Sørgemarchen foregår blandt partisaner på Peloponnes under den
græske borgerkrig 1946-49, som jeg ligesom Patatzis opfatter som fortsættelse af
den græske modstandsbevægelse mod
tyskerne. Man kan se bogen, som hans opgør med
"forræderiet inden for hans egne rækker mod de idealer, han havde kæmpet for."
(citeret fra bagsideteksten). Forræderierne, fraktionskampene, fik mig til at
mindes Preben, Benito, Morten, Aksel, Poul, Ejgil, Gert, Holger, Pia, Hanne, Kai, Otto,
togføreren o.s.v. (de
sidste fire dog med respekt og glæde !).
Det er en stærk, sørgmunter og fængslende roman om den krig, der desværre var afgjort på forhånd af den altfor ordholdende J.V. Stalin på Jalta-konferencen februar 1945, (uformelt aftalt allerede i marts 1943, se Ganser), hvor han aftalte med Winston Churchill, at Grækenland var britisk - uden at fortælle grækerne det !
Dette illustrerer udover Stalins ordholdenhed også sir Winstons forhold til begreberne demokrati, frihed og selvbestemmelse !!! - og den græske modstandsbevægelses fredelige sindelag.
Jeg forsøger at finde ud af, om det, som det ser ud i bogen, også viser Titos trofasthed overfor Komintern ! Ganser mener, at han blev smidt ud af Komintern i 1948, fordi han stadig ville støtte grækerne.
Trods romanens humor - eller er det snarere - understreget af denne - er det en særdeles trist historie.
Romanen er værd at læse, man bliver klogere af den. Selv om der er stilforskelle mellem græske partisaner i 1940erne, danske socialister i 1960erne og 1990erne, er problemerne, de personlige intriger, magtkampe uden reelt politisk indhold og andre lignende menneskelige tåbeligheder de samme.
Jeg anbefaler at læse noterne først, hvis ikke din paratviden om Balkan i 1940erne er stor.
Behandlingen af den sårede tyske soldat, Hans, og striden herom, er en positiv afvigelse fra det ellers ret triste billede.
Der er rigtige mennesker i bogen - som i virkeligheden blandet op med katekisme-tro, egoister, slyngler etc. Og indimellem er den direkte morsom.
- BBC's kaldesignal - kan De slet ikke huske det? De startede udsendelserne med et appetitvækkende „dum-dum-dum-dum" for at skabe den rette atmosfære. Og derpå ... „Her er London! Død over forræderne!" Sandelig en mærkelig tid! Storslået, tragisk og samtidig latterlig. Normalt burde disse „dum-dum-dum-dum" have skabt et billede i vores hjerner af kannibaler, som danser omkring gryden, hvor missionæren bliver kogt. Og måske var det netop deres dybeste mening: „Æd..æd så mange I kan!"
Men vi lyttede til dem som et glædens, håbets, frihedens og menneskelighedens budskab. Det var vores store illusion. Og deres store bedrageri. Men hvordan hørte Deres bror det? Hørte han det også som et „dum-dum-dum-dum" eller som et „ding-ding-ding-ding"?
- Hvad betyder nu dette „ding-ding-ding-ding"?
- Pund. Guldpund som englænderne uddelte i sækkevis af som grus hentet ved stranden.
- Vil du dermed sige, at min bror modtog penge?
- Det ved jeg ikke. Jeg ved blot, at i samme øjeblik „troldmændene" i London begyndte at spille „tam-tam" for at vi skulle æde „forræderne", kom nogle andre „troldmænd" i undervandsbåde, meget hemmelighedsfulde, og de sagde til forræderne: „Vrøvl! Dum-dum-dum-dum er blot til at snyde med. Fortsæt jeres arbejde og vær ikke bange for noget!" 70
- De kaster dem bagbundne i havet indhyllet i en sæk, hvor de også har anbragt en kat. Dyret bliver vanvittigt, når det forstår, at det er ved at drukne, og det kæmper for at flå sækken i stykker med dets klør eller tænder men for det meste er det menneskets kød, der bliver flænset op. 75
Spartanerne drog dybt nedværdigede bort, forberedte et nyt angreb og foretog nok et anfald. Men igen fik de smadret deres fjæs mod murene. „De kommer! De kommer!" råbte amyklaierne, så snart de bemærkede en mistænkelig bevægelse uden for Sparta. Men dengang fandtes der ikke kikkerter. Det skete nogle gange, at den „mistænkelige bevægelse" ikke var andet end nogle geder, der græssede fredeligt eller okser, som blev ført til vanding ved bredden af Eurotas. På den måde blev amyklaierne ofte narret og lukkede sig indenfor murene, uden der var nogen grund til det. Det skete for dem to gange, fem gange, ti, femten, tyve gange. De kunne ikke holde til det ret meget længere. Der måtte træffes strenge forholdsregler. Deres Centralkomité, lad os kalde den sådan, trådte sammen og traf en beslutning: den som råber „spartanerne kommer" uden grund, skulle straks slås ihjel, og portene skulle ikke lukkes, hvis der ikke først var kommet ordre dertil „ovenfra". Allerede den næste dag var der nogen, der blev henrettede. De havde ikke troet, det var alvorligt ment. Og kort efter havde frygtens tavshed bredt sig. På den måde fandtes der ikke længere nogen til at råbe op, hvis spartanerne endelig skulle drage ud. „Hvis det nu skulle være geder?" tænkte de alle skælvende af frygt. En dag kom spartanerne, de fandt portene åbne og drog ind i byen, som havde det været til en militærparade. Hvad der ikke var lykkedes for dem i trehundrede år med våben, opnåede de nu indenfor en time med den frygtens tavshed, som amyklaierne selv havde indført. Og siden blev det ordsprog tilbage i hele den klassiske verden „Amyklaierne gik under på grund af tavshed". 116
Men nu var hans ungdomsdrømmes tåger blevet spredt, han så helt tydeligt hvad marxismen var, eller hvad den var endt med at blive: et velorganiseret System, der bliver vist frem som en åbenbaret sandhed og fungerer om en religion for masserne. 119
For fader Fotis blev denne morgen begyndelsen til en kvalfuld dag. Først fik han besværligheder med Areti, for i samme øjeblik hun så ham tage brødkniven frem, løb hun ned i hønsehuset for at redde sin elskede hanes liv - den var velnæret som en bispemedarbejder og havde rødgyldne fjer og en tyk kam. Men det var netop den, præsten havde tænkt sig at ville ofre til den „guddommelige" Jacqueline.
Der blev udkæmpet et stort slag. Præsten jagtede den med kniven, men hver gang han havde fået den trængt op i en krog, stillede Areti sig imellem og gav den lejlighed til at stikke af igen. Til sidst tog hun den endda i sin favn, og mens hun overdængede dens kam med kys og tårer, erklærede hun overfor sin far, at han først måtte slagte hende, før han kunne tage den ud af hendes favn 160
Der kom hurtigt gang i festen. Partisanerne dansede forskellige danse. Også Klippen tog del i dansen, han trak - med magt - den Store Digter med, en ting der ikke stod i programmet, og måske af denne grund viste det sig at være temmelig uheldigt, for mange af de plumpe drenge mistede enhver form for agtelse over for poesien i al almindelighed, da de så kampens skjald danse vraltende rundt som en bjørn.
Jacqueline lod til at være begejstret. Hun klappede næsten hele tiden i hænderne, som var hun medlem af en partikongres, hvor generalsekretæren holdt tale. Til sidst deltog hun også i dansen, og kastede sig ud i en folkedans, hvor klarinetten hylede med rytmer, der var tydelig i familie med „cha, cha, cha". 174
- Min „teori" er en anden, svarede Aristos næsten imødekommende. Det jeg siger nu, er kun et udtryk for undren: eftersom vi vidste, at vi ingen våben havde, hvorfor lavede vi så revolution? Og hvis vi af en eller anden grund burde lave den, hvorfor skyndte vi os så straks at aflevere vores våben ved Varkiza-overenskomsten, for dernæst at rejse os igen? Og da vi nu engang rejste os uden våben, hvorfor begrænsede vi os så ikke til en simpel partisankrig? 192
Og det er sket for alle politikere fra Perikles til Julius Cæsar, til Churchill og Roosevelt. Selv om nogle af dem var af første kvalitet i begyndelsen af deres karriere, blev de - tvunget af nødvendigheden - ødelagt på deres vej. For du kan aldrig nå frem til magtens tinde uden at være blevet ødelagt undervejs. 199
Og hvad os angår, vil dette være vores tragedie: at vores skæbner altid vil blive dirigeret af fjerdeklasses mennesker. 199
- Og hvor skal han hen? [han er en såret tysk soldat]
- Hvor skal vi hen?
- Er du vanvittig? Han kan jo ikke gå.
- Det ved jeg.
- Hvor skal vi slæbe ham hen, når han kun har et ben at stå på?
- Hvor vi selv skal slæbe os hen. Hvis vi efterlod ham her, ville de allerede henrette ham nu til morgen. 210
Antigone kunne naturligvis godt rødme - hun var allerede blevet rød som en valmue - men hun havde endnu ikke forstået, hvorfor hun var skyld i sin fars rigdom. 215
- Ja, og det er min brøler ... Du må vide, at jeg er forfærdelig kejtet overfor kvinder, og jeg begår altid brølere. Især overfor dem, som er smukke.
Hun smilede til ham og trak vejret meget dybt med en tydelig lettelse.
- Det er et meget tiltalende træk, sagde hun.
- At jeg begår bommerter?
-Ja, fordi de, som kun er ude efter en fed medgift, plejer ikke at begå bommerter.
Men det lod til, at en anden tanke i dette øjeblik strejfede hendes hierne, for hun tilføjede, som om hun talte med sig selv og uden længere at smile:
- Hvis de da ikke er meget dygtige.
Hun kastede straks sit hår tilbage, som ville hun jage denne bitre anke bort. 216-7
- Jeg skrev dem til Aneza. Hvis jeg skulle skrive et digt, så ville jeg præcis komme til at ligne den digter, som jeg kendte engang, og som havde en mave som en biskop og nogle nedfaldende kinder, der hang som komaver. Alligevel skrev han stadig små ømme og kærlighedsfulde digte - især om foråret, med det svulmende løv, og særligt om aftenen, når han spiste kartoffelmos med hvidløg og kogt torsk og drak et par liter vin.
Gorillaen havde sine egne meninger om poesi og om digtere. Det er kun tilladt de unge at skrive vers, plejede han at sige. For det første fordi de endnu ikke har fået nogen mistanke om, hvad poesi er, og for det andet, fordi det er en måde at udtrykke deres sjæles og deres legemers oprør på, deres alders drømme, som er uundgåelige, og hele den verden, som omgiver dem, og som ganske langsomt afsløres for deres blændede øjne som under en „striptease"-forestilling. 226
- Men der er ingen sammenligning mellem os og Robinson Crusoe. Han var en skibbruden på en ø. Vi har lidt skibbrud på fastlandet. Eller snarere i sneen.
- Eller snarere i marxismen-leninismen, snerrede Gorillaen, mens han stirrede arrigt på ham. 229
- Alt er forbi, sagde han. Vi har tabt slaget. Tito har lukket grænserne for os. Og dertil kommer, at Sovjetunionen ikke har anderkendt den regering, som vi har oprettet, og at de indtil nu ikke har sendt os en eneste kugle.
- Hvorfor skubbede de os så ud i borgerkrigen? spurgte Aristos ham rasende.
- De store spiller skak, svarede Apollon. De tøver ikke med at ofre en bonde, hvis trækket er i deres interesse. 275
- Den sande ære, som vi kan yde vores døde, består i, at vi levende genfinder vores menneskelighed. Kun på den måde bliver deres død retfærdiggjort og værdsat. Alt andet er billige ord eller teatralske handlinger som „kransenedlæggelsen" ved „de ukendte soldaters grave" eller ved de andre forskellige mindesmærker over „de faldne" eller over heltene. Lad dog drengene synge - forstår du da ikke, at de ved at synge forsøger at genfinde den menneskelighed, som de mistede under krigen? 302
Til sidst traf Klippen sin beslutning. Sådan er ungdommen nu om dage. De sætter kærligheden over alt. Og det sker, fordi vi stadig befinder os meget langt fra det kommunistiske samfund, hvor ungdommen vil have andre og mere ædle idealer: skovfornyelsen for eksempel. Eller opdyrkningen af de jomfruelige områder. Eller forøgelsen af den industrielle produktion. 303
Desuden havde de alle en eksplosiv kvindelighed, og det værste af alt: de var utroligt udfordrende, fanden stå i dem! Disse to ting: skønheden og det udfordrende betragtede han allerede som partifjendske egenskaber, som måtte knuses ubønhørligt. 318
Så tidligt som den 27. september 1941 blev „Den nationale Befrielsesfront" (EAM) oprettet. og i løbet af vinteren 1941-42 begyndte dens kamporganisation „Den folkelige Befrielseshær" (ELAS) sine operationer.
Fra britisk side så man med stigende bekymring på EAM/ELAS' voksende folkelige opbakning og succes. Man brød sig ikke om den vægt, som den nationale modstandsbevægelse lagde på dybtgående sociale reformer for et fremtidigt Grækenland. Og at der faktisk var tale om en kommunistisk dominans i dens ledelse, kunne man slet ikke tolerere. Derfor stræbte man efter at skabe og støtte højreorienterede og mere „pålidelige" fraktioner i kampen mod tyskerne for nok engang at så splittelse i det græske folk. Dette medførte, at EAM/ELAS nu måtte kæmpe på to fronter. Ikke blot mod hovedfjenden tyskerne og deres allierede, men også føre en tilintetgørelseskamp mod dels de af tyskerne organiserede sikkerhedsbataljoner, „hipoerne", samt mod borgerlige modstandsorganisationer, der var massivt støttet af englænderne. 346-7
Kort før den tyske besættelsesmagts endelige sammenbrud i oktober 1944 - EAM/ELAS konbntrollerede da mere end 3/4 af landet - blev Churchill og Stalin i Moskva enige om, at Grækenland skulle falde indenfor britisk „interessesfære". Den folkelige modstandsbevægelse, der efterhånden havde antaget en folkerevolutions dimensioner, var nu med et eneste håndslag dømt til nederlag. 347
Mange fulgte partiparolen og overgav deres våben til den britisk inspirerede og ikke folkevalgte regeringsmagt, men den holdt ikke sin del af aftalen. KKE blev ganske vist legaliseret, men næppe var partisanerne blevet afvæbnet, før der blev indledt en veritabel heksejagt på dem med fængslinger og mangeartede anklager, da man stadig anså dem for at udgøre en fare for regimet. 348
Mens landsforræderne fra tyskertiden stort set gik fri, blev livet for alle ikke „regeringstro" borgere efterhånden helt utåleligt på grund af fængslinger, mord og terror, og flere og flere søgte tilbage til bjergene for at fortsætte kampen herfra. Men de første, der gjorde det, blev ofte faldet i ryggen af deres egne. Således førte KKEs tidligere ønske om en politisk løsning sågar til eksklusioner af militante medlemmer af partiet - heriblandt af den legendariske Aris Velouchiotis, der åbent havde nægtet at ville følge aftalen og var blevet i bjergene. 349
Året efter, da KKE atter blev forbudt, blev der oprettet en eksilregering i bjergene. KKEs ledelse havde helt ændret kurs, men nu var det for sent. (1947) 349
Nu stod Den demokratiske Hær overfor en knusende overmagt. Regeringstropperne var udstyret og hjulpet af USA, mens den selv kun modtog sparsom hjælp fra Albanien, Jugoslavien og Bulgarien. Der herskede inden for Den demokratiske Hær og partiets ledelse to hovedsynspunkter på den militære strategi. Den ene, „Lederens" Moskvatro linje, plæderede for en samlet hær og frontale angreb. mens den anden, den senere benævnte „titoistiske" holdning, som Markos Vafiadis repræsenterede, talte for en guerillataktik, små operationer, større fleksibilitet - det især med henblik på det ulige styrkeforhold hvad udrustning og mandskab angik. Denne konflikt bragte ofte forvirring og splittelse indenfor de kæmpendes rækker, hvilket er et af romanens grundtemaer. Så tidligt som i 1946 var det blevet besluttet at sende Markos Vafiadis op i bjergene for at organisere partisangrupperne. Målet havde været at koordinere deres aktiviteter med henblik på oprettelsen af Den demokratiske Hær. Men i efteråret 1948 blev Markos (som romanens „Nero" på en måde repræsenterer) erklæret utilregnelig efter længere tids sammenstød med „Lederen", han blev frataget alle sine poster og sendt til „behandling", først i Jugoslavien og senere i Moskva.
Da Tito i juli 1949, efter bruddet med Stalin, lukkede grænserne til Jugoslavien og dermed afskar partisanerne fra deres mulighed for tilflugt - og fra de fleste af deres forsyninger - førte dette sammen med den øgede amerikanske støtte til partisanernes endelige nederlag efteråret 1949. Churchills og Stalins studehandel i Moskva var nu blevet en realitet. Grækenland kom til at forblive indenfor den vestlige ,interessesfære". 350
Sørgemarchen begynder i eftersommeren 1949. Der er voksende opløsning inden for Den demokratiske Hærs rækker. Diskussionen om fordelingen af ansvaret for begivenhedernes forløb er forlængst indledt. Uenigheden og tvivlen om den forestående politiske og militære strategi er også stor. ikke mindst fordi man blindt skal følge „Ledelsen"s direktiver. Men hvem er de egentlige repræsentanter for denne „Ledelse"?
Til trods for de sparsomme geografiske angivelser kan stedet for handlingen placeres i området nord for Sparta på Sydpeloponnes, overfor bjerget Taugetos og ovenfor floden Eurotas. Det beskrevne Tsakonien ligger i nordøstlig retning for disse egne
Den gruppe partisaner, man følger i romanen, er åbenbart blevet i bjergene efter tyskernes tilbagetrækning fra Peloponnes sommeren og efteråret 1944 og har således opholdt sig dér et par år inden borgerkrigens egentlige udbrud. Deres kendskab til hændelserne i Athen og inden for Partiet er tilsyneladende begrænsede på grund af de dårlige kommunikationsforbindelser med de afsides beliggende egne, hvori de færdes.
Patatzis oplevede selv som aktiv modstandsmand indenfor EAM/ ELAS' rækker den begejstring, hvormed man under besættelsen kæmpede for en anden og bedre verden. Men forræderiet mod denne ånd og årene under borgerkrigen, som han ikke selv deltog i, men som eller ikke gjorde tilværelsen let for ham som tidligere frihedskæmper, skuffede ham.
....
Romanens titel hentyder til de russiske revolutionæres sørgemarch, der er uden komponist og forfatter. 351
Orla Jordal, 2007
Må gerne gengives - helt eller delvist -med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.
This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: