Der kommer også et par gode nye udtryk.
Let. Charmerende.Ikke min første anbefaling.
Og jeg har kontrolleret hos Boas/Thomsen, hugormen er vivipar (æggene klækkes i moderen).
Til sidst forsvandt åen ud i en sø eller i havet, og den var ingen å længere, den opløstes, blev til noget andet, som ikke var til at overskue. Den var ikke en å længere, men den var bedst som å. 11
Sedlerne regnede han ikke med, de var til noget andet, men selv en kobberfemøre kunne man få meget for: 26
Det var mærkeligt at have en far, der var skoleinspektør, når man selv gik i skole og hørte, hvad de andre sagde om skoleinspektøren. Skoleinspektøren var ham, der gav slag, og det var ikke godt at komme til inspektøren. 35
Han sov slet ikke. Men han glædede sig til at sove. ligesom han glædede sig over at spise stegt flæsk og drikke Chabeso sammen med Augusta, ligesom han glædede sig til hele dagen, hvis man kunne glæde sig baglæns. 37
De nåede frem til et sted i skoven, hvor der ikke var så mange grantræer, men ligesom en slags dal med nogle høje buske, der virkede meget mørke. Det var enebærbuske, og han tænkte på, at de hørte sammen med sangen, men han kunne ikke få dem til at ligne. 41
... der groede bregner og noget Augusta sagde var padderokker. ... men Morten kunne eller ikke få dem til at passe, fordi padderokker lød mere som dyr. Der var altså en sang og nogle buske, der ikke hørte sammen, selv om de gjorde, og så planter, der i virkeligheden var dyr. 42
Der havde ikke været nogen
grusgrav før, men nu havde de fundet den, og den lå dér bag ved de høje
træer og buskene og de høje bjørneklo og skræpperne og lerskrænterne og træerne,
der var ved at falde ned. Den havde været der hele tiden, og der kom sikkert
også andre mennesker, men lige nu var den deres. En gang imellem var der ingen
vind, så kom den pludselig. Det var mærkeligt, at tingene skiftede. Man ville
gerne have, at de skulle blive, når de engang var. Ikke fordi Morten gerne ville
have, at det skulle blæse hele tiden eller regne, solen skulle helst skinne. Det
var mere det, at han vænnede sig til, at noget var der, og så skulle det helst
blive, for det var det bedste. Han følte, at grusgraven, som de havde fundet,
var deres. Svalerne, som dykkede ned over den, og rygsvømmerne, der for hen over
vandet, var deres. Selv stilheden og den pludselige vind og lyden af bevægelsen
i trækronerne var deres. Og skulle blive ved med at være det og på den samme
måde. 87
[bogønsker findes i *.wpd]
Orla Jordal, 2007
Må gerne gengives - helt eller delvist -med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.
This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: