Éditions Complexe, 2002 ISBN 2-87027-784-9
Bogen er større end den umiddelbart ser ud. Meget tæt skrevet. Der er nærmest tale om en geografibog i dansk gymnasieforstand. Som sådan er den udmærket. Og tallene er gennemgående fra 2000.
Der er et tematisk index p. 142; et geografisk index p. 142; et personindex p. 143 og landeindex p. 143 og på p. 140 er der en kronologi, timeline fra 3300 f.v.t. til 2002.
Der er særskildte kapitler om det politiske system (p. 81 - 114) og om udenrigspolitikken (p. 115 - 139). Forholdet mellem Ægypten og USA behandles p. 128 - 131. Ayad taler om den "kolde fred" med Israel.
Al Ashar universitetet/moskeen gennemgås p. 48 - 52, islamisk økonomi p. 51, Al Ashar er ikke den ældste islamiske institution (grundlagt 969), men den væsentligste (sunni). De gejstlige her har betydelig politisk indflydelse. (p. 49 - 50).
Byerne behandles p. 63 - 70. Der bygges helt nye byer i ørkenen, det handler også om at få de folkelige kvarterer længere væk fra bycentrene. (p. 64).Alexandria, grundlagt 331 f.v.t., mere græsk end ægyptisk, isoleret fra resten af landet. (p. 68-69). Landet og landbrugsreformerne p. 70 - 80.
Ayad er positiv overfor økonomisk udvikling, liberalisering, globalisering, IMF og Verdensbanken.
Der er et godt afsnit om kopterne p. 53 - 62. Kopterne demonstrerede - for første gang, nogensinde - i 2001. De har ellers levet i fred fra 42 AD til da og udgjort en selvstændig kirke siden 451, hvor de skildte sig fra den byzantinske. Der er 3½ millioner koptere i Ægypten, p. 54. I begyndelsen af det 20. årh. talte sheiker i kirken og præster i moskeen, i den fælles kamp mod kolonimagten. Fra 1921 til 1952 var et stort antal koptere medlem af nationalistpartiet Wafd. ( p. 55). Den koptiske pave Chenouda III har side 57. Chenouda skaffede kopterne nogen popularitet ved at afvise en pilgrimsrejse til Jerusalem "før araberne fik deres rettigheder tilbage i den hellige stad". Pogromerne i Zawiya al-hamra og al-Kocheh, behandles p. 58. De gav anledning til, at Chenouda lukkede kirkerne for statens repræsentanter, hvad der gjorde Sadat rasende. Kopterne har aldrig støttet de vestlige kristne - ikke engang under korstogene (p.60). Den koptiske kirke opfattede 1900-tallets vestlige missionærer som en trussel, p. 62.
De ægyptiske jøder har side 61. Synagogen Ben Ezra byggedes 606 f.v.t. I det 3. årh. f.v.t. var 1/3 af Alexandrias indbyggere jøder. Det ægyptiske kommunistparti grundlagdes af det jødiske borgerskab i Kairo og Alexandria. Terrorhandlinger i Kairo mellem 1952 og 1954 tilskrives den israelske efterretningstjeneste.
Sinai gennemgås p. 77 - 80, inkl. Freds (Salam) hanalen. Et problem ved udvikling af Sinai er, at det kommer til at ske på bekostning af de lokale beduinstammer. (p. 80).
Der er små, gode oversigtskort over:
Ægypten med naboer, p. 4
Nilens hele forløb, p. 6
Det gamle, Det mellemste og Det nye Rige, p. 12
Alexander den Stores Rige og Det byzantiske Rige, p. 13
Omeijadernes, Mamelukkernes og Det ottomanske Rige, p. 14 - 15
Den arabiske Ligas lande, med befolkningstal, p. 20
Ægypten opfatter sig selv - som de andre store civilisationer - som Verdens navle, og som den naturlige leder af Den arabiske Verden. Samtidig er det almindeligt, at tage afstand fra de nyrige arabere fra f.eks. Golflandene. (p. 37).
I 2000 kunne knap 3 millioner hektar dyrkes - og der er 65 millioner indbyggere. (300.000 hektarer er allerede gået tabt til byudvikling). Landbruget anvender 90 % af vandet. Der produceres 3 millioner tons korn - og spises 7. Ægypten har derfor et akut behov for et totalt vandhusholdningssystem - som den bureaukratiske tradition burde muliggøre. Et system med omhyggelig adskillelse af industrielt og husholdningsspildevand; med opdragelse af befolkningen til at undgå forurening af husholdningsspildevandet; med anvendelse af husholdningsspildevandet på kornarealer, hvor parasitproblemerne bliver mindst; man kunne også forsøge sig med inddampning af visse typer af industrielt spildevand (Ikke Mariout-søen, der er forurenet med kviksølv, der let vil give anledning til luftforurening med diverse kviksølvforbindelser). - Derimod ville det være katastrofalt at følge Ayads forslag om at mindske landbrugets vandforbrug til fordel for byerne. Husholdningsspildevandet vil også bidrage til at erstatte den tabte næringstilførsel med dyndaflejringen fra oversvømmelserne. Som det går nu, gnaver byerne sig ind på landbrugsjorden - og forurener såvel flodvand som grundvand. (p.63).
Nasser begrænsede godsernes maksimale størrelse.
Det er ikke industrialisering og byudvikling - almindelig "økonomisk udvikling", men derimod en satsning på Ægyptens tusindårige tradition for central styring af landbruget, der kan løse landets problemer.
Den økonomiske liberalisering har - som alle andre steder - medført forarmelse af almindelige mennesker og ruinering af hundredtusinder med en opsparingskonto i vestligt drevne banker, (p. 51). Liberaliseringen, som beskrevet p. 108, ligner Jeltsin-perioden i Rusland med udbredt forarmning af den i forvejen fattige befolkning, tallene fremgår af de følgende sider; skandaler; salg af organer; o.s.v. Ayad har lært Washington-konsensus-argumentationen, så han skyder skylden på et stift arbejdsmarked ligesom han mener, at der uddannes for mange på universiteterne (p. 111). Selvom BNP på det nærmeste er fordoblet i 1990erne har det ikke nedsat fattigdommen. Uligheden er steget. (p.113).
Ægyptens krige har ikke handlet om at vinde land, men om at sikre sine handelsveje.
Hulagus mongolske invasion blev standset af den mamelukiske sultan Baibars i Ægypten (sidste halvdel af 1200-tallet).
Det første korstog blev venligt modtaget (før Jerusalems erobring) af fatimide-sultanerne. Det hjalp dem af med de Seldjukiske tyrkere. Tyrkiet (det medfører et venskab med Grækenland) og Iran betragtes traditionelt med skepsis, selvom de er islamiske. Korsfarerne forsøgte at invadere Ægypten 1249, men kong Louis IX blev taget til fange ved Mansura og frikøbt dyrt. Først i 1798 forsøger Napoleon igen. Det mamelukkiske aristokrati flygter straks. Men Napoleon slås af en engelsk tyrkisk styrke i 1801. "La "conversion" de Bonaparte à l'islam n'a pas compensé l'entrée des soldats français à cheval dans la mosquée d'al-Azhar." (p. 17). Det, at Napoleon konverterer til islam, kompenserede ikke for, at franske soldater red ind i Al Ashar moskeen. [En vestlig arrogance, som åbenbart stadig trives - og stadig giver samme resultat - nu for amerikanerne i Iraq. OJ].
Omskæring - også kvindelig - er en faraonisk - ikke en islamisk - tradition. (p. 36). Al-Ashars tolkning er, at den hverken er begrundet i koranen eller i Sunna.
Kulturelt dominerer Ægypten den arabiske verden. Det store befolningstal giver et godt økonomisk grundlag for såvel film som bøger (Sadats økonomiske liberalisering har svækket den ægyptiske dominans)(p.21). Derfor er ægyptisk-arabisk, den arabiske dialekt, der forstås videst omkring. Ægypterne tror selv, at den er nærmest koranens gamle arabisk - men sådan er det næppe. (p. 38).
Nassers mål var frigøre araberne fra Det vestlige Åg. (p. 121).
Ægypterne fulgte Nasser også efter nederlaget. De nægtede at godtage hans demission i 1967. (p. 40).
Det politiske system (p. 81 - 114) har alle udenværkerne, alligevel er Ægypten ikke et demokrati. (p. 81). Der er ingen adskillelse mellem udøvende og lovgivende magt [den dømmende er heller ikke uafhængig]. Præsidenten kan lovgive ved dekret og nedlægge veto mod lovgivning. Og han kan overføre retssager til militærtribunaler. [Hele denne beskrivelse gælder også for USA, hvor præsidenten tillige kan indskrive præsidentielle synspunkter i lovgivningen. Det skriver Ayad intet om, at den ægyptiske præsident gør ! OJ]. Den ægyptiske præsident kan også opløse parlamentet. Mubaraks rådgivere har større indflydelse end regeringen (p. 82). Som i andre regeringskredse er der nepotisme p. 84 (dog skaffede han sig en del goodwill, ved at lade Sadats bror, Esmat dømme). Ellers beskrives Mubarak som en skikkelig despot, p.82. I 1987, 1993 og 1999 blev han genvalgt - uden modkandidat. Det specielle ved Ægypten er, at de styrende ikke er en håndfuld generaler, heller ikke et politbureau eller præsidentens familie - men lidt af det hele(p.85). Der er rygter om, at han vil have sin yngste søn ind på posten - og USAs regering synes om ham. (p.87). Regeringen skaber nye oppositionspartier efter behov. (p.88). Det nationaldemokratiske parti absorberer de valgte uafhængige kandidater efter et valg. (p.91). Partierne gennemgås p. 93. Valgene siden 1981 gennemgås, p. 95. Forretningsverdenens store har et særligt kontaktorgan til præsidenten "Partnerskabet for vækst", skabt ved en aftale mellem Al Gore og Mubarak i 1995. (p.112). Kniber det slipper styret en skandale løs, p. 113.
Universiteternes selvstyre og pressens frihed er indskrænket. (p.92 - 94 og 114). NGOer må ikke have politisk eller fagforenings aktivitet (p. 95).
Forfatningen (fra 1971) er socialistisk præget med krav om 50 % repræsentation i parlamentet for arbejdere og bønder. Sadat indførte et flerpartistyre, men strammede snart systemet op igen. En lov fra 1981 forbyder offentlige møder og demonstrationer. (p.91).
Hæren er en vigtig men diskret økonomisk aktør. Den har landbrugsjord,
landbrugsmaskinfabrikker, medicinalindustri, bagerier og udfører offentlige
anlægsopgaver. (p.86).
Islamisterne - som tidligere sendtes til Afghanistan for at
bekæmpe Sovjet (ca 1984 - 1992) - forfølges nu hensynsløst. De mere moderate af slagsen, som
kunne stilles op til valgene i 1984 og 1987 også (p. 84 og 96 - 97). Sadat
brugte Jamaa islamiya til at bekæmpe venstreorienterede nasserister (p. 97).
Islamisterne behandles p. 96 - 106. Regeringen anvender også religiøs
argumentation - med risiko for at komme i en overbudsspiral med islamisterne (p.
96). Det fremgår indirekte af beskrivelsen, at islamisterne overtager
nasser-statens sociale rolle, finansieret islamisk ved at opkræve
"beskyttelsespenge" af de beskyttede fra de andre bog-religioner
(Dhimmis). Efter jordskælvet i 1992 er Det muslimske Broderskab først på
plads med nødhjælp (p. 102). Når jeg læser om den islamistiske vold i
1990erne (p. 103), kommer jeg til at tænke på Gladio-terroren
i Italien, statsterrorisme, der gør det muligt for staten at føre en upopulær
politik (efter amerikansk bud), de voldelige og utroværdige valg (p. 104)
ligeledes. Det er karakteristisk, at så længe Nasser kan føre en rimelig,
national og social politik, udgør Det muslimske Broderskab o.l. ingen trussel
(p. 105).
På side 89 - 90 er der en kronologi/timeline for politiske
begivenheder siden 1952.
Menneskerettighedssituationen behandles p. 98. (Den er ikke køn).
De hemmelige tjenester samarbejder i stigende grad med deres kolleger i Yemen, Libyen og Saudiarabien (p. 99).
Mohammed Atta er ægypter, en ny slags radikal militant, ukendt af efterretningstjenesterne, fra en velhavende familie, ikke særligt religiøs, studerede i Tyskland og kom tit tilbage til Ægypten.
Uddannelsessystemet får en kort omtale p. 112. Trods at 10 % af børnene ikke går i skole, planlægger man privatisering af skolevæsenet ! Dette "marked" udgør allerede 2 milliarder USD. Skolevæsenet er et sted for "socialisering og dressur". De islamiske velgørenhedsorganisationer tilbyder gratis kurser !
I 1990 er Ægypten med til at drive Iraq ud af Kuwait og får slettet sin våbengæld til USA, 7 milliarder USD. (p. 124 og 130). Det betyder også, at Ægypten igen bliver hjemsted for Den arabiske Liga. Efter første Golfkrig, 1990, er det Jordan, Yémen, Sudan (og PLO) er er ude af det gode selskab.(p. 124.). Denne politik har langtfra befolkningens tilslutning. Islamisterne styrkes af den anti-amerikanske holdning Golfkrigen fremkalder. (p. 125). I sagen, hvor en palæstinensisk gruppe havde kapret krydstogtsskibet Achille Lauro, oktober 1985, mæglede Ægypten, så passagererne sattes fri, mod frit lejde til terroristerne i Port Said, hvorfra de skulle flyves til Tunesien i et ægyptisk fly. Dette fly blev af amerikanske jagere tvunget ned på Sicilien. Man havde formentlig skaffet oplysning om ruten ved aflytning af den ægyptiske præsident, p. 130. Ayad forventer at Ægypten vil fjerne sig fra USA, efterhånden som den palæstinensiske fredsproces afspores. p, 130.
Forholdet mellem Ægypten og USA behandles p. 128 - 131, Forholdet til Europa, p. 132 - 133, Forholdet til Afrika, p. 133 - 139.
I forholdet til Afrika dominerer fordelingen af Nilens vand. I 1996 havde Ægypten 981 kubikmeter/indb, i 2025 forudses 637 kubikmeter. p. 133 - 134.
Ægypten støttede uafhængighedsbevægelserne og kampen mod apartheid (ikke mindst da Sydafrika allierede sig med Israel).
Borgerkrigen i Sydsudan, hvor Ægypten støtter SPLA. fik Ægypten til at støtte Juvénal Habyarimanas stærkt hutu-dominerede styre i Rwanda og Mobuto i Zaire, bl.a.med våben. Ægypten støtter Somalia (mod Ethiopien), p. 139.
Orla Jordal, 2007
Må gerne gengives - helt eller delvist -med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.
This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: