Af William Arkin
150505 i Washington Post
Arkin er forfatter til: Code Names: Deciphering US Military Plans, Programs and Operations in the 9/11 World"
Tidligt sidste sommer godkendte forsvarsminister Donald H Rumsfeld en tophemmelig "midlertidig global beredskabsplan" som bad militæret gøre klar til og opretholde et beredskab til at angribe fjendtlige lande som udvikler masseødelæggelsesvåben, specielt Iran og Nordkorea.
2 måneder senere fortalte generalløjtnant Bruce Carlson, chef for den 8. luftstyrke en journalist, at hans flåde af B-2 og B-52 bombefly havde ændret deres arbejdsrutiner, så de kunne holde sig klar til den slags opgaver. "Vi er nu der, hvor vi i det væsentlige hele tiden er i alarmtilstand" sagde Carlson i et interview med Shreveport (La) Times. "Vi har kapacitet til at planlægge og udføre globale angreb" (global strikes). Carlson sagde, at hans styrker er den amerikanske strategiske kommandos "brændpunkt for globalt angreb" og at den kan udføre et angreb "på en ½ dag eller mindre".
I den militære planlægnings hemmelige verden er "global strike" blevet det udtryk der beskriver en bestemt form for forebyggende angreb. Når militære personer taler om "global strike" understreger de udtrykkets konventionelle dele. Overraskende nok viser det sig imidlertid, at "global strike" også har en kernevåbendel, hvilket er i modstrid med den traditionelle amerikanske opfattelse af kernevåbnenes defensive formål [det, der udtrykkes i det militære udtryk, "no first strike", OJ].
Den officielle amerikanske holdning til anvendelsen af kernevåben har ikke ændret sig. Siden slutningen af den kolde krig har USA taget skridt til at reducere vigtigheden af sit kernevåbenarsenal. Bushregeringen har sagt, at den forsat føler sig forpligtet til reducering af lageret af kernevåben, mens man fastholder en troværdig afskrækkelse mod andre kernevåbenmagter. Regeringen og militærpersoner har over de sidste år understreget denne kontinuitet i vidneudsagn til forskellige kongreskomiteer.
Et sammenfald af begivenheder begyndende med 11. september 2001 angrebene og præsidentens ligefremme forpligten sig til ideen om forebyggede angreb for at forhindre fremtidige angreb, har igangsat en proces, som har ført til en fundamental ændring i, hvordan det amerikanske militær kan besvare bestemte mulige trusler. Det er vigtigt at forstå, hvordan vi kom hertil og hvad det kan betyde for USAs politik - specielt er det vigtigt nu med det fornyede fokus sidste uge på Irans kernevåben hensigter og spekulation om, at Nordkorea kan være klar til at udføre sin første kernevåbenprøvesprængning.
Globalt angreb er blevet en kerneopgave for den strategiske kommando i Omaha, Stratcom. En gang havde Stratcom kun nationens kernevåben under sig; nu har den ansvaret for tilsyn med en global angrebsplan som både indeholder konventionelle og kernevåbenelementer. Præsident Bush udtalte sin definition af et "full-spectrum" globalt angreb i et hemmeligtstemplet direktiv i januar 2003, hvor det beskrives som "evnen til at levere hurtigt, med udvidet rækkevidde, præcisions kinetiske (kernevåben og konventionelle våben) og ikke-kinetiske (rumvåben og informationskrigs operationer) effekter til støtte for slagmarksmål og nationale mål".
Denne tilsløring af skellet mellem kernevåben og konventionelle våben kan - hvad enten det var hensigten eller ej - forhøje risikoen for, at man vil anvende kernevåbenløsningen. Første bevisdokument i sagen kunne være den nødplan for håndtering af "umiddelbare" trusler fra lande som Nordkorea eller Iran, som hedder CONPLAN 8022-02.
CONPLAN 8022 adskiller sig fra andre krigsplaner ved at den går ud fra en operation i lille skala og uden "støvler på jorden". Den typiske krigsplan indeholder en blanding af styrker - luft, jord og flåde - og tager højde for de logistiske og politiske dimensioner, hvad der skal til for at opretholde disse styrker i langstrakte operationer. Alle disse elementer kræver i almindelighed en betragtelig forberedelsestid for at være effektive. (Eksisterende Pentagon krigsplaner, som de ligger klar for bestemte regioner - på militærsk "teatre" - er i det væsentlige forsvarssvar på invasioner eller angreb. Globalstrikeplanen er en angrebsplan, der udløses af, at man opfatter en umiddelbar trussel og som udføres på præsidentens ordre).
