af Dan DeWitt
13. juni 2004
St. Petersburg Times
Efter oversvømmelserne og Aristides afrejse har dr Paul Farmer (tidligere Hernando County, Florida) endnu flere vanskeligheder med at yde lægehjælp til de fattige.
I januar besøgte St Petersburg Times dr Paul Farmer, som i mere end 20 år har ydet lægehjælp i det centrale Haïti [der er ingen link til den engelske udgave, men den kan søges på St Petersburg Times på "Paul+Farmer+Haiti). DeWitt besøgte Farmer i januar og skriver her om hans arbejde, St Petersburg Times, 220204. ] . Vi interviewede ham igen fornylig for at spørge hvordan hans organisation, Zanmi Lasante, klarede sidste måneds oversvømmelser og den politiske uro i februar, hvor der kom amerikanske tropper til Haïti og hvor tidligere præsident Jean - Bertrand Aristide forlod landet.
Oversvømmelserne har ødelagt de lavt liggende områder i Haïti. Hvordan ser det ud i det centrale højland ?
Mudderskred og kortvarige oversvømmelser har været større problemer end højt grundvand. Vejen til Boucan Carre (en by hvor Zanmi Lasante driver et hospital og et antal sociale programmer) kunne ikke passeres i sidste uge. I hvert fald kunne de lastbiler, der skulle bringe byggematerialer til boligprojektet ikke komme igennem. Men det største problem for folk i det centrale Haïti er, at de ikke kan holde regnen ude i regntiden. De stråtækkede hytter klarer ikke den hårde regn. Disse huse er ikke værdige til betegnelsen hus og skal erstattes med huse i cement og bølgeblik.
Ankomsten af US marines virkede for nogen i Amerika som i det mindste en kortsigtet løsning på oprørskaoset i vinters. Fra dit udsigtspunkt har marinesoldaterne hjulpet med at genskabe orden ?
I det centrale Haïti har der ikke været nogen marinesoldater og der er heller ikke noget haitiansk politi. Mange af disse sidste blev skudt af "rebellerne", som i virkeligheden er militæret fra det tidligere styre, som kom over grænsen [fra den Dominikanske Republik, o.a.]. Og selvom jeg hører, at der er chilenske tropper i Hinche (på det centrale plateau), så er de andre byer og landsbyer, du besøgte alle på det nærmeste i hænderne på det tidligere haitianske militær. Det er de folk, der en gang stjal vores ambulancer, tog folk fra vores stab som gidsler, o.s.v. På det sidste har de været ret tamme, men hvem kan stå imod dem ?
Så i det mindste opstiller de paramilitære ikke længere vejspærringer og chikanerer dine medarbejdere, sådan som det skete, da de kontrollerede landet i de tidlige 1990ere ?
Der har faktisk været mange vejspærringer siden begyndelsen af marts og de fleste af dem har tilhørt de paramilitære. Leveringen af forsyninger har været afbrudt et antal gange og vi har været ude af stand til at rejse til f. Eks. Hinche og Port au Prince. Vi tager forholdsregler for at undgå, at vor stab bliver skadet. Vi minder personalet om, at de ikke har pligt til at rejse på vejen, hvis den føles usikker. Vi lytter til radioen, vi forsøger at være forsigtige og ikke at rejse om natten.
Din behandling af AIDS og tuberkulose afhænger af, at fastboende leverer medicin til andre landsbyer, sædvanligvis til fods. Med vejspærringer og oversvømmelser hvordan har så disse samfundshjælpere været i stand til at klare deres leverancer ?
Ja, disse medarbejdere har gjort et stort arbejde. Hvad det angår, har vi fundet ud af, at en god samfundsbaseret plejefunktion kan virke selv når vejene er blokeret. De har hjulpet med at holde deres naboer i live.
Vi så frygtelige mangelsituationer blandt folkene på det centrale plateau under besøget i januar. Har det ændret sig siden marinesoldaternes ankomst og Aristides afrejse ?
Der har ikke været nogen synlig forbedring til fordel for de fattige på landet. De virkelige krisesituationer på Haïti er humanitære og politiske. Så vidt jeg ved, er marinesoldaterne hverken involveret i de humanitære kriser - selv om de ganske vist hjalp med at få begravet, dem der druknede - eller de politiske. Den humanitære krise løses kun ved at tage sig af sulten, den større sygelighed, det dårlige drikkevand og de farlige veje. Det var de ting, som skulle afhjælpes med den [amerikanske] hjælp, som blev tilbageholdt af USAs regering gennem 3 år forud for fjernelsen af Aristide.
Der var løfter om at genoptage hjælpen efter magtovertagelsen. Hvad er der sket ? Har hjælpen fundet vej til det centrale højland eller til det ministerium, du samarbejder mest med, sundhedsministeriet ?
Jeg ved ikke af, at hjælpen er frigivet. Noget kan være sendt til Port au Prince, men mon det er trængt ned til sundhedsministeriet - det tvivler jeg på.
Hvis levevilkårene ikke er forbedret, og hvis - som du plejer at sige - de fleste af de sygdomme, du behandler, skyldes de dårlige levevilkår, så går jeg ud fra, at Zanmi Lasante hospitalerne stadig er overfyldte ?
Vi er overbebyrdede. Vi får patienter fra syd- og nordhaïti, udover dem fra det område vi egentlig skulle betjene. Sundhedskrisen er meget langt fra forbi og mere dårligt vejr vil forværre den ved at forurene grundvandet og ved at give oversvømmelser.
Du prøvede at afhjælpe overbelægningen med et ambitiøst udvidelsesprogram. Går det som planlagt ?
Måske ikke helt som planlagt, men det går fremad. Den dag vi skulle åbne vore kontor i Hinche blev en af vore biler overtaget af paramilitære styrker. De er her stadig, men vi åbnede kontoret alligevel. Og vi åbner Boucan Carre samfundshospital og mikrokreditbank den 8. juli i ret god overensstemmelse med planerne. Vi er fast besluttede på at fortsætte vore bestræbelser på at forbedre sundheds- og uddannelsesservicen for folk i det centrale højland og det er et arbejde, som vi ikke ønsker politiseret på nogen måde.
Du siger, at den humanitære proces kun kan løses med mere international hjælp. Hvordan ser det ud med langsigtede løsninger på den politiske krise ?
Det er populært at sige noget i retning af "Haïtianerne må selv løse deres egne problemer", men det er tåbeligt. Haïtianerne skabte ikke slaveriet, den kroniske internationale indblanding i deres interne affærer, kanonbådsdiplomatiet, fremmede besættelser og en lang historie af handel og blokering af hjælp. Haïtianerne skabte ikke en urimelig økonomisk politik. Alt det skabtes udenfor Haïti. Fjern Haïtis gæld, genskab et forfatningsmæssigt styre, afslut tilfældige blokeringer af hjælpen og yd væsentlige resurser til et offentligt sundhedsvæsen, et offentligt uddannelsessystem og en offentlig infrastruktur, det vil være centralt for at forbedre og endda helt løse Haïtis sociale problemer. Haïtis oversvømmelse er resultatet af en økologisk katastrofe (afskovningen), som er forværret gennem de seneste tiår, og som vi også skulle gøre noget ved. Men løsningen er ikke at overtale bønderne til ikke at fælde træer til brænde. Hvordan skulle de ellers koge deres mad ?
I h.t. en artikel i New York Times har Bush regeringen brugt omkring 191 milliarder USD på krig i Mellemøsten. Samtidig har den amerikanske regering skåret ned på præsidentens løfte om at give 15 milliarder USD til kampen mod AIDS. Tænker du nogensinde over, hvad der kunne udrettes, hvis lidt af militærudgifterne kunne omdirigeres til sundhedsfremmende hjælp ?
Det tænker jeg på hver dag. Jeg glemmer aldrig at tænke over det. Programmet med at genopbygge Haïti og for at gøre noget ved de fattiges sygdomme over hele kloden, ville koste småpenge sammenlignet med det, der går til de krige, du nævner. Og så taler jeg endda kun om de finansielle omkostninger. Som læge, tænker jeg også hver dag på de menneskelige omkostninger. Og det kan jeg ikke forestille mig, at man kan sætte prisskilt på.
Oversat af Orla Jordal (www.jordals.dk ) som en offentlig service. Artiklen er oversendt mig af John Maxwell, The Jamaican, som skriver godt og engageret om caraibiske forhold. Den kan benyttes frit - for fair use only - bare der bibeholdes den dobbelte kildeangivelse. John er bange for at verdensopinionen er ved at glemme Haïti og de 8 millioner haitianere. Han er sikker på, at vi ikke får vrøvl med St Petersburg Times for at bruge deres stof.
Se også www.jordals.dk/politik/haiti.htm