Bagsideteksten siger, at den skal læses som en beskrivelse af Chile under Allende og Pinochets magtovertagelse. Jeg kan forstå, at man kan være nødt at lave et eventyr - eller beskrive en lignende historisk begivenhed (f.eks. Hans Kirks Skipper Klemmen) når landet er besat eller lignende. Men jeg kan ikke læse det indhold i denne bog. Det skyldes måske mit ukendskab til Chile.
Men han har et antal gode udtryk - se citaterne.
Parken med kastanietræer, lind og elm, de store græsplæner hvor påfuglene spankulerede omkring, den lille kunstige klippeø ude i laghettoen hvis vandoverflade omtrent var dækket af siv og åkander, buksbomlabyrinten, rosenhaven, friluftsteatret, stentrapperne, marmornymferne, amforaerne var alt sammen efterligninger af de fineste forbilleder og så stort på om de overtrumfede disse. 39
Balbina blev ganske bestyrtet over således at høre et af familiens mest indgroede dogmer sagt imod. Adriano fortalte hende at de indfødte faktisk var snavsede og levede i svinske hytter sammen med deres børn og deres dyr, dengang han var kommet til Marulanda. De var dækket af snavs og skidt, og en ring af fluer sad altid rundt om øjnene og i mundvigene på dem. Det var som om snavset havde klæbet så længe til dem at sygeligheden var blevet deres normale tilstand.
- Hvordan kan du så sige at de er rene?
- Tingene har forandret sig Balbina.
Adriano fortalte hende så, hvordan Hermógenes havde klaget sin nød til ham og fortalt ham at de indfødte kom med færre og færre ting, at de producerede stadigt mindre og at det forlød at en ukendt sygdom slog dem ihjel i stor mængde. Det var i begyndelsen mens han var i Marulanda. Han havde dengang holdt et hemmeligt møde med sin svoger som var bekymret for hvordan det stod til blandt disse kannibalernes efterkommere og han fik ham til at love at han ikke ville sige noget til nogen om at han agtede sig ud til de indfødte. Det var for at han ikke skulle sprede panik på landstedet. Så en tidlig morgen ar Adriano redet ud for at se til dem. 46
Men de fremmede havde koner som var trætte af at blive holdt uden for det gode selskab som deres mænd havde et vist om end perifert kendskab til. Samværet ved den lange bar i Café de la Parroquia, med den lange messingstang som gæsterne hvilede støvlerne på, var udelukkende maskulint. Silvestre begyndte at mærke et ubehageligt pres som var svært at klare. For eksempel: guldprisen faldt med et halvt point, da Adelaida en dag erklærede at hun ikke var hjemme, da en vogn med en af de fremmedes koner uanmeldt holdt uden for hendes hus. Manden til den afviste kone satte omgående det rygte i omløb i Café de la Parroquia, at der i Marulanda havde været en opstand blandt kannibalerne, således at det var yderst risikabelt at investere penge i Ventura-foretagender. Man hviskede endda om at de stod i ledtog med de vilde. Hverken Hermógenes eller Silvestre var i stand til at tilbagevise disse absurde rygter som var stærkt generende for dem. Silvestre henvendte sig derfor til Adelaida og forklarede hende i hvilket afhængighedsforhold familien var til de fremmede, hvad hun imidlertid nægtede at acceptere: Ventura'erne, erklærede hun, var ikke afhængige af noget som helst, og Silvestre skulle ikke rende rundt og påstå at „tiderne havde ændret sig" for at retfærdiggøre sin følgagtighed. Man skulle ikke bare lade sig ribbe til skindet af disse købmænd. Selv hans egne sønner var blevet smittet af hans mani efter at omgås de fremmede.! Hans førstefødte, Mauro, var endda gået så vidt som til at hævde at han ville studere for at blive ingeniør! Hvem havde sat de griller i hovedet på ham at det skulle være nødvendigt for en Ventura at studere noget som helst for at blive til noget? Ærlig talt så syntes hun det var en farlig udvikling. Og for at understrege sit mishag forbød hun for en tid Mauro at komme i sit hus for at besøge Melania, således at de to, bortset fra at de vekslede et par ord fra balkon til balkon på deres respektive huse, måtte vente til man atter var i Marulanda førend de kunne genoptage deres samtaler.
Silvestre var klar over at det var nødvendigt, øjeblikkehgt at få standset de rygter som forbandt familiens navn med kannibalerne. Han måtte gøre det godt igen efter den foragt som Adelaida havde vist de fremmede. Derfor tryglede han Berenice om at hun ville invitere den fremmede kone til at køre tur i deres landauer på palmealleen på det mest trafikerede tidspunkt, således at alle kunne se dem fordybet i venskabelig snak. Resultatet af at Berenice indvilligede heri var at rygterne om Ventura'ernes forbindelse med kannibalerne omgående forstummede, og guldprisen steg ikke et halvt men et helt point. Hermógenes gav Silvestre en klækkelig provision og sendte Berenice en chepka og en muffe af sibirisk mår som de fremmede havde skaffet takket være deres fine forbindelser til dette eksotiske land. 80-81
Først og fremmest gjaldt det om at skaffe kannibaltruslen som Wenceslao havde rokket ved ny anseelse - så længe angsten for kannibaler eksisterede, eksisterede også behovet for at samle sig under ledelse af de to for at finde beskyttelse. Hvis derimod kannibalerne ikke fandtes, hvis det hele kun var svindel, ja så ville der opstå modstridende opfattelser og standpunkter, en mangfoldighed af holdninger over for hvad der kunne ske, flygtige bandeledere som ville prøve på at stjæle magten fra dem. 97
Adrianos forbløffelse fik ham til at føle en slags dyb ærbødighed eller frygt for det sammenhængende hele som Celeste havde evnet at bygge på grundlag af løgnen i verden og som fulgte sine helt egne love. 104
Den dag jeg taler om her havde Hermógenes netop sendt en guldsælger bort med et yderst tilfredsstillende resultat, det vil sige: han havde givet ham det halve af hvad guldet var værd og heraf blev kun en brøkdel indført i Ventura'ernes officielle bøger. 139
Faktisk havde hun besluttet sig til, eftersom hun ikke havde nogen legal ret til pengene, at skaffe sig dem illegalt, eftersom legalitet ikke var andet end de privilegeredes opfindelse. 153
Disse indfødte og andre besøgte hende hyppigt og hjalp hende med at begrave alle de penge, hun stjal. det samme sted. De forstod ikke, hvad tyverierne skulle være godt for, for hos dem, i deres stamme, var de fælles om alt. 155
For at begynde med begyndelsen og få klaret detaljerne inden de skulle til det væsentlige, startede de med sagen Fabio-Casilda. Selv om det var ubehageligt for dem at høre på deres hjerteskærende råb om at de ikke ville skilles ad, blev de alligevel hurtigt enige om deres skæbner: clitoris-amputation og kloster for Casildas vedkommende; udenlandsrejse for Fabios vedkommende. Begge dele skulle ske straks efter ankomsten til hovedstaden og i største hemmelighed, så ingen kunne få tid til at intervenere. Det forhold som var opstået mellem fætter og kusine var efter Ventura-familiens moralbegreber alt for obskønt, farvet af en giftig følelsesfuldhed, som de, Ventura'erne, ikke kunne acceptere, eftersom den var stik imod den sunde realisme som styrede deres liv. 188
Hvordan var det muligt, at to børn som Fabio og Casilda som ikke havde nogen ret til det, vovede at elske hinanden. ja, elske hinanden sådan som de voksne havde hørt at man kunne elske hinanden, men som de aldrig havde forsøgt fordi de anså det for obskønt, foruden at de kun alt for godt vidste at det endte ulyksaligt? 189
Hermógenes gav sig dernæst til at forklare de omkringværende, at den virkelige fare, større end børnenes ureglementerede opførsel som kunne rettes op ved en god gammeldags endefuld netop fordi de var børn, først og fremmest bestod i, at guldminerne blev forladt, og arbejderne glemte deres håndværk og blev krigere eller rejste ind til byen, og desuden, og det var nok det alvorligste problem - som lansen lakajen stod med i hånden da også tydede på - at kannibalske krigere skulle besætte Marulanda og omvende indbyggerne i den lille klynge huse der lå i nærheden, og som var fredelige folk, til deres barbariske skikke og blive enige om et kup for at generobre de områder som havde været deres, Ventura'ernes, fra tidernes morgen. 190
Da Ventura'erne første gang havde Adriano Gomara, der dengang var nygift, med til landstedet og pralende viste ham rundt i den pragtfulde smaragdgrønne park, bemærkede lægen at der for foden af en af trapperne stod en lakaj i amarantusfarvet livré, ubevægelig, og holdt vagt. Gang på gang bemærkede han denne skikkelse som altid stod stille på samme plet, indtil han til sidst besluttede sig til at spørge familien hvad den stakkels mand egentlig lavede sådan som han stod der uden at røre sig af flækken.
- Er du ikke enig, svarede Celeste, - i at der mangler en rød plet lige akkurat dér, en komplementærfarve, der kan samle indtrykket af alt det grønne, som i et landskab af Corot?
Adriano blev stum. Han vidste ikke om han skulle beundre eller foragte disse mennesker der var i stand til at reducere en medskabning til et dekorativt element. 199
Plaisirs d'amour
ne durent qu'un instant;
chagrins d'amour
durent toute la vie 221
Jeg beder dig som den forbilledlige hustru du er, altid i stand til at gøre din pligt med et smil, om at du tager hånd om det. eftersom det er en hustrus vigtigste rolle at bestyre familiens mange små anliggender således at ægtemanden kan skubbe disse bekymringer fra sig og hellige sig højere gøremål. Vi må, kort sagt, af sted om højst fjorten dage, hvis vi ikke vil kvæles i frødun. Se at komme i gang og det , lige på stedet! 229
En Silvestre Ventura bearbejdet på den made, som en prøve på det mulige, som en antydning af det genkendelige, kunne give fremragende resultater. Og mine læsere har netop kunnet slå fast, da de læste den samtale han førte med mig i baren, at det netop er den stil Silvestre tilstræber. Jeg indser imidlertid at jeg, nu jeg er kommet så langt med romanen, hvis jeg skulle give efter for sandsynlighedens fristelser - og de kan somme tider være store - måtte ændre hele min bogs apparatur. Det kunne jeg ikke tænke mig at gøre, da jeg er af den opfattelse, at hele dens apparatur, det særlige tonefald den er holdt i, er det som bedst hjælper mine hensigter igennem, mere det end mine personers psykologiske sandsynlighed. Jeg agter ikke at bede mine læsere om at „tro" på mine personer. Jeg foretrækker fremdeles at de godtager dem som symboler, som romanfigurer, der bare lever i ordenes omgivelser, således at de højst kan give læseren visse nyttige vink, mens de tætteste dele af dem aldrig bliver trukket frem i lyset. 291
[bogønsker findes i *.wpd]
Orla Jordal, 2007
Må gerne gengives - helt eller delvist - med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.
This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: