At give Hitler og Stalin med samme slev er jo ikke ualmindeligt, tværtimod dansk socialdemokratisk standardpraksis.
Men i denne bog sker det helt rimeligt - uden at de to herrer nævnes. Forfatteren er hviderusser og vi er i Bijelorossija i landsbyen Vyselki,på gården Jakhimovsjtjina, hvor vi ser verden fra Stepanidas og Petrovs synsvinkel.
Det er en ubehagelig bog. På niveau med Hamsun's Sult. Altså en god bog. Der er megen lidelse, megen gru, megen menneskelig grusomhed. Det ubehagelige er de stadige ydmygelser - uanset hvem der styrer.
Det er en meget åben bog. Det er småt med helte. Det nærmeste man kommer er hovedpersonen Stepanida. Hun er vel en hverdagens helt. Men lidende. Hun og hendes mand Petrok overtager 2 ha og huset fra den gård, hvor hun var tjenestepige. De lader den tidligere ejer blive boende. Og sådan er hun hele vejen igennem. Et godt menneske, der søger retfærdighed.
I 1941 bliver gården besat først af et par Hipo'er (den slags var selvfølgelig ikke forbeholdt Danmark), derefter af tyskerne selv. Vi føres tilbage i historien og får en slags forklaring på at netop de 2 blev Hipo. (Bogens svaghed er, at det kan være vanskeligt at følge de mange skift i tid.) Udover ofrene, der bliver bødler (som Israel) har vi også de stikkere i afkulakiseringsprocessen, der også er stikkere under besættelsen. På den måde er bogen også realistisk.
Forud for dannelsen af kolkhosen går en afkulakisering (kulak er den kommunistiske betegnelse for selvstændige bønder). Afkulakiseringen er en ubehagelig historie, lige så ubehagelig som den tyske besættelse. Beskrivelsen ligner ting man kunne opleve under McCarthys antikommunistiske kampagne, da den rasede som værst. (Men det er jo også samme sag, det gælder, nemlig klassekamp. Stalin kan være lidt mere åben, han står jo på flertallets side. Men anonyme skriverier i avisen har de fælles). Det er en af de ting, der gør, at du skal læse den bog. Begge dele er realitisk beskrevet.
(Kulakkerne blev sendt til Sibirien og det fik mig til at tænke på den store demonstration i Irkutsk i august 1991. Jeg har vel aldrig oplevet så modne og politisk bevidste mennesker i en sådan flok. Noget ganske andet end Jeltsins gadedrenge i Moskva.)
Og der er jo stadig folk, der bliver besat, og behandlet på den måde. Både i Afghanistan og i Iraq.
Det rigtigt ubehagelige ved bogen kommer, når man tænker på, hvad de samme mennesker bliver udsat for i 1990'erne. Man skulle mene, at Stalin og Hitler var tilstrækkeligt; men de skulle lige udsættes for Friedman også (se Klein). Selvom Lukasjenko stadig holder stand mod orange-revolutioner.
Det var overraskende for mig, at møde rigtige forbryderbander i Sovjetunionen i hvad jeg læser som 30erne (p. 189 - 195). Stalins diktatur var altså ikke så altomfattende, som man plejer at fremstille det. Ellers oplevede jeg Sovjetunionen som fri for almindelige kriminelle. Der var til gengæld godt med flip-kriminalitet og snuskede handler.
En vinter før krigen, mere præcist kan jeg ikke tidsfæste beskrivelsen, kører to biler fast et lille stykke fra gården. 3 mand i pels/uniform kommer ind og ber om husly, mens bilen graves fri. Datteren ligger syg og hoster. Den ene af dem klarer at få ovnen til at brænde bedre. Han lærer fra sig. Han spørger Petrok ud om kolkhosen. Som sædvanlig er det Stepanida, der svarer. Stepanida påpeger en del mangler. De tager notater. Det ender med, at Stepanida får 10 rubler til mælk og honning til Fenja. Stepanida vil vide, hvem de skal betale tilbage til. "Vi er fra Minsk. Det er kammerat Tjervjakov." p. 282 Denne lille episode er vel det eneste positive (udover de 2 ha dårlig sandjord) som Stepanida og Petrov oplever i hele bogen. (Tjervjakov er formanden for den hviderussiske regering, 1892 - 1937.) Han er død, da Petrok endelig kommer til Minsk med de 10 rubler og en bønskrivelse for kolkhosformanden Levon.
"Vasil Gontjarik sad henne ved vinduet med brystet hvilende mod kanten af det tomme bord. Han var iført sin rødarmistuniform - uniformsfrakken og remmene - og hans hoved med det uregerlige, lyse hår hvilede mod skulderen pa en helt unaturlig måde. I stuens indelukkede luft kunne man ganske tydeligt mærke den foruroligende lugt af et skud, der var blevet affyret for ganske nylig, Vasils revolver lå på gulvet neden for bordet, og henne i krogen ved siden af ovnen lå den trearige Janka og skreg gennemtrængende." p. 208 [Janka overlever dette, men som døvstum - det fremgår ikke om han blev døvstum her].
"Petrok tav og vidste ikke, hvordan han skulle forstå disse ord. Han så ud til at være ærlig nok, som om han sagde, hvad han mente. Men Petrok forstod jo nok, at denne Kornila var mere snu end som så, så ham var det ikke så ligetil at tale med. Hvad han end sagde, så var det altid noget andet end det, han mente. Han kunne aldrig sige noget lige ud. Sådan havde det været i den sidste halve snes år, siden dengang han blev smidt ud af kolkhosen Og afkulakiseret. Kornila var ikke blevet forvist, men han var begyndt at arbejde inde i stationsbyen, først i håndværkerartellet, og i de sidste fire år havde han været med i brandværnet og havde vist sig at klare sig lige så godt dér som i kolkhosen. Ja, eller måske oven i købet bedre." p. 219
"— Spørgsmål nummer ét: kampen mod kolkhossagens sabotører, fortsatte Novik. — Jeg foreslår som punkt et at afkulakisere Ivan Gusjov som kulakmedløber og sabotør. Novik bankede resolut hånden i bordpladen, kikkede over på Stepanida og lod derefter blikket hvile på Levons ansigt. Levon satte sig med brystet hvilende mod bordkanten og sagde ingenting. — Med hvilken lovhjemmel? spurgte han efter en kort pause. — Manden har fire hektarer jord. Han er mellembonde om nogen. — Ja, det ved jeg, sagde Novik. — Hans grund ligger lige op til vores. Og det er ikke meget jord, han har, det har du ret i. Men han er sabotør og fik mødet i går til at gå i opløsning. Og når han først sætter sig noget i hovedet, får man ham aldrig fra det igen. Jeg kender ham jo. Stepanida tav. Hun havde ikke været forberedt på, at sagen skulle tage en sådan vending. I hendes øjne adskilte Gusj sig ikke det mindste fra alle andre. Han var ikke rigere end de andre." p. 141
"— Hvorfor kan du ikke fatte det?! udbrød Novik og vendtesig brat mod ham. — Hvis man ikke gør noget ved ham, kan man heller ikke stille noget op med de andre. Han har altid været en autoritet, som folk har holdt øje med her i landsbyen! Derfor må vi også sætte ind mod denne autoritet! Så skal piben nok få en anden lyd bagefter. Så bliver de bange." p. 142
"De, der stemmer for afkulakiseringen af Ivan Gusjov, rækker hånden i vejret, erklærede han og løftede selv hånden.... — To, sagde Novik utilfreds og tog hånden ned igen. — Hvem stemmer mod afkulakiseringen? .... - Godt, to mod to! sagde Novik desillusioneret. - Det var pokkers! Men hvad med dig, Gontjarik? fortsatte han pludselig Og stirrede på Vasil, og Stepanida blev med ét klar over, at den unge mand ikke havde stemt hverken for eller imod. - Jeg afstår fra at stemme, sagde Vasil ligefremt. Hvad mener du med det? spurgte Novik og for op fra bænken. - Hvorfor gør du det? Er du måske ikke komsomolmedlem ? Er du ikke demobiliseret rødarmist? Du vil gøre tjeneste i den røde milits, og så afstår du fra at deltage i klassekampen? Hvad er det for noget? Spiller du bevidst klassefjendens spil?" p. 145 [og så stemmer han for].
" — De har vedtaget at afkulakisere Gusj, sagde hun i stedet for at svare. — Novik var der. Han skal afkulakiseres for sabotage og for at have haft fremmed arbejdskraft til hjælp. Petrok løftede sit aldrende, rynkede, ubarberede ansigt ovre ved lampen og betragtede hende opmærksomt. Hans øjne udtrykte først forbløffet undren, men denne undren veg snart pladsen for bitre overvejelser. Hvad skal det dog ikke ende med her på jorden?! sagde han. — Fremmed arbejdskraft! Hvad er det for fremmed arbejdskraft? Jo, sagde hun. — Han havde hjælp til at bygge tilbygningen. Og det havde han også i høsten. — I kender da heller ikke til måde! sukkede Petrok. — Fremmed arbejdskraft! I så fald har formand Levon også haft fremmed arbejdskraft til hjælp. Da han tærskede. Ladimirs drenge hjalp jo til. Med den arm kan han jo ikke engang løfte plejlen selv. Skal han så også afkulakiseres? — Nej, men den anden har jo også lavet sabotage, sagde Stepanida. — På mødet i forgårs stillede han sig på bagbenene, så kolkhosen ikke blev til noget. Hun satte sig på den lave bænk og begyndte at tage de stive bastsko af. Petrok kunne stadig ikke falde til ro igen henne ved bordet. — Men hvis det nu går ud over den slags mennesker, hvad skal det så ikke ende med? Hvem vil I så afkulakisere om et år eller to ? — Til den tid har alle nok meldt sig ind i kolkhosen. — Ja, det har de måske nok. Men hvad med klassekampen klassekampen bliver vel ved?" p. 152
"»Overbærenhed med kulakkerne i Slobodskije Vyselki.« Stepanida fæstede øjnene mod de små bogstaver i artiklens tekst og begyndte at stave sig igennem den, mens hun hjalp til med læberne. I artiklen stod der, at man på et tidspunkt, hvor der var en bitter kamp i gang over hele landet mod kulakkerne som klassefjende, i Vyselki ignorerede denne kamp og blot havde afkulakiseret en eneste folkefjende, som havde benyttet sig af fremmed arbejdskraft, nemlig Ivan Gusjov. Men derudover havde følgende af landsbyens bønder benyttet fremmed arbejdskraft: Kornila Bogatka, som to somre i træk havde haft husmandsenken Frusyna Kolondjonok ansat til at høste rug, Prokhorikha, som tre år i træk havde haft andre til at pløje, høste og så for sig, og Ladimir Bogatka, som havde haft hjælp til tærskningen. Disse oplysninger kunne alle bekræftes af vidner. »Ingen overbærenhed med klassefjenden!« lød den opfordring, som artiklen sluttede med. Den var underskrevet med det enkle og gådefulde »En skriftkyndig«. Stepanida var straks klar over, hvorfor mændene var i så dårligt humør, især Kornila, men også formand Levon. Hun blev også selv helt bange og ville læse artiklen en gang til for at være sikker på, at hun havde fået rigtig fat i det hele, men nu rakte Kornila hånden ud efter avisen. — Så du det? Jeg er altså en klassefjende! Og jeg viser overbærenhed mod ham! sagde Levon og grinede skævt." p. 178
"Så må det også være hans ansvar. Men han har jo ingen ansvarlighed! Nej, han sætter folk lus i skindpelsen og stikker af. Så må vi andre tage problemerne. Er I ikke bange? Tror I, del slutter med det her? For det gør det jo ikke, gør det? spurgte Kornila." p. 180
"Nej, den glemmer jeg ikke! Den glemmer jeg ikke engang i min grav. Og jeg har også ting, jeg husker en og anden for. Det er trist, Levon ikke er her mere. Så ville jeg ellers have ladet ham få kærligheden at føle !......Tror du, det er for at tjene tyskerne? Tyskerne kan rende mig...Jeg har bare nogle, jeg skal have afregnet med. Kolkhosbønderne, gid fanden havde jer ! Fordi I levede livet, mens min far måtte gå til Solovki til fods!" p. 229
"— Uh, du har rigtignok hovedet med dig, kan jeg se! Alt skal du have at vide! Måske gør jeg det, fordi de har givet mig magt? Ja, for magtens skyld! Jeg har hele mit liv været en underordnet lille mand uden magt. Jeg har aldrig kunnet gøre noget. Men nu er det mig, der har magten! Den fulde magt. Jeg er jo vigtigere for jer end landsbysovjetten nu. Vigtigere end distriktsledelsen. Ja, selv vigtigere end Folkekommissærernes Råd, Jeg kan skyde hvem som helst, hvis jeg får lyst til det. Mig tillader man alt." p. 230
"Når et menneske har noget, det meget gerne vil tro på, skal det jo nok finde et forsvar for det og overbevise først sig selv og siden også andre. Eller også i den omvendte rækkefølge." p. 233
"— Myndighederne må man altid være tilpas. Det gør vel ikke den store forskel, om det er de sovjetiske myndigheder eller tyskerne?" p. 245
"Men når det nu var ens egne, der bragte denne pest med sig, lokale folk, folk her fra landsbyen, som man kendte, og hvis forældre og bedsteforældre man også havde kendt, folk, som pludselig var holdt op med at være dem, de havde været hele livet, og var blevet umennesker, som kun besættelsesmagten, tyskerne, kunne holde i ave, hvordan skulle man så forstå det? Var det, som de pludselig havde forvandlet sig til umennesker og følte sig tvunget til at gøre alt det, de gjorde, og undertrykte alt menneskeligt i sig selv?! Eller de havde måske aldrig været mennesker, de havde bare gået rundt og forstillet sig i alle årene før krigen, og så havde krigen pludselig vakt dyret i dem?" p. 249
" Kort efter havde den nye ledelse slået sig ned i den tidligere
distriktskomites murstensbygning, og der havde de allerede set den tyske tolk,
den tidligere skolelærer Swietkowski, en lille, uanselig ungkarl, som i flere
år havde boet til leje nede ved floden, hos jødinden Riva. Gusj, der først
lige var dukket op på egnen igen, blev straks udnævnt til leder af hipo'erne.
Snart begyndte også Antos Nedoseka at gå rundt med hipoarmbindet på ærmet,
hvad stationsbyens indbyggere undrede sig ikke så lidt over, for ham var der
ingen af dem, der havde noget ondt at sige om. Den tredje af hipomændene var
der mange, der havde været åbenlyst forargede over, for ham havde man i mange
år ikke brudt sig om i Vyselki, men Potap Kolondjonok var sikkert vant til de
skæve blikke fra landsbyboerne og lagde derfor ikke synderlig mærke til dem.
Nu regnede han ikke andre end tyskerne for noget, dem og så hans direkte
foresatte, hipochefen Gusj." p. 250-1
" På landet havde man jo altid, så langt tilbage nogen kunne huske,
værdsat et godt forhold til sine medmennesker. Det var yderst sjældent, nogen
besluttede sig til at løfte hånd mod sin nabo - det skulle da lige være en
enkelt vanartet slyngel - men ellers var der ingen, der yppede kiv eller
skændtes med deres egne, med de andre bønder. Der kunne naturligvis ske både
det ene og det andet, anderledes var det nu engang ikke her i verden, men det
var næsten altid på grund af skænderier om jorden - om markskel, høslæt,
nå ja, og så kreaturerne." p. 251
"Stepanida sov næsten ikke den nat. Hun faldt kun halvt i søvn et øjeblik. Resten af tiden lå hun tung i hovedet af alle tankerne Og mest af alt af vrede og krænkelse: hvad var det, de havde gjort, de slyngler?! Hun var af en eller anden grund ikke bange for dem. De fremmede, tyskerne, var hun bange for, men disse her var hendes egne, folk, som hun havde kendt, fra de var børn. Og selv om hun godt kunne se, hvor langt de var i stand til at gå, kunne hun alligevel ikke tvinge sig selv til at være bange for dem. Ikke engang for Gusj. Det forekom hende, at han bare råbte højere end de andre og truede og forsøgte at forskrække dem, men at han alligevel ikke kunne gøre noget rigtig ondt. Ja, også de andre, som havde været lige ved at slå hende ihjel her forleden - hun havde ganske vist ikke kendt dem, de var kommet rendende andre steder fra - de havde jo også indtil for nylig været hendes egne, de var lokale folk og talte hviderussisk ligesom alle andre eller russisk. Det var naturligvis krigens skyld, men hvordan kunne folk forandre sig sådan? Hun havde hørt, hvordan de slog løs på Petrok ude i gården, og hvordan Gusj var blevet helt ude af sig selv, og hun forsøgte også at komme op, men det kørte sådan rundt i hovedet på lende, at hun blev nødt til at lægge sig ned igen omme bag ovnen for ikke at falde. Med sine tåreløse øjne kikkede hun op på det tilosede loft her bag ovnen og lyttede til råbene ude fra gården, og hun tænkte, at nej, det ville det være umuligt at tilgive dem. Den slags ville de aldrig blive tilgivet. Den slags måtte man aldrig tilgive nogen" p. 302 - 3
" I sit hårde liv havde hun trods alt lært sandheden at kende, og hun havde gran for gran vundet sig sin menneskelige værdighed. Og den, der én gang har følt sig som menneske, vil aldrig igen kunne blive et umælende kreatur. Der var meget her i livet, ikke mindst alle hendes sorger og ulykker, som havde overbevist hende om, at man må forholde sig ordentligt til andre mennesker, hvis man vil have, at de skal behandle én som et menneske. Mennesket er sådan indrettet, at det besvarer godt med godt og næppe giver sig til at besvare ondt med godt....Hun havde af og til hørt folk sige, at tyskerne skulle være et kultiveret folk. Det kunne da godt være, det var rigtig nok i visse henseender, men ville et kultiveret menneske virkelig tillade sig selv de ugerninger, som tyskerne gjorde?" p. 304
Orla Jordal, 2007
Må gerne gengives - helt eller delvist -med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.
This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: