De halve.
Trods
bogens alder er den stadig værd at læse. Leck Fischer har en egen stille
humor. Og noget gælder også i
dag. Angsten for at være alene synes
stadig levende. (Jeg har forstået, at nu går mødre på café med deres nyfødte !).
Jeg foretrækker dog freden. Marja er mere moderne end de
piger jeg omgikkes som ung - ca. 30 år efter bogen var udgivet. Leck Fischer har
et sundt menneskesyn.
Beskrivelsen af begravelsesfølget (p. 105) er kortfattet, præcist og alligevel rigt på følelser. Ordkunst. Det samme gælder Sverres samtale med Gudrun på vej til begravelsen (144).
Han lo bittert ved Tanken. Hun er ikke bange for at blive smittet. Hun holder af de Penge, hun faar af Marja. Og hun har Brug for dem til Rosa. Jeg vil ikke paa Hospital. Her er jeg mig selv, her er jeg alene. Dette er ingen Stue, hvor tolv Senge staar regelret paa lige Linje. Jeg vil have Lov at harke for mig selv. 15
Sygeværelsets kvalmende, indelukkede Luft gjorde ham ondt, men han betvang sig, blev staaende ved Døren. Betragtede den Syge. En Mand, hvis Øjne glinsede i Feber. Et Ansigt, der lignede et Kranie, bespændt med gullig Hud. 20-1
Sverre syntes, han saa' forklaret ud. Hans Ansigt var kun Sjæl. I et kort Nu saa' han for sig det daarlige Billedtryk af Kristusskikkelsen, der hang i hans Værelse. Hvor var det Bedrag! Et Bedemandsansigt. Hvis Kristus havde levet, havde hans Ansigt været som dette, overmenneskeligt, lutret af Smerte. 23-4
Han mindedes sig selv, som Dreng, da den første Tegning af et Kvindehoved var vokset frem for hans undrende Øjne. Da han blev sin Længsel bevidst, efter at skabe noget mere end det. Fra den Dag begyndte hans Liv. 35
Dengang kunde jeg tegne alt, indtil den Dag kom, da en Mand fortalte, at mine Tegninger var daarlige Efterligninger.
Jeg vil aldrig glemme den Mands Ansigt!
Hans Øjne sad altfor tæt sammen, det gjorde mig straks mistroisk. Hans Hænder var vaade. Hans Haandtryk var som at trykke en svamp i Haanden. Han var Kunstkender og samlede paa Frimærker.
Sverre smilede ved Tanken om Mandslingen; et underligt, svævende Smil.
Den Dag brændte jeg alle mine Tegninger. 37
Det var godt, Du kom, jeg trænger til at tale med nogen, jeg var fejg i Nat.
Fejg? Jeg kan ikke tænke mig Dig som fejg
Det var ogsaa en underlig Rolle for mig, tro det.
Villads tørrede omstændeligt Sveden af sin Pande, fortsatte:
Jeg kunde ingen Fred faa i Nat. Hvis Du har prøvet nogensinde at skulle ligge Nat efter Nat og vente Tiden ud, vil Du forstaa mig. Det er ikke engang hele Natten, det er kun en Del af den, men den synes en Evighed; hver halve Time bliver et halvt Aar, der aldrig ebber ud. Og Stilheden Du, den skærer ind i Nerverne, filer i de spinkle Nervetraade.
Og i Nat?
Forsøgte jeg at bede. Jeg tror ikke, og dog forsøgte jeg at bede, er det ikke jammerligt, er det ikke fejgt?
Villads smilte, et besk Smil.
Jeg har været gal af Religion en Gang, som ung Dreng, jeg mumlede Bønner Dagen lang som en katolsk Munk, evigt og ustandseligt kredsede mine Tanker om, hvad jeg naatte gøre og ikke maatte gøre. Mit Liv var efter min egen Mening Fald efter Fald, der knugede mig ned, saa mine Tilgivelsesnønner blev talrigere og talrigere. Men en Dag aftalte jeg med Vorherre, at hver Gang jeg saa' mod Himlen bad jeg om Tilgivelse. Er Tanken ikke genial, hvilken Forenkling! 43-4
Jeg har sommetider været gal af Lede, fordi jeg syntes vi alle var saa kummerlige smaa, saa ubarmhjertigt usle. Der var Brist alle Steder. Ingen flyvende Faner og klingende Spil uden Fanerne er mørnede og Spillet af Blik. Vi bliver forført af Idealister, hvis idealer er afhængige af deres Pung. Den ene overbyder den anden. Og de unge tumler rundt i de gamles Fodspor, proppet med tyggede Levninger, uden Evne til at være sig selv. Hvorfor faar de ikke Lov at gaa ud i Mørket og gennem Kamp selv finde Vej ind, saa kunde der maaske komme Mennesker ud af det, ikke saa hjælpeløse som nu, hvor Angsten for at være alene jager den ene fra Café til Café, den anden fra Dans til Biograf, blot ikke være alene, blot være mellem andre. 49-50
Villads saa' træt paa dem. Hans Tanker forbavsede ham, han begreb ikke, at han var saa rolig, som han var. Han saa', at Marja var begyndt at lege med Sverre, at det hele var spil, at Sverre løb blindt uden at se. Han blev vemodig imod sin Vilje. 52
Det er saa sjældent, jeg kommer ud, skal jeg sige Dem, jeg har ingen Veninder.
Hvorfor ikke — Sverre smilede — jeg synes i Reglen de fleste har for mange.
Synes De? Det er rigtigt paa sin Vis, vi maa have nogen at tale med, men vi bliver let saa onde mod hinanden, det er ikke som ned Jer Mænd.
Med os?
Mænd, der bliver Uvenner, undgaar hinanden, ser ikke hinanden mere. Kvinder bagtaler hinanden, hvis de skilles som Uvenner. 54-5
Af Smuds vokser Renhedens Lilje som oftest; kun den, der har været dybest nede, kan tolke Drømmen om Renhed. 68
Det glæder mig, eller bedrøver mig, saa har De ogsaa det at lære. De er jo sentimental over Dem selv, fy for Satan, vaagn Mand!
Sverre rettede sig: — Hvem er De?
Jeg er Bo, færdig! Intet mere. Lad os først se, hvem De er, jeg er meget mere ligetil!
De er meget bitter!
Ja, og ikke uden Grund, men De er taabelig og dum! De mangler Evnen til at skabe Deres Drømme selv, saa vil De søge dem hos andre. Deraf gror intet godt. Kan De ikke, saa lad være, færdig! De bliver træt eller det bliver en frygtelig Opvaagnen, naar en anden skal lære Dem at tale rent! 70
De lider ikke af moralske Anfægtelser ? '
Nej!
Det glæder mig. Jeg er straffet. Jeg er ellers, hvad man kalder af god Familie. Jeg havde Evner, dem har jeg endnu, jeg havde gode Forbindelser, dem har jeg ikke mere. C'est triste. Men jeg lever endnu!
Er De straffet? — Sverre betragtede tvivlende den anden.
Ja, det kaldes det jo. Jeg var en ung Mand, som De, lidt vægelsindet, knap saa sentimental; jeg levede en dejlig Leg mellem andre lige saa tomme og flade som jeg. Det ostede Penge, jeg ikke havde. Det var alt, bagefter var jeg færdig.
Bos Ansigt var blevet haardt, der kom styrke over det.
De havde ikke Brug for mig mere noget Steds. De kunde jo ikke vide, at jeg kom med den ærligste Vilje til at blive en anden. Jeg hørte ikke mere til i Samfundet. Jeg var plettet
De forsøgte at vende tilbage?
Jeg forsøgte at vende tilbage, det skal man aldrig. Men jeg begik ikke Selvmord, da det gik op for mig 70-1
... jeg har ødelagt en lille Illusion for Dem, den havde De mistet alligevel!
Han standsede, rakte Haanden mod Sverre.
Hvis de trænger til mig engang, saa bor jeg i Taarnet ved Siden af Carlo. Farvel!
Sverre greb hans Haand og gengældte hans Haandtryk:
De er for ond mod Dem selv.
Og De er for god. Farvel! 74
... hvor jeg blev ligeglad af Had til dem, mod dem alle, alle de, der mente sig rene nok til at kaste med Sten. 97
[her savner jeg et bibelcitat "Lad den, der er ren, kaste den første sten"]
Se, Sverre! — Bo førte ham hen til Vinduet. — Nu gaar Inger ud i Nat, og Mænd, der ligner Dyr paa Brunstjagt, vil købe sig lidt Glæde af hende, lidt sølle, forarmet Glæde af hendes magre Arme. Sæt Dig, Sverre, Du søger jo Renhed, Du maa skaanes. Du maa tie i Aften, der er saa meget, jeg vil sige Dig, for at hjælpe Dig. Jeg skal ikke kaste med Sten efter den Kvinde, vi saa', eller de Mænd, der søger hende, jeg har selv søgt hende. Hun holder af mig og jeg af hende. Naar jeg engang bliver fordærvet nok, vil jeg vel udnytte hende. Men jeg siger Dig, hun er bedre mod mig end nogen anden, jeg har truffet. For hende er jeg ikke straffet. Hun spørger ikke. Vi haaner hinanden, vi spotter hinanden. men det sker, Sverre, at vi klapper hinanden paa Kinden, vi to. 115-6
En Mand uden Maal, en Mand, der jog fra Kvinde til Kvinde, fra Gøgl til Kirke og anden Underholdning. En Mand, der aldrig var i Ro over en Opgave, men var splittet over ti Ting. 117
De halve er os Mennesker, der er lidt af alt og intet fuldt, fordi ingen Gud gav Evnerne fuldt ud. Kun Drømmen om det uopnaaelige.
De burde samle sig om en Ting.
Naar intet lykkes for dem? — Han vendte sig smilende mod hende: — Naar de intet evner?
Kan de ikke? Er der ikke for stor Selvoptagelse ved dem? Er Du selv en af dem?
-Ja! 144
[bogønsker findes i *.wpd]
Orla Jordal, 2007
Må gerne gengives - helt eller delvist -med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.
This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: