Af Nina Bernstein
New York Times, 100805. engelsk original.
Fremmede borgere, som bytter fly på lufthavne i USA, kan lovligt gribes, tilbageholdes uden anklage, og uden adgang til advokat eller retsvæsenet og endda nægtes adgang til basale behov som mad, hævdede regeringens advokater i en forbundsdomstol i Brooklyn igår.
Påstanden blev fremført i mundtlige forhandlinger i en forbundsretssag anlagt af Maher Arar en canadisk borger (af syrisk oprindelse). Han hævder, at amerikanske embedsmænd tog ham i Kennedy International Airport (New York), da han var på vej hjem den 26 september 2002. Han blev sat ham i isolation på et arresthus i Brooklyn og derefter sendt til Syrien til forhør under tortur, fordi embedsmænd mente, at han var medlem af Al Qaeda. De vil have hans retssag afvist, delvis gennem at hævde en sjældent anvendt paragraf om særret for "statshemmeligheder".
Sagen er den første civile retssag mod den praksis, der kendes som "særlig overlevering" (extraordinary rendition), hvor terrormistænkte overføres til forhør i lande, der er kendte for at udøve tortur.
Efter at have studeret sagens akter udarbejdede dommer David G Trager fra Distriktsretten skriftlige spørgsmål til de 2 siders advokater til nærmere behandling, herunder en, der præcist handlede om hr Arars beskyldninger om ulovlig behandling i New York. Han siger, at han blev berøvet søvn og mad og blev groft forhørt i dagevis på lufthavnen og på Byens Arresthus i Brooklyn, hvor han hverken fik lov til at ringe til en advokat, sin familie eller den canadiske konsul.
"Er en sådan behandling af en indsat ikke - i enhver sammenhæng, kriminal, civil, grænsekontrol eller anden - stridende mod grundloven (Constitution) og klart etableret retspraksis ? spurgte dommer Trager.
Svaret fra Mary Mason, ledende advokat for regeringen i sagen, var: NEJ. Juridisk set, sagde hun, er enhver, der viser et fremmed pas i en amerikansk lufthavn, også selvom det bare handler om at bytte til et andet fly til et andet land, ansøger om at komme ind i USA. Hvis derefter regeringen beslutter, at passageren er en "udlænding, der ikke modtages", så står vedkommende uden for USA - og uden for grundloven - selvom vedkommende tilbageholdes i et fængsel i Brooklyn.
Selvom betegnelsen er sket på grund af en fejl eller sågar ulovligt, siger regeringens papirer, så har sådanne udlændinge i det højeste krav på ikke at lide "alvorlig fysisk overlast".
Under indvandringslovgivningen, påstod fr Mason fik hr Arar rigelig skyldig retsbeskyttelse, da han fik 5 dage til at påklage den afgørelse, der erklærede ham "udlænding, der ikke modtages".
"Bevisbyrden ligger hos udlændingen, han skal bevise, at han kan modtages. Det gjorde han ikke" sagde fr Mason.
"Gør I sådan med alle mennesker, der skifter fly ?" spurgte dommer Trager med hævede øjenbryn.
"Ja, alle skal vise, at de kan modtages" svarede fr Mason. På noget sæt, påstod hun, havde hr Arar bedre rettigheder end en amerikansk borger, fordi han kunne have påklaget sin deportation til Syrien, som han forlod som teenager, i henhold til Torturkonventionen. Han havde også 30 dage til at påklage sin udvisning, sagde hun.
Men David Cole, juraprofessor ved Georgetown universitetet, der førte sagen for hr Arar og Centeret for grundlovsrettigheder (Center for Constitutional Rights) hævdede, at regeringen havde nægtet hr Arar en meningsfyldt chance for at blive hørt, først ved at nægte ham at ringe til en advokat og senere ved at lyve overfor advokaten om, hvor han befandt sig.
Hr Arar, som havde fået at vide, at han ville blive deporteret til Canada, fik ikke en endelig skriftlig besked om, at han blev sendt til Syrien, før han sad med håndjern i det private fly, der fjernede ham fra USA, sagde hr Cole. Samtidig fik hans advokat besked på, at han var sendt til et fængsel i New Jersey.
"Vi kan ikke tage en borger, samle ham op i JFK og sende ham til Syrien til tortur" sagde han. "Vi kan ikke bruge det mod hr Arar, at han ikke påklagede afgørelsen, når [det skyldes at] han var låst inde i gravlignende celle i Syrien".
Dennis Barghaan, som repræsenterer fhv. justitsminister John Ashcroft, en af de forbundsmyndighedspersoner, der præsenteres for erstatningskrav i retssagen, påstod, at Kongressen og nylige juridiske afgørelser fortæller forbundsdomstolene, "hold snuden fra" udenlandske sager og nationale sikkerhedsspørgsmål, som tilfædet er i denne sag.
På adskillige punkter syntes dommeren at efterkomme den slags bekymringer. Han sagde, at han nægtede at læse et brev fra klageren, som beskrev vidnesbyrd for en canadisk undersøgelsesret i hr Arars sag, fordi han ikke vidste, hvordan han skulle behandle spørgsmål, som kunne forlange, at regeringen skulle bekræfte eller benægte hemmeligt stemplet information.
"Hvordan skal jeg gøre med det ?" sagde han og kløede sig i panden og fik en dybere panderynke, før han afbrød retshandlingen.
Oversat af Orla Jordal, www.jordals.dk som en public service.
Orla Jordal, 2005
Må gerne gengives med kildeangivelse.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: