Et retssystem indebærer som sit nok allervigtigste grundlag princippet om en forudsigelig og konsistent anvendelse af det samme retsgrundlag overfor stærke og svage på ligevis. Når nogen stærk magt tager retten i egen hånd undermineres retssystemet, ganske som det sker ved enhver form for selvtægt i forhold til det nationale retssystem. På samme måde undermineres såvel nationale som internationale retssystemer, hvis særligt priviligerede - f.eks. rige - kan købe eller på anden vis presse sig til en særbehandling.
FN, der sammen med/gennem International Court of Justice (Haag-domstolen) og International Criminal Court (den nye internationale domstol, der skal tage sig af bl.a. krigsforbrydere) er det nærmeste vi kommer et international retssystem, har svigtet gentagne gange, specielt i Afrika med millioner af døde som resultat. Men det vi lige har set, at Sikkerhedsrådets opgave som garanti for international fred og sikkerhed udfordres, endda af 2 permanente medlemmer (som støttes af Danmark !) er noget nyt og meget farligt.
FNs Charter, artikel 1, 1. paragraf, slår fast, at organisationens centrale opgave er "med fredelige midler og i overensstemmelse med retsprincipper og international lov at finde løsninger på internationale uoverensstemmelser eller situationer, der kan føre til brud på freden".
Dette er så centralt, så vigtigt, at det altså dels udgør første bestemmelse overhovedet i Charteret, dels gentages det i et andet ordvalg i artikel 2. Artikel 2, 4. paragraf slår specielt fast, at medlemsstaterne skal afstå fra at anvende trusler eller magt mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed (enhver bestræbelse på at opnå et regimeskifte, f.eks. i Iraq strider herimod !).
Det er hævet over enhver tvivl, at de citerede bestemmelser, Charteret som helhed og alt, hvad der i øvrigt foreligger af retsgrundlag, generelt forbyder magtanvendelse.
Der findes kun to undtagelser fra den regel. I henhold til paragraf 51 har man lov til at yde militær modstand mod et direkte angreb, indtil Sikkerhedsrådet kan tage affære. Endelig kan Sikkerhedsrådet beslutte magtanvendelse på FNs vegne; Kapitel VII.
Retsgrundlaget skal yderligere ses på baggrund af Nürnberg-Domstolens Charter og de domsbegrundelser, der anvendtes her. En central udtalelse herfra er: "Det at starte en angrebskrig er ikke blot en international forbrydelse, men det er den værste internationale forbrydelse, som adskiller sig fra alle andre krigsforbrydelser ved at den i sig indeholder det samlede heles ondskab".
Nürnberg-domstolen definerer forbrydelser mod freden således:
"Planlægning af, starten af, førelsen af en angrebskrig eller en krig i strid med internationale traktater, aftaler eller forsikringer og deltagelse i en fælles planlægning heraf". Det slås også fast, at man kan strafforfølges selvom man er regeringsleder og selvom man handler efter ordre.
Der er altså et helt personligt ansvar.
Der er ingen tvivl om, at krigen i Iraq er en angrebskrig og at dens formål, regimeskifte i Baghdad strider mod FNs Charter.
Derfor anklager jeg, statsminister Anders Fogh Rasmussen, udenrigsminister Per Stig Møller og forsvarsminster XX, samt deres respektive departementschefer for forbrydelser mod freden og håber, at en eller flere af Danmarks retsindige retslærde indenfor international ret vil hjælpe med at få en sådan anklage forelagt den Internationale Kriminalret (ICC).
Vagn Greve eller anden retskyndig bør også interessere sig for, om de særlige retsforhold, der gælder under krigstilstand, faktisk har gyldighed, når krigen strider mod international ret.
Jeg henviser til "Tearing up the rules: The illegality of invading Iraq fra The Center for Economic and Social Rights, www.cesr.org for en uddybning af de juridiske forhold.
I fortsættelse af sidste ugebrev, skal jeg henvise til Richard Falk: "Will the Empire be Fascist ?", www.transnational.org/forum/meet/2003/Falk_Fascist_Empire.html.
DEMENTI
Jeg beklager udsendelsen af den link til et vittighedssite, der fulgte med meddelelsen om, at der intet ugebrev var i forrige uge.
Dokumentet er sidst redigeret: