Bogen er skrevet i 1979. Den heldigvis ikke længere aktuel for så vidt angår apartheid. Men det er kun en lille del af bogens indhold. Det væsentlige er en beskrivelse af en (hvid) sydafrikaners, en afrikaaners, oplevelser med det hemmelige politi. Det enkelte menneskes kamp mod systemet, det mangehovede, usammenhængende, ulogiske uhyre. Selvom det på overfladen er apartheidens Sydafrika, der beskrives, er bogen som Kafkas ganske generel og i og med at Danmark netop har fået en terrorlov - der giver politiet beføjelser, der udfra en nøgtern vurdering strider klart mod den danske Grundlov - er bogen sørgeligt aktuel.
Forordet er en fantastisk politisk erklæring. Jeg citerer kun ganske lidt:
"Men gradvis ændredes min holdning. Gennem sorte venner blev jeg trukket dybere ind i opdagelsen af hvad det ville sige at bo i de sorte boligkvarterer og være udsat for politisk forfølgelse, så intet mere var helligt og ubesmittet. Nok er en roman „kun" en roman, indså jeg, og den kan aldrig tage en direkte konfrontation op med den terror og institutionaliserede vold hvorigennem et regime som den sydafrikanske regering bevarer sin onde magt; men det betød ikke at man kunne undvære litteraturen. Vi eksisterer ikke kun i en barsk verden af projektiler og tortur og arrogance og kynisme, men også i tankens og åndens verden; vi behøver ikke kun brød men også ordet. Og derfor begyndte jeg igen at skrive. .....Og det var dette som ansporede mig: først og fremmest at sørge for, at det blandt „mine egne", de hvide Sydafrikanere, ikke længere skulle være tilladt at lukke øjnene eller se til den anden side." p. 6
Besøget hos politi-obersten, p. 58 - 59, er ikke væsensforskelligt fra mit besøg hos politimesteren på St. Kongensgade Politistation en gang i 60erne. Det var det helt åbne, uniformerede politi, jeg klagede over. De havde, to mand høj, helt uprovokeret, tæsket en fulderik på hjørnet mellem Toldbodgade og Nyhavn. Jeg snakkede kun med mester selv. (De må jo forstå, at naturen kan gå overoptugtelsen, hos nogen af mine drenge). Men den ene af de tæskende var, smilende, på vej ind, da jeg gik ud.
Det virkelige og fælles problem er myndigheders magtmisbrug. Det er magtmisbrug, som enhver kan se, når apartheidpolitiet i bogen slår Jonathan ihjel. Men det er også magtmisbrug, når obersten ikke griber ind over for de personer, der gør det - og når politimesteren ikke påtaler, at man banker en fulderik. Skrivebordsmagtmisbrugeren er faktisk den værste, hans holdning er næsten altid den, personalet følger. Og desværre ser man jo stadig på Københavns gader folk få bank. (Jeg taler her kun om, hvad jeg selv har set !). Det er endnu værre magtmisbrug, når dommeren frikender politiet (p. 104 - 120, beskriver retssagen). Det er også en form for magtmisbrug, som er hyppigt forekommende i de fleste samfund.
"„Du må se det i øjnene, Ben: det er ikke rettens funktion at træffe afgørelse om ret eller uret i absolut forstand. Dens første pligt er at bringe lovene i anvendelse." „Hvad har gjort dig så kynisk?" spurgte han lamslået. Hun rystede på hovedet. „Jeg er ikke kynisk. Jeg prøver kun at være realistisk." Hendes øjne blev mildere. „Ved du hvad, jeg kan endnu huske hvordan min far legede Julemand, da jeg var lille. Han forkælede mig altid på enhver mulig måde, men hans yndlingsunderholdning var den dér juleleg. Da jeg var blevet fem-seks år, havde jeg fundet ud af at hele den historie om Julemanden var noget pjat. Men jeg nænnede ikke at sige det til ham, fordi han var så glad for det." „Hvad i alverden har det med Gordon at gøre?" spurgte han tonløst. „Vi leger allesammen hele tiden Julemand med hinanden,' sagde hun. „Vi er allesammen bange for at se sandheden i øjnene. Men det nytter ikke. Før eller senere må vi se den i øjnene' " p. 121. [Den sandhed, som det i øjeblikket er mest almindeligt, og mest bekvemt, at undgå at se, er, hvor tæt vi er på det fascistiske samfund, vi troede Modstandsbevægelsen, englænderne og amerikanerne havde bekæmpet for os. OJ].
Det er også et almindeligt forekommende magtmisbrug, når rektor Cloete i bogen (p. 71) vil holde skolen udenfor politik og samtidig selv introducerer en minister til et politisk møde på skolen. Det er magtmisbrug når kaptajn Stolz giver Ben "et godt tilbud", p. 275 - 7. Tricket med belastende fotos som afpresningsmiddel er formentlig anvendt mod de få af vore politikere, der ikke uden videre løber med. Se også her Gansers bog - og et uhyggeligt eksempel på magtmisbrug - som netop et hemmeligt politi et skikket at udøve. Det er magtmisbrug, når Melanie nægtes indrejse efter sin tur til London, p. 279.
Brinks beskrivelse af Ben du Toits oplevelser med politiet lader ikke Kafka noget efter. Og han når så langt i denne beskrivelse, at det klart belyses, hvordan man står fuldstændig magtesløs over for et hemmeligt politi - et Gestapo. (At beskrivelsen ikke er fri fantasi, ser man, hvis man sammenligner med Gansers afhandling om NATOs hemmelige hære).
Brink skildrer både, hvor svært det kunne være at kommunikere over racekløften - og i en varm, positiv skildring af en tidlig samtale mellem Ben og Stanley (p. 85 - 87) hvordan fælles (drenge) oplevelser kan åbne vejen for en forståelse.
Ben du Toits hjemkomst til konen fra side 135 beskriver i hendes dræbende mangel på forståelse og i hele familiens reaktion, hvor isoleret man kan stå i/med kampen for retfærdighed. Præstens hykleri, 143 - 145, er vel også ret typisk. (Det gælder ikke dig, Hans K. og heller ikke Hans B .!).
Også hans ukristelige opbakning af det bestående samsund: ",Hør nu her, Oom Ben," sagde den unge mand, denne gang lidt irriteret, „ingen kan benægte at der begås uretmæssige og endogså onde gerninger i vores samfund, som i alle andre. Men hvis du begynder at stille spørgsmålstegn ved dine autoriteter, handler du imod den kristne ånd. De er iklædt Guds autoritet, og det være langt fra os at tvivle om deres afgørelser. Giv Cæsar, hvad Cæsars er." p. 143.
Bruwers første (ene/sam)tale med Ben gengiver vel Brinks holdning - som jeg tilslutter mig for sammenligningens vedkommende: "Jeg skal sige dig noget, de tider da vores folk måtte arbejde som bare fanden for at få så meget som en tå til jorden i dette land, da var det et godt liv. Men så satte vi os i hovedet, at når vi først havde det under kontrol skulle vi begynde at udarbejde planer og systemer for fremtiden. Se nu det rod vi har. Det er System altsammen og ingen Gud. Før eller senere begynder folk at tro på deres livsform som noget absolut: uforanderlig, fundamental, en forhåndsbetingelse. Så det med mine egne øjne i Tyskland i trediverne. En hel nation, som løb efter Ideen, som gadarenske svin. Sieg heil, sieg heil. Det holder mig vågen om natten. Jeg mener, jeg rejste derfra i otteogtredive, fordi jeg ikke kunne tage det længere. Og nu ser jeg det ske i mit eget land, skridt for skridt. Forfærdende forudsigeligt. Denne sygdom, den Store Abstraktion. Vi bliver nødt til at komme tilbage til det fysiske, til kød og knogler og jord." p. 185.
Jeg har skrevet denne boganmeldelse af en ca. 30 år gammel bog. Fordi den er aktuel og fordi jeg tilslutter mig efterskriftens allersidste afsnit: "Måske er det eneste, man virkelig kan håbe på, det eneste jeg er berettiget til, kun dette: at skrive det ned. At rapportere hvad jeg ved. Så at det ikke vil være muligt for noget menneske nogensinde at sige igen: Jeg vidste intet om det." p. 312.
Det havde nogen politisk effekt i Sydafrika.
Orla Jordal, 2007
Må gerne gengives - helt eller delvist -med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.
This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: