Jeg har altid opfattet den amerikanske satsning på højere uddannelse som en reaktion på Sovjetunionens uddannelsesmæssige overlegenhed, demonstreret i opsendelsen i rummet af Lajka i 1957 og senere Gagarin i 1961. Jeg bygger den opfattelse på, at Biological Sciences Curriculum Study og formentlig tilsvarende bestræbelser på at forbedre gymnasieuddannelserne indholdsmæssigt med bistand fra fagets universitetsfolk - som vi kopierede - startedes i 1959 og endte i "Molecules to Man" i 1963. (Der har vi til gengæld et paradoks. NU kæmper til reaktionære kristne grupper jo for, at den biologiske undervisning skal bygge på "intelligent skabelse", mens et af de store fremskridt med BSCS netop var, at biologiundervisningen fik evolutionen som samlende, skal vi sige ideologisk, grundlag.) Det er i overensstemmelse med den opfattelse, at konkurrencen med et mere demokratisk system medfører et bedre uddannelsessystem, at uddannelsen på Macao er gratis.
Også satsningen på flere universiteter, flere studenter, deler Danmark med USA. Roskilde Universitetscenter, senere Ålborg, Odense og Sydjylland. Den bredere adgang var nødvendig for at mobilisere intelligensreserven. Som vi ser det med K.B. Andersen og hans "barn" Højere Forberelseseksamen (HF). Jeg oplevede det den gang som en klar satsning i konkurrencen med Sovjetunionen. Og det er stadig min opfattelse, at det var, hvad det var.
Derfor var den udvikling ikke paradoksal.
Newfield fremhæver - absolut med rette - at demokratiseringen af de højere uddannelser var et ideelt instrument til at kamuflere den sociale struktur ved at iklæde den et meritokratis* klæder. Den udvidede adgang til højere uddannelse medførte en politisk vækkelse, en større selvbevidsthed og et ønske om indflydelse. Som Newfield udtrykker det, universitetet så ud til at arbejde i en syntese mellem offentlig service og ypperlighed, lighed og rigdom. Newfield nævner ikke, at udviklingen med at gøre gymnasieundervisningen mere "videnskabelig" også medførte en mere kritisk, anti-autoritær holdning. Den politiske vækkelse og den kritiske holdning var det, der førte til det, man kalder 68-oprøret i alle dets afskygninger. Og den del var uønsket.
Som Newfield siger: Universitetet fortsatte med at tjene det kapitalisriske system, men forsøgte at slippe fri af sin afhængighed og hellige sig udformningen af former for menneskelige fremskridt, som var fjernt fra den amerikanske besættelse af økonomisk vækst. Den nye uddannede middelklasse engagerede sig for borgerrettigheder, mod Vietnamkrigen og satte i det hele spørgsmålstegn ved spillereglerne. Han henviser til John Kenneth Galbraith's begreb: technostructure (The New Industrial State). Den heri deltagende uddannede mellemklasse afviser autoritære ledere. [Galbraith beskriver den endda som gruppearbejdende, med en økonomisk gruppemoral, der afviser, at man tilraner sig privat profit på gruppens bekostning ! Her kan man tale om paradox. OJ]
Man forstår på den baggrund, siger Newfield, at de højrekræfter, som kom til magten i 1980erne måtte iværksætte en "kulturel krig" herimod. Første mål var statsuniversiteterne. Her bekæmpedes især "politisk korrekthed", altså kampen mod racediskrimination, ønsket om selvstyrende arbejde, snævert akademisk styret forskning uden hensyn til markedskræfterne, viden uden direkte økonomiske resultater. Et kraftigt middel i kampen var privatisering og en stram økonomisk styring. (University of California er budgettet beskåret med 40 % siden 1990 !).
En yderligere sikring af lydige universitetskandidater opnås ved den stigende studenterlåntagning. Newfield siger, at 3/4 af de amerikanske famlier må optage lån for at finansiere børnenes uddannelser.
Mumia Abu-Jamal skriver som citat fra en tale af Jean Genet (020570) på Yale University, p. 204, "-you must now face life directly and no longer in comfortable aquariums - I mean the American universities - which rise goldfish capable of no more than blowing bubbles."
Le Monde diplomatique - septembre 2007, straks efter Newfields artikel følger: Christophe Charle, Derrière l'« autonomie » des universités. Faut-il coter les facultés européennes ? En af følgerne er, at man begynder at give universiteterne karakterer. Som gammel lærer ved jeg noget om, hvor arbitrært ethvert forsøg på at samle vurderingen af en elev, en opgave, en præstation og sandelig da også et universitet i 1 tal. Jo mere komplekst det vurderede objekt er, desto sværere. Charle beskriver nogen af de forsøg, der er gjort, med at give universiteter karakterer. På grundlag af kandidaternes løn 3 år efter eksamen, procentdelen, der har job 3 måneder efter eksamen, andelen af kvindelige studerende og mange andre "objektive" kriterier er anvendt. Man forsøger også at anvende antallet af artikle i "peer-reviewed" tidsskrifter. Men ofte er den slags jo skrevet af en gruppe forskere fra forskellige universiteter - og i vurderingen af den enkelte forsker har man meget bøvl med at vurdere, hvem der bare har siddet og hvem der har udført arbejdet !
Enhver med lidt kendskab til universitetsuddannelser kan se, at jo mere præcist kriteriet er, desto mindre relevant i forhold til det videnskabelige niveau - som vel burde være det væsentlige.
Også Charle understreger, at bliver universiteterne selvstyrende økonomiske enheder så undertrykker man den kritiske forskning/holdning, og legitimerer voksende sociale forskelle.
* at man får status efter fortjeneste
John Kenneth Galbraith: The New Industrial State, Penguin, 1969: p. 124: "Members of the technostructure have advance knowledge of products and process, price changes, impending government contracts and, in the fashionable jargon of our time, technical breakthroughs. Advantage could be taken of this information. Were everyone to seek to do so - by operations in the stock of the company, or in that of suppliers, in commodity markets, by taking themselves and their knowledge into the employ of another firm for a price - the corporation would be a chaos of competitive avarice. But these are not the sort of thing that a good company man does; a remarkably effective code bans such behaviour. Group decision-making ensures, moreover, that almost everyone's actions and even thoughts are known to others. This acts to enforce the code and, more than incidentally, a high standard of personal honesty as well. The technostructure does not permit of the privacy that misfeasance and malfeasance require. So the technostructure, as a matter of necessity, bans personal profit-making."
Orla Jordal, 2007
Må gerne gengives - helt eller delvist -med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.
This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: