Deo og Anttu er i enhver henseende et usselt par. Så usle både i livsvilkår og personligt, at man må tvivle på, at de virkelig skulle kunne findes. Psykopatiske i en grad, jeg knapt kan tro forekommer. Det at forfatteren er kriminalkommissær taler dog for, at de kan have de væsentligste træk fra virkeligheden. Det er til gengæld fuldt forståeligt, at dem, det går ud over. bliver skøre !
Der er ikke noget plot i bogen. Det er ikke rimeligt, at kalde den en kriminalroman. Den er snarere en skildring af faktiskt politiarbejde - herunder også af, hvor lille en rolle politimandens hjernefunktion og hvor stor en rolle heldet spiller for en sags opklaring. Skildringen heraf er god og værd at læse.
Hverken kriminalfolkene eller de kriminelle bliver rigtige hele mennesker.
Det der bærer bogen er en menneskelighed - på trods af - der anes i de to følgende citater.
Harjunpää gik hen og satte sig på hug foran Pauliina, så hans ansigt var lige
over for hendes. Han så sin datter i øjnene, han syntes, der sad noget
skyldbevidst i dem, noget af det samme, han selv følte dybt i sit indre, evig og
altid, både dag og nat.
"Hør nu her. Jeg er overhovedet ikke sur, og jeg er heller ikke ked af noget," sagde han så eftertrykkeligt, han kunne. "Der skal jo også være noget at glæde sig over her i livet, cowboybukser og den slags... Jeg sad bare og tænkte på en sag, jeg har arbejdet med. På en bestemt familie."
"Var det om ham den far, der forsøgte at skyde sig selv?'
'Hvordan... Hvor ved du det fra?"
"Jeg hørte det hele, da du fortalte mor om det i nat. Jeg sad på trappen mindst en time, uden at I opdagede det."
Harjunpää tav et øjeblik, så sagde han:
'Nå, men så forstår du jo godt hvorfor. Og nu tager vi hjem." 222
Harjunpää kastede et blik på Pauliina, men lod være med at sige det, han
havde på tungen; Pauliinas hånd var så lille i hans egen, den skulle have lov
til at vokse, verden måtte give den tid til at vokse. Og ikke kun for Pauliinas
skyld, men også for alle de andre millioner små hænders skyld havde verden ikke
ret til at gøre det, som Deo havde gjort. Noget helt andet var, om verden
nogensinde kunne forstå, hvad den havde ret til, og hvad den skulle lade være i
fred; hvad der var ret, og hvad der var forkert. 223
Orla Jordal, 2007
Må gerne gengives - helt eller delvist -med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.
This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: