Beskriver dagene 14. til 20. september 1982. Kapeliouk skriver selv: Min bog er indtil nu den mest detaljerede beretning der er offentliggjort om denne massakre, en af de mest rædselsfulde der er begået siden anden verdenskrig.
Der er et kort over lejrene p. 8 og over Den israelske fremrykning onsdag den15. september 1982, p. 22
En lille bog (113 sider). Der netop giver en beskrivelse af forbrydelsen. Sharons personlige bidrag og Israels hærs "kontrol" med falangisterne er klart belsyt.
Ligeså den triste kendsgerning, at man ikke kan stole på løfter fra den amerikanske regering (og det er jo før Bush).
"Ansvaret på højeste militære og politiske plan er altså klart, også for de tre medlemmer af undersøgelseskommissionen, selv om massakrens forløb og omfang er ufuldstændigt fremstillet i den officielle rapport." p. 7
14. september Kl. 16.10 lød en mægtig eksplosion i Østbeirut." p. 9 Bachir Gemayel, Libanons nyvalgte præsident, er blevet myrdet." p. 10 "Havde han ikke nogle måneder forinden uden tøven erklæret i et interview, som blev offentliggjort i Paris af Le Nouvel Observateur (19.-25. juni 1982), at i Mellemøsten »er der ét folk for meget: det palæstinensiske folk«. ... premierminister Menachem Begin og forsvarsminister general Sharon [betragtede] ham som manden, der ville underskrive en fredstraktat med dem." p. 11
"Gemayels valg satte kronen på Israels indsats i Libanon, en ikke åbenlys, men uafladelig indsats lige siden 1976 for at gøre falangisterne og deres unge militære leder, Bachir Gemayel, til landets herrer. ... Den nyvalgte præsident syntes ikke særligt ivrig efter at ordne den sag, som først og fremmest interesserede Begin og Sharon, nemlig en hurtig underskrivelse af en fredstraktat." p. 13
"Natten til den 1, september, hvilket vil sige 14 dage før han bliver myrdet, mødes Bachir Gemayel hemmeligt i kystbyen Nahariya i Nordisrael med sine tre vigtigste forhandlingspartnere: Begin, general Sharon og udenrigsminister Yitzhak Shamir. [Hedder i virkeligheden Yitzhak Yazemitsky og er forhenværende medlem af LEHI gruppen, også kaldet Stemgruppen. (o.a.)]" p. 14
"Diskussionen, som begyndte kl. 23, fortsætter indtil kl. 3 om morgenen. Der går ikke 24 timer, før de første oplysninger »slipper ud«. Selv den officielle israelske radio omtaler begivenheden.... Bachir Gemayel er ude af sig selv af raseri. ... Bachir ... tilstår ... Denne tilståelse bryder isen mellem den nye præsident og muslimerne. Samtidig bliver hans forhold til Israel værre og værre. ... Sharon .. erklærer [], at hvis ikke Libanon underskriver en fredstraktat med Israel, vil han oprette en 40-50 km bred sikkerhedszone i Sydlibanon." p. 15
"... at uden fredstraktat »bliver vi i Sydlibanon. Syrien bliver i Bekaadalen, så kan Gemayel være præsident over Beirut og omegn«. ... udvider han tværtimod den zone i Sydlibanon, som kontrolleres af kommandant Saad Haddad, som har brudt med den libanesiske hær og er Israels fuldstændigt afhængige og betingelsesløse allierede. ... [Bachir Gemayel] bekræfter her endnu en gang at freden med Israel »kommer, når tiden er inde«. Han fastslår som sit vigtigste mål, at den libanesiske regering genvinder sin myndighed og sit ansvar med hensyn til »hele den libanesiske jords« sikkerhed.
Denne erklæring tolkes i Israel som en hensigt om at udelukke Saad Haddad fra de områder, han kontrollerer." p. 16
"Sharon beslutter straks at udnytte situationen og at trænge ind i Vestbeirut. Erobringen af den libanesiske hovedstads vestdel er, hvad han har ønsket lige siden krigens begyndelse." p. 17
"Fremstående israelske officerer, som havde deltaget i belejringen af Beirut - blandt dem oberst Eli Geva, som i slutningen af juli måned tog sin afsked i protest mod et eventuelt angreb på Beirut - har siden fortalt, at forberedelserne til angrebet var blevet udarbejdet i alle detaljer under den lange belejring. ... Mens det stod på, arbejdede internationale kræfter på og opnåede en løsning angående tilbagetrækningen af PLO-styrkerne og de palæstinensiske ledere fra Beirut under beskyttelse af amerikanske, franske og italienske styrker. Den 21. august gik de første franske enheder i land. Fra da af var det umuligt for de israelske tropper at trænge ind i Vestbeirut, i det mindste så længe den internationale styrke forblev i byen. ...Den 13. september, dagen før mordet på Bachir Gemayel og Israels indrykning i Vestbeirut, forlader de sidste 850 franske faldskærmssoldater og infanterister fra stødpudestyrken byen, 10 dage før mandatet udløber." p. 18
"at den israelske hær allerede inden mordet på Bachir Gemayel havde planlagt at trænge frem til PLO's hovedkvarter for at tage de palæstinensiske ledere, som befandt sig der, til fange, men især for at beslaglægge eventuelle efterladte dokumenter. ...[Sharon]: »Demokrati eller ikke, om så min regering ikke var enig med mig, var jeg rykket ind.« ...den 14. september kl. 18 var en israelsk luftbro trådt i funktion. Fra dette tidspunkt bliver der landsat kampvogne og mandskab." p. 19
"erklærer general Raphael Eytan, kaldet »Raful«, uden omsvøb: "Vi er nu indenfor. Vi skal udrense Vestbeirut og samle alle våben, arrestere terroristerne, akkurat som vi har gjort det i Saida, i Tyr og overalt i Libanon. Vi skal nok finde frem til alle terroristerne og deres ledere. Det, som skal ødelægges, det ødelægger vi. Vi arresterer dem, som skal arresteres. Vi forlader først Beirut, når en overenskomst er opnået, og vi har nået vore mål i hele Libanon."" p. 20
"15. september ... Kl. 3.30 om natten inden den israelske indrykning i Vestbeirut afholdes et yderst vigtigt møde i de libanesiske styrkers hovedkvarter, som forener de kristne højre-militser skabt og indtil da ledet af Bachir Gemayel. Fra Israel deltager generalerne Eytan og Drori. De kristne militser er repræsenteret af deres øverste militærchefer, med deres øverstkommanderende Fadi Ephram og Elias Hobeika, den ansvarshavende for efterretningstjenesten, i spidsen. Sammen udarbejder de detaljerne for de kristne militsers deltagelse i kontrolovertagelsen af Vestbeirut. Ariel Sharon afslører den 22. september i Knesset, det israelske parlament, at allerede under dette møde »blev grundlaget for falangisternes indtrængen i Beiruts flygtningelejre diskuteret«. Ved mødets slutning tilstår den falangistiske militærchef over for israelerne: »Dette øjeblik har vi ventet på i årevis.«" p. 23-4
"De israelske styrker besætter hurtigt visse nøglestillinger, som tidligere er okkuperet af soldaterne fra den internationale stødpudestyrke og ved deres afrejse er overgivet til den libanesiske hær. Ved den israelske fremmarch trækker denne sig straks tilbage og forskanser sig bag sikre bygninger eller på afsidesliggende steder, hvorfra den kan iagttage begivenhederne." p. 25
"Kl. 9 ankommer Ariel Sharon for personligt at dirigere israelernes videre fremstød." p. 26
"nedrivningen for tre uger siden af de militære installationer langs med demarkationslinien og fjernelsen af miner fra sektoren har åbnet en let tilgængelig passage for de israelske panservogne." p. 27
"De israelske troppers indmarch i Vestbeirut har ganske vendt op og ned på den givne situation. De har afvæbnet tusinder af borgere, blandt andet medlemmerne af shiit-bevægelsen »Amal«, som især består af ganske almindelige arbejdere og bønder, som for egne penge har købt våben til deres selvforsvar. Disse befinder sig nu helt og holdent i falangisternes vold. (Maariv, den 26. september 1982)." p. 28
"Visse personer inden for de israelske rækker ved udmærket godt, hvor disse depoter findes, for den israelske efterretningstjeneste har agenter, som i årevis har arbejdet i Vestbeirut. Den lamslåede befolkning ser således, hvordan en kassette-gadesælger, en vagabond med tilnavnet »Abou Rich« (far med fjeren), som alle kender og betragter som en ufarlig galning, en brandmand og en portner, pæne familiefædre, viser de israelske enheder vej og udpeger våbenskjul og mistænkte personer." p. 28-9
"Menachem Begins oprindelige argument, som går ud på, at den israelske hær griber ind for at forhindre pogromer og almindelig kaos i Vestbeirut, gentages i alle de israelske erklæringer." p. 29
"Det er først senere, at Ariel Sharon afgiver en anden forklaring. Han erklærer i et fjernsynsinterview den 24. september, at Tsahal havde været nødt til at besætte Vestbeirut, »fordi terroristerne havde efterladt tusinder af deres mænd, meget store mængder våben, kommandoposter og ledere.« ... Man ved i dag, at på trods af en systematisk finkæmning har israelerne kun arresteret og identificeret meget fa guerillasoldater i løbet af deres to uger lange besættelse af Vestbeirut (fra den 15. til den 29. september)." p. 30
"En anden mener, at forsvarsministeren har benyttet sig af denne lejlighed til at virkeliggøre, hvad han i lang tid har ønsket at gøre uden at opnå regeringens billigelse. ... PLO-lederne er" målløse ved meddelelsen om det israelske indtog i Vestbeirut. De havde dog ellers opnået garantier, som var blevet lovformeligt underskrevne af den amerikanske udsending Philip Habib om at deres familiers beskyttelse ville blive sikret efter soldaternes afrejse." p. 32
" »Israel har misbrugt vor tillid,« erklærer for ' sit vedkommende den daværende libanesiske regeringschef, Chafik el-Wazzan.
Den israelske hær gør forsøg på at få den libanesiske hær til at deltage i operationerne, men uden held. De libanesiske militærchefer nægter enhver form for samarbejde, og ganske særligt et forslag om at trænge ind i flygtningelejrene i den sydlige bydel. General Drori møder samme aften chefkommandanten for de libanesiske tropper på stedet: oberst Michel Aoun. Denne bekræfter over for ham, at Chafik el-Wazzan har givet ham ordre til ikke under nogen omstændigheder at samarbejde med den israelske hær. Han har modtaget ordre til at skyde på de israelske tropper, som rykker frem inde i Vestbeirut. Hvis han nægter, risikerer han at blive stillet for en domstol. Oberst Aoun så sig nødsaget til at forklare, at den libanesiske hær, som jo netop lige var blevet genopbygget og kun lige var begyndt at genvinde muslimernes tillid, ikke kunne tillade sig at kompromittere sig ved at samarbejde med de israelske tropper, som havde invaderet Vestbeirut. Den libanesiske hær havde sin egen tidsplan for overtagelsen af såvel byen som palæstinenser-lejrene." p. 33
"Doktor Per Maehlumshagen, en norsk ortopædkirurg fra Gaza-hospitalet, som ligger i den vestlige del af Sabra lejren, bekræfter siden, at allerede onsdag aften kommer de første sårede, ca. 15 personer, til hospitalet. Andre sårede de fleste ofre for snigskytter, ankommer i løbet af aftenen til Akka hospitalet på den anden side af vejen. om løber langs med sydsiden af Chatila lejren." p. 34
"16. september ... Ved middagstid er Vestbeirut helt under kontrol. 'or første gang i sin historie har Israel erobret en arabisk hovedstad." p. 36-7
"Lige fra den tidlige morgenstund lægger de kristne militser sidste hånd på forberedelserne til deres indrykning i lejrene. Efter at have talt med Ariel Sharon beder Raphael Eytan general Drori om selv at sikre sig, at falangisterne er helt parate til at rykke ind." p. 37
"Kl. 15 møder de israelske styrkers kommandant for Beirut, general Amos Yaron, ledsaget af to af sine officerer, den ansvarlige for de libanesiske troppers efterretningstjeneste, Elias Hobeika, og Fadi Ephram. ... falangistlederne havde sagt til ham, [] at »i lejrene kommer det til at gå voldsomt til«. Efter massakren erklærer Sharon over for Knesset, at de militære ansvarshavende havde præciseret over for falangisterne, at »deres styrker skulle rykke ind i Chatila-lejren fra syd og fra vest for at finkæmme den og rense den for terrorister. Under vore koordinationsmøder har vi udtrykkelig pointeret,« tilføjer han, at »operationen var rettet mod terroristerne, og at civilbefolkningen ikke måtte røres, specielt ikke kvinderne, børnene og de gamle«." p. 38
"Under sin vidneafgivelse for undersøgelseskommissionen den 31. oktober afslører general Drori, at en af hans officerer ved navn Réouben havde advaret ham imod en eventuel massakre på palæstinenserne fra falangisternes side. ... De [den libanesiske hær] var især gået løs på druserne og havde myrdet snesevis af civile i landsbyerne i Chouf og Aley området." p. 39
"falangisterne: siden 1976, hvor deres samarbejde med israelerne startede, har de modtaget militær træning i Tsahals lejre i selve Israel." p. 40-1
"»De libanesiske styrker ligner Saad Haddads militsfolk. De spiller helte over for ubevæbnede civile.« Det må huskes, at i 1978 under »Litanioperationen« (Israels første invasion af Sydlibanon), nøjedes Haddads tropper med, i hælene på den israelske hær, at plyndre og dræbe, hvor de kom frem. For eksempel var hele befolkningen i landsbyen Khiyam blevet barbarisk myrdet af Haddads mænd. som havde fyldt alle beboernes ejendele på deres lastbiler." p. 42
"De første kontakter med Hobeika stammer fra 1976, hvor han på Israels anmodning blev sendt til Sydlibanon af Bachir Gemayel for med en snes mand at bistå Saad Haddad i dennes enklaver. Han var da kun 22 år gammel. Men på det tidspunkt havde han allerede, i følge den israelske presse, vist hvad han rar værd, ved at myrde adskillige libanesiske og palæstinensiske civile. I en sådan udstrækning at israelerne efter nogen tid besluttede at skille sig af med ham ved at sende ham hjem for at undgå, at hans »uregelmæssige« aktiviteter skulle falde tilbage på dem. Al forbindelse blev dog ikke afbrudt af den grund. I henhold til den amerikanske presse var han i sin egenskab af ansvarshavende for efterretningstjenesten inden for de libanesiske styrkers militære råd i forbindelse med såvel CIA som Mossad (Israels hemmelige tjeneste) og havde endda deltaget i kurser i Israel." p. 42-3
"Flere vidneudsagn stemmer overens med hensyn til drabsmændenes identitet. For størstedelen af dem drejer det sig om medlemmer af de libanesiske styrker det vil sige især falangistmilitser fra Kataeb-partiet - dannet af Pierre Gemayel i 1936 efter hans besøg i Tyskland - hvortil de såkaldte »tigre«, militser fra forhenværende præsident Camille Chamouns liberalnationalistiske parti, og Etienne Saqr's gruppe af højre-ekstremister kaldet »Cedertræets vogtere« har sluttet sig. Bevæbnede bander gennemkrydser lejren i jeeps stillet til rådighed af den israelske hær, og iklædt den mørkegrønne uniform med emblemet, som enhver libaneser kender. Nogle har bevæbnet sig med knive og økser. Disse enheder hører til falangisternes efterretningstjeneste, militærpoliti og kommandostyrker." p. 44
"Medens de 12.000 mand stærke libanesiske styrker udelukkende består af kristne, indbefatter kommandant Haddad's godt 6.000 mand en stor del shiit'er." p. 45
16. september
"Myrderiet begynder straks. Det varer uafbrudt i fyrre timer. Israelerne kan følge operationerne fra taget (7. etage) af de tre libanesiske officersbygninger, de har beslaglagt siden den 3. september." p. 46
"[de falangistiske militser] skyder på alt, som bevæger sig i gaderne. Efter at have slået dørene ind dræber de hele familier midt i måltidet. Beboere dræbes i pyjamas i deres senge. I adskillige lejligheder finder man 3-4 års børn, også i pyjamas, indhyllet i blodige tæpper. Men ofte nøjes morderne ikke med at dræbe. I masser af tilfælde hugger drabsmændene arme og ben af deres ofre, inden de dræber dem. De knuser børns og spædbørns hoveder mod murene. Kvinder og endog småpiger bliver voldtaget, inden de myrdes med øksehug. Undertiden bliver mændene trukket ud af husene for at blive henrettet gruppevis midt på gaden. Med økse og med kniv spreder militserne rædsel, idet de uden skelnen dræber mænd, kvinder, børn og gamle. Ind imellem skåner de med vilje et enkelt medlem af en familie, mens de dræber alle de andre for hans øjne, for at staklen senere "kan berette, hvad han har set. De gør heller ikke nogen forskel på kristne og muslimer, libanesere og palæstinensere." p. 47
"De israelske soldater, som er posteret hele vejen rundt om lejren, bliver hurtigt klar over, at der sker usædvanlige ting indenfor. Ganske vist har man forberedt dem på, at det drejer sig om en »terroristudrensningsaktion«, og i Israel kaldes flygtningelejrene i daglig tale for »terrorist-lejre«. Ganske vist bliver de palæstinensiske partisaner af det israelske styre beskrevet som under-mennesker, nazier, eller for at bruge det udtryk, som Menachem Begin benyttede i Knesset den 8. juni 1982, »tobenede dyr«. Men trods denne systematiske kampagne for at afhumanisere modstanderen begynder adskillige israelske soldater at blive urolige, da det går op for dem, at det er noget andet end en kamp, der foregår inde i lejrene." p. 51-2
"Det er siden blevet bekræftet, at falangisterne virkelig i ét tilfælde blev mødt med væbnet modstand, og at to af deres mænd blev dræbt og adskillige sårede. En israelsk soldat spørger, hvad der sker i lejren, og får følgende svar: »Vi har allerede dræbt 250 terrorister.«" p.53
"Kl. 23 lader chefen for de i Chatila indrykkede falangist-tropper overbringe en rapport til den ansvarlige israelske general for Beirut by, som lyder: »Indtil nu er 300 civile og terrorister blevet dræbt.«" p. 54
"Eytan nævner »begrænsede sammenstød« ... I forbigående oplyser han lakonisk, at falangistiske tropper er rykket ind i flygtningelejren »for at udrense terroristrederne«. Han tilføjer, at kontakten med falangerne er konstant, og at deres aktioner og holdent er koordineret af' Tsahal." p. 56
"Militære korrespondenter i Beirut melder i midnatspressen over militærradioen Galei Tsahal, en time efter regeringsmødets afslutning, at »hæren har besluttet at overlade udrensningsarbejdet i Sabra og Chatila til falangisterne«." p. 57
Fredag den 17. september Den sorte fredag
"De første rygter om en massakre i Sabra og Chatila spredes i Beirut efter evakueringen af de udenlandske læger og sygeplejersker, som arbejdede på Akka-hospitalet, og som af bevæbnede mænd, der siger, de hører i de mødes af den norske chargé d'affaires som fører dem til Det internationale Røde Kors kontor i Hamra. De underretter pressen og de udenlandske diplomater om, at noget alvorligt er ved at ske i lejrene." p. 60
"Først lørdag morgen kl. 10 hører blodbadet op." p. 61
"Kommandanten for nordfronten forlanger da, at falangisterne straks holder op med at skyde. Han beordrer dem ikke ud af lejrene og giver sig end ikke tid til at kontrollere, om skyderiet virkelig hører op. Han sender desuden heller ikke israelske tropper ind i lejrene for at bedømme, hvad der sker. .... Kl. 16.30 møder han, ledsaget af general Drori, i falangisternes hovedkvarter nær havnen i et kvarter kaldet La Quarantaine, falangist-officerer, hvoraf nogle kommer direkte fra lejrene. Fadi Ephram, de libanesiske styrkers øverstkommanderende«, deltager også i mødet. I henhold til general Yaron (han erklærer det over for undersøgelseskommissionen), lykønsker general Eytan falangisterne med deres operation." p. 62
"Falangisterne ....beder israelerne om at give dem »endnu en smule tid til at udrense stederne«. Som Ariel Sharon røber det under sin berømte erklæring til Knesset, bliver de to partnere enige om, at »alle falangister skal have forladt flygtningelejrene lørdag morgen, den 18. september«." p. 62-3
"I løbet af hele denne dag meldes der kun én eneste gang om en virkelig træfning inde i lejrene. Dette foregår i Sabra, hvor palæstinensiske og libanesiske partisaner nær markedspladsen har lagt et baghold for deres angribere. Falangisterne synes ikke at være stødt på anden væbnet modstand. ... Jørgen Flindt Petersen, har filmet militssoldater, som tvinger mænd, kvinder og børn op i lastvogne lær Chatila. Det gik for sig 400 meter fra en israelsk stilling.
Beboerne i Choueifat og Hadath syd for Beirut siger, at de fredag ved middagstid så tre store lastvogne og to mindre køretøjer, stopfulde med civile, køre gennem deres landsbyer. Der findes intet spor af disse mennesker. Overlevende når frem til Røde Kors kontorerne i Beirut. Også de fortæller, at medlemmer af deres familie er blevet kørt bort i lastbiler lod et ukendt sted, og at de ikke siden er kommet tilbage." p. 64
"Denne massakre synes i høj grad at være begået med fuldt overlæg. Dens mål var at fremkalde palæstinensernes masseflugt fra Beirut og fra Libanon. ... I modsætning til hvad nogle påstod, var bulldozerne, som falangisterne havde bedt israelerne om, ikke beregnede til at vælte eventuelle barrikader. Takket være deres luftfotos vidste de israelske militærfolk udmærket, at der hverken var afspærringer eller barrikader inde i lejrene. Bulldozerne kunne kun have til formål at ødelægge husene og skjule ligene i fællesgravene." p. 69
"Dette gælder for eksempel forhenværende parlamentsmedlem og formand for det israelsk-palæstinensiske fredsråd, Uri Avneri. Denne fredag, den 17. september 1982 udsender han en advarsel, hvori han beskylder general Sharon for under dække af en militær operation at ville ødelægge lejrene i Vestbeirut, som han allerede havde gjort det med Ain el-Helweh lejren nær ved Saida, med Rachidyeh og Borj el-Chemali lejrene nær ved Tyr, og »således bringe nye rædsomme lidelser over titusinder af uskyldige, civile palæstinensere, som allerede har måttet lide så meget under denne krig«. Dette communiqué offentliggøres i morgenpressen." p. 71
"Dagen igennem fuldender de israelske tropper tilintetgørelsen af de sidste bastioner af modstand i hovedstaden. Sammenstødene er ofte meget hårde i de tætbefolkede kvarterer, hvor israelerne besætter de libanesiske, venstreorienterede organisationers vigtigste lokaler. På Corniche el-Mazraa besætter de israelske styrker PLO's såvel som dagbladet Al-Hadafs hovedkontor, avisen for Palæstinas populære Befrielsesfront, dirigeret af Georges Habache. Sædet for de to Nasser-organisationer, Murabitun og Den arabisk.socialistiske Union, bliver ligeledes overtaget. Under razzia'er i beboelseskvartererne bliver hundreder af personer arresteret af de israelske styrker. De anholdte, hvoraf de fleste er unge, bliver ført til stadion, hvor man kontrollerer deres identitet: de som »mistænkes for terrorisme« bliver fængslede, de andre løsladt." p. 72
"I løbet af fredagen forsøgte flere udenlandske journalister at trænge ind i lejrene efter at have hørt foruroligende rygter om, hvad der foregik i Sabra og Chatila. Det amerikanske ugeblad Newsweek's udsendte medarbejder oplevede, at vejen blev ham afskåret af israelske soldater og Saad Haddad-folk. I henhold til ham sagde en af disse til ham: »De kan ikke komme ind, for vi er ved at skære halsen over på dem.« Den israelske officer ved navn Elie skal have forklaret ham, at Tsahals styrker havde fået ordre til ikke at forstyrre militsen, som »udrensede området«." p. 74
"18. september
Kl. 10 sænker stilheden sig over lejrene. Der er ikke en sjæl at se. Nær indgangen til Chatila og i de første gyder ligger ligene hulter til bulter. Stanken, forstærket af varmen, er kvælende. Den eneste lyd. der høres, er en summen fra de tusinder af fluer, som sværmer omkring ligene. De første israelske tanks nærmer sig indgangen: det er tegnet på, at alt er forbi. En for én stiger de libanesiske styrkers militssoldater op i deres køretøjer og forlader lejrene i retning mod deres baser.
Lidt efter lidt dukker beboerne op. Andre, som det er lykkedes at flygte, vender så småt tilbage. I en ubeskrivelig forvirring begynder de at søge efter familiemedlemmer i ruinerne. De første skrig udvikler sig til hyl af smerte og sorg. Ved middagstid når de første enheder af den libanesiske hær frem og lukker straks lejrene.
Rædselsslagne flygtninge, som det er lykkedes at slippe væk, meddeler for første gang omverdenen, hvad der er sket. Ved middagstid strømmer presse-, radio- og fjernsynskorrespondenter til Sabra og Chatila." p. 78
"Raphael Eytan påstår imidlertid i sin vidneerklæring over for undersøgelseskommissionen, at Menachem Begin havde telefoneret til ham lørdag morgen kl. 9 for at meddele ham de amerikanske klagemål angående de begivenheder, som havde fundet sted på Gaza-hospitalet. Over for denne samme undersøgelseskommission erklærer Begin: »Jeg kan ikke huske noget om den samtale.«" p. 84
"I en erklæring holdt i en tone, som aldrig før er benyttet over for den israelske allierede, minder han [Reagan] om, at Israel havde begrundet sin indrykning i Vestbeirut med forsikringen om, at den »gjorde det muligt at undgå en tragedie af den slags, som netop har fundet sted«." p. 86
"Denne samme lørdag anklager præsident Reagan i en skriftlig erklæring meget klart Israel for at have brudt aftalen i forbindelse med evakueringen af PLO fra Beirut ved at »forhindre« den libanesiske hær i at overtage kontrollen over den vestlige sektor af hovedstaden." p. 87
"Ikke én politisk retning i Libanon anklager falangisterne, selv om mange politikere, afsides, tilstår at vide, hvem de ansvarlige er.
Den nationale forsoning, som alle ønsker for at bringe den israelske besættelse til en ende og garantere Libanons uafhængighed og enhed, går frem for alt andet. Selv Georges Haoui, generalsekretær for det libanesiske kommunistparti, undgår enhver offentlig fordømmelse af arvefjenden, falangisterne." p. 94
"Den kristne libanesiske forfatter Samir Frangié forklarer denne enstemmighed således:
1. Den muslimsk-kristne nationale enhed er i dag mere nødvendig end nogensinde, og alt må gøres for at undgå en konflikt mellem trosretningerne, som kan udnyttes af Israel.
2. En direkte anklage af falangisterne gør det af med deres kandidat til præsidentposten Amin Gemayel under næste uges valg og åbner således døren på vid gab for Israels kandidat, Camille Chamoun, som i modsætning til Amin - er parat til straks at underskrive en separat fredstraktat med Israel
3. Ved at beskylde israelerne for massakrerne bliver kravet om de israelske troppers tilbagetrækning fra Libanon mere bydende. Og hovedmålet må være at slippe af med israelerne." p. 95
"[fodnote] Den 9. april 1948 massakrerede den jødiske dissidentorganisation, Irgun, hvis chef var Menachem Begin, 250 beboere i landsbyen Deïr Yassine, vest for Jerusalem. Denne massakre, som var den grusomste nogensinde begået af jødiske kommandostyrker, blev dengang fordømt af de jødiske ledere, blandt andre af Ben Gurion." p. 96
"Nær ham står professor Epstein, en gammel mand på 80 år, som hulkende siger: »Jeg er skamfuld over at være israeler efter det, der er sket i Beirut. Det minder mig om nazisterne, som førte ukrainere ind i ghettoen for at massakrere jøderne. Jeg forstår ikke, hvorledes dette har kunnet ske for os..« ... [fodnote] Kibya: palæstinensisk landsby på Vestbredden, beliggende på våbenstilstandslinien, som før 1967-krigen skilte Israel fra Jordan. Under angrebet natten mellem den 14. og 15. oktober Jordan. Under angrebet natten mellem den 14. og 15. oktober 1953 , som gennemførtes af enhed 101 under oberst Ariel Sharons ledelse, fandt 69 personer, mænd, kvinder og børn døden. Det var en »gengældelsesaktion« som følge af et angreb begået af bevæbnede elementer fra Jordan, hvor en kvinde og to børn blev dræbt i landsbyen Yahoud." p. 99
[Og sådan lyder det i amerikansk presse:] "En libanesisk enhed er trængt ind i en flygtningelejr beliggende langt fra enhver Tsahal-position for at arrestere terrorister, som skjuler sig dér. ... Så snart den israelske hær hørte om det skete. gjorde den ende på mordene på uskyldige civile og tvang den libanesiske enhed til at forlade lejren.... I mellemtiden har det vist sig, at terroristerne havde brudt evakueringsaftalen og ladet ikke alene 2.000 terrorister, men også vældige lagre af våben. indbefattende kampvogne, kanoner, granatkanoner samt alskens ammunition i store mængder blive til)age i Vestbeirut." p. 101-2
"Israelske soldater fortsætter med at tømme det righoldige bibliotek i PLO's palæstinensiske forskningscenter. Alt materiale, bøger og dokumenter bliver proppet hulter til bulter i lastbiler, specielt fremskaffet til dette formål." p. 105
"Israel Zamir, søn af nobelpristager Isaac Bachevis Singer skriver: »Indtil i dag havde ordet pogrom et betydningsindhold, som angik os jøder direkte i vor egenskab at ofre. Premierminister Begin har »udvidet« betydningen af udtrykket: der var Babi-Jar, Lidice, Oradour, i dag er der også Sabra og Chatila.«" p. 107
"Historiker og professor i statsvidenskab Zeev Sternhell, som er lektor ved det hebraiske universitet i Jerusalem og medlem af Arbejderpartiet, siger i sine elevers tilstedeværelse: »Regeringen såvel som det israelske samfund bærer et moralsk, politisk og juridisk ansvar for krigsforbrydelsen i Beirut. Hvis vi ikke selv har begået den, er der ingen tvivl om, at vi har tilladt den." p. 109
"Amnon Rubinstein ... : »Vi hører til et folk, som mere end noget andet i verden har været forfulgt. Vi har kendt mord, racisme, forfølgelser. Vi burde mere end noget andet folk være årvågne og ikke lade os smitte af de tilbøjeligheder, som har ført til disse forfølgelser. Vi burde være de mest ihærdige modstandere af racisme. Vi har ikke ret til at oprette forskelle mellem den ene og den andens blod. For os er alle børn, der dør, identiske.« p. 111
Orla Jordal, 2007
Må gerne gengives - helt eller delvist - med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.
This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: