter 56 års fortyskning fik man lov at bestemme over det fremtidige nationale tilhørsforhold. En af de sidste dage i januar 1920 marcherede franske alpejægere ind i Duborg Kaserne. Det var Jes Hinrichsens forvarsel fra før krigen, der nu blev til virkelighed. Alpejægerne hørte i den følgende tid med til gadebilledet i fjordbyen. 96
Men det var heller ikke lige let for alle. Mange arbejdere blev nervøse for at miste deres arbejde, for flere steder truede ledelsen med at lukke virksomhederne, hvis afstemningen gik dem imod, dvs. hvis grænsen skulle flyttes. Hvor ville man kunne finde andet arbejde i tider som disse? 97
Den 10. februar 1920 blev der stemt i den første zone, som med et overbevisende flertal stemte sig hjem til Danmark. Den 14. marts 1920 skulle der stemmes i den anden zone. 98
En grænse er en underlig ting. 98
Det modersmål, der i så mange år var blevet forsømt, fik under de nye vilkår en renæssance. Der kom vandrelærere til, der underviste i dansk; om eftermiddagen børnene og om aftenen de voksne. 100
Det efterfølgende år kom så inflationen. ... På teglværket blev lønnen udbetalt hver dag, og det samme gjaldt på skibsværftet. 101
Om egentlig nød var der vel ikke tale, men pengene og det de stod for af stabilitet, kunne man ikke længere regne med 102
Det blev igen efterår. I denne tid skete der noget uforudset på Mosebækgården. Kidde Iversen og to af hans brødre forlod deres hjemstavn og udvandrede til de Forenede Stater. Samme beslutning tog Ferdinand Requates tre sønner på nabogården. 103
Kidde Iversen ... havde forhandlet om køb af en gård i det frodige Angel ... men det blev til et afslag, og det skyldtes helt sikkert, at kreditinstitutterne ikke ville være med til, at en ung dansksindet bonde fik egen gård. ... For Kidde syntes hele problemet løst, da hans velhavende onkel i Gråsten tilbød at stille de fornødne penge til rådighed. Købekontrakten blev udfærdiget og underskrevet af begge parter. Men så skete det utrolige, at myndighederne nægtede at godkende kontrakten. 103
Ligesom i fjor cyklede Hans Christian og hans bror igen til »udlandet«. De var indbudt af deres farbror, onkel Christian, og tante Luise i Gråsten. .... Der fandtes også en kostbar grammofon med et stort udvalg af operaplader og ikke mindst et leksikon, hvor uoplyste drenge kunne finde ud af, at der sandelig fandtes to slags mennesker, mænd og kvinder. 106
Kort før klokken ni fik Hannes Iversen besked om, at han sammen med 15 lærlinge fra maskinbyggeriet skulle med på klapjagt i Angel. .... Det var tåget og råkoldt, da klapjagten begyndte, og efter nogen tid satte det også ind med byger. I timevis løb klapperne over de pløjede marker ... Der var dækket op for jægerne i skænkestuen. Der blev holdt taler, skålet og spist megen mad. Klapperne sad imens i en lille stue ved siden af. Gennem den åbne dør kunne de forvisse sig om, at det gik muntert til. De sad i forventning om, at nogle krummer skulle falde fra de riges bord. Det skete ikke. 109
Hans nye kollega var af arisk type, stor og kraftigt bygget, blå øjne, kort og militærisk i tone og optræden. Efter hvad han oplyste, havde han tidligere tilhørt den Ung Tyske Orden, men nu var han overbevist nazional-socialist. Jo, det snakkede maskinbyggerne også om, for der fandtes endnu kun få af dem. 110
I samfundet mellem Oksevejen og bygrænsen var det først i marts 1926 lykkedes for de mange dansksindede at få indrettet en dansksproget skole. 111
Selv i inflationstiden havde 2.000 arbejdere tjent til det daglige brød på værftet. Nu, i året 1931, var 300 tilbage. 112
Ingen kunne gøre sig håb om at finde arbejde, og vreden vendte sig mod de gamle partier, regeringen og dem, som stod ved roret. .... Flere og flere gik med i politiske demonstrationer. Optog af nazister og kommunister, politiske forsamlinger med karismatiske talere, ... Hitler, »rottefængeren fra Braunau«, forstod at spille på tryllefløjten. ... Der blev lovet guld og grønne skove og en ende på renteslaveriet. ... Mange overså, at had, revanchelyst, magtbegær og fanatisme utilsløret gav sig til kende. 113
De unge fra folkehøjskolen var endnu oprørte over, hvad der var sket dagen før. En af deres venner, Julius Cehr fra Kiel, som også opholdt sig på folkehøjskolen, var kommet i klammeri med en ung SA-mand på vej ned til byen. Denne havde trukket sin revolver og dræbt ham med et skud. 115
Den 30. januar 1933 blev Hitler udnævnt til rigskansler. .... Frihed er noget, mange først forstår at værdsætte, når den er sat over styr. ... På møderne nede i fjordbyen lød der snart skrappe ord rettet mod nabolandet. Der fremsattes truende krav om en grænserevision. En af deres ordførere, en præst, der havde udskiftet præstekjolen med SA-uniform og lange støvler, dristede sig til under tilhørernes vilde jubelråb at konstatere: - Danmarks stjerne er ved at dale, og jeg garanterer for, at den aldrig igen vil stige. 116
Som svar mødtes i dette år 40.000 unge på Dybbøl banke for at bekræfte deres trofasthed over for fædrelandet. 116
I nabobyen Slesvig havde fanatiske SA-folk på en dag brændt fem tons bøger. 117
Det var forlængst slut med socialisternes møder i Café Waldheim. Men Mandus og Sophie og nogle af deres medsammensvorne lod sig ikke skræmme, selv om de risikerede livet. De var blevet til et vigtigt led i en organiseret redningsaktion. Fra Café Waldheim gik trådene til partifæller i Hamburg og Berlin. Flygtninge, som skulle reddes over grænsen, blev adviseret af kurerer. Den farligste opgave tilfaldt Willem Hansen, som i nattens mulm og mørke førte disse flygtninge over en grønne grænse. 117
Willems kontaktmand, lokomotivfører Aage Lassen fra Padborg, ventede på dem. For ham og hans fæller nord for grænsen gik Willem under navnet Poul. 119
Cløj Dansker arbejdede endnu på fabrikken. Han var socialist, og han var dansksindet. Sådan var det med mange på stedet. I 13 år havde Cløj været medlem af sognerådet og kredsdagen. Siden tæppet var gået ned, var der ikke mere brug for folkevalgte. Han var derimod stadig væk bedriftsrådsformand, og det var en torn i øjet på »de stærke krager«. 119
Men de blev skygget af manden i en lille blå bil. Det gentog sig nogle dage senere, men denne spillede Cløj sin oppasser et puds. Han gjorde det danske politi opmærksom på, at han blev skygget, og passet blev frataget den emsige person. 120
Det værste var, at bestyrelsen var blevet tvunget til at overføre henimod 30 af de yngste medlemmer til nazistiske ungdomsorganisationer. De skulle indrulleres i Jungvolk og Hitlerjugend. 120
Det skete i maj 1938. I de tidlige morgentimer gjorde en sort bil holdt foran Café Waldheim, og kort efter førte nogle gestapofolk Mandus ud af huset. Dagen efter kom de for anden gang, denne gang for at hente Sophie. ... Mandus og Sophie var sporløst forsvundet i seks måneder. 121
Arvegårdsloven gav myndighederne ret til at afsætte en arvegårdsbonde, hvis han var uduelig. De kunne påberåbe sig instrukserne om Blut und Boden og den tyske bondes særlige forpligtelser i folkets eksistenskamp. Det var en god lejlighed til at gøre det af med en af de uforbederlige dansksindede i grænselandet.
Øvrigheden frakendte Fiete Jepsen evnen til at drive arvegården på forsvarlig måde, og den dag kom, da han blev tvunget til at sælge Lindegården. 124
Den 1. september 1939 kom det uundgåelige: Polen blev overfaldet. Der var igen krig. Hannes Iversen stod på hovedstrøget, da de første tropper marcherede ud af byen. Der sporedes, i modsætning til i 1914, ingen begejstring hos soldaterne og heller ikke blandt de sammenstimlede tilskuere på fortovene. Det hele var præget af alvor og uhygge. 126
9. april ... Der havde været advarsler nok, bl.a. fra efterretningsofficeren Lunding, men politikerne havde lukket både øjne og ører. Man ville ikke tro det. 128
Den 8. april 1940 var Aage Lassen og hans venner blevet klar over, at der var noget på færde. Lastvognschauffører, der kom sydfra, havde fortalt om de mystiske ting, der var i gære. 129
Men gestapo have haft held til at få plantet en stikker i deres midte. I de tidlige morgentimer, mens overfaldet på Danmark og Norge endnu var i fuld gang, slog gestapo til. Aage Lassen og hele hans familie blev arresteret, og det samme gjaldt de øvrige hjælpere. 129
Fra begyndelsen af havde han været klar over, at det forsømte skulle indhentes ved forøget aktivitet, og han var derfor ikke sen til at skaffe sig den fornødne litteratur, som gav indsigt i den nye ideologi. Han havde heller ikke glemt at melde sig ud af kirken. 131 [check for forholdet mellem NS og kirke, prot. & kath, Niemöller, Ratzinger/Pius]
De helt unge, som endnu næsten var børn, blev også indkaldt. På Mosebækgården var den 18-årige Hans Richard blevet soldat. Hans far havde indvendt, at han var amerikansk statsborger, men det argument var blevet fejet af bordet. 132 [her er vi efter sammenhængen i 1941]
[stemmer det ?]
Hannes Iversens kone fik på denne tid en sørgelig meddelelse. En at hendes fætre var faldet i slaget ved Stalingrad. [så må vi være i 1943] ctr 133
Bombeangrebene kom nu oftere og oftere. Meget værre var det naturligvis længere nede i Tyskland, men også her i nord var der fare på færde, især ved måneskin. .... Den 19. maj kom det frygteligste bombeangreb. Det var nøjagtigt en time efter midnat, da sirenerne begyndte at hyle. Det var amerikanske bombefly, og da Asmus et kort øjeblik stod uden for bunkeren, kunne han tælle over 100 maskiner. De kom i stor højde, og de fleste havde kurs direkte mod byen. Så brød helvede løs: Det regnede med bomber over skibsværftet, kraftværket, slagtegården og de tætbebyggede dele af byen. 133 ctr årstal
[her har vi jo så en klar krigsforbrydelse. Det er nødvendigt, også at retsforfølge den slags "på vores egen side".]
menneskene i Ladelund,.. den nærliggende koncentrationslejr. 137 ctr kort
I februar 1945 kom det brutale og fuldstændig meningsløse angreb på Dresden, som netop på det tidspunkt var overfyldt med flygtninge. 139 [endnu et forsømt retsopgør]
Det var en hollænder, for hvem det var lykkedes at flygte fra koncentrationslejren i Ladelund. 139
Man skrev nu 1. maj 1945. ... mange mennesker ved deres radio og ventede ... Så kom den sensationelle meddelelse, at føreren var faldet ved fronten. 141
Før englænderne nåede frem til arbejderkolonien, ... ortsgruppeleder Lehmkuhl og nogle andre partifolk .... I stram retstilling talte han med en fyr, som tilsyneladende havde en højere grad. Den fremmede var iklædt den sorte SS-uniform med sølvknapper. ... Selveste den øverste SS-fører Heinrich Himmler. [kan det stemme ?] 144
Det var blevet svært for dem for 12 år siden, da der blev kigget skævt til alle dem, der nægtede at gå i uniform. Da var der mange, der havde meldt sig ud, og den danske kerne var gået tilbage fra 250 til 180. 151
Det var lovløse tider. Organiserede bander brød om natten ind på bøndergårdene. De skaffede sig adgang gennem murene og slagtede grisene på stedet. Køer blev trukket ud på marken og slået ned. Hos Rønnenkamp og på Mosebækgården havde der været flere natlige indbrud, og det havde kostet dem flere grise, køer og en del fjerkræ. 159
Theas yngre bror .... nr. 7252 WP (Woina Pleny) ... 30.000 krigsfanger i Saratow, som skulle bøde for russernes tab under krigen. Fire års slavetid med skiftende arbejde havde han udstået. 160
... og var blevet snydt for sin ungdoms bedste år. 161
Udmarvet kom han hjem efter to år i krig og fem år som krigsfange. 162
Da de hjemstavnsfordrevne omsider kunne gå til valgurnerne, blev de vigtige brikker i det grænsepolitiske spil. Ved sidste valg, i november 1948, var flertallet gået tabt for danskerne, og siden den tid var det forbi med freden. Utålsomheden fejrede nye triumfer. Der fandtes dansksindede, som blev forfulgt, som blev udsat for anonyme opringninger, eller som blev skygget. Der blev spundet et net af intriger, og blev standset om natten og afkrævet »belastende materiale«. 163
Mellem Bonn og København var der blevet aftalt en mindretalserklæring, som skulle sørge for fredelige forhold ved grænsen. I begge lejre var der mange, der gjorde sig tanker om denne erklærings dybere mening. Mange stod tvivlende over for den bebudede mildere kurs, men de besluttede sig til at se tiden an. 166
... Tyvevejen ved Simondys. . Her kvidrede fuglene endnu i hvidtjørnehækkene, og forleden havde han sandelig opdaget en lille frø i det høje græs. Det hørte efterhånden til de store sjældenheder. Med de mange kemiske væsker, der skulle forøge udbyttet for landmanden, var menneskene godt på vej til at udrydde ikke blot insekter og ukrudt, men også alt andet liv på jorden. 167
Siden bronzealderen havde de to gravhøje i næsten 3.000 år ligget ved siden af hinanden på dansk jord. I1864 blev landet erobret af prøjserne, og kun den ene vendte siden tilbage til Danmark, da sønderjyderne i 1920 stemte sig hjem. 168
... men det var vel lige så svært for en fisker at skifte erhverv som for en bonde. Men problemet var jo desuden, at de mange affaldsstoffer, som ukritisk blev ledet ud i fjorde og åer, var med til at dræbe fiskebestanden. 172-3
Planlæggernes beslutninger er ofte lige så uudgrundelige som Mona Lisas smil og gådefulde som en ægyptisk sfinks. Nogle mente at vide, at planlæggerne havde rådført sig med fjordbyens stadig driftige købmænd, som havde frygtet en dalende omsætning, hvis motorvejen ikke kom til at passere ganske tæt på byen.
Hvorfor tager de ikke den brede, mennesketomme Oksevej længere mod vest? Spurgte menigmand på gaden.
Før i tiden havde den været bred nok til, at over tusind stude på en enkelt dag kunne komme frem. Men de ansvarlige holdt fast på deres beslutning. Først bagefter gik det op for dem, at byens gader fortsat ville være håbløst fyldt med biler. 174
De Store bøgekroner, som i årtier havde været en pryd for skoven, blev savet i overkommelige stykker, læsset på lastbiler, kørt ud af den hærgede skov og smidt i den dybe lergrav øst for teglværket. 174
- Vi har bygget for at knække danskheden, lød hans forklaring. [Borgmesteren] 183
Deres hjemstavns tragedie begyndte, da præsterne kom sydfra med den nye trosretning og det tyske sprog. 184 [som europæiseringen af Nordamerika, og koloniseringen i øvrigt]