forkortet omskrivning ved Orla Jordal

fra Monde Diplomatique Octobre 2004, 18 - 19.

Over de sidste 20 år har Kina undergået en vækst, som har omformet landet til en væsentlig aktør i verdensøkonomien. Kina er på vej til at skabe et regionalt handelscentrum. Herved viser Kina, at Europa tager fejl, når man har troet, at den asiatiske kultur forhindrede området i at modernisere sig. Forandringens omfang medfører en ny diskussion om, om verdensøkonomiens centrum nu flytter tilbage til Asien.

Det vil ske, hvis Kina holder tempoet.

Før 1800 var Kina et af verdens økonomiske centre og dominerende med hensyn til fremstilling og dertil center for en regional handelsudveksling. Asien var det væsentligste område for såvel produktion som profit i verden. Adam Smith skrev i 1776, at Kina var meget rigere end alle europæiske lande.

I 1750 havde Asien næsten 70 % af den samlede verdensproduktion, Europa knapt 20 %. Endnu i 1800 er Asiens andel ca 65 % og Europas under 25 %. Først i 1860 efter 2. opiumskrig når Europas produktion op på over 50 % af verdensproduktionen og Asiens er faldet til godt 35 %. (Kinas andel er næsten halveret). Specielt er Asien stærk med hensyn til produktionen af tekstil, både bomuld og silke. I 1900 udgør Indiens og Kinas andel af verdensproduktionen kun knap 8 %.

Paul Bairoch citeres for, at Kina i 1750 havde et BNP pr indbygger på 228 USD (1960 værdi) mod 150 - 200 i de europæiske lande. I 1900 ligger begge på omkring 190 USD/indbygger.

Japan klarede sig udenom koloniseringen med et stærkt lukket centralistisk styre.

Opiumskrigene ledsagedes af en racisme, kineserne var "et folk af arbejdere", "havde et godt håndelag, men ingen ære" (citaternes oprindelse kan findes hos Golub).

Skiftet kom med den europæiske industrialisering begyndende i slutningen af 1700tallet, som fulgtes af kolonialismen, som spolerede såvel Indiens som Kinas tekstilproduktion m.m.m. Forbedringen i Europas produktivitet og konkurrenceevne rakte ikke til alene, den støttedes af gennemtvingelsen af ulige handelsvilkår. Man talte om frihandel - men gennemtvang en omstilling til eksport af råvarer (som man bestemte en lav pris på) [Dette mønster fortsættes i dag med WTO, Intellectual Property Rights, Liberalisering af handel med service o.s.v., OJ].

I 2002 eksporterer Kina for 134 milliarder USD til USA, for 77 milliarder USD til Europa og for 62 milliarder USD til Japan. Importen er på for 22 milliarder USD fra USA, for 32 milliarder fra Europa og for 53 milliarder fra Japan. [handelsoverskuddet investeres i US Treasury Bonds, OJ].

Ser man på en graf over de større regioners andel af verdenshandelen fra 1948 til 2003, så arbejder Europa sig op fra 30 % til 45 % (ca 1970) og svinger siden mellem 40 og 45 % med en bund 1983 og en top i 1993 og er nu for nedadgående. USA falder jævnt fra ca 27 % til godt 15 % i 1983 og stagnerer der. Asien stiger men først fra 1964 og så kraftigt til 1993 (til godt 25 %), siden meget moderat. Asien overtager USAs andel.

Man finder de gode grafer over udviklingen på Monde Diplomatique

Orla Jordal, 2004

Må gerne gengives med kildeangivelse.

Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk

Dokumentet er sidst redigeret: