© 1981 by Gyldendalske Boghandel, ISBN 87-00-85532-4
Indhold:
FORORD 7
INTRODUKTION 11
SAMFUNDETS OPFATTELSE AF BONDEN 21
BONDENS OPFATTELSE AF SAMFUNDET 36
BONDEN I 1700-TALLET - BONDEPOLITISKE FORUDSÆTNINGER OG VILKÅR 67
BONDEPOLITIKKENS UDFORMNING 77
BONDEPOLITIKKENS EFFEKT I 1700-TALLET 139
DET UDEBLEVNE BONDEOPRØR - BAGGRUND OG PERSPEKTIVER
158
«Wer glaubt, nur mit dem Schwert siegen zu können, der wird schließlich eine
Niederlage erleiden. Der eigentliche Sieg wird nur durch den Pflug errungen.
Immer hat der Pflug das Schwert bezwungen.« (Mustafa Kemal Atatürk) 41
Sammenlign i øvrigt kapitlet: "Das Elend der bäuerlichen Gesellschaft" hos
Roth, der handler om Tyrkiet i 1980erne.
Bogen dækker perioden 1660 til 1840. "Bogen beskriver, hvordan bonden søgte at øve indflydelse på sin egen situation, og i hvilket omfang det lykkedes ham, over for dem, der mente at kunne bestemme over ham. Og bogen forsøger at forstå, hvorfor bonden tænkte og handlede, som han gjorde, når det drejede sig om hans relationer til den del af verden, der omgav hans tilværelse inden for landsbyens rammer." (p. 7). Den er rimelig letlæst og virker solid i referencer og vurderinger. Bjørn forsøger også at belyse, hvorfor danske bønder ikke gjorde oprør, trods tidens eksempler - Den franske Revolution, 1789 - slavernes oprør i den franske koloni San Domingo, o.s.v.
Statens holdning til sine undersåtter er jo altid dobbelt. Således også i denne periode. På den ene side har man en kongelig tilkendegivelse af, at man modtager klager. På den anden side vil man forhindre organiserede bestræbelser på forandring. (Noget der klinger bekendt ?). Det er indlysende, at amtmænd, godsejere og biskopper, især, synes at bønder skal tie i forsamlinger, mens den fjerne kongemagt kan være lidt mere åben. Retten er mere interesseret i bondens manglende lydighed end i godsejerens manglende overholdelse af loven - den manglende overholdelse, der gav anledning til bondens protest. (p. 29). Og godsejerne måtte gerne "rotte sig sammen". Klassejustitsen var - måske - lidt mere åbenbar dengang. Nu skjules den jo i nogen grad ved den økonomiske sortering, der foregår gennem valget af advokater, og hvem der har råd til at trække sagen i langdrag. Som man i vore dage tydeligst ser det i Monsantos patent-sager overfor bønder. (Men også andre multinationale klarer tilsvarende, specielt i WTOs klageorganer og overfor fagbevægelsen.
Den senere Christian den 8. noterer i sin dagbog i 1814 en irritation over, at bønderne har ytret sig om en fredsslutning med England. (Det ligner USAs optræden overfor selvstændige lande).
"Bonden undgik helst den åbne konfrontation, for han vidste, at han ville blive den lille. Han kunne altid på en eller anden måde rammes af „de store", f.eks. på sine restancer til godset." p. 40. I 1790erne giver plakaten af 24. juni 1791 imidlertid anledning til lidt forandring, fordi den kræver oprettelse af hoveriforeninger, og når bønderne skal skrive under på aftalen i fællesskab, forkastes indimellem de aftaler, godsejeren havde fået med den enkelte bonde hver for sig. (p. 42).
Selvom Bjørns skildring - troværdigt - giver et ret trøstesløst billede af bondens vilkår i perioden, så er der også positive iagttagelser (p. 44-5) "På baggrund af studier i E. Tang Kristensens traditionsoptegnelser har Joan Rockwell gjort den iagttagelse, at det danske materiale savner den „forsynsprægede ærbødighed over for godsejeren, som man møder i engelske beretninger om landsbyliv"." og "(F)orvalteren på Vemmetofte kunne midt i 1700-tallet citere godsets bønder for den bedømmelse, at herskabet trængte mere til bonden, end bonden trængte til herskabet." p. 49 og der en vis modstand og retsbevidsthed.
Hoveriet steg efter alt at dømme gennem 1700-tallet (p. 52).
De mønske bønders indførelse af skovfredningsregler efter, at de selv er blevet skovejere, er jo et godt argument for demokrati ! og i øvrigt for rimelige love.
Kapitlet: "Bondens opfattelse af samfundet" har et håbløst rod i noterne.
[Det skal undersøges om note 40 p. 176 faktisk er tekstens note 41].
Ved Statskuppet 1784 indsatte kronprins Frederik, senere den 6., sig som kronprinsregent, hjulpet af Christian Ditlev Reventlow, Andreas Peter Bernstorff og Christian Colbjørnsen.
Den danske bonde var i perioden isoleret, men ikke helt uden forbindelse til omverdenen. (p. 68)
Der var væsentlige regionale forskelle bl.a. i læse- og skrivekyndighed, der især var udbredt i Vestjylland. (p. 69)
Den kendsgerning, at bonden er nødvendig for godsejeren, gejstligheden, m.fl. kan benyttes og bliver i nogen udstrækning benyttet til en Schweyk'sk modstand. (p. 103. Se også næste citat, p. 108).
Lejlighedsvis kommer det dog til åbent opgør med særligt forhadte herrer - som på Haiti i Toussaints tid og i Kenya under Mau Mau oprøret (Anderson).
Det kunne se ud som om, at den sikre opskrift på oprør er at gå på jagt efter hjemmebrændingsudstyr.
I afsnittet om Bondepolitikkens udformning har Bjørn en mærkelig betragtning: "Denne manglende loyalitet over for systemet gjorde bonden til en vanskelig part, der ofte kunne angribes for sin optræden." p. 113. Man kan da ikke forvente loyalitet mod systemet fra den systemet undertrykker. At magthavere har svært ved at forstå det, kan jeg nok forstå, men at en historiker ikke ser det som en selvfølge, kan jeg ikke begribe. I øvrigt er bondens kongetrohed, som Bjørn selv gør meget ud af, da netop en form for systemloyalitet. At man tror, at fejl, der opleves i systemet, ikke er systemfejl, men uregelmæssigheder undervejs fra top til bund, er da samme systemaccept, som man ser hos de arbejderpartier, der mener, at man kan rette op på udbytningen indenfor systemet.
I øvrigt illustrerer en manglende loyalitet overfor systemet bare demokratiets nødvendighed. Hvis systemet skal accepteres, skal det opleves som rimeligt, retfærdigt og demokratisk.
Bønderne havde jo faktisk et fungerende lokalt demokrati i hver landsby. Det gør Bjørn ikke noget særligt ud - det kunne ellers nok fortjene en nærmere undersøgelse. Bjørn nævner eksempler på dets anvendelse i den politiske kamp. (p. 114).
At ikke alle fæstebønder er elendigt stillede viser omtalen af Poul Christensen, der kunne låne godsejeren penge, hvad der kunne give sønnen fritagelse for militærtjeneste (p. 169).
Landboreformerne står i Danmarkshistorien som en næsten hellig begivenhed udløst af en klog kronprins og to godsejere. Det billede rokker Bjørn ikke ved.
Det kunne der ellers nok være grund til. Det er sjældent, at kronprinser og godsejere uden videre kæmper for fæstebondens sag, eller for demokratiet. Og små selvstændige bønder er et godt grundlag for demokrati, endda stabilt, d.v.s. konservativt i ordets bedste betydning.
Før reformerne tilhørte jorden godsejerne, som lod den dyrke af fæstebønder. Jorden var, de fleste steder, delt i 3 vange, en til forårssåning, en til efterårssåning og en der lå brak. Hver fæstebonde havde en eller flere lodder i hver vang. Alle havde samme jordtilliggende. 3-vangs-driften betød, at det dyrkede areal kun var 2/3 af landbrugsarealet hvert år. Den sidste tredjedel lå brak. Drivkraften bag reformerne var nok, at godsernes reelle dyrkede jord blev forøget med denne tredjedel.
Forudsætningerne herfor er mere arbejde, mere gødskning, og formentlig bedre redskaber. Mon ikke det var et problem, at man allerede havde udnyttet fæstebøndernes arbejdskraft fuldt ud. Bjørn skriver om stigende hoveribyrde gennem 1700-tallet. Det taler for denne hypotese. Indførelsen af stavnsbåndet 1733, begrundet med mangel på villige fæstere, ligeledes. (Ophævet igen 1788). Først i 1840erne afskaffes hoveriet. Udskiftningen - ophævelsen af 3-vangs-systemet, med eller uden udflytning af gårdene til det nu samlede jordtilliggende - skete (efter en langsom start i 1760erne), i 1790erne og er stort set gennemført i 1810.
Min opfattelse af, at godsejerne ikke var drevet af trang til at befri bønderne støttes af den beskrivelse af Colbjørnsens holdning til Trykkefriheden, som man finder på Wikipedia, hvor Colbjørnsen ellers beskrives således: "Colbjørnsen var religiøs fritænker, men stod for det bedste af tidens humanitetsideer og læren om menneskerettighederne. Ingen Følelse, har han sagt, er mere indprentet hos Mennesket end Lyst til Frihed... Friheden er Naturens første og ypperligste Gave til den ædleste af sine Skabninger." Tidsforløbet viser også, at kronprinsens kumpaner ikke var særligt interesserede i afskaffelsen af hoveriet ! At deres ærinde heller ikke er udbredelse af demokratiet ses af, at husmændene lades tilbage med så lidt jord, at de er nødt til at arbejde for bønderne - en slags "frivilligt" hoveri.
Udestående spørgsmål : Hvad kom først ? priser, krig, ideer
søg statistik, england, tyskland, frankrig, sverige, danmark, jylland, falster, møn, lolland, sjælland priser mad jord og dyrket areal, 3-vangs drift
baggrunden for statskuppet 1784
Fortsatte den senere storkøbmand Niels Ryberg, (fra Salling) fra Aalborg til Nakskov ? p. 110
"Bogen beskriver, hvordan bonden søgte at øve indflydelse på sin egen situation, og i hvilket omfang det lykkedes ham over for dem, der mente at kunne bestemme over ham. Og bogen forsøger at forstå, hvorfor bonden tænkte og handlede som han gjorde, når det drejede sig om hans relationer til den del af verden, der omgav hans tilværelse inden for landsbyens rammer." p. 7
"Og endelig har jeg søgt at forstå, hvorfor bonden i 1700-tallets Danmark ikke gjorde egentlig fysisk oprør, et spørgsmål som forekommer nærliggende udfra en pejling i disse års beskæftigelse med bondens historie, som den aftegner sig i det store udland." p. 8
"det ... er denne bogs ærinde, at søge at bestemme 1700-tals bondens politiske forestillingsverden og at beskrive den politiske adfærd, der udsprang af denne forestillingsverden......(N)år opgaven alligevel er blevet stillet og søges løst, så beror det på, at jeg i modsætning til sognepræsten i Mern i 1846 opfatter bondens stræben efter at få indflydelse på bestemmelsen af sine afgifter netop som udtryk for bondens politiske forestillingsverden og de omtalte klageskrifter som udtryk for hans politiske adfærd." p. 8
"„Den form for politik, det her drejer sig om ... er den, der involverer bonden med det samfund, som han er en del af. Det vil sige relationerne mellem bonden og andre sociale grupper, både dem, der er hans økonomiske, sociale og politiske „overordnede" eller udbyttere, og dem, der ikke er det, for eksempel arbejdere og for den sags skyld andre dele af bondesamfundet, Og med de mere omfattende institutioner og sociale enheder regeringen og den nationale stat". (Hobsbawn) p. 15
Citatet (fra Hobsbawn) peger på det modsætningsforhold, der også gik mellem bonden og hans underordnede, for slet ikke at tale om dem, der skilte bonden og de fra bondesamfundet(s) ud- og nedstødte. Her er et oplagt forskningsfelt, men jeg vil i denne fremstilling. som også Hobsbawn gør det i sin artikel, afgrænse mig til de relationer, der var mellem bonden og hans „overordnede"." p. 15
