Boganmeldelse

Hansen, Peer Henrik og Jakob Sørensen, Påskekrisen 1948. Dansk dobbeltspil på randen af den kolde krig   

Da jeg midt i 1950erne var medlem af DSU, var den officiøse myte overfor os, der var antimilitarister, at Hedtoft (statsminister 1947 - 1950 & 1953 - 1955) havde arbejdet for et nordisk forsvarsforbund. MEN Sverige forlangte, at forbundet skulle have et stærkt militær og Norge ville hellere have en alliance med England. [Kan man tro Aldrich - og det ved jeg ikke, om man kan, så havde den norske eksilregering allerede i 1942 lovet USA/UK baser]. Hedtoft begik selvmord i Stockholm (1955) i fortvivlelse. Det harmonerer jo dårligt med, at afgørelsen om tilslutning til den vestlige militærpagt reelt toges 1948 med virkning fra 1949. Men mange af os glemte at kontrollere de relevante årstal. [Leksikon for det 21. århundrede skriver om Hedtoft: Fra 1935 var han drivkraften bag «Hovedorganisationernes Informations- og Propagandaafdeling, (Hipa, senere AIC).

Jeg fik som lokalformand hyppige breve fra AIC med advarsler om kommunistiske aktiviteter (og fik den opfattelse, at AIC bare havde byttet om på rækkefølgen af bogstaverne. Mine breve med mærkater for Aldrig mere Krig gav anledning til kredsbestyrelsens indgreb med beskeden, det hedder "Aldrig mere en 9. april". Jeg meldte mig selvfølgelig ud.

Klimaet var den kolde krigs med udbredt krigsfrygt. Måske udbredt af de hemmelige tjenester for at "få samlet flokken".

Ganser beskriver USAs bevidste arbejde (med alle midler) for en antikommunistisk atlantisk alliance, desværre har han ikke Norden med i sin første bog herom.

Og Leif G W Persson har i romanen "Mellan sommarens längtan och vinterns köld" den oplysning, at Palme i sin studentertid havde et lønnet arbejde for CIA.

Hansen & Sørensen bekræfter så absolut ikke DSUmyten, men skaber til gengæld andre, f.eks. om militærets deltagelse i modstandsbevægelsen. Pudsigt nok glemmer man, at viceadmiral Vedel sænkede flåden, en af de få aktive anti-tysk-indsatser fra danske militærpersoner. (Men de får med, at samme Vedel har en lidet demokratisk tankegang. Jeg synes lige så lidt om, at Evald Christensen ikke lader embedsmændene have deres ytringsfrihed - men det er så nok i tidens ånd. Heller ikke Hansen & Sørensen udmærker sig ved deres demokratiske bevidsthed.). Før indledningen (side 7) beskrives Hedtofts opvågnen på Gjorslev Gods i påsken 1948. Hedtofts angivne panik giver et ganske andet billede af, hvad han arbejdede for på den tid. (Men der havde været en artikel i Røde Stjerne, der selvfølgelig var medvirkende, men da netop fordi man havde tilladt amerikansk/britisk byggearbejde på flyvepladser o.l. Arbejdet var uden dansk interesse, vi havde på det tidspunkt 6 Spitfires i.h.t. note 96 på p. 238).

Der er 2 mulige forklaringer på Hedtofts mareridt (hvis det ikke bare er en tredje myte).

1. Han har dårlig samvittighed fordi han allerede har lovet USAs ambassadør Marvel at ændre den alliancefrie linie til en vestlig alliance. Den forklaring tror jeg mere på end på Hansen & Sørensens beskrivelse. Samtidig ved Hedtoft jo, at den bliver svær at sælge overfor socialdemokratiets fredsfløj (som endnu fandtes i de senere 1950ere, da jeg var DSUer).

2. Han har svært ved at træffe en afgørelse. Han vil gerne have en nordisk alliance. Han ved, at USA ikke vil. Han ved, at Danmark ikke har råd til noget væsentligt militær.

(Poul Villaume: Allieret med forbehold Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961 Vandkunsten, 1995, nr. 11/12 - En afhandling ved Københavns Universitet, der som sådan er væsentlig grundigere, bedre dokumenteret og også sprogligt mere sammenhængende. - støtter Hansen & Sørensens beskrivelse).

Hedtofts løgn, som den gengives på side 203 er ikke, som Hansen & Sørensen skriver, rettet til amerikanerne, men skal narre hans egne vælgere. Det er utroligt, at man - om så bare tilsyneladende - kan tage den vurdering alvorligt, at dansk modstand skulle kunne afskrække Sovjetunionen fra et angreb.

Officielt fastholdt man ikke-blok-politikken, men ikke reelt, Villaume skriver, (p. 97): "Et udtryk herfor var, at Danmark med tilslutningen til Marshall-planen i 1947-48 de facto placerede sig i den vestlige lejr, i det mindste i økonomisk-politisk forstand; den socialdemokratiske regering understregede rigtignok udadtil Marshall-planens rent økonomiske karakter og forsikrede, at der ikke var tale om deltagelse i en blokdannelse, men internt blandedes de økonomisk-valutamæssige motiver tæt med mere sikkerhedspolitiske argumenter for dansk tilslutning. Danmark accepterede i øvrigt også mere beredvilligt end Norge og Sverige USAs ønsker om, at Marshallplanen ledsagedes af skridt henimod et økonomisk integreret Vesteuropa." Norge og Sverige deltog dog i hvertfald fra 1946 i det vestlige efterretningssamarbejde.

Det danske billede af USA på den tid var stærkt præget af "amerikanerne som befrierne", et billede, der støttedes af en bevidst propaganda, bl.a. gennem at hovedkilden til udenrigsnyheder allerede på det tidspunkt var amerikanske nyhedsbureauer (med delvis CIA-finansiering), men også mere skjult propaganda for amerikansk livsstil gennem f.eks. Anders And, Det Bedste m.fl. Det var inden Vietnam, det var inden Chomsky skrev om den 5. frihed (friheden til at udplyndre og udnytte). Der var endnu ikke megen grund til at tvivle på de fine ord om demokrati o.s.v.

Hansen & Sørensen er noget sjuskede, eksempler:

p. 18 skriver de: "Som besættelsen skred frem, blev tyskernes pres på det politiske system mere og mere tydelig. Det nye kuld af socialdemokrater som eksempelvis partiets formand Hans Hedtoft og partisekretær H.C. Hansen kom i søgelyset." Hartvig Frisch, Hedtoft (formand. for socialdemokratiet fra 1939 - 1941 og igen fra 1945) og H.C. Hansen kritiseredes fra tysk side fra sommeren 1940 [altså bare få måneder efter besættelsen] - sammen med bl.a. Christmas Møller og 7.2.41 nedlagde Hedtoft og H.C. Hansen deres poster, Frisch var gået 26.11.40, Frit Danmarks Hvidbog,.THANING & APPELS FORLAG, København 1945. p. 297). Som modtræk mod Marshall-planen skriver de, at Sovjet oprettede Kominform. Den østeuropæiske handelssammenslutning hed COMECON. (Komintern = III. internationale; oprettedes på Lenins initiativ i 1919/Kominform oprettedes i 1947 til koordinering af de kommunistiske partiers arbejde; COMECON i 1949. Åbenbart var de nordiske kommunistpartier ikke med i Kominform. [Det stemmer ikke med Leksikon for det 21. århundredes artikel om Aksel Larsen, hvorefter DKP tilsluttede sig Komintern november 1920 - uoverensstemmelsen skyldes måske Hansen & Sørensens manglende skelnen mellem Kominform og Komintern]. Stalins begrundelse for afvisningen af Marshall"hjælp" fik jo desværre altfor tydeligt bekræftet sin rigtighed i 1990erne, da Gorbatjov (hvad vi var mange, der roste ham for) accepterede tilsvarende løfter fra Reagan. Værre end de små faktuelle unøjagtigheder er det, at der fortolkes uden hold i den tekst. der fortolkes, som når man tolker Hartvig Frisch' udtalelse om neutralitetens problemer som en udtalelse om FNs sammenbrud. Det styrker heller ikke kvalitetsindtrykket, at man på samme side - med få liniers afstand - kan finde to modstridende opfattelser af den danske opfattelse af den sovjetiske afgrænsning af sovjetisk interessesfære. Note 354 p 253, her hænger datoen og kommentaren ikke sammen. Rapporten var fremme 18. marts, der refereres til en artikel i Land og Folk den 30. marts. p. 199 skriver de: "Den norske udenrigsminister Halvard Lange havde "nemlig i februar måned forsikret Rasmus Hansen om, at man fra norsk side ikke ville opgive det nordiske samarbejde til fordel for Vesten. Rasmus Hansen havde fået at vide, at nordmændene ville gå enegang mod Vest, men det viste sig imidlertid ikke at være tilfældet.

»Nej, Norge vil naturligvis ikke bryde med Norden, men skulde forskellige Vilkaar tvinge Sverige og Danmark til at fastholde Neutralitetspolitikken for enhver Pris, anser jeg det ikke for usandsynligt, at Norge maa nuancere sin Politik indenfor det nordiske Omraade.«" Her står (selv)modsigelserne tæt !

Det er vel karakteristisk for Hansen & Sørensens holdninger og hensigten med bogen, at man nok taler om frygten for et kommunistisk kupforsøg - som var reel nok i visse kredse - men ikke taler om, at militære grupper havde fået nedkastet engelske våben, som netop blev holdt i beredskab til den lejlighed, altså ikke anvendtes i frihedskampen. I efteråret 1940/foråret 1941 oprettedes forbindelse mellem den danske militære efterretningstjeneste (under jorden) og det engelske S.O.E. via Stockholm (Jørgen Hæstrup, KONTAKT MED ENGLAND 5. oplag, 1967 kap. 4), det udvikledes til våbennedkastningerne. De accepterer lægger skylden for offentlighed omkring rygter om sovjetisk opmarch ved Warnemünde på Land og Folk, samtidig med, at de selv skriver, at Expressen (samme dag) bragte samme historie. På samme måde taler man om, at Sovjet ikke overholdt sine løfter om demokrati i Østeuropa, uden at omtale USAs bekæmpelse af kommunister (i deres rolle som demokratisk arbejdende partier) i Grækenland, Belgien, Italien, Tyrkiet, Frankrig..... (se nærmere om de anvendte terrormetoder hos Ganser). Det er desværre sådan - som jeg allerede opfattede situationen efter besøg i Tjekkoslovakiet sidst i 1950erne - at de 2 sider i den kolde krig ikke har meget at lade hinanden høre !

Hansen & Sørensen skriver så bevidst antikommunistisk, som der er tradition for i vestlig presse - men desværre også ofte i akademiske studier. Emnet havde fortjent en mere nuanceret behandling. I år 2000 burde den kolde krig være løbet så meget ud af pennen - og kun Israel og muslimer endnu nyde godt af denne særbehandling. Der er dog enkelte undtagelser, som den sidste del af omtalen af "Prag-kuppet", hvor det da også havde været rimeligt at omtale Jalta-aftalens deling af Europa. En vending som "Tiltagende rygter om sovjetiske henvendelser og eventuelle overgreb på en række lande." er typisk. Henvendelser har vel enhver lov at rette om hvad som helst. Og eventuelle overgreb - hvad er det. Den type formuleringer er ikke saglig historisk beskrivelse, men ren propaganda uden rod i nogen virkelighed ! Tilsvarende beskrives amerikanske krav om en klar udmelding, som et vagt ønske.

I forbindelse med omtalen af det amerikanske udenrigsministeriums vurdering af den danske holdning, havde det været relevant, at omtale, at vurderingen af Danmark som det mest vestlige nordiske land (tidligt i perioden) kunne være påvirket af ambassadør Eugenie M. Andersons nære venskab med Hedtoft [Paul Villaume, p. 796: "En velegnet illustration af dette er Hans Hedtofts betroelser i privat korrespondanceform gennem 1953-54 til USAs tidligere ambassadør i Danmark, Eugenie Anderson, der som tidligere omtalt var blevet ham en nær og fortrolig ven."] Der kan også være tale om en ændret, mere aktivt antisovjetisk, amerikansk udenrigspolitik, eller om uenighed mellem forskellige grene i USA, med et militær, der ikke vil acceptere neutrale.

Jeg deler det synspunkt, som Christmas Møller citeres for, at det havde været lykkeligere for Danmark med en større forståelse for de positive kræfter, der fandtes i Sovjetunionen - og for Verden, om USA havde haft en sådan forståelse; men her er vi jo ude i de vilde utopier. Det er ikke eneste gang, jeg har været mere enig med en konservativ politiker end med de ideologisk mere nærstående socialdemokrater - men det ligger nok i de sidstes rent partitaktiske stillingtagen. Det er rart at se, at Jørgen Jørgensen allerede i 1948 så farerne i hjemmeværnsstrukturen - omend det kan tænkes, at han især tænkte på arbejderværnets rolle i Tjekkoslovakiet i februar. Man bør her ikke overse, at netop kommunisterne havde udvist nationalt sindelag under farlige forhold.

Kampen mod kommunisterne bliver netop det og ikke en demokratisk kamp mod kommunismen ! Vi havde fortjent bedre. Hedtoft glemmer selv "de blanke vaaben" og det hele bliver en gentagelse af McCarthy. Man må undre sig over, at Socialdemokratiet 100348 lader netop Alsing Andersen udtale sig om kommunisternes nationale sindelag. [Af sammenhængen fremgår så også, at hæren har en væsentlig rolle i bekæmpelsen af kup/oprør. Som ellers officielt er politiets opgave. Det kan være svært at holde de forfatningsmæssige detaljer lige i munden, når man bliver ivrig. OJ]

Hansen & Sørensen skriver, at amerikansk tilbageholdenhed med våbenhjælp skyldes "manglende tro på Danmarks vilje" til at forsvare sig. Læser man Villaumes fremstilling, f.eks. p. 278, virker det nærmere, som en forhandlingsbrik, der skal presse Danmark ind i det NATO, der var på vej. Og så handlede det for den socialdemokratiske regering - som altid - mest om penge, man ville have gratis våben. Det var lokkemaden. Ambassadør Kaufmann havde nok foræret det forhandlingskort, som Grønland udgjorde, bort uden modydelse. Det farlige ved embedsmænd, der påtager sig politiske afgørelser i en vanskelig situation, er, at de tenderer til at fortsætte hermed, når situationen er normaliseret !!! Jeg synes altså, at baseaftalen af 1941 var helt ok, selvom den var grundlovsstridig - det er sandelig vanskeligt at opstille regler !]

På side 177 skriver Hansen & Sørensen: "Overordnet må det konstateres, at man også fra Krigsministeriets side tog situationen alvorligt." Det dokumenteres med en skrivelse fra 5. kontor til 1. afdeling (uden angivelse af skrivelsens datering). Udover reelle foranstaltninger, som sandsække og jernskodder indeholder skrivelsen følgende foranstaltninger: installering af  »ringeapparat eller lignende«, sikring af vinduer med »Hønsenet eller lignende« og udlevering af tre mindre pistoler. Selv i 1948 kan det vel næppe siges at dokumentere, at man tager situationen alvorligt !

Bang-Jensen har en med rette omdiskuteret rolle i Påskekrisen. Han kommer hjem med en analyse - som Kauffmann finder mindre vigtig end Grønlandssagen. Hans analyse udmærker sig ved ikke at være i overensstemmelse med de praktiske udfoldelser, som USA (se Ganser) gør i de nærmest følgende år i Europa, hvor Grækenland og Tyrkiet er centrale. Ud fra en politisk vurdering virker det også lidt besynderligt, at hans skriftlige analyse nærmest taler for et nordisk forsvarsforbund.

Den 10. marts er der folketingsdebat, Den 12. marts nordisk udenrigsministermøde, den 15. marts kommer der en rapport. Kauffmann har sendt Bang-Jensen til København og den 18. marts er der nordisk statsministermøde.  Det ligner en koordineret kampagne forud for sidstnævnte, som kører samtidigt i Norge [hvordan er det i Sverige ?]. Jeg bemærker, at F.H.Kjølsen stod for Bang-Jensens kontakt til den amerikanske flåde. Mon ikke Kjølsen havde forbindelse med kommandørkollega Ipsen. Kjølsen er ikke en tilfældig flådeofficer. Han var marineattache i Berlin forud for 9. april 1940 og sendte ad kommandovejen advarsler hjem om det truende angreb. Mon ikke Kjølsen i berettiget harme over ikke at være hørt første gang, denne gang har givet afkald på kommandovejen og valgt selv at politisere. Noget ironisk kommer han her til at trække det samme læs, som Alsing Andersen, der var forsvarsminister i 1940 og gjorde, hvad han kunne for at forhindre udbredelsen af Kjølsens advarsler. Kauffmanns bemærkning om, at Grønland er vigtigere, kunne så ses som en beskeden læggen afstand til kampagnen. Det tror jeg dog egentlig ikke, Kauffmann stod jo ellers for et tæt samarbejde med USA og i beskrivelsen af hans udtalelser p. 108-9 er henvisningen til Grønland helt væk.  Kampagnen for en militærpagt med USA drives også i Norge og Sverige. Det er vel karakteristisk for Hansen & Sørensens holdninger, at man kamuflerer det skandinaviske aspekt, ved kun at lade det fremgå af en note ! Det er ikke klart af fremstillingen om kampagnen for et vestligt militærsamarbejde blev kørt på Kjølsens eget initiativ eller på USAs (vel Inglis', herfor taler Trumans tale d. 17.marts 1948). Det virker mærkeligt, mistænkeligt, at alle eksemplarer af Kjølsens indberetning er borte. Udfra Qui Bono princippet tror jeg, at initiativet kom fra USA, men tidspunktet for kampagnen kan være valgt af Kjølsen, Bang-Jensen, Kauffmann, eller mest sandsynligt af Hedtoft. At State Department ikke har deltaget, taler ikke imod dette. Pentagon og CIA har ofte ageret uafhængigt (og så kan Thorp jo tænkes at lyve). Hele halløjet kan være en øvelse iværksat for at gøre et godt indtryk i Washington og sætte sindene så meget i bevægelse at kursskiftet bort fra neutralitet ville glide ned. Det gælder specielt for hjemmeværnets appel i Dyrehaven (p. 132 - 135). Man skal heller ikke se bort fra den mulighed, at arrangementet var et socialdemokratisk træk for at skaffe opbakning til at udrense kommunister fra hjemmeværnet, politiet, militæret og strategiske arbejdspladser - det blev jo i hvert fald følgen. Beskrivelsen (p. 139) af en brevveksling mellem et par militære venner taler også meget for, at der er tale om en øvelse uden nogen særlig baggrund. Busch-Jensens tale (240348) lød som om den handlede om noget aktuelt, men formelt handlede den om gamle rygter om våbenlandinger ! (Note 325).

Man kan egentlig kun opfatte Bang-Jensens og især Steensen-Leths optræden som landsforræderi. Den slags går jo bare glat, når man er i overensstemmelse med de magthavende politikere. Det er vel også netop netop det, at Bang-Jensen går Hedtofts ærinde, der gør, at man ikke lægger  mærke til selvmodsigelsen i, at han siger, at USA har brug for Danmark til et angreb på Sovjetunionen og at han forudsiger et kommunistisk kup her og nu. Villaume opfatter Hedtoft noget mere i retning af DSU-myten, end jeg egentlig kan finde argumenter for i hans to værker eller foreliggende. Jeg har ikke læst Villaumes eller Hansen & Sørensens kilder og vurderer derfor mere på en psykologisk opfattelse af personen Hedtoft. Jeg oplever drømmen i Hansen & Sørensens forord og hans besynderlige kommentar (p. 149), som udtryk for samvittighedsproblemer ved at gå USAs ærinde ved at bringe os ind i Atlantpagten. Blev han betalt for det ? Ligger venskabet med Mrs Anderson bag ? Eller er det "saglige overvejelser" der ligger bag - hen i retning af Villaume 1, 85 - 87 ? Det er bemærkelsesværdigt, at Hedtoft aflægger rapport til den amerikanske ambassadør straks efter mødet i udenrigspolitisk nævn og at ambassadørens kommentarer omsættes til militær virkelighed ! Her står den lydige vasal ret ! Her har vi måske årsagen til Hedtofts mareridt. I.h.t. til de almindelige havretslige regler er Storebælt og Øresund internationale farvande, som Danmark ikke må blokere. Sovjetunionen havde en legitim interesse i at holde os fast på det. Så når Hedtoft faktisk lover ambassadør Marvel at gøre blokere Storebælt, så sidder han rigtig i saksen.

Bang-Jensen talte åbenbart med alle, men ikke alle fik samme information. Hansen & Sørensens beskrivelse er kun klar på det punkt. Havde Bang-Jensen et sikkert valg af, hvem der skulle have hvilken historie. eller var han bare almindeligt sludrevorn - det er uklart i formuleringen.

At amerikanerne ikke beroliger den danske regering er da ikke mærkeligt. Det er mere mærkeligt, at Bang-Jensens skriftlige analyse faktisk er beroligende. USA ville jo have Danmark som et usænkeligt hangarskib, indenfor flyveafstand fra Moskva. På samme måde er det ikke særlig mærkeligt, at USA ikke vil love militær støtte til et nordisk forsvarsforbund. USA har altid bekæmpet selvstændige regeringer, specielt hvis de kunne være model for en anden samfundsstruktur. USA vil undgå det Chomsky kalder »det gode eksempels trussel«.

Hele komedien er vel den fredelige, tidlige, nordiske version af den kampagne, som Ganser beskriver fortsættelsen af, i resten af Europa. Og som her i 1948 må køre på højtryk i hele den del af Europa, som Jalta-aftalen tillagde Vesten. Tager man nogle militære garnisoners henvendelse til politiet med i betragtning får man det indtryk, at USA kører en kampagne via Kauffmann, via Inglis - Kjølsen, via Bang-Jensen (mere eller mindre koordineret med de to foregående), via Marvel, via Eugenie Anderson - Hedtoft og via USAs militære efterretningstjenestes danske militære efterretningsforbindelser. Pressekampagnen om kommunistisk infiltration af politiet i Finland er en typisk amerikansk kampagne, som de nu køres af NED.

Selve påskens begivenheder, som beskrevet af Hansen & Sørensen, kan jeg kun opfatte som en militærøvelse. Militæret har et centralt beredskab, men politiet er ikke underrettet på centralt hold, men alarmeres af nogle garnisoner lokalt. Øvelsen kunne så også give en kontrol af de kommunistiske hjemmeværns- og politifolks stillingtagen. (se p. 165). Det at øvelsen gøres så realistisk, at så få ved besked, skal vel hjælpe Hedtoft med at overbevise socialdemokratiets tvivlere !

Det ville være rimeligt at undersøge sovjetiske arkiver for indikationer på evt. trusler mod Norden i 1948, bare for at få bekræftet Hansen & Sørensens opfattelse.

I forbindelse med militærets henvendelser til politiet er det beroligende at se nogle politimestres fornuftige reaktioner. Det er lidt besynderligt, at Hansen & Sørensen i forbindelse med frygten for et kommunistisk kupforsøg skriver at militæret er for svagt til at slå et sådant tilbage. Det er da politiets opgave, evt. om nødvendigt med bistand fra militæret.

Der er vel intet unormalt i, at militæret indsamler civile rapporter om civile iagttagelser i luften eller på havet. Så længe iagttagelserne gøres indenfor eget territorium skulle ingen kunne indvende noget. Jeg mener at have set i en anden sammenhæng, at ruteflybesætninger rapporterer deres observationer til egne myndigheder - også når de er gjort i udlandet. p. 129

På side 129 omtales en flyvestation Agnø . I.h.t. N. M. Scahiffel-Nielsen, "Flyvestation Avnø". Luftmarinestationen Agnø blev opført i 1930 og taget i brug som Flyveskole af Marinens Flyvevæsen i 1931. Bogen fortæller om livet på Agnø, fra midten af 30' erne kaldet Avnø. Her citeret fra boganmeldelsen i PROPEL Nr. 3/2007.

Samlet er min konklusion, at hele spillet var en amerikansk kampagne for skandinavisk tilslutning til en vestlig militær alliance, hvor man ville have beslutningen taget på statsministermødet d.18. marts. Formentlig med et lille privat dramatiseringstillæg fra Hedtofts side, der skulle gøre det muligt for ham at overvinde intern modstand i partiet.

Citater:

"Og nok adlød man officielt regeringens ordrer, men værnene deltog, om end med stor forsigtighed, i det illegale arbejde på lige fod med den civile modstandsbevægelse helt frem til de allieredes befrielse af Danmark den 4-5-maj 1945." p. 20

"Den kaotiske situation under en befrielse ville jo muligvis bane vejen for et kommunistisk kup, lød argumentationen. |o tættere man var kommet en befrielse, jo mere frygtede man, at det var russerne, som kom først. En lang række rygter begyndte naturligt nok at svirre om kommunisternes hensigter, for hvilken rolle ville kommunisterne så få?" Politikerne frygtede, at man ville komme til at stå i en situation med uro og kaos samt et forsvar uden våben. Hvor dette kaos skulle stamme fra, var dog ikke altid klart, men som tiden skred frem, frygtede man »muligheden af væbnede aktioner eller ligefrem kupforsøg fra større eller mindre dele af modstandsbevægelsen, og det var særlig "kommunisterne, særlig det parti, hvis hensigter man i en sådan situation frygtede." Når man talte om kaos, var det det kommunistiske kupforsøg, der mentes....De mange rygter om kommunisternes hensigter døde imidlertid hen i løbet af 1944." P. 21

"Principielt var man måske nok indstillet på at skulle kæmpe for revolutionen, men på dette tidspunkt var kommunisternes strategi rettet mod en fredelig magtovertagelse lig med kommunisternes senere triumf i Prag 1948....Og det lader også til, at man før eller siden ventede en revolution, for den tidligere BOPA-mand Hans Edvard Teglers var overbevist om, at BOPA skulle bruges til revolutionære formål i Danmark, når situationen en dag bød sig.....Det som, indtil andet måtte blive påvist, må stå fast, er, at der ikke er tegn på, at DKP havde nogen som helst ordre om at forberede eller gennemføre et kup i påsken 1948, ligesom det er helt klart, at der ikke skete nogen forberedelser til at følge kuppet op med en intervention af sovjetiske væbnede styrker." p. 22

"Dertil skal lægges erfaringerne fra krigen, og samlet set var forsvaret ikke længere et problematisk emne at diskutere for Socialdemokratiet, om end partiet stadig havde et iboende modsætningsforhold til forsvaret.....Forsvaret skulle ordnes i overensstemmelse med de forpligtelser, som påhvilede Danmark som medlem af De Forenede Nationer, hed det, uden at man på dette tidspunkt havde nogen fornemmelse af, hvad dette udsagn indebar....... Stik imod hvad man måske skulle tro, var »Fremtidens Danmark« ikke spækket med »aldrig mere en 9. april«-paroler, men overvejende indadskuende." p. 25

"I 1946 havde DKP 60.000 medlemmer. Før krigen havde partiet ikke over 6000 medlemmer." p.26

"To kommunister var i en københavnsk partikreds »hoppet af« fra partiet og havde meldt sig ind hos socialdemokraterne. Med sig fra kommunisterne havde de to taget en intern liste over kommunisternes medlemmer, en liste som afslørede, at 11 kommunister også var medlem af socialdemokratiet. Kommunisterne havde, nøjagtig som socialdemokraterne infiltreret modpartens forskellige kredse for at få rapporter om, hvad der foregik i de partikredse og om, hvad socialdemokraternes næste træk ude på arbejdspladserne ville være. Efter at have opdaget dette reagerede socialdemokraterne omgående og sendte de 11 kommunisters udmeldelser af Socialdemokratiet til kommunisternes hovedkvarter....... For at kunne sætte ordentlig ind over for kommunisterne, måtte man kende til deres organisationsapparat og hele deres stilling og vide ad hvilke veje og med hvilke midler, man kunne vente sig, at kommunisterne ville slå til næste gang. Derfor henstillede man til, at der blev holdt øje med kommunisterne, og at man til AIC noterede sig enhver hændelse." p. 27 [AIC = Arbejdernes Informations Central, OJ].

"Kun under fortrolighed, for eksempel i det udenrigspolitiske nævn, bekræftede de danske politikere hinanden i, at Danmark tilhørte den vestlige lejr....Under stormagtsforhandlingeme om Europas skæbne efter krigen havde Sovjet lovet demokratiske frihedsrettigheder og frie demokratiske valg til de østeuropæiske lande. Det stod imidlertid hurtigt klart, at Sovjet ikke havde i sinde at føre disse løfter ud i livet. Forfølgelse af politiske modstandere og valgsvindel var blot nogle af de metoder, som blev taget i brug for at sikre kommunisterne en plads ved magten i de pågældende lande." p. 29 ["Det man siger, er man selv", sang vi under leg, da jeg var barn. Se  Ganser for eksempler. OJ]

"de europæiske lande blev gjort opmærksomme på, at USA kun så sig forpligtet til at hjælpe de enkelte lande i kampen imod kommunisterne i samme udstrækning, som landene var villige til at hjælpe sig selv" (citat om Truman-doktrinen) p. 30

"Marshall-planen blev i sommeren 1947 tilbudt alle europæiske lande, også de østeuropæiske og Sovjetunionen. At styrke den internationale økonomi var således et skridt til imødegåelse af yderligere spredning af kommunismen. Sovjet havde brug for den økonomiske hjælp, som Marshall-planen tilbød, men Stalin afviste tilbuddet, fordi det efter hans opfattelse indeholdt uacceptable trusler mod den sovjetiske sikkerhed og landets økonomiske selvstændighed. Moskva beordrede desuden de østeuropæiske lande, som var under sovjetisk indflydelse, til ikke deltage i Marshall-planen. Som modtræk til Marshall-planen og til styrkelse af de kommunistiske lande, dannede man på et møde i september 1947 Kominform." p. 30-1

"Man var fra amerikansk side indstillet på at bruge amerikanske tropper til bekæmpelse af de italienske kommunister, hvis det skulle komme så vidt." p. 31

"»Derfor må enhver tanke om stats- eller forsvarsforbund afvises,« sagde befrielsesregeringens konservative udenrigsminister Christmas Møller ved denne lejlighed med adresse til tankerne om udvidet nordisk samarbejde,»....Ved en eventuel konflikt imellem de ledende nationer, USA og Sovjet, ville FN falde fra hinanden." p. 32. Den sidste sætning giver sig ud for at være en konklusion af en Hartvig Frisch udtalelse - som jeg ikke læser sådan: "Hartvig Frisch pointerede ved FN-ratificeringen at »(....), den dag, hvor en konflikt vilde udbryde mellem de magter, som netop er grundlaget for denne pagt, vilde jo ganske automatisk i samme øjeblik hele det gamle neutralitets problem dukke op for de små stater.«" sst.

"Den danske kommando, som styrken kaldtes, var ikke desto mindre kilde til bekymring hos den socialdemokratiske regering, der var ængstelige, for de signaler, udstationeringen sendte. Den danske kommando befandt sig i den britisk besatte sektor i Tyskland, og man frygtede, at dette fra sovjetisk side ville kunne opfattes som en dansk tilnærmelse til Storbritannien. Imidlertid ville Danmark jo heller ikke give indtryk af at være uvillig til at løfte internationale forpligtelser. Dette var det første lille skridt mod dansk deltagelse i et militært samarbejde.

Danmark og vestmagterne

Storbritannien havde imidlertid brug for al den støtte, man kunne få. Krigen havde krævet store ofre for landet, og man havde langtfra den fornødne styrke til at opretholde og forsvare det store imperium....Harry S. Truman blev bakket helhjertet op af den britiske regering og slog ind på en politisk og militær konfrontationskurs med Sovjet. Fra Kremls side svarede man igen ved yderligere at stramme grebet om Østeuropa." p. 33

"Som USA's rolle i vesten voksede, steg også de amerikanske krav om loyalitet. Man ønskede, at også Danmark og de øvrige lande i Skandinavien deltog aktivt i kampen mod kommunismen, og i efteråret 1947 voksede således den amerikanske utilfredshed med den skandinaviske brobygningspolitik.....Også den amerikanske ambassade i København kan have været med til at skabe et billede af Danmark som mere provestligt end Norge og Sverige.

Men den positive status, som Danmark i efteråret 1947 havde opnået hos det amerikanske udenrigsministerium, State Department, ændrede sig det næste halve år. I marts 1948 anså State Department ikke længere Danmark for at være det land i Skandinavien, der var mest vestligt orienteret. Det var nu Norge." p. 34

"Frygten for at provokere Sovjet betød, at det socialdemokratiske ønske om at diskutere og promovere et tættere nordisk samarbejde blev stillet i bero, indtil en løsning på Bornholm forelå." p. 35

"Bemærkelsesværdigt nok definerede Kreml ikke længere Danmark som direkte beliggende under en sovjetisk interessesfære, trods landets store strategiske betydning. Det fortalte man bare ikke danskerne. .....Det var blandt andet rygterne om en sovjetisk invasion, som var med til at skabe uro i påskedagene 1948, og oven i dette havde man fra sovjetisk side gjort det klart over for danskerne, at Danmark lå inden for den sovjetiske interessesfære." p. 36

"Ligeledes havde den konservative Christmas Møllers erklæret at »vi er alle socialister,« og hans lovprisninger af Sovjet var næsten overstrømmende: »Det havde været meget lykkeligere for Danmark, om man i videre kredse end det kommunistiske parti havde haft forståelse af de store og positive kræfter, der fandtes i Sovjetunionen.«.

Christmas Møllers positive omtale af Sovjet og hans omgang med de danske kommunister huede ikke den senere statsminister Hans Hedtoft......

Der fandtes et stort kommunistparti i Tjekkoslovakiet, men kommunisternes tilslutning i befolkningen var dalende, hvilket ikke tegnede godt med henblik på valget senere på året. Partiet sad imidlertid på indenrigsministerposten i den tjekkoslovakiske samlingsregering, og fra denne position forsøgte partiet at få kontrol over politiet, der formelt lå inden for indenrigsministerens beføjelser. Den brede samlingsregerings konservative medlemmer trådte tilbage den 20. februar i protest mod den kommunistiske indenrigsministers udnævnelse af otte nye kommunistiske politikommissærer. Aktionen skulle fremprovokere hele regeringens fald, men i stedet svarede kommunisterne igen med at lade partiets arbejderværn bevæbne og postere vagter ved alle ministerier. Kommunisterne igangsatte store massedemonstrationer, og præsident Eduard Benesj accepterede de 12 borgerlige ministres afgang og overlod det til kommunistlederen, ministerpræsident Klement Gottwald, at danne en ny regering. På papiret var det endnu en samlingsregering, men reelt var det kommunisterne, der bestemte. Formelt var rokaden foregået efter demokratiets spilleregler, reelt var det et kommunistisk kup." p. 37-8 [Min fremhævelse, OJ]

"Prag blev fremstillet som et af verdens brændpunkter, der pludselig faldt i kommunisternes hænder, uagtet at man i amerikanske regeringskredse i mere end et år de facto havde regnet Tjekkoslovakiet for en del af den kommunistiske interessesfære." p. 39

"Viceadmiral Vedel mente, at når først pengene til det danske forsvar var bevilget, skulle politikerne ikke blande sig i, hvordan pengene efterfølgende skulle bruges, og overlade dette til de militære sagkyndige. De ville kunne bruge pengene på den bedste og rigtigste måde. Vedel var fortaler for et forsvar på et kvalitativt højt niveau, og han anså det for uheldigt, hvis man fra politisk side blandede sig i »detaljerne«." p. 41

"Den 14. januar 1948 anmeldte retsforbundsmanden Evald Christensen som en direkte udløber af Gørtz' kronik følgende spørgsmål i Folketinget til forsvarsminister Rasmus Hansen:

»Er det med Forsvarsministerens Billigelse, at Generalløjtnant Gørtz paa et Tidspunkt, da UN's Krav til dansk Militærberedskabs Omfang endnu ikke er offentligt, agiterer for et dansk Militærberedskab paa op til 400.000 mand!" p. 45

"Det forekommer derfor heller ikke usandsynligt, at forsvarsledelsen med dette presseudfald har været ude på at styrke de fremtidige bevillinger ved at påpege visse realiteter, som man må gå ud fra, at de to generaler mener, politikerne ikke tager ordentligt til følge.....Den 21. januar redegjorde regeringen for det danske forsvars tilstand på et to og en halv time langt møde i Udenrigspolitisk Nævn. Det var et bemærkelsesværdigt møde, for det var det første møde siden besættelsen, hvor man frit kunne diskutere udenrigspolitiske forhold. Årsagen var, at DKP med det ringe valgresultat i ryggen ikke længere havde en størrelse, der gav partiet repræsentation i nævnet." p. 48

"[Jørgen Jørgensen fra de Radikale] Desuden fandt han det overordentlig vigtigt at diskutere »hvorvidt vi kunde stole paa vore egne Folk.« Han havde i lang tid været skeptisk over for den private våbenbesiddelse, som hjemmeværnsstrukturen medførte, og i dag kunne den efter hans opfattelse afgjort udgøre en fare for landet." p. 50 "Spørgsmålene om illegale styrker, våbenlagre og våbennedkastningerne må nok alle siges at være rettet mod kommunisterne, for selv om det ikke nævnes direkte, så var mange af politikerne præget af frygten for kommunisterne, og hvad de kunne finde på. Man havde fra kommunistisk side opfordret ligesindede til at søge ind i hjemmeværnsforeningerne, samtidig med at en særlov efter krigen havde givet alle modstandsfolkene, og dermed også en lang række kommunister, mulighed for at blive befalingsmænd inden for såvel forsvaret som politiet. Det er da også ganske givet denne del af forsvarets, politiets og hjemmeværnenes bemanding, som har fået Jørgen Jørgensen til at rejse spørgsmålet om, hvorvidt man kunne stole på sine egne folk." p. 52

"Ifølge en sovjetisk artikel fra den 31. januar 1948 i bladet Røde Stjerne havde Danmark på grund af sine mange havne og de »talrige flyvepladser« tiltrukket sig mere og mere af USA's og Storbritanniens s opmærksomhed, og det net af flyve- og landingsbaner, som blev opbygget af Tyskland under krigen, blev nu udbygget og forbedret af amerikanske og britiske specialister.

»Ifølge udenlandske Korrespondenters skøn kan der i øjeblikket baseres 3000 Bombere og 2500 Jagere på danske Flyvebaser.«" p. 54

"...artiklens afslutning, hvori det hed:

»Den øverstkommanderende for de danske styrker erklærede for nylig, at Danmark uden at forstyrre livsvigtig produktion kunne udskrive 10% af befolkningen eller cirka 400.000 mand. Hjemmeværnene ville blive suppleret med frivillige 13-19-årige.«

Dette var helt klart affødt af Gørtz' udtalelser og en næsten korrekt gengivelse af hans ideer." p. 55

"Det var derimod Land og Folk, der ifølge Krasnaja Zvezda havde svaret:

»(...) Bladet regner med, at ENGLAND naturligvis ikke i øjeblikket skal indkalde de nordiske Lande til deltagelse i en åben militærpolitisk Blok, da det allerede har en hemmelig militær Aftale med disse Lande, som oven i købet inkluderer et så vigtigt Element som standardisering af Bevæbning.« .....»Avisen (Land og Folk, red.) har ligeledes offentliggjort et analogt Dementi fra Forsvarsministeren, der hævder, at Meddelelsen om, at der skal stilles cirka 300 Reaktionsplan af Typen 'Vampire' til Sveriges rådighed, og at dette sker i henhold til en hemmelig Overenskomst mellem Sverige, Norge og Danmark på den ene side, og USA og England på den anden er 'grebet ud af luften' (...) Og atter, hvis en sådan hemmelig Overenskomst ikke eksisterer, hvorfra kan Rasmus Hansen vide, hvilke engelske Flyvemaskiner der skal eller ikke skal leveres Sverige?« .....Det hed sig, at et dansk-amerikansk konsortium havde bygget to hoteller, en flyveplads og en udvidelse af dampskibsforbindelsen til Jylland og København. Russerne sluttede med at konstatere, at Anholt lå midt i Kattegat og tæt på bælterne." p. 57

"udenrigsminister Gustav Rasmussen ... var ... af den britiske ambassadør under et besøg blevet spurgt, om generalens udtalelser afspejlede Forsvarskommissionens overvejelser. Det mente Rasmussen ikke, man kunne sige, blandt andet fordi kommissionen ikke havde holdt møde i lang tid.

»Ambassadøren sagde, at England var interesseret i, at vi fik et ordentlig Forsvar (»an orderly defence<<), ogsaa fordi det vilde fremme Nordens Forsvar. Han erklærede sig rede til at drøfte Spørgsmaalet, hvis jeg ønskede det, og haabede paa en bedre indbyrdes Forstaaelse mellem de nordiske Lande om Forsvaret. Ambassadøren gjorde iøvrigt den Bemærkning, at et godt Forsvar maaske kunde spare os for det, der var værre.«" p. 58

"Men han [Zorin] beklagede samtidig, at man fra regeringens side ikke var i stand til at hindre den danske presse, særlig Nationaltidende og København, i at skrive »fjendtligt« om Sovjet, men slog samtidig fast, at den sovjetiske presse var fri, og at regeringen derfor ikke kunne tage ansvar for, hvad pressen skrev." p. 59

"Det var også helt fejlagtigt, når det blev påstået, at der var udarbejdet planer om et samarbejde med vestmagterne, og det var fuldstændigt  løgnagtigt, når man i artiklerne påstod, at chefen for det danske luftvåben var amerikansk agent." p. 60 [Mon regeringen/ambassaden har tænkt nøje over formuleringen, der giver en forskel mellem de to påstande.]

På siderne 60 - 65 behandles artikler i Stockholmstidningen om våbensmugling til danske kommunister.

"Den 4. marts skrev avisen [Land og Folk] i artiklen »Våbenlandingerne frem i Rigsdagen«, at avisen København, der bragte den oprindelige historie, var en del af 'det antikommunistiske felttog i Sverige'. [???] p. 64 [Aksel Larsens forespørgsel besvaredes 110348] p. 66-8.

"Næste indlæg i debatten var Ruth Fischer, tidligere medlem af den kommunistiske Internationales præsidium, der i et interview den 16. januar udtalte sig om 'Protokol M'. »Kommunisterne i Vesttyskland har et meget stort antal hemmelige organisationer i beredskab. Der er sendt særlige grupper fra den russiske militærregerings hovedkvarter i Karlhorst til de vestlige zoner for at rekruttere tidligere nazister og de tyske officerer til specielle formål (...) De tyske kommunister vil fortsætte deres splittelsesarbejde gennem et net af kulturelle organisationer, som det lykkedes dem at få opbygget i Vesttyskland.«

Udtalelsen dementeredes af det vesttyske fagforeningsblad Tribüne, hvori Ruth Fischer beskyldtes for at være forfalskeren bag 'Protokol M'. Dermed afsluttedes AIC's dækning af sagen.

Det står i dag klart, at der ikke skete nogen af de ting, som er beskrevet i planen. Vesttyskland oplevede ikke en kæmpe generalstrejke i foråret 1948." p. 69

"Svend Nielsens svar gav Social-Demokraten fornyet tro på, at man i virkeligheden havde drøftet den fremtidige taktik, og hvorvidt de nordiske kommunistpartier skulle tilslutte sig Kominform." p. 73

"Da Hans Hedtoft besteg talerstolen i Skive den 6. marts, var det for at aflevere et af sine mest markante angreb på kommunisterne både i Danmark og udlandet......Om de sovjetiske skriverier om Danmark og Land og Folks rolle i disse sagde han således:

»Læg mærke til, at det er et kommunistblad i København, som bringer usande oplysninger om dansk militær, usande og urigtige oplysninger, som derefter kolporteres i udenlandsk radio og skader Danmark Hvorfor gør de det?«" p. 75

"[Hedtoft]: »Jeg opfordrer derfor alle Socialdemokratiets og Fagbevægelsens Medlemmer til at fortsætte Kampen imod Kommunisterne i dansk Arbejderbevægelse. Før denne Kamp med blanke Vaaben og anvend ikke Kommunisternes Metoder. Men rens ud i Organisationerne og vælg Tillidsmænd, som lader sig lede af Hensynet til Danmark og danske Arbejdere.«" p. 76

"Helt i Hans Hedtofts ånd begyndte en række kædebreve at cirkulere fra midten af marts måned. Kædebrevene havde ingen afsender andet end »en kreds af danske kvinder og mænd fra alle befolkningslag, repræsenterende alle politiske anskuelser.«....>Hvad kan Danmark lære af Czekoslovakiets skæbne« ...»(...) 4. Virk for, at man i en forening, der tæller kommunister blandt medlemmerne, aldrig vælger en kommunist til en tillidspost......at sådanne foreninger aldrig arrangerer diskussionsmøder, valgmøder o. lign. sammen med kommunisterne." p. 77

"At opfordre til at kommunistiske lovforslag nedstemtes uden debat, og udelukkende fordi de kom fra kommunisterne, var vel på grænsen af hvad man kunne kalde god demokratisk tone, det lå langt fra Hedtofts opfordring om ikke at tage kommunisternes egne metoder i brug..... Det var Gørtz' oplysninger, som i et vist omfang dannede baggrund for dele af den sovjetiske pressehetz, selv om det er vigtigt at holde sig for øje, at den sovjetiske fremstilling til tider er temmelig fordrejet, men altså ikke desto mindre med baggrund i den danske generals udtalelser. Den konklusion havde Hans Hedtoft tilsyneladende ikke draget, idet han betegnede de sovjetiske skriverier som en 'pressehetz' og undlod at bringe den direkte ophavsmand til flere af oplysningerne, general Gørtz, ind i billedet....Pressehetzen virkede meget direkte og konfronterende imod det danske forsvar og i særdeleshed imod dansk samarbejde med USA og Storbritannien." p. 78

"Det var altså den manglende tro på Danmarks vilje og evner til at stå imod et sovjetisk angreb, som afholdt USA fra at sælge mere moderne våben til forsvaret af Danmark." p. 84

"sagt med andre ord valgte man at igangsætte en aflytning af visse garnisoners telefoner.....Eksempelvis »drøftedes visse Forhold i Anledning af den truende Situation« .... Men hvad var det, man frygtede? ...Men overraskende nok var der intet i Gustav Rasmussens tale, som antydede en for specielt Danmark spændt situation." p. 87

10. marts "Socialdemokraternes Alsing Andersen proklamerede herefter, at den spændte situation var et resultat af en skærpet kampagne fra den kommunistiske sammenslutning Kominform, og med udgangspunkt i den tjekkoslovakiske situation slog han yderligere fast, at »Vi Socialdemokrater har aldrig tvivlet om, at Kommunisterne i Længden ikke kunde holde ud at gaa med den nationale og demokratiske Maske, som de anlagde for nogle Aar siden.« Han afsluttede med at sige, at man måtte se kendsgerningerne i øjnene. Danmark kunne lige så lidt som andre lande komme uden om at skulle have et militærapparat, og man måtte tage hensyn til den internationale bedømmelse af vore forpligtelser, så landet ikke kom til at ligge hen som et militært tomrum." p. 88

"Den danske ambassade i Washington spiller en væsentlig rolle i forløbet af Påskekrisen. Af flere historikere og i særdeleshed også af Udenrigsministeriet placeres skylden for Påskekrisens opståen hos ambassadør Kauffmann og i særdeleshed Bang-Jensen." p. 89

"Af telegrammet den 10. marts fremgik det, at »Grønlandssagen« vægtedes højere end det ærinde, som Bang-Jensen sendes hjem for." p. 90 [Denne bemærkning kommenteres ikke nærmere. I betragtning af netop Grønlands betydning i forhandlingerne med amerikanerne om våbenleverancer, er det en væsentlig mangel. OJ]

"Forsvarsministeren var dog ikke bemyndiget til at afskedige folk på grund af deres politiske baggrund, men man fandt det »nyttigt, at Spørgsmaalet om Sindelaget hos de Folk, der er beskæftiget paa Hærens og Søværnets Værksteder, er sat under Debat.«....At der rent faktisk var hold i historierne om, hvordan kommunisterne lod forsvaret, politiet og hjemmeværnet infiltrere, bekræfter de russiske arkiver imidlertid. Aksel Larsen havde over for den sovjetiske gesandt Plakhin forklaret, at man havde placeret betroede folk i forsvaret og i Hjemmeværnet." p. 91

"Natten til onsdag den 17. marts kastede ukendte gerningsmænd en ananas-håndgranat ind gennem ruden til Land og Folks boghandel i Bredgade i København. [Var dette en "stay behind aktion ? OJ, se Ganser] ....Disse begivenheder har ganske givet været medvirkende til den henvendelse, som kommunisterne den 19. marts rettede til politidirektøren. Man ønskede at få tilladelse til, at blandt andre Alfred Jensen, Børge Houmann, Svend Nielsen og Hartvig Sørensen ud over portvagten og redaktionsvagten kunne bære våben, nærmere betegnet pistol. Denne henvendelse blev fulgt op af et brev dateret den 1. april 1948, men af dette fremgår ikke den bagvedliggende årsag til ønsket om at bære våben. .....Fra dansk side måtte man være forberedt på det værste, og det resulterede den 11. marts i en henvendelse fra den danske regering til den amerikanske ambassadør om mulighederne for hurtigst muligt at få våben fra amerikanerne ....Den 12. marts skulle de nordiske udenrigsministre mødes i København, og på dette møde havde Lange tænkt sig at sætte sine nordiske kolleger, og især Sveriges udenrigsminister Osten Undén, under pres for at få et svar på, hvorvidt Norge kunne forvente sig hjælp fra Danmark og Sverige." p. 92 [min fremhævelse, OJ]

"Bang-Jensen kom til København for mundligt at overbringe den analyse, han i samarbejde med marineattaché Frits Hammer Kjølsen havde udarbejdet om den internationale situation. Analysen indtog sin form i løbet af marts måned på baggrund af Bang-Jensens samtaler med den danske marineattaché Frits Hammer Kjølsen og deres møder med forskellige fremtrædende personer inden for det amerikanske udenrigsministerium og flådens efterretningstjeneste. Forløbet omkring analysen startede allerede i slutningen af februar, hvor Kjølsen blev mærkbart rystet over kuppet i Prag og over, at Sovjet »slugte« Finland. ......Det måtte blive et militært indgreb, selv om den efter Bang-Jensens opfattelse foretrukne sovjetiske metode var at skabe uro og opstand indefra i landet. Dette mente Bang-Jensen imidlertid ville være ganske umuligt i Danmarks, og for så vidt også i Norges og Sveriges, tilfælde, og at Sovjet var klar over dette. Et angreb måtte altså komme udefra." p. 94-5

"Selv om Truman-doktrinen havde lovet støtte til alle lande, som truedes af kommunismen, erklærede analysen Trumans tilsagn for betydningsløst. Med hensyn til Finland var man i Washington af den opfattelse, at Finland var »fortabt bag Jerntæppet«. Analysen redegjorde for de enkelte landes status og udsatte position med hensyn til Sovjet, hvoraf Italien sammen med Frankrig betegnedes som de de mest udsatte med hensyn til eventuelt kommunistisk pres og kup. Analysen konkluderede dog, at der bortset fra netop Italien og Frankrig næppe var et europæisk land »... hvor Rusland foreløbig kan gøre sig det mindste Haab om et overtage Magten alene ved at bore indefra.«  p. 98

"Og det samme ville gøre sig gældende med hensyn til Skandinavien, hvis de skandinaviske lande samledes i en defensiv enhed, som ville forlænge varigheden af et eventuelt sovjetisk angreb på Skandinavien. Men Sovjet ville være i stand til at tage landene under behandling et efter et. På grund af Norges og Sveriges geografiske placering og betydelige militære styrke ville Sovjet givetvis have visse »betænkeligheder ved at forgribe sig på disse to lande." p. 99

"Rapporten blev udfærdiget af Paul Ipsen, kommandør i den danske marine, og den når frem til en lang række interessante pointer, pointer som senere skulle vise sig at blive gentaget. Rapporten er intet mindre end unik set i historisk sammenhæng, til dels fordi den viser Flådens og måske også hele forsvarets syn på den internationale situation, som stort set var identisk med den analyse, Bang-lensen på samme tid sad og udarbejdede." p. 101

"[note] 210 UM 99.M.19 »Gråbog« pakke II. »Memorandum af 14/3-48«. De internationale forhold og spændingen mellem stormagterne havde fyldt meget i den amerikanske presse, og begge var udslagsgivende faktorer for, at Kjølsen sammen med sine svenske og norske kolleger ønskede at mødes med Inglis. (p. 244).....holdt Kjølsen et møde den 15. marts 1948 med admiral Thomas Inglis, chef for den amerikanske flådes efterretningstjeneste." p. 104. Mødet holdtes på Kjølsens foranledning (p. 105).

"Admiral Inglis »udtalte desuden, at han ingen militære oplysninger havde om, at Rusland stod umiddelbart foran en aggression el. lign. mod Danmark eller noget skandinavisk land.«.....at admiral Inglis gjorde det klart, at der under de herskende forhold forelå en ny situation med USA og Sovjet som de ledende stormagter. En situation som gjorde det svært for USA at acceptere et neutralt Skandinavien....Hvad der imidlertid ikke fremgik af Kjølsens referat fra mødet, men som Kjølsen nedfældede i sin dagbog var, at admiral Inglis havde lovet danskerne oplysninger om muligt og mere end antydet, at man fra amerikansk side havde planer om flådestyrker til Nordsøen." p. 106

"Kjølsens indberetning om mødet med Inglis med titlen »Hemmelig Indberetning nr. 1« blev sendt til chefen for Søværnskommandoen, Vedel, omkring den 18. marts. Kjølsens skrivelse blev som nævnt sendt fra New York, og Kjølsen gik længe og ventede på en bekræftelse på, at man havde modtaget den.....den 31. marts modtog man på ambassaden i Washington viceadmiral Vedels kvittering på, at han havde modtaget den.

Hvis man skal tro Kjølsens udlægning, så havde den hemmelige skrivelse til Søværnskommandoen givetvis indeholdt budskabet om, at der ikke var nogen fare på færde. Kunne det være problematisk for den danske forsvarsledelse at have modtaget en skrivelse, hvori den umiddelbare sovjetiske fare blev betegnet som lig nul? [Kun fordi der dermed forsvinder et argument for højere bevillinger - og eller for en vestlig alliance. OJ] Det kunne det givetvis, men vi vil nok ikke kunne komme et svar nærmere, da den kopi af Kjølsens skrivelse, som ellers befandt sig i Washington-ambassadens arkiv, uden videre begrundelse blev fjernet fra arkivet og brændt. Originalen forsvandt senere hen mellem viceadmiral Vedels papirer, for efter modtagelsen havde Vedel fjernet skrivelsen fra Søværnskommandoens arkiver, men han havde ikke kunnet finde den mellem sine egne papirer. Og han havde desværre heller ingen erindring om skrivelsens indhold, da han senere hen blev adspurgt om skrivelsen og dens budskab....Den 17. marts holdt USAs præsident, Harry S. Truman, en tale til Kongressen, hvori han placerede det fulde ansvar for den internationale situation på Sovjets skuldre. Talen ....rettede sig i lige så høj grad til de vesteuropæiske lande, som ikke fuldt ud havde valgt side i den nyopståede bipolaritet, heriblandt Danmark." p. 107

Kauffmann forklarede, at der cirkulerede et rygte om, at Norge ville blive det næste land efter Finland, som Sovjet ville vende sig imod. p. 108

"Med hensyn til den europæiske situation sagde Truman: »The tragic death of the Republic Czechoslovakia has sent a shock throughout the civilized world. Now pressure is being brought to bear on Finland, to the hazard of the entire Scandinavian peninsula.«" p. 108

"Hedtoft havde nemlig gjort det klart for Marvel. at Danmark muligvis ville følge Norge i vestlig retning, også selv om Sverige fortsat troede på neutraliteten....Kraft fandt, »i modsætning til Gustav Rasmussen, der stemplede hans optræden som lidet heldig og udiplomatisk, Bang-Jensens redegørelse rolig og oplysende.«" p. 110

"Endelig talte Bang-Jensen også med en medarbejder i Udenrigsministeriet ved navn Vincens Steensen-Leth. Steensen-Leth gik umiddelbart efter videre til ambassadør Marvel med de oplysninger, han havde fået af Bang-Jensen. Bang-Jensen havde fortalt ham, at Danmark indgik i USA's strategiske planer, og at man fra amerikansk side havde brug for Danmark, da: 'US Air Forces need Denmark as place from which Moscow could be attacked.« ....., at han havde tegnet et dystert billede af situationen og påpeget vigtigheden af, at Danmark tog skridt til at gøre modstand mod eventuelle overgreb fra sovjetisk side. .....den tidligere modstands- og hjemmeværnsmand Jørgen Røjel husker fra påskedagene1948. Bang-Jensen fik ifølge Jørgen Røjel »kontakt med nogle tidligere modstandsfolk som fik den opfattelse, at det russiske overfald på Danmark kunne finde sted i løbet af få dage, eventuelt støttet af et kommunistisk kupforsøg som i Tjekkoslovakiet«." p. 111

"Når man skal vurdere Bang-Jensens rolle ... må man huske at skelne mellem den skrevne analyse, og så det faktum at Bang-Jensens orientering af de forskellige personer jo foregik mundtligt, hvilket kan have ført til en række mere eller mindre tilsigtede misforståelser i gengivelsen, videreformidlingen og opfattelsen af Bang-Jensens budskab..... lader det til, at Bang-Jensen over for en række personer har betonet forskellige punkter, som han måske ikke har haft det store saglige grundlag for at fremkomme med. Han hævdede blandt andet, at påskedagene kunne være et oplagt tidspunkt for sovjetisk aggression mod Danmark, og netop det faktum, at han havde tegnet et dystert billede af den for Danmark forestående situation, afviger i den grad fra hans egen skrevne rapport, der end ikke nævner en nært forestående sovjetisk aggression mod Danmark. ...Det er siden hen blevet påstået, at det var Hedtoft, der udtrykkeligt anmodede Bang-Jensen om at sprede sit budskab, til trods for at Bang-Jensen tilsyneladende havde betænkeligheder ved det. Og hvis dette skulle være sket på statsminister Hedtofts »udtrykkelige Anmodning«, kan man diskutere, om ikke Hedtoft selv har været en aktiv drivkraft i spredningen af Bang-Jensens synspunkter. Men der hersker dog stadig en del tvivl om, hvad der foregik:..." p. 112

"Som det kom frem på mødet mellem marineattaché Kjølsen og admiral Inglis, var man fra amerikansk side udmærket klar over, at der ikke var den store overhængende fare for Danmarks sikkerhed, men man valgte alligevel at undlade at berolige danskerne." p. 113

"Thorp gjorde det ved samme lejlighed klart over for ambassaden i København, at State Department ikke havde deltaget aktivt i påvirkningen af hverken Bang-Jensens eller andre danskeres syn på de nødvendige midler til imødegåelse af den nuværende situation. Men at State Department derimod så med positive øjne på det mulige danske holdningsskift, er der ingen tvivl om:

»However, DEPT has no desire throw cold water on danish awakening to realities or danish attempts think out plans to resist aggression." p. 114

"Efter at have talt med Bang-Jensen og den amerikanske ambassadør Marvel rejste Hedtoft til Stockholm for at deltage i det nordiske statsministermøde den 18. marts. ....Den svenske statsminister slog i sin tale fast, at der med alle ressourcer skulle værnes om den nordiske frihed, hvis den blev truet, og han understregede, at Socialdemokratiet var det eneste parti, som kunne holde kommunisterne stangen." p. 115

"Også dette var et signal, som gav genlyd ude omkring i verden. Under overskriften »Dane urges Rearmament« fortalte New York Times den 19. marts, at H.C. Hansen på det pågældende møde havde givet udtryk for ønsket om en styrkelse af de danske muligheder for at imødegå et kommunistisk kup." p. 117

"Det er interessant, at der i denne skrivelse opereres med en tidshorisont, hvor forlægningen af ammunition først skal være tilendebragt den 7. april. Dette virker umiddelbart underligt set i lyset af den generelle fokusering på påsken, som beredskabet ellers har haft. Men dette var en af de første indikationer på, at påsken som sådan måske ikke var af alvorlig betydning for Danmarks sikkerhed, men at den udgjorde et godt tidspunkt for en realistisk undersøgelse af de danske muligheder for at forsvare sig i tilfælde af et udefrakommende angreb eller et indre kup. Rasmus Hansens tidsramme for undersøgelsen med den 28. marts som sidste dag skulle vise sig at komme til at stemme bemærkelsesværdigt overens med de meldinger, som man forskellige steder modtog om kommunistiske kup og sovjetiske angreb. Var det hele da blot en øvelse?" p. 122

"Man blev på mødet enige om at give politiledelsen og værnscheferne tilladelse til at fjerne folk med kommunistiske sympatier fra nøglepositioner." p. 123

"I perioden efter kuppet i Prag havde den norske regering fået nogle foruroligende meldinger fra dens diplomatiske repræsentationer. I dagene 5.-7. marts indløb der meldinger fra de norske diplomater i henholdsvis Moskva, Warszawa og Helsingfors om, at Norge kunne forventes at modtage en lignende henvendelse fra sovjetisk side, som Stalin havde rettet til den finske regering kort forinden ...Den 12. marts vedtog det norske Storting regeringens forslag om en ekstraordinær beredskabsbevilling på 100 millioner kroner." p. 124

"Også i Sverige begyndte man at tage sine forholdsregler, men i modsætning til i Norge og Danmark var de svenske træk helt åbenlyse og blev berørt og diskuteret i dagspressen. Det svenske forsvars øverstbefalende, general Helge Jung,....vurderede dog, at såvel Sovjet som USA var for svage til at lade sig indblande i større konflikter, men det betød ikke, at man fra svensk side skulle tage det med ro." p. 125-6

"Sørapportering ved hjælp af civile fiskefartøjer blev ligeledes behandlet i Vedels rapport. Der var ifølge Vedel ikke folkeretlige regler, som forbød et land i fredstid at benytte landets civile fiskere til observationstjeneste og tilbagemelding om eventuelle observationer. Ikke desto mindre så Vedel på sådanne foranstaltninger med en vis skepsis, da civile observationer kunne medføre en overhængende fare for uheldige konsekvenser og i visse tilfælde en berettiget sidestilling med spionage.

Rasmus Hansens forsøg på at inddrage civile i bevaringen af den danske sikkerhed kan i nogen grad virke som en desperat handling. Sammenholdt med de tidligere beretninger om det danske militærs miserable tilstand kan det måske have været af ren og skær nødvendighed, at man i en kritisk situation har fundet det rimeligt at inddrage civile til observationstjeneste. .... »Kaptajnerne på de danske skibe skulle gøres opmærksomme på, at der som regel ville være to kommunistiske agenter ombord - en på dækket og en i maskinen. Kaptajnerne skulle søge at afsløre disse, så de i givet fald kunne neutraliseres.« " p. 129

"Kauffmann gjorde det så tydeligt som overhovedet muligt; hvis De Forenede Stater skulle kunne gøre noget effektivt for at beskytte Europas demokratier, ville det være en nødvendig forudsætning, at USA sidste, hvor Europas lande stod, og at man var sikker på, at landene selv ville gøre deres bedste for at forsvare deres nationale selvstændighed og demokratiske frihed. Den udenrigspolitiske ledelse i Washington var af den mening, at de skandinaviske lande i den nuværende situation løb en alvorlig risiko, hvis de af forsigtighed valgte ikke at foretage sig noget og derved forøgede chancerne for enkeltvis at blive udsat for pres fra sovjetisk side." p. 130

"2) Tiltagende rygter om sovjetiske henvendelser og eventuelle overgreb på en række lande....4) En klar udmelding fra Danmark måtte forventes, hvis man ønskede amerikansk hjælp i tilfælde af en konflikt. Man burde med andre ord »bekende kulør«....Var man påvirket fra amerikansk side eller var dette et udpræget dansk ønske fra ambassaden i Washington om at påvirke den danske regering?" p. 131

"En officer, der fungerede som instruktør for Holbæks Amts Hjemmeværnsforening, havde indstillet undervisningen, da der ikke var »hjemlet ret til udskillelse af særligt uønskede politiske Grupper,« og fordi han ikke ønskede at »uddanne eventuelle kommunistiske Elementer«." p. 134

"Svend Nielsen forsøgte endnu en gang at forsvare kommunisternes stilling og henviste for at underbygge kommunisternes loyalitet til partiprogrammet.

»De danske Kommunister har klart og tydeligt i deres Program udtalt, at de bekender sig til Folkestyret og Demokrati, og vil ikke under nogen Form lave Kupforsøg her hjemme.«

Som den første i debatten bragte Svend Nielsen frygten for et kommunistisk kupforsøg på banen. Indtil nu havde man kun talt om situationer som involverede en udefrakommende trussel, hvorimod Svend Nielsen nu uopfordret fra kommunistisk side også forsikrede de øvrige medlemmer af [hjemmeværnsforeningernes] hovedbestyrelsen om, at kommunisterne ikke ville foretage sig noget kupforsøg herhjemme." p. 136

"Og måske havde Hedtoft disse meddelelser i baghovedet, da han om aftenen den 23. marts sendte bud efter den amerikanske ambassadør Josiah Marvel. Hedtoft forklarede Marvel, at han var urolig, nøjagtig som resten af regeringen var det. Hedtoft meddelte Marvel hvilke beredskabsmæssige foranstaltninger, man havde foretaget, men disse oplysninger kom ganske givet ikke bag på Marvel. Allerede den 19. marts fremgik det af fungerende udenrigsminister Thorps skrivelse, at man fra amerikansk side kendte til de danske beredskabsplaner. Hedtoft oplyste, at det dels var for at imødegå eventuelle kupforsøg fra de danske kommunister dels for at imødegå et angreb fra sovjetisk side.....Angående Danmarks tilslutning til Bruxelles-pagten og dermed Vesteuropa mente Hedtoft langtfra, at pagten og dens medlemslande »would give Denmark military assistance it might require«.....Hedtoft havde forklaret Marvel, at det var for at imødegå et eventuelt kommunistisk kup eller et sovjetisk angreb, at man havde truffet de beredskabsmæssige foranstaltninger. Det var imidlertid en anden forklaring, Rasmus Hansen gav Statsrådet samme dag." p. 137

"Hvad Rasmus Hansen helt præcis har givet af uddybende forklaringer til Statsrådet vides ikke, men hans redegørelse kunne godt tolkes således, at der blot var tale om en øvelse.....Hvis der forelå en konkret trussel mod den danske sikkerhed eller meldinger om en sådan trussel. var Statsrådet ganske givet blevet informeret om dette, men det var imidlertid ikke tilfældet." p. 138

"Desuden havde regeringen ifølge Information fået oplysninger fra USA om, at Skandinavien eller et enkelt skandinavisk land var blandt de områder som i den kommende tid kunne »tænkes at blive Genstand for russiske Manøvrer i den »kolde Krig««." p. 140

"Hedtoft havde haft en samtale med den norske statsminister, som kunne fortælle, at den norske regering i de sidste to uger havde modtaget indikationer på, at Sovjet ønskede at danne en russisk-norsk pagt, nøjagtig som man havde ønsket det med Finland." p. 143

"»Statsministeren understregede, at der ikke for Regeringen forelaa noget som helst Indicium for, at der kunde indtræde en akut Situation, der gjorde disse Foranstaltninger aktuelle, men Regeringen skønnede, at det paa den anden Side vilde være letsindigt at undlade at træffe disse Foranstaltninger med Henblik paa, at i Tilfælde af, at noget skulde ske, kunde anvende de forhaandenværende Midler paa hensigtsmæssig og betimelig Maade.« ....Venstres Knud Kristensen .....mente, at det vel i første række var »Politiet, som eventuelt i Samarbejde med Militæret havde til Opgave at afværge eventuelle indre Kupforsøg.« ... Kristensen påpegede, at det var hensigtsmæssigt »rent strafferetligt« at få klarlagt, hvorvidt hjemmeværnsforeninger skulle betragtes som militære eller private formationer." p. 144

"Med hensyn til kommunisterne ønskede Kraft at vide, om regeringen var i besiddelse af oplysninger om, hvor mange bevæbnede kommunister der fandtes i Danmark. Han lå selv inde med oplysninger om, at tallene svingede fra 3.000 til 15.000 bevæbnede kommunister. Hedtoft kunne oplyse, at man uden nogen form for garanti anslog antallet af bevæbnede kommunister til maksimalt at være 4.000 i hovedstaden. Hvad antallet af bevæbnede kommunister var for resten af landet, kom Hedtoft ikke ind på." p. 145

"Politidirektøren havde på et møde med statsministeren en uge før nærværende møde i Udenrigspolitisk Nævn [onsdag den 24. marts kl. 14] anslået, at 25-30 procent af ordenspolitiets folk nærede kommunistiske sympatier, dog mente politidirektøren allerede den 21. marts på mødet i Hjernetrusten, at dette kunne reduceres en del grundet begivenhederne i Tjekkoslovakiet. Ikke desto mindre havde såvel politidirektøren som chefen for værnene allerede på dette tidspunkt fået bemyndigelse til »kategorisk« at fjerne alle personer, der var mistænkt for kommunistiske sympatier, fra nøglepositioner, hvilket havde medført fjernelse af et ikkeangivet antal personer. Hedtoft oplyste nu over for nævnet, at sådanne forflyttelser i den mellemliggende periode allerede havde fundet sted. Forflytninger var naturligvis sket med anden begrundelse end den faktiske, og i denne forbindelse havde regeringen haft samtaler med fremtrædende fagforeningsfolk, der var enige i regeringens bedømmelse samt i de tiltag, der var taget initiativ til.

Der sker et interessant og bemærkelsesværdigt skred i opfattelsen af den kommunistiske infiltrations omfang. På mødet »en uge før« anslog politidirektøren, at antallet af kommunister var så højt som 30 procent, et tal han allerede få dage senere, den 21. marts i Hjernetrusten må reducere yderligere. Det var først på dette møde, at han fik bemyndigelse til kategorisk at fjerne kommunister fra nøgleposter, så politidirektørens reducering kunne ikke skyldes denne ordre, medmindre man forestillede sig, at han på egen hånd havde taget initiativ til lignende tiltag. Ud fra sammenhængen virker dette imidlertid ikke sandsynligt. Tilbage stod en vurdering af kommunisternes styrke blandt politiet som væsentligt mindre end tidligere antaget. Når politiledelsen så yderligere har fjernet de kommunister, de kender til, fra nøgleposter, må man formode, at man fra regeringens side delvist kan ånde lettet op over for den side af problemerne. Det er tydeligt, at politiledelsen har haft en god fornemmelse for de elementer i deres egne rækker, der har kunnet skabe problemer......Oplysningerne om Bang-Jensens rapport var Kraft blevet præsenteret for fra flere sider, hvilket havde forbavset ham. Hvordan havde folk hørt det? Kraft havde ikke selv haft lejlighed til at tale med Bang-Jensen ...., så havde Kraft talt med en amerikansk admiral, som havde forklaret, at hjælp til Danmark ville være »afhængig af hvorledes Danmark selv vilde reagere mod et Angreb. Satte Danmark sig til modværge, vilde der være gode Udsigter til, at USA kom til Hjælp, men blev Danmarks Holdning som 9. april, vilde vi blive afskrevet.«" p. 145 - 8

"Så Bang-Jensen har med stor sikkerhed fortalt forskellige historier til forskellige folk.....På nævnsmødet fortsatte diskussionerne.... Burde man frygte en sovjetisk aggression? Statsminister Hedtoft havde tidligere på mødet redegjort for, at alle kilder afkræftede dette, men kom alligevel med den betragtning, at han ved en vurdering af den udenrigspolitiske situation måtte understrege, at Storbritannien for tiden var uhyre svagt militært set, mens Sovjet omvendt var uhyre stærkt. Hedtoft fortsatte sin vurdering og forklarede, at Sovjet, hvis de ville, kunne nå Atlanterhavet på 11 dage, altså pløje sig tværs gennem Europa. Det eneste, der efter Hedtofts mening kunne stoppe dette, ville være atombomben. Hedtoft afsluttede sin betragtning med at sige, at når styrkeforholdet var således, kunne Sovjet naturligvis også indtage Skandinavien, hvis de ville.

Hans Hedtofts kommentar forekommer besynderlig i lyset af både Bang-Jensens analyse, der jo rent faktisk ikke tillægger Sovjet offensiv kapacitet over en årrække, og forsvarsrapporten fra 15. marts, der ligeledes mener, at det er usandsynligt, at Sovjet vil være offensiv over for Vesten foreløbig. Statsministerens bemærkning forekommer i dette lys som værende faldet mod bedrevidende og mere som udtryk for Hedtofts ængstelse over for Sovjet end for hans egne folks redegørelser." p. 149

"Med Busch-Jensens tale havde regeringen dog ikke efterkommet Ole Bjørn Krafts ønske om at informere befolkningen om regeringens foranstaltninger, som efter Krafts opfattelse ville have modvirket eventuelt opstående uro og panik.

Mindre end to timer efter at mødet i Udenrigspolitisk Nævn afsluttedes, diskuterede Hedtoft endnu en gang situationen med ambassadør Marvel, som over for Hedtoft påpegede det ønskelige i, at Anholt, Læsø og eventuelt Samsø forsvaredes i tilfælde af et sovjetisk angreb. ....Man nåede frem til, at der skulle kæmpes, og derfor valgte man at placere et skib ved hver ø og kompensere med maskingeværer for skibenes ufuldstændige besætninger." p. 152  I Note 326 skriver Hansen & Sørensen: "326) FOARK, Krigsministeriets 1. kontor. K4, General Thygesens arkivsager 1942-1948. Øerne havde som redegjort ovenfor været midtpunktet i flere sovjetiske artikler om Danmarks voksende tilhørsforhold til vesten og vurderedes som vitale for at kunne holde de danske farvande åbne for sovjetisk gennemsejling af disse.

"Man blev desuden enige om at lade elever fra Hærens Officersskole afpatruljere strækningen fra Kastellet til Kalkbrænderihavnen i de efterfølgende døgn. ....: officerseleverne skulle udføre patruljerne i civil, .....samtlige regimentschefer og afdelingschefer skulle opholde sig på tjenestestedet fra mørkefald til en halv time efter daggry frem til den 31. marts."" p. 153-4

"Politiet havde nemlig fra militæret fået oplysninger om, at visse personer ville forsøge at overrumple fire militærlejre i området." p. 158

"På et møde mellem politimester Bjerre og Laugesen den 25. marts enedes man om at etablere kontrol med motorkøretøjer, specielt store kølevogne:

»... idet man fra militær side, efter de for militæret foreliggende oplysninger befrygtede, at personer, der skulle ankomme i større antal nordfra i kølevogne, skulle forsøge at overrumple militærlejrene«....blev politiet i Fredericia kontaktet af en oberst Trampe, der allerede den 25. marts meddelte, at garnisonen var i forøget beredskab grundet frygt for et kommunistisk kup. ...ligesom ordren om militærets beredskab efter Oberst Trampes oplysning forelå fra København, og jeg anså det for utænkeligt, at en alvorlig situation kunne være kendt for Centralmyndighederne uden at politiet blev underrettet, foretog jeg mig intet." p. 159

"Henvendelsen om at indgå i et øget beredskab blev imødekommet i beskedent omfang, da man valgte kun at lade en ekstra politibetjent og en overpolitibetjent møde som supplement til den almindelige vagttjeneste. ....Endvidere, og det er efter alt at dømme det eneste sted, noget sådan forekom, patruljerede efterretningsafdelingen »med tre Mand hele Natten og holdt herunder bestemte Objekter og Personer under diskret Observation.«" p. 161

"Politimester Clausen fra Kolding ...modtog altså den typiske mundtlige melding med referencer til samme oplysninger, som de øvrige politikredse havde fået. Politimester Clausen skilte sig dog ud ved ikke at fæste nogen lid til rygterne. ...I København havde politidirektør Herfelt valgt at iværksætte flere foranstaltninger til imødegåelse af eventuelle uroligheder. ..I Århus blev der, »efter at forskellige Forlydender af ret alarmerende Indhold var tilgået os,« udleveret et antal maskinpistoler med ammunition." p. 162

".... i politikredsene for Helsingør, Roskilde, Holbæk, Slagelse, Næstved, Odense, Aalborg, Randers og Esbjerg [Fredericia, Kolding] blev der ikke truffet nogen som helst foranstaltninger..... tyder bestemt heller ikke på, at man venter en invasion af fremmede kamptropper, allerhøjst en lokal opstand af begrænset omfang, hvilket man også nogle steder får bekræftet af de lokale militærfolk. Gentagne gange nævner politimestrene, at de ikke tillægger oplysningerne særlig værdi, idet ingen af politikredsene har bemærket noget mystisk i dagene op til militærets henvendelse." p. 163

"Ikke desto mindre kan man ud fra de relativt få konkrete oplysninger konkludere, at der for politiberedskabets vedkommende ikke er nogen som helst hentydning til en ydre fjende. Det er lokale kommunisters kupplaner, der reageres imod, ikke en sovjetisk invasionsstyrke. ... så består det bemærkelsesværdige i, at myndighederne lå inde med en viden, som man formidlede videre til militæret, men ikke til politiet. Og videre var informeringen og alarmeringen af de enkelte politikredse vidt forskellig dels i tidspunkt og dels i omfang, alle steder foranlediget af forsvaret og ikke af politiets centrale myndigheder." p. 164

"Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at det sønderjyske militærs oplysninger om et nært forestående kup ikke når til København i en eller anden form. ... Politiet i Fredericia blev advaret den 15. marts, men kommunistmødet, hvor man skulle have »besluttet at foretage visse forstyrrelser i Fredericia«, fandt først sted dagen efter. ... Noget kunne tyde på, at der var tale om et test af politiets loyalitet i tilfælde af en kommunistisk/sovjetisk aktion, en »alarmeringsøvelse« ligesom den formanden for hjemmeværnsforeningerne, Erik Husfeldt, tilsyneladende afholdt på næsten samme tidspunkt. ... Politikerne havde i lang tid været urolige for såvel de kommunistiske hjemmeværnsfolks som de kommunistiske politifolks loyalitet. Nu havde man chancen for i hele dette urolige og realistiske øvelsesscenarium at teste de tilbageværende kommunister og se, hvordan de ville reagere på de pågældende oplysninger. ... Under kuppet i Prag havde politiet spillet en yderst væsentlig rolle i kommunisternes magtovertagelse." p. 165

"Når aviserne så begyndte at skrive om en kommunistisk infiltration og dominans inden for hærens fabrikker og virksomheder, tyverier af våben fra hjemmeværnsforeningernes depoter samt kommunistisk uvilje mod at indlevere hjemmeværnsforeningernes våben, har man ganske givet følt sig presset og frygtet, at kuppet fra Prag skulle gentage sig. En ting var nemlig sikkert. Forsvaret var ikke stærkt nok til at slå et kommunistisk kupforsøg tilbage, og kunne man i givet fald regne med politiet? Nu begyndte også rygter om kommunisternes infiltration af politiet i Finland at florere. I slutningen af marts var aviserne fulde af historier om Finlands politi, der mentes at være kontrolleret af kommunister." p. 166

"Kejser-Olesens beretning siger en del om påskeberedskabet. For det første står det klart ud fra hans erindringer, at han som officer ikke var blevet ordentligt informeret om begivenhederne, men havde fået samme besked som så mange andre uden for Hjernetrustens snævre kreds, nemlig at der var overhængende fare for enten et kup eller en invasion, eller en kombination af begge dele. I Kejser-Olesens erindring om krisen er det slående, at der ikke fra hans side er tvivl omkring det reelle i beredskabet, og som sådan kommer hans frygt til at fremstå ægte." p. 167

"Rapporteringen nævner intet om det påståede maskingevær, så det kunne tænkes at være Land og Folks eget kreative tillæg til de faktiske forhold. Det faktum, at Land og Folk uden sammenligning var den avis, som oftest og mest omfattende dækkede påskedagenes beredskab, må siges at tale for en betydelig kommunistisk andel i den krigsfrygt, som måtte have været i befolkningen." p. 169

"Marvels tilbagemelding er interessant. Man havde altså fra dansk side fået gjort det klart for Marvel og overbevist ham om, at man fra dansk side var villig til at kæmpe, og at der ikke ville kunne opstå en ny 9. april." p. 170

"Foreign Office ... Hvad det for Tiden mest af alt maatte dreje sig om ... var .... Foretagelsen af effektive Skridt for at forhindre kommunistisk Infiltration i fagforeninger og blandt Statens Tjenestemænd. I denne Forbindelse pegede han tillige paa det uheldige i, at det kommunistiske Parti er repræsenteret i den danske Forsvarskommission.« ... Moskva Radio ... Hvorfor begyndte man nu at forfølge de progressive elementer i Danmark og henvise til en fare, som ikke var der, spurgte man. Hvorfor fremkaldte man en fjendtlig stemning og foretog angreb mod det ellers venskabelige forhold til Sovjet? Formålet med denne skræmmekampagne var at retfærdiggøre indkøbene af amerikanske jagerfly og radarindretninger. ... bestræber den danske Reaktion sig paa at gennemføre visse militære Forholdsregler, som Danmark har paataget sig under hemmelige Aftaler med de amerikanske Militarister." ... Man havde altså i Norge valgt at foretage en række foranstaltninger, som både inddrog forsvaret og politiet, nøjagtig som i Danmark, og man havde valgt at styrke bevogtningen af den norsk-sovjetiske grænse mod nord, ligesom alle norske flyvepladser var kommet under skarpere bevogtning, nøjagtig som i Danmark....Bang-Jensen mente, at Opgaven med hans Rejse var løst, og at hans Samtaler med Statsminister Hedtoft-Hansen var forløbet godt, hvilket derimod ikke havde været Tilfældet med hans Møder med Udenrigsminister Gustav Rasmussen.«" p. 172-3

"Marts måneds drøftelser i Hjernetrusten havde altså endnu ikke resulteret i en opstilling af luftværnskanonerne. Havde man formodninger om, at noget ville ske i påskedagene, havde man vel hurtigst muligt fået opstillingsarbejdet overstået?" p. 174

"Det tidligere medlem af kommunistpartiets centralkomité havde haft nogle karabiner, geværgranater samt en del ammunition gravet ned i sin have i nogle trækasser. Nikolaj Jensen forklarede over for politiet, at han ikke havde kunnet lide at skille sig af med våbnene, som han havde fra krigens tid. Han havde gjort det klart, at han ønskede kommunisterne til magten. men kun ved hjælp af stemmesedlen." p. 175

"»Det er de militære problemer, der har presset på af frygt for påskebegivenhederne.« Krag ville ikke ind i en vestblok, men var »naturligvis enig i nødvendigheden af en demonstrationskamp, hvis vi overfaldes. Hvis vi gør det, går USA i krig, siger Bang-Jensen.«" p. 176

"rigspolitichef Dahl ... indledte skrivelsen med at slå følgende fast: »Der er herfra embedet med henblik på påskedagene overhovedet ikke udsendt nogen anmodning til politimestrene om beredskab, særlig tjeneste eller andre foranstaltninger og ikke udsendt nogen som helst ordre angående særlige forhold i påsken. ....»Det må betragtes som en ganske normal foretegelse [sic], når meddelelser af den omhandlende art indgår, at træffe visse bevogtningsmæssige foranstaltninger, også i et tilfælde som det foreliggende, hvor man ikke synes at have haft nogen tro på meddelelsernes rigtighed.«"p. 179

"Alle de tiltag, politiet foretog sig i påsken, skete på foranledning af næsten samtidige henvendelser, ikke på baggrund af et længere forløb med øget sikring af stationerne, våbenlagrene og lignende." p. 180

"På grund af det mangelfulde svar fra statsministeren, fremlagde Aksel Larsen en påstand, som cirkulerede i visse kredse. Det amerikanske efterretningsvæsen i Danmark skulle via diplomatiske veje i Washington have informeret den danske regering om, »at i Paaskedagene vilde de danske Kommunister iværksætte kup,« og at Danmark ikke kunne forvente USA's hjælp til nedkæmpningen af et sådant." p. 187

"Til dette påpegede professor Mogens Fog, at der endnu ikke var »givet Oplysninger om, hvilke Kendsgerninger Regeringen byggede paa, da den traf sine Foranstaltninger.« ...Information havde sine oplysninger fra en artikel i News Review og kunne fortælle, at News Review satte påskeberedskabet i forbindelse med Kauffmanns hjemsendte rapport. Den korte artikel fortalte, at man i København havde frygtet det værste, fordi ambassadør Kauffmann havde fået advarsler om Danmarks nære fremtid, advarsler som han sendte Bang-Jensen af sted for at overdrage. Man havde fra dansk side taget sine forholdsregler på grund af det svage forsvar." p. 188

Artiklen [i Information] afsluttedes med et spørgsmål stillet til udenrigsminister Gustav Rasmussen om, hvorvidt Bang-Jensen havde sagt, at kredse i USA forventede, at Danmark kunne blive genstand for Sovjets interesse. Til dette svarede udenrigsministeren kort og kontant: »-Det er muligt«" p. 188-9

"Når Gustav Rasmussen sagde, at Bang-Jensen ingen rapport havde hjembragt fra den amerikanske regering, såvel som når Hedtoft sagde, at sikkerhedsforanstaltningerne ikke skyldtes henvendelse fra den amerikanske regering, var det ikke direkte forkert, men det kunne vel også kun betegnes lige ved og næsten at være i overensstemmelse med sandheden. .... Avisen Expressen havde allerede, mens det danske beredskab endnu stod på. nærmere betegnet den 30. marts, slået fast, at der var uro i Danmark.  ... de danske aviser havde været yderst tavse omkring dette, men det forklarede Expressen med, at danske aviser i langt højere grad end svenske aviser havde for vane at være loyale og føjelige. ...   »Men något tycks ändå bli kvar om man följer ryktena tillbaka til ett ursprungsstadium der de tycks ha sipprat ut genom regeringspalatset Christiansborgs tjocka men inte helt sprickfria murar. Det forefaller at ha blivit mycket aktuellt för herrarna därinne att, om den europeiske situationen skulle explodera i en katastrof, så låge Danmark med sin svårforsvarade sydgräns illa utsatt för raska åtgärder öster ifrån - åtgärder som kunde tänkas bli raskare än västlig militärhjälp. Sedan talar ryktena om direkta budskap väster ifrån att hålla Danmark berett på det värsta - berett på egen hand.«" 189 - 190.

" og at man måske ligefrem havde bedt aviserne om ikke at skrive om beredskabet, sådan som den svenske avis antydede." p. 190

"Som noget helt nyt lancerede bladet [Det sovjetiske udenrigsministeriums]  Novoe Vremja  .... to nye navne på folk, som skulle have stået bag den danske reaktion i påskedagene. Winston Churchill skulle have sendt sin tidligere minister, Duncan Sandys, til Danmark, nøjagtig som præsident Truman havde gjort det med Minnesotas guvernør, Luther W. Youngdahl. Disse to havde ifølge bladet fået til opgave at trække Danmark ind i Vestblokken, og de skyede ingen midler for at overbevise danskerne om, at en forestående krig var uundgåelig." p. 190-1

", men det kom også frem, at det var den danske ambassadør i Washington, Henrik Kauffmann, som »had »learned from well-informed Washington circles« that Russia intended to convert Denmark into a vassal State before the year was out"  ..... »Lille« Danmark var blevet offer for en amerikansk manøvre. ... Men det var en artikel i starten af april, som havde skabt de skarpeste reaktioner i Udenrigsministeriet. Stockholms-Tidningen havde .... kunnet fortælle om, hvordan Danmark næstefter Finland nu skulle befinde sig forrest i farezonen. Det var Stockholms-Tidningens korrespondent i København, danskeren Poul Frandsen, som tilsyneladende havde haft lejlighed til at lytte til Bang-Jensens analyse." p. 191

"udenrigsminister Rasmussen havde givet Dahl ordre til at indkalde Frandsen til en samtale. Dahl fremførte den danske kritik og forklarede, at han ikke kunne forstå, hvordan Frandsen som dansk statsborger kunne skrive, som han havde gjort. Dahl slog fast, at flere af Frandsens artikler måtte karakteriseres som landsskadelige. Frandsen ville tage Dahls oplysninger til efterretning, men spurgte samtidig, om det da ikke var rigtigt, hvad det han havde skrevet i artiklen om påskeberedskabets baggrund. Dahl slog fast, at artiklens oplysninger havde været forkerte, men selv om de havde været rigtige, havde artiklen stadig udgjort et problem med hensyn til Danmarks forhold til fremmede magter. Dahl afsluttede samtalen nå følgende måde uden at nævne udenrigsministeriets forsøg på at retsforfølge Frandsen.

»Jeg gjorde naturligvis opmærksom paa, at Samtalen fra min Side ikke tilsigtede at angribe hans Frihed som Journalist men kun at gøre ham bekendt med, hvad vi mente om det, han havde skrevet«

Håndteringen af Frandsen og hans artikler står i bidende kontrast til den pressefrihed, som den danske ambassadør i Moskva havde påberåbt sig over for den sovjetiske viceudenrigsminister Zorin en måned forinden, efter at danske aviser havde skrevet kritiske artikler om Sovjet. Her havde den danske gesandt som bekendt afvist at irettesætte den danske presse med henvisning til, at den jo var fri. Man mente åbenbart ikke, at den samme frihedsgrad gjaldt den svenske presse eller danske journalister, for blot en måned senere forventede udenrigsministeriet, at man fra svensk side gjorde en sag ud af Frandsens artikel. Ud over dette var man villig til at gå langt for at sætte Frandsen på plads, så langt at man undersøgte mulighederne for at retsforfølge ham." p. 193

"Ole Bjørn Kraft på det 9. møde i Forsvarskommissionen, torsdag den 20. maj 1948, ...  Man lod det imidlertid ikke blive ved bekymringen, da »... Regeringen omkring Paasketid foretog en Række Foranstaltninger som en symbolsk og demonstrativ Tilkendegivelse af Danmarks Vilje til at forsvare sig...«

Dette må siges at være en klar og utvetydig fremlæggelse af påskeberedskabets formål, og Krafts karakteristik af påskeberedskabet som blot værende en symbolsk og demonstrativ tilkendegivelse fik på mødet lov til at stå ukommenteret hen." p. 196

"Hedtoft fremsatte i den forbindelse den yderst interessante bemærkning over for Udenrigspolitisk Nævn i de hektiske dage under beredskabet, som måske kastede yderligere lys over beredskabet og dets formål.

»Een Ting var det at gaa ind i en Alliance, der medførte gensidige Forpligtelser, noget helt andet var det at manøvrere saadan at den eneste Stormagt, der var i Stand til at hjælpe Danmark, ogsaa vilde være interesseret heri«" p. 197

"»Fra ikke officiel Hold er det dog sagt Ambassadøren, at de Forende Staters Ressourcer antagelig i første Række vil blive stillet i Udsigt til de Lande i Europa, som har lagt deres Forsvarsvilje for Dagen paa to Maader, nemlig baade ved de Foranstaltninger, de selv træffer, og ved at slutte sig sammen med ligesindede Lande.« ... Dette må dog siges at være et indirekte pres på Danmark. ... Hedtoft og Rasmussens forsikringer over for den amerikanske ambassadør stemte da heller ikke overens med den holdning som gjorde sig gældende i Udenrigsministeriet." p. 198

"Den norske udenrigsminister Halvard Lange havde nemlig i februar måned forsikret Rasmus Hansen om, at man fra norsk side ikke ville opgive det nordiske samarbejde til fordel for Vesten. Rasmus Hansen havde fået at vide, at nordmændene ville gå enegang mod Vest, men det viste sig imidlertid ikke at være tilfældet.

»Nej, Norge vil naturligvis ikke bryde med Norden, men skulde forskellige Vilkaar tvinge Sverige og Danmark til at fastholde Neutralitetspolitikken for enhver Pris, anser jeg det ikke for usandsynligt, at Norge maa nuancere sin Politik indenfor det nordiske Omraade.«" p. 199

"men beredskabet var ganske givet også ment som et signal til Sovjet. ... Det var den gældende tanke, ... at Sovjet formentlig ville tænke sig om en ekstra gang, inden man angreb Danmark, hvis man vidste, at man ville nøde væbnet modstand." p. 200

"Det svenske budskab var klart. Skulle man fra dansk side gøre sig forhåbninger om et nordisk samarbejde, krævede det fra dansk side en styrkelse af forsvaret og viljen til at kæmpe. ... Beredskabsmanøvren havde den sideeffekt, at politiet og forsvaret fik mulighed for - med regeringens tilladelse - at luge ud i rækkerne, når det gjaldt kommunister." p. 201

"Bogens undertitel omtaler et dansk dobbeltspil, men hvori består det præcist? Der er klare uoverensstemmelser mellem, hvad statsminister Hedtoft og udenrigsminister Rasmussen forklarer henholdsvis det Udenrigspolitiske Nævn og den amerikanske ambassadør Marvel.

Det er tydeligt, at man over for amerikanerne har lovet mere, end man var indstillet på at holde. Hedtofts og Rasmussens gentagne forsikringer om en mulig dansk deltagelse i en vestlig alliance savnede hold i virkeligheden. Hedtoft indskærpede jo netop over for det udenrigspolitiske nævn, at en vestlig alliance ville være for stort et skridt for Danmark, og man må vel alt andet lige formode, at Hedtoft har følt et større ansvar over for de danske politikere end over for den amerikanske ambassadør. ... Også over for Folketingets politikere havde regeringen haft mere end en dagsorden, og i den forbindelse er det frugtbart at se på den forklaring, den daværende statsminister Hans Hedtoft gav Folketinget i forbindelse med Aksel Larsens forespørgsel om påskeberedskabets årsager. Som bekendt henviste Hans Hedtoft her til problemerne med orlov som den primære årsag til de beredskabsmæssige rokader i påsken, en forklaring som samtlige medlemmer af det Udenrigspolitiske Nævn godt vidste var langt fra den fulde sandhed." p. 202

"Hedtoft forklarede beredskabet med en sikring af Danmark indadtil, mens det virkelige formål var en sikring af Danmark udefra, nemlig ved hjælp af amerikanske militære garantier." p. 203

"Bang-Jensen har blandt andet i Udenrigsministeriets gråbog fået skylden for Påskekrisens opståen, men dette stemmer desværre ikke så godt overens med de faktiske forhold. ... Alene det forhold, at arbejdet i Hjernetrust var påbegyndt 10 dage før hans ankomst i København, understreger dette. ...Begivenhederne i påsken er ofte blevet kædet sammen med Danmarks indtrædelse i NATO et år efter. Man kan godt betragte påskens begivenheder som et skridt på vejen mod NATO. ...Derfor kan man sige, at Påskekrisen i første omgang lagde op til den danske vejvilje til at indgå i et forsvarsmæssigt samarbejde, blot var det ikke en atlantisk eller vesteuropæisk sammenslutning, man i første omgang hældede imod, men en ren nordisk forsvarsunion. ....   [det] var et markant skridt væk fra neutralitetstankegangen og banede således vejen for at afsøge samarbejdsmuligheder uden for Norden, da denne mulighed blev udtømt." p. 204

"Interessant er det, at dele af beredskabet tilsyneladende fortsætter efter  afblæsningen i slutningen af marts." p. 205

"På det månedlige møde mellem forsvarsministeren, udenrigsministeren og de militære chefer rejste general Gørtz og admiral Vedel den 1. april 1948 spørgsmålet om de direktiver, der kunde gives med hensyn til den luftrekognoscering, der for tiden fandt sted over danske farvande. Man blev enige om, at flyvemaskinerne kunde flyve direkte mod øst fra Sjælland til Bornholm, og i tilfælde af afvigelser fra den rette linje burde sådanne foregå mod nord og ikke mod syd. Drøftelserne viste to interessante ting, nemlig at man ikke lod luftrekognosceringerne ophøre, efter at beredskabet fra påskedagene ophørte, samt at man ikke unødigt ville provokere russerne i den sovjetisk besatte del af Tyskland. Samlet er der noget, som kunne tyde på, at beredskabet og dets formål rakte længere end blot påskedagene. Og det stemmer da også godt overens med Gustav Rasmussens informering af det udenrigspolitiske nævn den 31. marts, hvor han fortæller, at man forventer, at den internationale spænding vil tage til efter valget i Italien den 18. april. ... Den 2. april udsendte Generalkommandoen en skrivelse til regimenterne, som talte om en forlænget tjenestetid indtil den 10. juli for 2400 mand, hvor det var meningen, at disse 2400 mand skulle bruges til bevogtningstjeneste rettet mod forsvarets depoter." p. 206

"I starten af april foretog man en række forflytninger af mandskab, og man beordrede regimenter til at afgive mandskab, som så ville blive erstattet af hjælpetropper. Afgivelserne skulle finde sted mellem den 15. april og den 31. juli og skulle givetvis benyttes til den bevogtningstjeneste, man havde planlagt. Ud over dette skulle 5. regiment afgive tre kompagnier, som skulle bruges til grænsebevogtning i Sønderjylland. Hvorfor man efter påskeberedskabets afblæsning valgte at styrke grænsebevogtningen fra den 14. april, fremgik dog ikke af ordren. Netop dagene midt i april lader til at have været af central betydning. Eksempelvis udsendte Sjællandske Division den 13. april planen for bevogtningen af forskellige områder i København, og af den fremgik det, at Ammunitionsarsenalet. Hangarvagten, Generalkommandoen, Hovedvagten (Kastellet) og Ny Tøjhus (Våbenarsenalet) skulle bevogtes af 8 befalingsmænd og 73 menige, og igen understregede man, at sikkerheden, beredskabet og bevogtningen gik forud for de meniges uddannelse. Den 14- april fik en række premierløjtnanter forlænget deres i forvejen forlængede tjeneste med en uge, så den ikke afsluttedes den 22. april, men den 30. april. De skulle forblive på skolen indtil da. Hvis man skal forsøge at opsummere de oplysninger, vi indtil nu har fremlagt, tegner der sig et billede af et beredskab, som rækker ud over påskedagene i1948. Beredskabet fortsatte i et vist omfang ind i april måned, og der blev foretaget en række forstærkninger i midten af april, få dage før der i Italien skulle afholdes valg. Netop dette valg havde Gustav Rasmussen betegnet som værende af afgørende betydning." p. 207

"Der er blevet talt om, at en række ikke nærmere konkretiserede rygter skulle have floreret imellem de vestlige efterretningstjenester. Disse rygter skulle så have forårsaget det danske beredskab. I stil med dette er det blevet sagt, at »krisen blev udløst af en ikke altfor præcis advarsel om et forestående kommunistisk kup.<<

Denne ikke alt for præcise advarsel kunne være identisk med de rygter om en sovjetisk trepunktsplan, som efter sigende verserede i efterretningskredse i vinteren 1947/48." p. 208

"Måske er man ligefrem blevet opfordret af en fremmed ambassadør, måske den amerikanske, til at udvise forsvarsvilje, og Hedtoft tager dette ril efterretning og sender meddelelsen videre til sin forsvarsminister." p. 209

AAGE HELGESEN VEDEL (1894-1981) Vedel var viceadmiral fra 1941-58, og det var ham, der som chef for søværnskommandoen gav ordren om sænkningen af den danske flåde under besættelsen. 215

Kilder:

*1* dtv-atlas, Verdenshistorien,Bd.2, 141
*2*  dtv-atlas, Verdenshistorien,Bd.2, 231

*3* http://da.wikipedia.org/wiki/Hans_Hedtoft

*4* KOMMANDØRKAPTAJN F. H. KJØLSEN: OPTAKTEN TIL DEN 9. APRIL, H.HAGERUP, KØBENHAVN 1945 "men Fejlen var blot den, at de faa af vor Regering og af vore militære Myndigheder, der var informeret, ikke gjorde Brug af deres Viden." p. 16 - 17

*5* dtv-atlas, Verdenshistorien,Bd.2, 245: 1948 Brüsseler Beistandspakt (Benelux-Staaten, Grossbritannien, Frankreich). Sein Ständiger Verteidigungsstab geht 1949 in der NATO (S. 239) auf.

*6* (Villaume 1), Poul Villaume, I kan frelse verden og styrte den i ulykke ... Hans Hedtoft og den nordatlantiske nødvendighed. Vandkunsten, 1994, 9/10, 84 - 101

*7* (Villaume 2), Poul Villaume: Allieret med forbehold Danmark, NATO og den kolde krig? En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, Vandkunsten, 1995, 11/12.

*8* Poul Villaume: Allieret med forbehold Danmark, NATO og den kolde krig? En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, Vandkunsten, 1995, 11/12, p. 781.

*9*  Det omtales dog i Påskekrisens hovedpersoner, p. 215.

Orla Jordal, 2007

Må gerne gengives - helt eller delvist -med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.

This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner. 

Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk

Dokumentet er sidst redigeret: