Information Clearing House, 141105
Originalens titel: "The case of Amir Peretz", engelsk udgave.
Det nylige valg af Amir Peretz til formand for det israelske arbejderparti er af meget større betydning end mange kommentatorer synes rede til at indrømme. For første gang ledes det israelske arbejderparti af en ildfuld arbejderklasseleder. Peretz er en relativt ung mand, der voksede op i et socialt boligbyggeri i Sderot, en sydlig israelsk barakby, som blev bygget specielt til arabiske jøder engang i 1950erne. På den tid kunne den jødiske askenazielite (*) ikke tåle tanken om, at arabiske jøder skulle oversvømme deres nyoprettede europæiske hovedbyer. Det store flertal af arabiske jøder var ikke en del af den israelske befolkningssammensætning før efter dannelsen af den jødiske stat. De blev bragt til Israel i store tal i en massiv udvandringsoperation, der ofte var påtvungen. Ideen bag operationen var, at det var nødvendigt at øge antallet af den jødiske befolkning, så man blev flere end den palæstinensiske befolkning, som nægtede at forlade landet i 1948. Når de var kommet til Israel, blev de arabiske jøder dårligt behandlet. Straks ved ankomsten følte de den hårde hånd af askenazioverherrernes diskrimination. De fleste af de nye immigranter blev anbragt i socialt byggeri i Negev ørkenen og lignende ikke så populære steder. De var der for at tjene den zionistiske sag enten som billig arbejdskraft eller bare som et menneskeligt skjold mellem de fremvoksende europæisk jødiske byer og de fjendtlige arabere.
Peretz voksede op i Sderot og i 1980erne blev han byens borgmester. I 1995 blev han valgt til formand for Histadrut, den største israelske fagforening. For få dage siden trådte han så ind på centeret af den israelske politiske scene. Han lykkedes med at erstatte Shimon Peres, den, der aldrig vil dø, men dog den mest slagne politiker i moderne historie.
Amir Peretz opkomst er så stor en revolution, at Sharon og Likudpartiet er i virkelig panik. Men det gælder ikke bare Likud, Shas, det ortodox sefardiske (*) parti er også meget bekymret. For første gang er det en verdslig sefardisk mand, der leder et af de 2 store partier. Og så er han endda et normalt menneskeligt væsen, han er ikke en heroisk veterangeneral fra det israelske forsvar. Han er ikke en gammel morder fra Mossad, han har ikke arabisk blod på hænderne. Han har ikke overtaget askenaziernes prætentiøse jargon. Han blev ikke udnævnt af en askenazipolitiker som politisk lokkemad for at tiltrække arabiske jøder. Han er en enkel israelsk mand, som lykkedes med at overtage det næststørste israelske parti og han gjorde det selv og han er en arabisk jøde.
Hr Peretz blev født i Marokko. Han flyttede til Israel da han var 4. Han har aldrig fornægtet sin oprindelse eller forsøgt at komme til at falde i med den askenaziisraelske verden. Jeg tillader mig at påstå, at hvis der er et fjernt håb for jødernes integration i området, så er det en mand som Peretz, der kan levere varen. Det er en mand som Peretz, selv araber, som kan behandle sine naboer med respekt. Overfor Shimon Peres' globale drøm om et "nyt mellemøsten" i hvilket Israel giver velstand til de "mindreværdige" arabere, så er Amir Peretz budskab til det israelske folk ganske simpelt og meget mindre pompøst: når vi tager os af vore sociale problemer, bliver vi også klar til at tale fred med vore naboer. Dette budskab stikker faktisk dybere end noget andet israelsk politisk manifest, jeg kan komme i tanke om. For det første er det sundt. For første gang er der en israelsk politiker, der betragter fred i sig selv som betydningsfuldt ikke bare som et tomt slogan. For første gang har vi en israelsk politiker, der ikke bare siger ordet "shalom**" for at sige det. Men ikke alene er Peretz budskab ægte, det kan også ses som et budskab til Den europæiske Union: Ikke Mere Global Kapitalisme. I stedet for at tjene de store virksomheders politiske ønsker, gør I klogere i at se i jeres egen baghave. Denne besked kan hjælpe de forvirrede franske venstrefløjsfolk til en angrebsvinkel på den løbende krise. Hvis der ikke kommer mere social retfærdighed ind i de nationale diskussioner, kan Europa blive til et helvede. Glem ikke, for mange er det allerede et helvede.
Det er ikke en tilfældighed, at Peretz kommer med et sådant budskab. Israel er foran Europa med hensyn til moralsk nedbrydning. Som en amerikaniseret stat har landet følt den globale politiks indflydelse gennem mange år. Israel er kun et mikrokosmos i den rasende kulturelle kamp. Som fronten i det såkaldte "kulturelle sammenstød" er Israel stedet, hvor Øst og Vest mødes. Hvor kolonimagten møder de undertrykte koloniserede. Hvor sort møder hvid. Israel er den smerte som den vestlige kolonialisme spredte over den arabiske verden. Israelerne er besætterne, men samtidig lider de selv som de første under at være de, der bærer den dømte politik.
Det israelske samfund falder fra hinanden under byrden af mange stridende interesser. På den ene side har vi de liberale Vestlige fodaftryk i form af hård kapitalisme og privatisering. Den israelske økonomi køres af store selskaber, hvad der i sig selv har ført til et samfund besat af forbrug. På den anden side ser man et hurtigt voksende gab mellem rig og fattig, noget der har udviklet sig til alvorlig social uro. Peretz opstigen er en direkte reaktion på den globale kapitalisme. Den lokale græsrodshelt er tilsyneladende det bedste svar på en ansigtsløs global fjende.
Det er hård kapitalisme og globale interesser, der kan gøre Amir Peretz til Israels næste premierminister. Det er ved at blive klart, at man kun kan konfrontere den globale kapitalisme ved at bekæmpe den lokalt og socialt. Det er, hvad det israelske arbejderparti har besluttet sig for at gøre. Klogt har man droppet den gamle globalist Peres til fordel for en mand af folket. Ved det næste valg skal det israelske folk vælge mellem den kendte Netanyahus hårde kapitalistiske syn og det råb om social omdannelse og lighed som ledes af hr. Peretz.
Jeg tillader mig at formode, at det også er, hvor Europa er på vej hen. Turbulensen på Labours bagsæder, som gav Blair et nederlag i Parlamentet for mindre end uge siden, peger i retning af, at det blive lokale bekymringer, der vælter Blair, snarere end hans mange krigsforbrydelser i Iraq. Hvis ikke Frankrig vælger en alvorligt ment social holdning er det på ved ud i en borgerkrig. Hvis den europæiske parlamentariske venstrefløj er interesseret i at redde sig selv sammen med Europa fra et komplet nederlag til de amerikanske værdier med grådighed og radikal egoisme, så skulle den nok studere Peretz' bevægelser i de kommende måneder. Den eneste udvej for det europæiske venstres overlevelse i denne fordømte tid er at distancere sig aldeles fra den-store-forretnings-politik. At vende sig mod en særlig social strategi, der handler om præcise lokale spørgsmål og omstændigheder, det er, hvad der er tilbage af nationalstaten.
http://www.gilad.co.uk* Man deler jøder i askenaziske og sefardiske, vestlige og østlige. Askenazi er de jøder, der har deres rod i Europa. Sefardi er de jøder, der har rod uden for Europa, typisk i de arabiske lande.
** shalom, fred på hebraisk
Oversat af Orla Jordal, www.jordals.dk, som en public service. Oversættelsen må anvendes, hvis der henvises til såvel forfatter som oversætter.