CONPLAN 8022 forudser 2 forskellige scenarier. Det første er et svar på en specifik og umiddelbar kernevåbentrussel, f.eks. i Nordkorea. Et lynhurtigt, stærkt iscenesat slag med kombineret punktbombning, elektronisk krigsførelse og cyberangreb med det mål at lamme et nordkoreansk svar, med kommandosoldater i aktion dybt inde på fjendens territorium, måske endda ved at erobre kernevåbenet.
Det andet scenarie indeholder et mere alment angreb på modstanderens masseødelæggelsesvåbeninfrastruktur. Forestil dig, bare som et eksempel, at Iran annoncerer, at det starter et lynprogram for at bygge et atomvåben. Et mangesidet angreb med bombning (kinetisk) og cyberkrig (ikke-kinetisk) ville søge at ødelægge Irans program og special forces ville blive indsat for at sætte underjordiske anlæg ud af spillet eller isolere dem.
Ved at anvende alle de tricks, der står til USAs disposition, til at lamme et fjendeland - slukke for strømmen, forstyrre og narre radar og kommunikationer, trænge ind i computernetværk og forvanske elektroniske kommandoer - forstørrer "global strike" bombningens virkninger og fjerner nødvendigheden af at fysisk ødelægge de mål, der er sat ud af spillet på anden måde.
Derfor er kernevåbenelementet i CONPLAN 8022 - en speciel konstrueret atombombe til at trænge igennem og ødelægge dybt underjordiske strukturer, hvis de findes - særligt foruroligende. Den globale angrebsplan holder kernevåbenmuligheden i reserve, hvis efterretninger antyder en "forestående" start af et fjendtligt slag mod USA, eller hvis der er behov for at ødelægge et vanskeligt tilgængeligt mål.
Det er under alle omstændigheder vanskeligt at forestille sig en amerikansk præsident give ordre til et kernevåbenangreb på Iran eller Nordkorea. Men som den globale nødangrebsplanlægning er skudt længere ned i systemet, så er det samme sket med kernevåbenbeslutningen.
Det globale angreb har sin rod i tanker hos luftvåbnet - før Bush - om måder hvorpå man kan udnytte amerikansk præcision og fly, der ikke ses på radar (stealth), til at "sparke døren ind" i et forsvaret område, hvad der vil gøre det lettere for (måske endda helt undgå nødvendigheden af) at indsætte opfølgende operationer på jorden.
Begivenhederne den 11. i 9. ændrede planlægningens fokus. Der var ingen hyldeplan for et angreb på Afghanistan, ikke engang en skitse. I Afghanistan forbavsedes alle af den gensidige forstærkning af konventionelt bombardement og indsatsen af specialstyrker. Men vigtigst, masseødelæggelsesvåben kom i centrum for den amerikanske regering. Det er derfor ikke overraskende, at Pentagon kun 3 måneder efter denne jord-rystende begivenhed i sit 4 års Nuclear Posture Review pålagde militæret og Stratcom at skaffe større fleksibilitet i kernevåbenangrebsmulighederne mod Iraq, Iran, Nordkorea, Libyen, Syrien og Kina.
Stratcom overtog luftvåbenets koncept for "global strike" og lavede det til noget nyt. Til en vis del var det i erkendelse af, at militæret ikke havde nogen planer for visse situationer. F.eks. var den mulighed at nogen nation kunne skaffe sig evnen til direkte at angribe USA med et masseødelæggelsesvåben faldet i gennem sprækkerne i kommandostrukturen. Stillehavskommandoen på Hawaii havde f.eks stabler af krigsplaner på hylden for at svare på et nordkoreansk angreb på Sydkorea, inklusive nogen med kernevåben. Men hvis Nordkorea angreb USA direkte - eller mere præcist, hvis USAs efterretningstjenestenetværk fandt tegn på forberedelser til et sådant angreb, så havde Stillehavskommandoen ingen krigsplan parat.
I maj 2002 udsendte Rumsfeld en opdateret Vejledning i Forsvarsplanlægning, som pålagde militæret at udvikle en evne til at foretage "uvarslede angreb ...[for] hurtigt at nedkæmpe fra en fremskudt afskrækkelsesstilling". Den Nationale Sikkerhedsstrategi efter 9/11 udgivet i september 2002, fastslog forebyggende angreb, og at USA må være forberedt på at standse bøllestater og deres terroristklienter, før de er i stand til at true med eller bruge masseødelæggelsesvåben mod USA eller vore allierede".
"Vi kan ikke lade vore fjender slå først" skrev præsident Bush i det Nationale Sikkerhedsdokument.
Stratcom skabte en midlertidig afdeling for "global strike" for at omsætte den nye politik med forebyggede angreb til en anvendelig praktisk realitet. I december 2002 fortalte admiral James O Ellis Jr, der dengang var chef for Stratcom, en gruppe af forretningsmænd i Omaha, at hans kommando havde fået pålagt opgaven at udvikle en evne til at kunne slå til overalt i verden indenfor minutter efter at et mål var opdaget.
Ellis stillede sine tilhørere følgende spørgsmål: "Hvis du kan finde dette tidskritiske terroristmål eller den samling af masseødelæggelsesvåben og du har minutter snarere end timer eller dage til at behandle sagen, hvordan langer du så ud og fjerner den trussel mod vor nation en halv verden herfra ?"
CONPLAN 8022-02 var færdig i november 2003 og indeholdt for første gang en forebyggende angrebsevne mod Iran og Nordkorea. I januar 2004 bekræftede Ellis Stratcoms beredskab til globalt angreb overfor forsvarsministeren og præsidenten.
Ved ceremonien for Ellis' afsked i juli sagde general Richard B Myers, formand for fællesgeneralstaben en tilhørerskare i Omaha at "præsidenten pålagde dig at "være klar til at slå til med øjebliks varsel i et hvilket som helst hjørne af verden [og] det er præcist, hvad du har gjort".
Efter at amerikansk militær [i bogstaveligste betydning endda] er løbet fast ude i sandet i Afghanistan og Iraq, har mange militære hoveder fået mere smag for tiltrækningen i "global strike" planlægningen. Stratcom planlæggerne, som har forstået, at de amerikanske markstyrker allerede er overbelastede, siger, at "global strike" skal være klar til at blive igangsat "uden at måtte ty til et større antal almindelige styrker".
Kombinerer man doktrinen om forebyggende angreb med en "hjemlandsikkerheds" æstetik som mener, at kun hypervagtsomhed og parathed står i vejen for et nyt 9/11, så forstår man klart, hvorfor "global strike" nåede netop dertil, hvor det står. 9/11 angrebene ramte landet overrumplende og den naturlige reaktion for beredskabsplanlæggere er, at forsøge at fjerne risikoen for nye overraskelser i fremtiden. Nuclear Posture Review og Rumsfelds hemmeligtstemplede Forsvarsplanlægnings Vejledning krævede begge mere fleksible muligheder for anvendelse af kernevåben.
Planlæggerne bag "global strike" tror måske, at de har fundet en måde at holde kernevåbenånden i flasken; men de er også nødt til at imødekomme en overbevisning hos dem i regeringens inderste cirkel, som har overbevist sig selv om, at truslernes alvorlighed kræver, at USA ikke engagerer sig i nogen langstrakt debat, men at man må forberede sig for det værste og håbe det bedste.
Selvom det officielle mantra i Washington altid har været "vi diskuterer ikke vore krigsplaner" er der her en virkelig knibe, der skriger på debat: Klassisk set kan militær styrke og beredskabsplanlægning afskrække en angriber fra at starte fjendtlige handlinger enten ved at true med straf eller ved at vise en forberedthed, der gør det usandsynligt, at angriberens mål kan nås. En kernevåbenmulighed og en sikker gengældelsesstyrke kunne yderligere hjælpe med at afskrække fra et angreb - altså hvis truslen er troværdig set fra angriberens synsvinkel.
Men "global strike" beredskabsplanen kan ikke være en troværdig trussel, hvis den ikke er offentligt kendt. Og selvom CONPLAN 8022 forudser en ren, indsats over kort tid til forsvar af amerikansk sikkerhed, så kan et forebyggende overraskelsesangreb (ikke mindst et med kernevåben) udløse en mangfoldighed af yderligere og uforudsete konsekvenser. Så ud fra begge vinkler - hvorfor taler vi ikke om det ?
Oversat af Orla Jordal, www.jordals.dk som en public service. Den originale version findes på www.informationclearinghouse.info/article8857.htm