Orlas ugebrev nr 12

USAs heksejagtjagt i FN systemet

Bush's "enten er I med os, eller også er I imod os" altså USAs krav på eneret på at afgøre, hvad der er ret og rimeligt og det ledsagende krav på, at alle skal gøre, som de får besked på, er ikke enestående - jeg har mødt tilsvarende i Storstrøms amt.

Det, der gør det til et særligt problem - ja faktisk overordentlig farligt - er dels den enorme magt USA, dels den stædighed og grundighed, hvormed den drives igennem på alle niveauer og på alle områder.

Fra spærringen af de tre somalisvenskeres konti og til kravet på USAs undtagelse fra alle internationale aftaler.

Et stygt eksempel - som I pressefolk burde kigge meget grundigt på - er jagten indenfor FN systemet på embedsmænd, der tager deres job alvorligt.

I Bush's tid er det gået ud over Mary Robinson, som FNs højkommissær for menneskerettigheder. Hun havde jo gjort et rimeligt godt stykke arbejde og var respekteret herfor i vide kredse. Så respekteret, at der ikke kørtes en offentlig kampagne mod hende - som det f.eks. var tilfældet (mere eller mindre berettiget - det er jeg ikke helt sikker på) med Hiroshi Nakajima i WHO. Der var bare en diskret kampagne i det diplomatiske netværk om, at "hun var vanskelig at samarbejde med". Og så blev hendes kontrakt ikke fornyet - til stor fortrydelse for bl.a. Human Rigths Watch (der jo ellers traditionelt står State Department nær).

Den næste blev Robert Watson, videnskabeligt respekteret (også i blandt USA klimatologer) formand for IPCC, den internationale videnskabelige gruppe, der skal vurdere risikoen for klimaforandringer. Han blev skiftet ud med Rajendra Pachauri, Indiens svar på Bjørn Lomholdt - altså en økonom uden videnskabelig indsigt i klimatologi eller lignende.

Tredje offer - der ikke som de første lod det ske, men faktisk gjorde modstand - var Jose Mauricio Bustani i OPWC, den organisation, der skal overvåge overholdelsen af konventionen om (afskaffelsen af) kemiske våben, herunder inspicere den kemiske industri i de lande, der er medlemmer af konventionen og overvåge ødelæggelsen af de eksisterende lagre. Han var genvalgt for en ny fem års periode i 2001 med støtte fra Colin Powell. Men han havde ikke bøjet sig for USAs krav om at bestemme nationaliteten på de inspektører, der skulle inspicere amerikanske virksomheder, han protesterede mod et amerikansk forbud mod at udføre de tagne prøver til analyse i et andet land og måske værst, han prøvede på at få Iraq til at tilslutte sig konventionen mod kemiske våben. (Det ville på sigt berøve USA et argument for en ny krig mod Iraq !!!).

Først prøvede man at få Brasilien til at kalde ham tilbage. Men den brasilianske regering svarede, at han ikke var udpeget af Brasilien. Så blev han bedt om at trække sig tilbage. Da det heller ikke virkede, prøvede man på at få OPCWs Executive Council til at fyre ham. Det lykkedes heller ikke. Så blev der indkaldt til et møde for alle de tilsluttede lande, forud for hvilket, det var en kraftig diplomatisk kampagne, hvor der bl.a. truedes med, at USA ikke ville betale sit bidrag til organisationen, hvis han ikke blev skiftet ud. Det blev han så ! Ian Williams citerer Bustani for følgende bemærkning:

"By dismissing me ... an international precedent will have been established whereby any duly elected head of any international organization would at any point during his or her tenure remain vulnerable to the whims of one or a few main contributors. They would be in position to remove any Director-General, or Secretary-General, from office at any point in time", og det har han jo helt ret i.

Spørgsmålet er nu: WHO IS NEXT ?

Forudsigelsen omfatter

- Hans Blix, UNMOVIC, der inspicerer iraqiske våbenfabrikker (Wolfowitz, skulle allerede have bestilt en CIA undersøgelse af ham)

- Terje Rød Larsen, FNs specielle koordinator for Oslo fredsprocessen i Mellemøsten

- Peter Hansen, UNRWA, organisationen for hjælp til de palæstinske flygtninge

Og på et tidspunkt kommer turen vel til Kofi Annan, selvom han blev generalsekretær på USAs initiativ og pænt har tjent deres interesser.

Han har jo tilladt sig at kritisere protegeen Sharon's fremfærd i de besatte områder.

Nationaliteten for de truede, skulle vel kunne få jer i gang, om ikke andet !!!!!

(Gro Harlem Brundtland i WHO synes p.t. helt udenfor farezonen - hun følger loyalt USAs og den farmaceutiske industris interesser - se Monde Diplomatique, juillet 2002, p.10)

SE FASCISMEN I USA I ØJNENE. Gør modstand. Offentlighed omkring kampagner, som denne har stadig mulighed for effekt - men hvor længe endnu.

Mats Lindberg skriver i sin anmeldelse i Sydsvenskan, 14. Juli d.å. af Sebastian Haffners: Geschichte eines Deutschen:

"Oaktat dessa invändningar, vilka ju enligt tyska tidningar är vederbörligt avskrivna, är Haffners bok ett oundgängligt dokument som behandlar den fråga som så många har uppehållit sig vid, nämligen hur så många anständiga människor kunde se på när en från början tämligen liten grupp våldsbenägna, uppviglande och löjeväckande figurer sakta men säkert tog över den tyska staten.

...

Uppenbarligen skedde denna urartning stegvis, under allas tilltagande häpnad, de flesta tyskar ägnade sig åt sitt vardagliga värv och eftersom den enkle borgaren inte direkt drabbades av nazisternas framfart upptäckta dessa alltför sent att en kritisk massa hade uppstått och att staten hade beslagtagits av nazisterna."

Jeres passivitet ligner uhyggeligt.

Jeg er i dette ugebrev i svar gæld til Pierre Conesa & Olivier Lepick, Monde Diplomatique, Juillet 2002, p. 12 - 13 for at have henledt min opmærksomhed på systematikken og til Ian Williams, http://www.foreignpolicy-infocus.org, (The US Hit List at the United Nations, 30.4.02.) for den væsentligste del af indholdet.