"Selv under det hårdeste tryk havde han dog rådet som husbond for hus og hjem, folk og fæ. Der var både værdighed og ansvar i dette. Og trykket havde skabt en god mistillid og sund ironi i ham, som han værgede sig med i mangel af tungere våben. Han var ikke nem at bilde noget ind. En skælm havde hvisket ham i øret, at det ikke gik ganske som præsten prækede." p. 16
"Over for ikke-bønder var det yderligere en forventning, at han i bogstaveligste forstand stod med huen i hånden, at han i tiltale og optræden markerede et underordningsforhold." p. 22
"(A)llerede samtiden var klar over de betydelige regionale forskelle. K. C. Rockstroh citerer fra 1707 en udtalelse om de jyske landsoldater som „et deres frihed meget agtende folk", og hundrede år senere karakteriserer G. Begtrup bondebefolkningen mellem Vejle og Kolding som holdende „vel strengt over deres begreber om udvortes agtelse og eget værd". Sognepræsten i Vr. Tørslev ved Randers understregede i 1743 netop forskellen til de sjællandske forhold i sin beskrivelse af egnens bønder: „I deres omgængelse er de fleste af dem høflige, venlige, skikkelige og ikke som den sjællandske bonde fortrædne mod fremmede." Sammenstillingen mellem sjællandske og jyske bønder til de sidstes fordel optræder også i 1700-tallets gentagne drøftelser omkring almueoplysning og forekomsten af læse- og skrivekyndighed blandt bønderne." p. 24
"Han (godsejeren) kunne, indtil det blev afskaffet generelt ved forordningen af 8. juni 1787 og mere specielt ved hoveriforordningen af 23. marts 1791, straffe sine undergivne med træhest, hundehul og først og fremmest med prygl." p. 25
"Træhesten var mindre udbredt i Jylland - C. Klitgård mener, at den sjældent blev anvendt i Vendsyssel, Ove Malling erindrer den mere som en rarietet end som et reelt straffeinstrument på herregårdene i Salling....Da (gods)ejeren, Jens Fr. Wodschou, ville hjælpe sine folk med at hindre bønderne i deres forehavende, gav han en kone og en dreng et par slag med sin ridepisk. Næste dag modtog han en skrivelse fra godsets bønder, der meddelte, at efter at han havde slået Hans Pedersens kone og Niels Hansens tjenestedreng, så kunne bønderne ikke formå deres koner, større børn og tjenestefolk til at møde på hovarbejde, medmindre Wodschou gav en skriftlig forsikring om, at de kunne forrette deres pligtige arbejde uden hug eller slag. Hvad han da omgående leverede, hvorefter arbejdet på hovmarkeme blev genoptaget. ....Frederik IV udstedte 24. febr. 1725 direkte en kundgørelse, der oplyste, at Kongen personlig ville modtage klagemål." p. 26
"Ligesom en forordning af 5. juli 1765 forbød almuens forsamling i Norge, så vendte man sig med et reskript af 26. april 1743 mod de bornholmske bønder, hvem man forbød at rotte sig sammen ved indgivelse af klager og memorialer. Autoriteterne var i det hele taget meget på vagt overfor, hvad der kunne tage form af en mere samlet, fælles og eventuelt organiseret optræden af bønderne." p. 27
"Ja, man kan have på for fornemmelsen, at dét overhovedet, at bønderne ytrede sig, var betænkeligt.....Fra Norge har Halvdan Koht i Norsk bondereisning (1926) fremdraget eksempler på, at bønder i klagesager, selv hvor de opnåede at få helt eller delvis medhold, kunne blive straffet for selve iværksættelsen af klagen.....Bønderne i Vust i Hanherred klagede i 1745 over deres præst. Biskoppen og de højere kirkelige autoriteter erkendte, at klagen over den pågældende var berettiget - men bønderne fik også en irettesættelse for deres opførsel." p. 28
"Når man i teorien opstiller to lovbrud over for hinanden - godsejerens overtrædelse af hoveriforordningens bestemmelser og bondens nægtelse af hørighed og lydighed - så er den sidste af langt grovere karakter end den første." p. 29
Der nævnes en bondeklage på Herlufsholm 1696. (p. 29)
"Klagen, arbejdsvægringen eller eventuelt den voldelige konfrontation, når det af og til kom så vidt, indebar overhovedet et anslag mod den eksisterende hierarkiske samfundsorden." p. 31
"„Bondestanden og almuen har under højt råbende friheds ånd troet, at al husbondhold var opgivet, og ingen hørighed mere skulle have sted. Isteden for at vi danske tilforn under de viseste love have levet i indbyrdes fredelighed, og nydt landets gode, er det nu blevet den største del af jordegods-ejernes lod, at blive saggivne af deres bønder, sværtede for regeringen, og uden grund eller føje anklagede. Alle rettergangsteder i landet kan bevise denne sandhed. Det er ikke nok dermed, at bønderne fører proces, næsten med hveranden af os, og af vinkelskrivere og brødløse prokuratorer lader sig forføre til at påtvinge os anselig udgifter og penges spildning, alene for at forsvare os imod ufortjente angreb, men opsætsigheden i bondestanden imod os, som deres husbonder, går nu så vidt, at vi og vore betjente, næsten må gå i største usikkerhed for liv og gods, når vi fordrer af vore undergivne det arbejde, som de er os pligtige." p. 32-3 Bjørn citerer et klageskrift fra jyske godsejere i 1790.
"Godsforvalter Søren Klestrup på Giesegård gjorde forholdet op i sit indlæg mod Wedel-Jarlsbergs positive opfattelse af bondens situation: „Det er klart, at ingen uden den i højeste grad fortvivlede griber til klage mod herskabet, siden han ved, at hvad udfald sagen end får, skal han dog være på hans gods, og den fortørnede proprietærs passioner og interesse vil ved alle lejligheder, hvoraf der er nok, plage klageren." p. 42
Provst U. A. Plesner skriver i 1832: "at det ofte er umuligt at erholde, hvad han kalder „ret over den fornemme" thi „Vorherre er i himmelen og Kongen langt borte."" p. 43
"Traditionsstoffet...(beretter om)...særlig grove bondeplagere blev beordret til København for at „kysse den blå jomfru" - en henrettelsesmaskine i stil med den berygtede „Nürnbergerjomfru". Den blå jomfru stod på en forhøjning, hvortil tre trin førte op. Når den skyldige trådte op på det første trin, slog hun armene ud, på det næste slog hun dem sammen om synderen, og på det tredje trin kappede hun hovedet af ham! Andre herremænd var i virkeligheden dømt til slaveriet, men kunne leje en mand til at gå i fængslet for sig." p. 46 "„En dag gik fanden og en godsforvalter ud for at pante bønderne. De kom da forbi en kone, som pillede utøj af sit barns hoved. Barnet græd og skrålede. Da sagde konen i sin vrede: Gid fanden havde dig, din lede unge! Godsforvalteren og hans følgesvend gik da videre fort, og de kom da til en fattig kone, som forvalteren udpantede. Da blev hun arrig og sagde: Gid fanden havde dig! Så tog fanden forvalteren. Forvalteren blev da vred og spurgte, hvorfor han ikke tog barnet. „Nej," sagde han. „Den første kone mente intet ondt med sit ønske; men den anden mente sit af hjertens grund!"" p. 47
"Han (bonden) kunne derimod mene sig uretmæssigt behandlet, hvis han beordredes til at opbryde, pløje eller behandle et nyt stykke jord, der tidligere havde ligget hen som overdrev eller på anden måde ikke var indgået under behandling. Bonden kunne i årevis køre f.eks. fem rejser til købstaden som led i sit hoveri, men han kunne eventuelt samle sine fæller til klage eller vægre sig ved at køre, hvis han blev pålagt en sjette tur. Bonden kunne ligeledes mene sig fornærmet, hvis hans kreaturer ved opførelsen af et nyt hegn eller ved en ny ejers indgriben blev nægtet adgang til at græsse i et skovstykke, hvor de „så længe nogen kunne huske" eller i „den forrige ejers tid" havde gået.... Frederik Bagger, der ejede Juulskov gods ... har anført, hvordan bønderne - hvis han ''ikke var omhyggelig med at gribe ind og præcisere situationen i hvert enkelt tilfælde - stadig evnede at gøre „høflighed til skyldighed", d.v.s. at få en engangsydelse fra godsejerens side konverteret til en stadig og gentagen ydelse og altså til en rettighed." p. 51
"Går man traditionsmaterialet igennem, så fremgår det ihvertfald uden nogen tvivl, at skovtyveri ikke var opfattet som en egentlig forbrydelse. Eller rettere, at bonden nok vidste, at det var en overtrædelse af loven, men at det så var loven, der ikke var retfærdig!" p. 52
"I kancelliråd Skovs tid var det en skam ikke at være skovtyv. Folk kom til ham og sagde: „Å, hr. kancelliråd, kan a ikke få en bitte eg, mine huse er så ringe." jo, det kunne han godt, og så gik han i døren: „Lange-Jens, kom her og vis den mand en eg, ikke af de største og ikke af de mindste." Så fik han en pot brændevin med sig, og så fik han et træ udvist, men han tog gerne en 5-6. Folkene benyttede sig så meget af det, at omtrent hele Vinkel by blev bygget om den gang......Frederik Bagger ræsonnerede på samme vis: hellere udvise frivilligt til bønderne, hvad de skulle bruge, end måtte acceptere, at de hentede det i nattens mulm og mørke." p. 53
"I 1775 blev ikke mindre end 52 bønder tiltalt for skovtyveri, hvad der fik forvalteren til at ytre, at ganske vist skulle skoven fredes og herskabets rettigheder sikres. Men ville man på dette punkt straffe efter loven, så ville gårdene snart stå øde, og godsets indtægter forringes langt mere, end det skete ved bøndernes ulovlige skovhugst.....En driftig mand med handelstalent, Christen Andersen af Nørre Tulstrup, havde således omkring 1790 en stor omsætning med netop at skove træ og sælge det vestpå til de mere skovfattige egne af Jylland....Men det er ganske karakteristisk, at da bønderne på to af de fem godser på Møn, der blev bortsolgt 1769, havde købt sig til en art selveje, vedtog de indbyrdes i 1773 meget strenge vedtægter for udnyttelsen af skovene og bestemte sanktioner over for dem, der gik på uberettiget skovhugst!"' p. 54
"(I) Vendsyssel opnåede en del af fæsterne under godset Baggesvogn ved midten af 1700-tallet, at de kun skulle betale den halve landgilde i forhold til jordebogens takster og fæstebrevenes angivelser. Det skete tilsyneladende i forbindelse med en næppe ganske lovmedholdelig nedlæggelse af en fæstegård og inddragelse af dennes jord under hovedgård - med andre ord en godtgørelse for øget hoveri." p. 55
"Islændingen Arni Magnussen opholdt sig i I770'erne en tid hos en præst på Mors, og han bemærkede, at denne ikke forfulgte endog grove overtrædelser af helligdagslovgivningen, men han fik af præsten den forklaring, at de mere velstående bønder til gengæld var rundhåndede på offerdagene." p. 56
"Der er ikke megen fysisk vold i dansk bondepolitik i 1700tallet, men netop mellem bønder og toldbetjente kom det tilsyneladende ret hyppigt til egentlige sammenstød....(bondens opfattelse af sin ret) blev [] sjældent formuleret fra bondens side. Bondens ret var der imidlertid, men den blev fortrinsvis konkretiseret ved sin modsætning, når bondens ret blev krænket og bonden uretfærdigt behandlet." p. 58
"Når Kongen var retfærdig, og bonden var uretfærdigt behandlet, så ville Kongens retfærdighed naturligvis medføre, at han gav bonden ret i hans besværinger, lindrede hans byrder og lettede hans kår. Det tilsyneladende modsætningsforhold, der lå mellem bondens faktiske opfattelse af sig selv som undertrykt og uretfærdigt behandlet, og så bondens samtidige opfattelse af Kongens altformående retfærdighed, synes ikke at have antastet forestillingens eksistens. Kongen kunne ikke vide alt, han sad langt borte." p. 59
"Da fæsterne under Vestenborg gods i 1790'eme arbejdede på at købe godset til selveje og drive det i fællesskab som en art interessentskab, rejste deres leder, Ole Willumsen, til København for at tale bøndernes sag for kronprinsen. Men han måtte gå forgæves, blev afvist overalt i forkontorerne og af lakajerne og sad tilsidst træt og modfalden uden for Christiansborg. En velklædt ung mand standsede op og spurgte den bondeklædte ældre mand, hvad hans ærinde var. Ole Willumsen forklarede, hvad han ville - at komme i audiens hos kronprinsen - hvorefter den unge mand naturligvis afslørede, at han var kronprinsen og samtidig lovede, at han skulle tage sig af bøndernes sag. Denne tradition finder faktisk en vis bekræftelse i en ordre til, at alle henvendelser denne sag vedrørende fra bønderne skal tilstilles kronprinsens kabinet.
[Denne fremstilling mangler reference].
Ritmester Brockdorff til Søndervang ved Ringkøbing ville, fortaltes det, i 1791 snyde de bønder, der købte godset til selveje, ved at lade aftalen skrive på ustemplet papir, „men to af bønderne rejste over til kronprinsen og bad ham hjælpe dem. " p. 61
"Faktisk foreligger der en kongelig resolution af 25. oktbr. 1791, der bestemmer, at de udfærdigede skøder og obligationer i forbindelse med bøndernes selvejekøb skal anses for retsligt gyldige, skønt de var skrevet på ustemplet papir." p. 62-63
"Rejste Kongen omkring i landet, turde man i højere grad vove sig frem med klager i forhåbningen om umiddelbart at komme i forbindelse med den retfærdighed, Kongen udtrykte." P. 62
"[E]ndnu i 1883 kom denne tro på den direkte appel til Kongens person til udtryk i de sjællandske bønders deputation til Christian IX om nødvendigheden af et regeringsskifte. For Berg og Hørup, der forinden instruerede medlemmerne, var der måske tale om at opfatte henvendelsen som en demonstration, men der er ikke tvivl om, at ordføreren, den ansete Peder Jensen, Estrup, så sit hverv i perspektivet: Bondens særlige adkomst til at henvende sig til Kongen med sine ønsker. Om det var tilfældet endnu med „bondetoget" i 1935 er vel mere end tvivlsomt.... I det bondemanifest, som bønderne i Møgeltønder udfærdigede i 1672 i deres strid med Hans Schack, strejfede man eksistensen af en kristen, retfærdig samfundsorden, der blev konfronteret med de jordiske vilkår, som bonden oplevede i sin dagligdag og nu i den aktuelle konflikt." P. 63-4
[Denne opfattelse af en kristen retfærdig samfundsorden, som bør gælde på jorden, er ganske den samme som nutidens islamisters opfattelse af, at der skal herske himmelsk retfærdighed på jorden.]
"[I] begyndelsen af 1800-tallet kunne bondens veneration over for Frederik VI og over for den enevældige kongemagt finde konkret holdepunkt i taknemmeligheden over for den monark, der løste stavnsbåndet. At det også var en konge, der indførte stavnsbåndet, generede ikke de loyale følelser! Bondens kongetroskab blev et afgørende politisk problem i 1840'rne, hvor man i Orla Lehmanns Falstertale fra 1841 kan finde det liberale borgerskabs offensiv mod bondens kongeloyalitet med historisk „bevisførelse". p. 66
"Den gamle Jeppe i Erasmus Montanus havde i sin ungdom rejst en del og bl.a. været i Kiel. Og man tør gå ud fra, at det er et sjællandsk bondemiljø, Holbergs komedie skildrer. Christen Andersen, Nørre Tulstrup, opererede i sin handelsvirksomhed omkring 1790 over en meget stor del af det centrale Jylland efter oplysningerne i hans optegnelsesbog at dømme." p. 68
"Man var i samtiden klar over, at der var store regionale forskelle med Sjælland i bunden. mens Fyn og i særlig grad Jylland hævdede sig langt bedre. Ikke mindst i det vestlige Jylland var læse- og skrivekyndigheden almindelig udbredt. Der var bøger i mange bondehjem." p. 69
"Endelig lå der til stadighed bag bondens muligheder, at han var nødvendig for sin modpart - hverken godsejer, præst, embedsmænd eller købstadsborgere kunne i sidste ende undvære bondens ydelser, hvad bonden selv vel vidste og vidste at udnytte." p. 73
"[I] de fleste situationer måtte bondepolitikken få karakter af en illegitim protest fra bondens side over forholdene. Der var tale om en protest, fordi bondepolitikken udgik fra et underordningsforhold, der ikke placerede den underlegne part med erkendte rettigheder, og den var illegitim, fordi selve protestens eksistens betød et brud på kravet om hørighed og lydighed......I forbindelse med landboreformerne indledtes der imidlertid en ændring af samfundets opfattelse af forholdet mellem bonden og „de store", der skabte muligheder for en bondepolitisk aktivitet, som måtte fremstå som bondens legitime handlen til varetagelse af - af samfundet - accepterede legitime interesser og rettigheder." p. 74
"[M]an fornemmer bag de tilbageblevne selvejeres til tider desperate stræben efter at håndhæve deres formentlige rettigheder, at bondeselvejet - i datidens mere begrænsede forstand - opfattedes som anakronistiske rester af fortidige tilstande. Ganske vist forsvandt bondeselvejet ikke totalt, men det var ved midten af 1700-tallet et forsvindende mindretal af danske bønder, der var selvejere. Men allerede omkring 1760 begyndte en modsat rettet bevægelse, hvor fæstere blev selvejere ; det i nutidig forstand." p. 74-5
"Det traditionelle landsbyselvstyre havde ingen eller meget ringe forbindelse med samfundets almindelige administrative apparat, men en række af de forordninger, der regulerede forholdene på landet i 1790'erne, inddrog bønderne eller ihvertfald repræsentanter for bønderne i administrativt ansvarlige funktioner. Sognefogedinstitutionen var kendt tidligere, men den lystes i kuld og køn med forordningen af 11. november 1791. Tilsvarende inddrog fattiglovene af 1802-03 ligeledes „de bedste sognemænd" i administrationen af det for lokalsamfundet vigtige spørgsmål om fattigforsørgelsen.
Senere betød naturligvis indførelsen af valgret og valgbarhed for den øverste del af bondestanden til stænderforsamlingerne i 1831 og landkommunalloven af 1841...en yderligere accept." p. 75
"I sin undersøgelse af den politiske bevægelse på Lolland-Falster i 1840'rne har Asger Th. Simonsen fundet, at det nordlige Falster var særlig aktivt, og han peger på traditionen tilbage fra 1760'ernes uro over tiden omkring 1790, hvor der ligeledes var meget bondepolitisk røre på øen, og hvor bl.a. Vestenborg gods' bønder udkastede en storstilet plan om at købe godset og drive det som en art interessentskab." p. 81
"Ganske vist kendes fra 1700-taIlet eksempler på mere dramatiske aktioner som afbrændingen af Skæring Munkgård 1727-28 og mordene på særlig forhadte herrer som Søren Jensen Bramming på Lydumgård i 1702 og Ahasverus Becker til Bækkeskov i 1738." p. 96
"Den voldsomste konfrontation skete dog på Lolland, hvor borgere og toldbetjente fra Nysted 3. april 1776 blev drevet ud af Herritslev af beboere, der hårdnakket forsvarede deres i gadekæret nedsænkede brændevinstøj. Derefter besluttede bønderne i Herritslev at boycotte byen Nysted, således at de hverken ville købe eller sælge der. 20. april ankom imidlertid en en militær afdeling bestående af en officer og 40 ryttere, der hurtigt knuste modstanden. 11 bønder blev fanget, idømt tugthusarbejde og kagstrygning, og deres blodige skjorter udstilledes efter den sidste afstraffelse til skræk og advarsel!" p. 98
"Der findes adskillige eksempler på, at bønder i flok og følge kan optræde tilsyneladende meget militant og ihvertfald umiddelbart give omgivelserne indtryk af vilje og evne til fysisk modstand. Men hvor så modpartens første, mere alvorligt gennemførte reaktion øjeblikkelig bryder modstandsviljen." p. 99
"Bonden havde et vidt register at spille på; arbejde „efter reglerne", saboteren af nye regler eller påbud om ændrede arbejdsformer, egentlig sabotage og bevidst dårligt arbejde, og så ikke mindst bondens „refusal to understand", hans manglende evne og vilje til at forstå de ordrer og regler, han blev undergivet. Bonden kunne her bekræfte „de store" i deres opfattelse af bonden; dum, dorsk og uden evne til at forstå." p. 103
"På Bygholm gods var der en mand, der beværtede bønderne, når de skar tørv i godsets mose. Når de læssede vogne så skulle køre til hovedgården, gik vejen forbi hans hus, hvor det så traf sig, at bagsmækken gled af, og en del tørv faldt ned på vejen. De blev hurtigt fjernet og skjult af den pågældende husmand. Hovbøndeme under Dallund gods på det nordlige Fyn skulle bl.a. skrabe bark og hente brænde i Himmelstrup skov et stykke vej fra hovedgården. På vej hjem fra arbejdet stoppede man op, når man kom gennem landsbyerne, og så blev hovfolkene budt på mad og drikke, mens de læssede vogne blev lettet for en del af barken eller brændet.... Nørgård gods er ellers noget opsætsig og egenrådig, hvorpå en tildragelse, som husbonden har fortiet, men dog virkelig kan tjene til vidnesbyrd. Bønderne har nemlig i sommer på en gang forsamlet sig på egen hånd og midt under øsende regn kørt hans havre fra marken til laden, så han med megen møje fik dem overtalt til at aflægge uden for hans gård, hvor han måtte til stort tab strø havren omkring på nærmeste agre, hellere end lade det dyngvåde indkastes i laden som var bøndernes hensigt."" p. 108
"Denne manglende loyalitet over for systemet gjorde bonden til en vanskelig part, der ofte kunne angribes for sin optræden." p. 113
"Steffen Johansen fra Eriknaur nær Horsens, der i sommeren 1789 gik omkring i Bjerre og Hatting herreder for at få skaffet underskrifter på en petition om hoveri- og tiendefrihed, var udsendt og betalt af Eriknaur bymænd, og han lod ved sin ankomst til en landsby mændene kalde sammen på normal vis for at forelægge dem sin ansøgning, skaffe underskrifter og indsamle penge. I 1840'rne benyttede Peder Hansen, Lundby, samme fremgangsmåde, og det blev i denne forbindelse forbudt oldermændene at tude til samling ved hans ankomst til sjællandske landsbyer." p. 114
"Da det ikke lykkedes ved forhør at få afsløret, hvem der havde været ledere, lod man kaste lod om, hvem der skulle arresteres og straffes for bøndernes fælles optræden....I sommeren 1803 påbød godsejer Blixen-Finecke hovbønderne at brakke en af hovedgårdsmarkerne, der ikke tidligere havde været behandlet. Roderne blev tilsagt til at fordele markens fire parter mellem sig mand for mand, men den først tilkaldte rode gik ikke igang med dette arbejde, men mødtes ved markskellet mellem Skamby og Ullerup, besluttede her at mødes med de andre roder på den del af hovmarken. der hørte under Seerup rode og drøfte sagen." p.119-20
"Bønderne stod til pådømmelse efter forordningen af 6. decbr. 1799, men godsejeren ville ikke gøre nogen påtale.
Derimod var der spørgsmålet, om det offentlige mente, at bøndernes optræden burde påtales. Her var der efter rettens opfattelse tale om overtrædelse af flere bestemmelser, og bønderne kunne dømmes for selve de hemmeligholdte møder ved Sandvads kilde. Retten gjorde en stor indsats for at finde organisationerne bag bøndernes optræden, men her fungerede sammenholdet blandt de afhørte ganske effektivt...... Vel har det ikke været muligt, at udfinde ophavsmanden, eller dem, som kan anses som hovedmænd i sammenrottelsen", hedder det i dommen, hvor man alligevel ud fra oplysningerne om det forgangne får pillet 4 mand ud som ihvertfald „har vist sig virksomme". Af de 4 dømmes de 2, Mathias Pedersen, Steensby og Anders Larsen, Skamby til 1 års tugthus. 7 fik en straf på vand og brød i 4 dage og nætter, mens de øvrige - minus 3, der frikendtes - skulle bøde hver 4 rdl. til de respektive sognes fattige." p. 122-3
"Egentlig lederfunktion i forholdet til bønderne synes H. H. Barfoed på Møen at have haft, fra han i 1769 organiserede bøndernes køb af to af øens godser og frem til sin død i 1787." p. 127
"Normalt var bonden mistroisk og skeptisk over for ikke-bønder, men den negative og mistroiske indstilling kunne i særlige tilfælde slå over i sin absolutte modsætning, hvor den højerestående person på en eller anden måde havde kunnet gennembryde bondens forbeholdenhed og vinde hans tillid - denne var så grundfæstet og næsten ubegrænset." p. 128
"Skønt der officielt blev tilskyndet til, at bønderne ved denne lejlighed skulle købe deres gårde til selveje, skete dette kun for nogle få landsbyer samt for nogle enkelte bønder på strøgodset. Størsteparten af bønderne på Falster oplevede derfor at overgå fra at være rytterbønder med beskedent hoveri og traditionelt lempelig administration til at være fuldt hoverigørende under godsejere, der ikke blot skulle have deres investerede kapital forrentet, men som yderligere for de flestes vedkommende skulle opbygge hovedgårdene. Konflikten synes at udspringe af to forhold, ihvertfald når man ser på de umiddelbart mobiliserende faktorer. Alstrup by i Brarup sogn havde været repræsenteret ved selve auktionen - iøvrigt påstod bønderne, at man med forskellige midler havde søgt at holde dem fysisk borte fra Nykøbing slot, hvor auktionen var holdt - og bymændene havde fået hammerslag på deres gårde ved 40 rdl. pr. td. htk. Men da de dagen efter var kommet med deres kautionist, en landsdommer, fik de at vide, at byen var solgt for 50 rdl. pr. td. htk. til købmand i Nykøbing, Hans Bergenhagen Hincheldey, der havde købt Egensegård, til hvilken ejendom byen var henlagt i auktionsopslaget. Bønderne mente sig forurettede, da det i auktionsbetingelserne hed, at der ikke måtte antages efterbud." p. 129 (1766).
"Da rygterne allerede gik på øen om sendefærden, havde en af godsejerne, von Vesten, søgt at beslaglægge, hvad der fandtes af færger mellem Falster og Sjælland, men det lykkedes dog deputationen at komme over Storestrømmen." p. 131
"amtmand Oertz i Nykøbing...konkluderede forsigtigt, at hoveritrykket var stort, og at det føltes særlig hårdt for øens bønder, der tidligere under rytterdistriktet ikke havde været så hårdt belastet." p. (132) 133.
"Der gik ilbud til amtmanden i Nykøbing, og endvidere planlagde man at tage sagen i egen hånd i første omgang. Man vidste, at Rasmus Skov var en nøgleperson, hvorfor man iværksatte en ekspedition fra godsets side, der skulle „først eksaminere ham, derefter arrestere ham og siden anlægge sag mod ham. På den måde ville det begyndte oprør være dæmpet, uden at man behøvede at ty til hans kgl. majestæts eller det høje kollegiums assistance"." p. 134-5
"...Rasmus Skovs hustru blev i hans fravær sat fra gården, ...Amtmand Oertz modtog en skrivelse fra Generallandvæsenskollegiet, der pålagde ham at sørge for, at Thestrup på Stadagergård optrådte mere moderat over for sine fæstere, anbefalede, at der blev sluttet forlig mellem godsejeren og Rasmus Skov, og ligeledes pålagde amtmanden, at han skulle anbefale Rasmus Skov i påkommende tilfælde at søge beneficium paupertatis (bevilling til fri proces p.g.a. fattigdom). Samtalen med Moltke synes altså at have givet resultat! Thestrup nægtede at gå med til forlig og ville føre proces mod Rasmus Skov. Ridefogeden udfærdigede en lang og skarp fremstilling af det passerede til kollegiet, der dog fortsat pålagde amtmanden at sørge for at varetage Rasmus Skovs interesser. Thestrup stævnede 16. juli Rasmus Skov og Morten Smed, og henved et hundrede bønder blev indstævnet som vidner.
Sagen tog sin begyndelse 28. juli på Kraghave birketing, hvor der var mødt en forsvarer for Rasmus Skov, mens Morten Smed lod en pige overbringe et skriftligt forsvar for sin optræden. 25. august blev de to mænd arresteret og begge indsat på slottet. Sagen havde naturligvis vakt stor opsigt. 16. juli havde dommeren måttet fjerne uvedkommende tilhørere fra tinghuset, og en stor flok mødte op på Kraghave ting 25. august for at protestere mod fængslingen og tilbød at stille kaution mod at få de to mænd løsladt. Men forgæves. Sagen fortsatte med afhøringer at vidner og tovtrækkerier om Morten Smeds forsvarer, som denne ville have udskiftet. 17. november, da vidne nr. 33 var afhørt, var de to arresterede blevet tilstrækkelig møre, og deres sagfører fremlagde to ret enslydende tilståelser. Rasmus Skovs lyder: „Jeg Rasmus Nielsen Skov tilstår herved grovelig at have forset mig imod mit herskab d'hrr. Thestrup og Tersling ved til Kollegiet, Kancelliet, Rentekammeret og andre steder at have indgivet adskillige usandfærdige skriftlige klager. Ligeledes tilstår jeg herved, at have forført godsets bønder til opsætsighed og oprør imod deres herskab, samt indbildt dem, at de kunne blive fri for ægt og hoveri, ja, at jeg endog har villet formå dem til at begå adskillige andre lastelige gerninger. Men for sådanne grove gerninger og forseelser beder jeg ydmygeligst mit herskab om forladelse samt om fritagelse for, hvad velfortjent straf, jeg derfor burde have lidt, og tilbyder jeg derimod til sognets fattige at betale 2 rdl. i mulkt og til end mere strafs lidelse én dag udi Nykøbing at bære den spanske kappe. Endvidere forpligter jeg mig herved til aldrig efterdags at begå noget anstødeligt mod mit herskab eller sammes betjente. Om det mindste sådant skete, da skal foranførte sag stå mig åben til videre strafs lidelse. Hvorimod jeg håber og ydmygst beder, at den imod mig anlagte sag vorder ophævet." .....Helt uden resultat var disse protester dog ikke. Astrup by havde tilsyneladende fat i den lange ende, sagen var sideløbende ført med den øvrige konflikt, og i 1771 afkøbte kronen byen fra Hincheldey for 80 rdl. pr. td, htk. og overlod den til bymændene for de oprindelige 40 rdl. Fra Gedsergård og fra Egensegård solgtes også i de næstfølgende år en del fæstegods til selveje - til priser mellem 50 og 100 rdl. pr. td. htk.." p. 136-7
"1786 købte bønderne på Stangerup gods deres egne gårde til selveje, hjulpet af provst Blicher i Gunslev og finansieret ved et offentligt lån på 47.810 rdl." p. 137-8
"Der rejser sig naturligt det spørgsmål: er der tale om i ordets egentligste forstand isolerede tildragelser? Eller er der tale om, at de fremdragne eksempler er „toppen af isbjerget"; har der eksisteret en bondepolitisk aktivitet, vi ikke har kendskab til? Her kan det selvfølgelig med det samme slås fast, at vi nok er vidende om de tilfælde, hvor bønder har myrdet deres herremænd i 1700-tallet, Det har under alle omstændigheder været så opsigtsvækkende tildragelser, at de har måttet give sig sådanne nedslag i samtidens aflejring af kildemateriale, så eftertiden så at sige ikke har kunnet undgå at bemærke dem. Og mordet på godsejeren til Bækkeskov har da også hørt til standardindholdet både i den ældre historieskrivning om bondens undertrykkelse og i de senere års søgen efter folkelige protester i vor historie.
Men problemet bliver virkelig aktuelt, når det drejer sig om hovedmassen af den bondepolitiske aktivitet, den, der i højere grad gav sig udslag i de mere passivt, defensivt udformede aktiviteter. Her kan det være nødvendigt at repetere, at bondens tilkendegivelse af krav eller synspunkter gennem en eller anden form for aktivitet var illegitim. Hvis bonden i 1700-tallet på en eller anden måde protesterede mod de ham pålagte byrder, så var der tale om en benægtelse af den bestående orden, et brud på det grundlæggende krav om hørighed og lydighed." p. 139
"Få dage efter modtagelsen af skrivelsen svarede Chr. D. Reventlow i et privatbrev til Løwenhjelm-Bülow". p.140
"et nyt reskript af 22. december 1780 og videre et fornyet af 30. november 1781, der iøvrigt talte om og fordømte befolkningens „megen forvovne og slette opførsel". p.146
"Forordningen af 15. maj 1761, der ikke var egentlig forberedt i kommissionen, og som foruden videre bestemmelser om fællesskabets gradvise ophævelse forbød bortsalg af fæstegods, står mærkelig uforklaret i den tidlige reformfase - ikke mindst på baggrund af, at kronen få år efter selv begyndte at bortsælge fæstegods. Men det forekommer ihvertfald som en mulig forklaring, at forordningen var vendt mod de begyndende selvejekøb i Vestjylland, hvor bønderne var aktive. Med en vis begrundelse kunne man frygte, at opsplitningen af godserne i mange selvejere ville vanskeliggøre gennemførelsen af udskiftningsproceduren." p. 147
"Ikke mindst i Jylland præges årene 1789-90 af en uro omkring hoveriet, almen forventning blandt bønderne om lettelser." p. 150
Der er grund til at undre sig over, at Bjørn ikke relaterer uroen til den franske revolution (og Haiti), hvordan var situationen for franske bønder på den tid ? UNDERSØGES
"De mangfoldige forordninger, som daglig udkommer og af bonden vrangelig fortolkes, sætter alle i en art oprør, og den omstændighed, at af de forordninger, som angår bonden, skal et eksemplar leveres og bevares af hver sognefoged, har den virkning, at bonden overlydt udlader sig med, at Kongen er kommet i erfaring at de forordninger, som hidtil er udgivet til bondens fordel, er undertrykte og aldrig blevet bekendtgjorte." p. 150-1
"I København berettede man i reformvenlige kredse om bøndernes udtalte ønske om at se Colbjørnsen i spidsen for det fortsatte arbejde i ekstrasessioneme, der skulle nyordne udskrivningsvæsenet efter 1788, og når det heroverfor blev indvendt, at denne havde bitre fjender blandt godsejerne, så lød svaret, at de jyske bønder ville beskytte hans person." p. 151
"Efterhånden kom foreningerne i stand omkring på godserne, tidspunktet for indgriben ved de kongelige kommissærer blev udskudt, og først i 1795 gik de to hoverikommissioner i gang med at mægle på de henved 150 godser, hvor der ikke, trods amtmandens ofte bestemte indgriben, var kommet foreninger istand. Hoverikommissionernes indsats førte til afslutning af de sidste foreninger, trods fortsat modvilje fra bøndernes side - mange så hen til stavnsbåndets endelige ophævelse i år 1800 som også slutdatoen for hoveriet, konstaterede M. H. Løvenskjold, der ledede den sjællandsk-fynske hoverikommission." p. 153
"Bondeprotester i omfang og organisation, der blot kommer i nærheden af dalkarlenes tog mod Stockholm 1743 eller den norske Lofthus-rejsning 1786-87, er det ligeledes umuligt at finde.
I 1700-tallets Europa kendes omfattende bonderejsninger som „le grand peur" 1789 og Pugachev-opstanden i Rusland 1773-75. Og de seneste års forskning har fremdraget et stort antal mindre opstande, rejsninger og „riots" i de fleste europæiske lande....Holm inddrager forholdene i 1700-tallets Frankrig og noterer, at den franske bonde var ulige mere personlig fri end den danske, samtidig med at han havde en mængde tyngende afgifter at udrede til den godsejer, der havde herlighedsretten over ham, en ret, der af bonden måtte opfattes som et indgreb i hans fri rådighed over sin ejendom." p. 158-9
SØG DE 4 OPSTANDE.
"I det samme indledningsafsnit har Henry A. Landsberger omtalt sammenhængen mellem bonderejsninger og sammenbrud - evt. troen på et sammenbrud - i den eksisterende samfunds- og dermed magtstruktur....de nogenlunde velbelyste middelalderlige bondeoprør i Danmark - 1441 og senere Grevens fejde 1534-36 - netop falder sammen med „slip" i den normale politiske magtstruktur, idet landet i begge tilfælde var uden konge.
Men den overordnede magtstruktur brød på intet tidspunkt sammen i 1700-tallets Danmark. Og der opstod på intet tidspunkt dybtgående konflikter mellem religiøse, nationale eller etniske grupper, hvortil et bondeoprør eller rejsning kunne have „hægtet" sig. Ganske vist kan man vel betegne svenskekrigene 1657-60 som noget nær et totalt sammenbrud for magtstrukturen i den danske stat, men dels havde man en konkret ydre fjende at reagere imod - og det gjorde bønderne som bekendt adskillige steder - dels betød krigens plyndringer og ødelæggelser og i kølvandet herpå pestens hærgen, at det for bonden i disse år i første række kom an på at overleve, at få sæden i jorden og senere høsten bjærget, at holde kvæget i live og skjult for tropperne." P. 161-2
SAMMENLIGN MED ANDRE LANDE, vedr. pesten, bondeoprør, årstal
"Man kan skønne, at mellem 5 og 10 % af bondebefolkningen på en eller anden måde var i berøring med reaktionerne på forordningen af 15. april 1768, men proprietærfejden 1790-91 gav genlyd i landsbyerne, hvor stridens trykte indlæg blev købt og læst." p. 163
"Der var tilsvarende store variationer i kravene om hoveriydelser, og om analfabetismens geografiske fordeling er der tidligere talt Men også inden for landsdelene kunne de vertikale skel gøre sig markant gældende.Fra gods til gods kunne forholdene veksle mærkbart, og spredt mellem de almindelige bønder, der var fæstere til godserne, boede overalt hospitals-. stiftelses-, kommunitets- eller universitetsbønder, hvis vilkår gennemgående var fordelagtigere." p. 165
[Jeg skulle jo mene, at de omtalte forskelle, netop når de kan opleves lokalt, måtte fremme utilfredshed og oprør - beskrivelsen af forskellene strider i øvrigt mod beskrivelsen af landsbysammenholdet og - demokratiet (oldermænd, byhorn. o.s.v.)
Efter betegnelsen at dømme er oldermanden, samme sag som byældsten, som beskrevet af Anderson for Kikuyus vedkommende.]
"Nogle opstillinger af gårdregnskaber fra Giesegaard gods har via Søren Klestrups indlæg den begyndende reformdebat i 1782 haft stor betydning som dokumentation for bondens elendige tilstand umiddelbart før reformerne. Men på samme gods sad på samme tid den antagelig husmandsfødte fæster Poul Christensen (1723-1808), der ifølge godsregnskabet fra 1771 havde forstrakt herskabet med et lån på 200 rdl. Og man anførte sammesteds, at godsets samlede gæld til denne mand nu beløb sig til ialt 800 rdl." p. 166-7 Han er nævnt på siderne 166 - 9.
Orla Jordal, 2007
Må gerne gengives - helt eller delvist -med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.
This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: