Af Orla Jordal
En flok pæne vestlige intellektuelle, herunder danske og svenske fredsforskere, som jeg absolut respekterer, har skrevet en udtalelse med anvisninger på hvordan krisen i IAEA mellem USA og Iran kan løses.
Udtalelsen, "A Constructive EU-US Approach to the Iran Nuclear Dispute", kommer fra noget der kalder sig British American Security Information Council (BASIC) og findes på webadressen: http://www.basicint.org/countries/iran/statement.htm.
Hvis vi skal have en chance for komme i en reel samtale med Iran, som repræsenteret ved præsident Ahmedinejad, må vi respektere kendsgerningerne og give en klar beskrivelse af dem, ikke bare løse udtalelser, der måske kan være acceptable for amerikanske intellektuelle.
Det duer ikke med udtalelser som :"Irans genoptagelse af uranberigelse på Isfahananlægget og den fortsatte bygning af et tungtvandsanlæg ved Arak har, selvom de er lovlige, øget spændingen yderligere".
1. Et problem er Ikke-spredningsaftalen (NPT)
I sin oprindelse er den aftale en studehandel mellem dem-der-har atomvåben og dem-der-ikke-har.
Dem-der-har lovede at afskaffe deres atomvåben,
dem-der-ikke-har lovede ikke at skaffe sig dem.
Desværre sneg der sig en blind makker ind i spillet. Westinghouse og de andre firmaer, der leverer kernekraftanlæg, så NPT aftalen indeholder også et led om at fremme fredelig udnyttelse af atomkraft. Derfor er den vagthund, der skal holde øje med overholdelsen af NPT, Det internationale AtomEnergiAgentur, IAEA, pålagt to opgaver, der ikke kan forenes.
2. Hvis vi ser bort fra alle de andre problemer atomkraft giver, så er problemet i denne sammenhæng, at et atomkraftanlæg skal have beriget uran som brændsel. Hvis man ikke skal være afhængig af upålidelige vestlige magter, der hidtil har vist talrige eksempler på anvendelse af pres, må man have et berigningsanlæg og en uafhængig leverance af råuran, og berigningsprocessen er den samme, uanset om man vil standse ved lavberiget kraftværksuran eller gå videre til højberiget våbenuran.
Man kan altså ikke have kernekraft, uden at det samtidig giver mulighed for at fremstille atomvåben. (Med mindre man kan være tilfreds med at få sit berigede uran fra en atommagt, altså). Det er kerneproblemet i IAEA/NPTsystemet.
Iran har uranmalm. Så for at skaffe sig en uafhængig kernekraft, der ikke kan slukkes for, bare fordi en iransk politiker siger noget, som nogen i et Hvidt Hus langt borte ikke synes om, behøver Iran kun berigningsanlægget.
IAEA/NPTs problem løses alle andre steder ved inspektioner. Og her har man 2 systemer, det oprindelige, som indgår i selve aftalen og et udvidet, som er kommet til, i erkendelse af, at det andet ikke helt var tilstrækkeligt, men som rejser problemer omkring det inspekterede lands suverænitet. Iran har ikke tilsluttet sig det udvidede inspektionssystem - og det er netop en frivillig ekstraaftale som man kan tilslutte sig eller lade være. Grunden til at Iran ikke tilslutter sig ekstra aftalen antyder Firoz Osman i en artikel: "Irans udfordring af Atom Apartheiden": Iran/Osman mener, at inspektionsholdene i 1992/93 rapporterede til USA, før de gik til FN. (I den periode accepterede Iran midlertidigt den udvidede aftale)
(Osmans artikel: http://www.informationclearinghouse.info/article10437.htm, jeg har lagt en dansk oversættelse på www.jordals.dk/politik/osman.htm).
Det næste problem i NPT/IAEAsystemet er, at dem-der-har ikke overholder deres del af aftalen. USA og England arbejder på nye typer af atomvåben - altså præcist det modsatte af, hvad de har lovet.
3. Endelig er der den åbenbare diskrimination. Ahmedinejad kalder det Atom Apartheid. Man var igang med et atomkraftprojekt under Shahen, Osman hævder at anlægget var købt og betalt, men det blev ikke leveret efter Khomeinis revolution og i tiden siden da, er der lagt hindringer for Irans aftaler med andre lande om udvikling af kernekraft.
På disse 3 punkter er iranernes synspunkter et sted mellem absolutte kendsgerninger (lovligheden af deres projekt) og yderst naturlige bekymringer (leverancesikkerhed).
Læg dertil det hykleri, der ligger i, at IAEA ikke beskæftiger sig med Israels atomvåben og i at USA netop har ophævet sanktionerne mod Indien - der som ikke NPTmedlem har udviklet sine egne atomvåben.
Og vist bør ingen kunne acceptere Ahmedinejads forslag om at flytte Israel til Europa eller Alaska - men vi bør dog erkende, at det ikke er mere urimeligt, end det var, at oprette Israel på arabernes jord.
Vi, som europæere, bør starte med at konstatere, at når vi på grund af absolut berettiget dårlig samvittighed oprettede Israel, så flyttede vi bare uretten. Der blev ikke taget det ringeste hensyn til de arabere/palæstinensere, der boede der. Den begåede uret giver os en ganske særlig forpligtelse til at forsøge at skabe acceptable forhold i Mellemøsten, herunder den kernevåbenfrie zone, som Ahmedinejad bad om i sin FNtale, og som FNs sikkerhedsråd gentog et løfte om i en af Iraqresolutionerne (UNSC res 687, pkt 14).
Alle disse forhold er kun sporadisk nævnt i BASICudtalelsen, formentlig fordi man gerne vil have tilslutning fra amerikanske intellektuelle.
Udtalelsen siger at "hvis Iran eller en anden ikke-atom-magt skaffer sig atomvåben vil det true stabiliteten, være farligt, derfor må det undgås".
Heroverfor står Ahmedinejads udtalelse i FN: "Den islamiske republik Iran gentager sin tidligere og gentagne holdning, at i henhold til vore religiøse principper, er en bestræbelse på at skaffe sig atomvåben forbudt".
Hvorfor er vi alligevel bange ? Og hvorfor er det ikke urimeligt ?
Det skyldes den sikkerhedspolitiske situation som Iran befinder sig i. Sharon har bedt det israelske militær være klar til et angreb i marts. Israelske specialtropper overskrider den iranske grænse fra de kurdiske provinser i Nordiraq (hvor de uddanner kurdisk militær og politi, der sikkert gerne vil hjælpe de iranske kurdere). Iran har klaget over engelske agenters deltagelse i uroligheder i grænseområderne til Iraq. Amerikanske specialstyrker og spionfly (bemandede og ubemandede) flyver over landet. US Strategic Command har udført en - vellykket siger de - øvelse, der demonstrerer deres evne til hurtigt at angribe mål over hele kloden med kerne- eller konventionelle våben.
I den situation ville vi - ikke mindst de europæiske atommagter - tænke på at skaffe os atomvåben. Derfor er vi bange.
Og brager de løs over Iran, er det ikke sikkert, det kan holdes der - og nedfaldet når i hvertfald til os også. Derfor er det rimeligt at være bange.
Hvad kan vi gøre ved det ?
Det udtalelsen gør, er at forsøge at opstille nogen vilkår, som kunne få Iran til at acceptere:
"at afstå fra oprensning af brugt kernebrændstof, som lettere kan afledes til våbenformål og til at give afkald på sin ret efter artikel X i NPT til at trække sig ud af IAEAkontrolsystemet, eller i det mindste vedtage national lovgivning som binder den iranske regering til en ikke-kernevåbenpolitik for al fremtid, at standse opbygningen af tungtvandsanlægget
og at acceptere et indgående inspektionssystem".
Man omtaler ikke problemerne med, at inspektørerne i hvert kan tænkes at spionere for USA/Israel, man peger ikke på, hvad der skal ske med brugt brændstof. Som bekendt genoparbejdes brugt svensk kernebrændstof i Sellafield, så punktet med at Iran skal afskrive sig retten til genbrug her virker ikke rigtig rimeligt.
Men forslaget kan være et udgangspunkt, når det drejer sig om, hvad vil gerne vi have, at Iran skal give afkald på - af det de har deres fulde ret til.
Vi kan ikke tilbyde Iran en løsning af dets indlysende sikkerhedsproblemer. Løsningen findes ikke. Der er ingen beskyttelse mod atomvåben. Og som det ser ud, virker USA og Israel ikke lydhøre for argumenter.
Nu er vi jo altså alligevel bange, og vil gerne være fri for den ekstra trussel, der kan ligge i risikoen for en gang i fremtiden at se Iran med atomvåben. Så vi må gøre os megen umage med et tilbud til Iran, et tilbud, der giver, det lidt vi kan, og som i det mindste respekterer kendsgerninger. Mit forslag:
En rimelig beskrivelse af kendsgerningerne, både om NPT/IAEA, diskrimineringen og vore egne tomme hænder.
En fordømmelse af de amerikanske kernevåbentrusler mod ikke-atommagter i NPTaftalen (det er jo forbudt i aftalen).
En afbrydelse af al EUstøtte til Israel, så længe det har atomvåben og holder Palæstina besat; suppleret med løfte fra EU, som skyldig i Israels oprettelse på arabisk jord, om at betale erstatning til alle palæstinensere, som har lidt tab af jord, vand, liv, frihed eller kære.
Et løfte om en fair handel med Iran, som ikke vil blive standset på grund af amerikanske sanktioner.
Et løfte fra de europæiske kernevåbenmagter om, at de nu vil gøre det, de lovede, da NPT blev indgået, nemlig skrotte deres atomvåben (det burde ikke være så svært, som det umiddelbart kan lyde. At vi ikke kan forsvare Iran mod amerikanske atomvåben, viser jo netop klart, at de ikke kan forsvare noget som helst).
Det er desværre alt hvad EU/E3 kan give
men som udtryk for vores gode vilje må vi appellere til USA/Israel om at afstå fra enhver intervention i Iran, inklusive den, der allerede sker.
Udtalelsen fra BASIC er velment. Men det havde været klædeligt, hvis den havde givet en sandere beskrivelse af kendsgerningerne, hvis den havde været tydeligere og hvis den havde været mere fair.
Ikke mindst når nu situationen er den, at vi beder om noget uden at kunne give noget igen
Orla Jordal
Jordal Samfundskritisk