Tiden Verdens Litteratur, dansk udgave - Forlaget Tiden 1988 © Editions Albin Michel S. A. - Paris 1987 Originalens titel: Le feu des origines, oversættelse: Henrik Stamer Hedin ISBN 87-579-0400-6.
Koloniseringen set fra de koloniseredes perspektiv og fra et enkeltperson perspektiv. En velskreven bog der trods sit emne er menneskelig og beskriver en personlig udvikling. Interessant og læseværdig som roman. Bogen giver også et indtryk af Congos kultur. Dongala er naturvidenskabsmand. Doktor i fysik og professor i kemi. Det giver en interessant vinkel, idet han samtidigt tydeligt er bevidst om den oprindelige kultur og dens værdier. [Og jeg blev opmærksom på, at den farmaceutiske industri opfører sig som medicinmanden Bizenga og ikke som moderne videnskabsmænd !] Han er så bevidst om denne kultur, at han kan give sit sprog dens kolorit, hvor det passer i sammenhængen.
Dongala har en meget morsom beskrivelse af tolkes betydning og af hvordan "aftaler" fremkom.
Han giver også en for ny vinkel på u-landenes underernæring.
Og så er der i slutningen en erkendelsesteoretisk, filosofisk diskussion på et højt plan.
Bogen har været lang tid undervejs.
"VINDMANDEN er historien om Mandala Mambu Mankunku Maximilien Massini Mupepes lange liv og (måske) død." står der på omslaget.
Det var først på eftermiddagen, de timer hvor alt i verden har givet op over for varmen og ligger livløst hen - krokodillerne på sandbankerne, flodhestene i mudderet hvor de tager deres bad, løverne i savannens buskads, gekkoerne på de varme sten, slangerne sammenrullet i huller i sandet, myreløverne på bunden af deres tragtformede gruber, floden ubevægelig i sit leje, mændene udstrakt på måtter under verandataget eller henslængt i deres stole i træernes skygge, mens kvinderne tager sig et velfortjent hvil, småsnakker og fletter hinandens hår; kun cikaderne synger videre som gale, berusede af heden, og i græsset høres spredt den raslende lyd af græshopper, der ikke kan holde op med at gnave af sagesløse blade, også de helt slatne i den kvælende varme. Det var knap nok grenene bevægede sig i den dorske vind. 24
Hvorfor er jeg så ikke tilfreds? Hvad er det jeg savner? Er jeg for ung? Er ungdom en uoverstigelig hindring for klarhed, for den visdom som følger med viden?
- Tro ikke, hvad tåberne siger om ungdommen, min dreng. Ungdommen er en åben dør til livet, den ejer de uberørte muligheder. 26
Men Mankunku afprøvede sine lægemidler på syge uden at påkalde forfædrene. Han gjorde derved en opdagelse der skulle præge ham lige så dybt som hans oplevelse ved floden: Der fandtes lægemidler som kunne helbrede af sig selv, uden forfædrenes hjælp. Han triumferede i hemmelighed, det var hans måde at tage livtag med de mægtige på. Han sagde intet til sin onkel, men kastede sig ud i jagten på de stoffer, der havde kraft til at helbrede af sig selv; således opdagede han kimbiolongo-roden der gengiver mændenne deres livs- og manddomskraft. Det var også ham, der opdagede den bitre kinkeliba-saft som man tager for malaria, mansunsu-bladene som virker mod feber og muskeltræthed og kazu mod søvnighed og åndelig udmattelse i krig og på jagt foruden mange, mange andre ting, som selv folket har glemt. I modsætning til onklen, som vogtede sin viden mod enhver nyfigenhed, begyndte han at give disse opdagelser videre, udbrede dem til almindelige mennesker og lære dem hvordan de selv kunne behandle deres sygdomme; takket være ham oplevede gamle mænd en ny ungdom med unge, livlige hustruer, troldmændene kunne ikke længere slå folk med malaria, og man opsøgte ikke længere medicinmanden Bizenga, bare fordi man havde lidt ondt i maven. 32-33
Landsbyer var lagt i ruiner eller i lænker, klaner og hele folkeslag splittet
eller besejret, høvdinge vundet over på de nytilkomnes side,
men alle var ikke blevet
det på samme måde eller i samme grad. Der var dem der ikke kæmpede, men
flygtede og lod alt bag sig, hvis de da ikke kastede sig på knæ for den fremmede
i den tro, at han var den længe ventede forfader; der var dem der kæmpede til
husbehov eller rettere foregav at kæmpe, men derpå underkastede sig; der var dem
der lod sig tage ved næsen i kraft af deres godtroenhed eller gæstfrihed; der
var dem der kæmpede heltemodigt og lod sig slagte, og endelig var der dem der
formåede at gøre modstand og tage fanger blandt militsen. 57
Endelig blev det hans tur; han begyndte at fremlægge sine tanker:
- Se, jeg tror jeg har forstået den strategi, som erobrerne og deres milits benytter sig af og som er grunden til, at de sejrer så let. De kommer altid pludseligt og spiller på overrumplingsvirkningen, der er panikkens forbundsfælle, som lopperne er hundenes uadskillelige, folk aner ikke uråd og er hurtigt overmandet. Overumpling lader sig nu engang kun bekæmpe ved overrumpling. Dette er derfor, hvad vi må gøre: Vi stiller vagtposter på højene omkring landsbyen og ved alle stier og veje, der fører til vor by; så snart de ser disse usalige militssoldater komme, tuder de som en ugle, thi uglen er ondskabens fugl. Alle mænd, kvinder og børn forlader skyndsomst landsbyen og skjuler sig i buskadset; kun en halv snes mennesker bliver tilbage og lader som om de passer deres daglige gøremål. Når så mbulu-mbulu kommer og kaster sig over landsbyen i forventning om at overrumple den, så ...
Med ét er de omringede; hver mand har udvalgt sig sit mål, de overrumplede militssoldater når ikke at reagere; en af dem vil gøre sig til af sit mod og hæver geværet for at tage sigte, men en pil borer sin skarpe spids ind mellem hans øjne. 58-9
- Vi er jeres venner, vi kommer med fred, gentager han.
- Vi har givet dig en stol, vi har givet dig sval vin, svarer Bizenga.
Tolkens oversættelse: - Også vi modtager dig som venner.
- I skal have tak, vedbliver Bizenga, men vi forstår ikke den form for venskab. I sender os væbnede mænd for at stjæle vores kvæg, plyndre vore afgrøder, skænde vore kvinder, brænde vore huse af, og så kommer I bagefter og råber fred, fred, vi kommer som venner. Måske er det det, man kalder venskab i de fjerne lande I kommer fra, men sådan bruger vi det ikke her hos os.
Tolkens oversættelse: - I og de mænd, I har sendt, er kvægtyve, kvindeskændere og røvere. Sådan bærer I jer ad i de fjerne lande I kommer fra, men kom ikke her og tal til os om fred. fred, venner, venner!
Det passer ikke den fremmede at blive kaldt kvægtyv og kvindeskænder af de primitive indfødte; hans ansigt bliver endnu rødere end før. Mor, mor, hans hoved er gloende, der går ild i ham, smak, én på siden af hovedet, har jeg ikke sagt til dig om at tie stille, din uvorne unge, hold kæft, ellers kan du gå hjem. Ansigtet taber en smule af sin farve, manden er civiliseret og diplomatisk, og han er alene midt i en horde af fjendtlige ansigter, altså bliver han nødt til at beherske sig:
- Tro mig, store høvding, I tager fejl af vore hensigter. Vi kommer virkelig som venner. Jeg ved godt, at der i militsen er ukontrollerede elementer, som hærger og plyndrer; det er ganske rigtigt, men det drejer sig om et lille mindretal, som ikke har fulgt vore ordrer. I øvrigt ved jeg, at holder nogle af dem som fanger her, og det glæder mig; udlevér dem til os, så skal vi straffe dem som vor lov kræver det. Hvad os angår, så er vore hjerter hvide som sneen, hvilket klart fremgår af min tilstedeværelse her.
Tolkens oversættelse: - Det er ikke os, der har sendt de pågældende militssoldater, de kom her ikke på vore ordrer. Send dem tilbage, så skal vi skyde dem som vor lov kræver det. Hvad os angår, må I tro mig, vore hjerter er hvide som .. som ... - tolken tøver, søger, finder - vore hjerter er vide som visdommens hvide hår. 64-5
Bizenga fatter om pennen med hele hånden som holdt han om en slagtekniv. Den fremmede retter fingrenes greb om skriveredskabet til. Han tegner sit kryds, de tre andre gør det samme. Det er forbi, det var forbi! Et lille mærke havde i dette øjeblik ændret verdenshistoriens gang - verdenshistorien, deres verdens historie. Når deres efterkommere mange år senere demonstrerede foran guvernørens hus mod den udbytning de var ofre for, var det dette samme, nu gulnede og mørnede stykke papir man viste dem. Der kunne de så læse, at deres fædre ganske rigtigt havde afstået landets suverænitet og ved dette stykke papir forpligtet sig til at give et kilo elfenben for et kilo salt, udføre arbejde uden vederlag, levere en vis månedlig mængde gummi og så videre, kort sagt, at de, hvad enten det var af dumhed eller af griskhed, var gået ind på dette ulige bytte, som længe skulle præge deres forhold til de fremmedes land. 71
Så slog den store bølge ind over landet: De der havde til opgave at stifte fred og kom med stærkt bevæbnet følge, de der bragte civilisationen med sig og slog sig ned som administratorer, de der kom for at udbytte landet i berigelsesøjemed, de der steg i land med et kors for at frelse disse folkestammers sjæle fra den barbariets dybe afgrund, de endnu levede i; videnskabsmænd som kom for at studere landet, dyrene, planterne og de indfødte, frygtløse eventyrere som drømte om sagnomspundne byer ved verdens ende, geografer i kong Salomons fodspor på jagt efter ukendte riger, guldgravere spejdende med feberhede øjne efter et nyt Eldorado ... De spredte sig over landet som en græshoppesværm, åd, hvad der var af grønt, vendte op og ned på træer og bjerge, slagtede mennesker og elefanter. berejste floderne, tog lande, legemer og sjæle i besiddelse. De trodsede moskitoer, tsetsefluer, amøber og slanger; de tog kampen op med bøfler, vortesvin og skovsvin; de udholdt solen, regnen, blæsten og veg ikke tilbage for at trampe på forfædrenes grave ... 76
Tolv eller tretten arbejdsdage gik der til at indsamle den krævede mængde. Da disse planter begyndte at blive sjældne, reddede Mankunku landsbyen fra brandskatning ved at finde frem til nogle lianer, hvis saft lignede guttaperka, men denne erstatningsfidus slog kun til en tid; den indhøstede mængde gummisaft faldt langsomt, men sikkert, og i takt hermed tog undertrykkelsen til. Gummi, gummi, gummi! Dette ords ekko genlyder endnu dybt inde i skovene i Mankunkus land! Hverken de tårer eller det blod, som er udgydt for dette ords skyld, har siden nået at tørre helt ind.
Ingen havde længere tid til at dyrke maniok, jordnødder eller jams, for kvinderne var ude for at samle gummi; ingen havde længere rid til at rydde nyt land, for mændene var ude for at samle gummi. For første gang lærte Mankunkus land sult at kende! Væverne var holdt op med at væve, smedene med at smede, sangerne med at synge, alle ledte de efter gummi. 81
- Hvis vi ikke skyder dem, der nægter at levere gummi eller betale deres skat, bliver vi straffet strengt, og det hænder endda, at de hvide stabsofficerer beordrer os skudt. Så hellere end selv at dø slår vi de opsætsige ihjel, og beviset på at vi passer vores arbejde, det er de hænder. Somme tider, tilføjer han med et sjofelt grin, skærer vi den dumme af dem.
- Men ... men ... hvad gør de med de hænder?
- Åh, det er noget chefen bestemmer. Nogle lader dem smide i floden efter at have talt dem; men der er andre, om får dem røget og bruger dem til pibestoppere og senere tager dem med hjem til deres land ... Men du har ikke noget at være bange for, du er en af de høvdinge vi kan lide, din landsby sker der ikke noget, det har du vores ord på. 97
Mens høvding Bizenga lå lig omgivet af sine grædende koner og børn, besøgte Mandala Mankunku for sidste gang det sted, hvor han var født. Han blev der ikke længe. Derpå gik han en runde til sine forældres friske grave og til den ikke længere friske grav, hvor gamle Lukeni lå. Hvil i fred, min slægt, jeg beder jer altid være mig nær og lede mig på vej. Jeg har gjort det som måtte gøres, det som min forfader Mankunku ville have gjort. Nu holder intet mig længere tilbage her, jeg må gå fra jer; tilgiv mig, så lover jeg jer at komme igen hver gang jeg trænger til at tænke over tingene. 113
Og nu fik han også set deres kvinder; sådan var de altså! Han turde ikke se dem lige i ansigtet af frygt for at blive lagt mærke til, men gemte sig for at kunne iagttage dem. Med nyfigen beundring g så han, hvordan deres lange hår i forskellige farver bølgede i vinden som majskolbens skæg, han betragtede brysterne. lod blikket vandre langs hofter, bagdele og ben ned til de skoklædte fødder; ikke én bar tropehjelm, men der var mange, der gik med parasol, som de kom slentrende skødesløst langs de store avenuer kantede af mangotræer. Han fandt dem smukke, men af en skønhed der lod kold, som man siger om et træ, at det er smukt, uden at dette vækker nogen form for sanselig lystfølelse. 116
Mankunku var på Poatys kontor tidligt næste morgen, og den unge mand var stadig lige imødekommende. Han gik derfra udstyret med et legitimationskort, hvor et nydeligt fotografi af ham var klistret ind. Han så på billedet med respekt, for det var mere virkeligt end han selv - hvor han end kom hen, i hvilket kontor han herefter satte sine ben. kunne han insistere nok så meget på, at det var ham. Mandala Mankunku, der stod der og ham der talte, ingen ville tro ham før han havde vist dem dette kort og fremfor alt fotografiet; og det var ham som havde at ligne fotografiet. For ham tog det sig ud, som om det i den verden, som var ved at fødes, var billedet der var det virkelige og ikke genstanden selv.
Han var Maximilien Mandala Mankunku, snart skulle han køre som lokomotivfører mellem floden og oceanet. Under det navn og med den identitet sprang han med samlede fødder ind i den nye civilisation, som blev til for øjnene af ham, hvor man talte et nyt universalsprog dannet af ord fra mange forskellige folkesprog, også de fremmedes. 125
Den lykkelige epoke, hvor befolkningens stiltiende accept if de fremmede syntes at indvarsle koloniseringsprojektets heldige tilendebringelse, sluttede temmelig brat under indflydelse af begivenheder der fandt sted langt fra Massinis land.
Der skete nemlig det, at efter den vilde gummi, de tre franc og jernbanen slog en ny rekrutteringskampagne ned over landet. Det hed sig, at ovre på den anden side af havet var de fremmedes smukke land - som nu var moderlandet - blevet angrebet af fremmede, der var endnu mere barbariske og vilde end de indfødte her på stedet, og at hvis de ikke blev stoppet ville de fortsætte helt ril Massinis land og komme og skære halsen over på alle og enhver; efter hvad rygtet sagde var det anden gang siden århundredets begyndelse, at disse arvefjender optrådte på den måde. Rekrutteringen startede i en begejstringsrus; mange klan- og landsbyhøvdinge satte en ære i at sende mænd fra deres egn, og mange arbejdsløse meldte sig frivilligt og vandt således ikke blot almindelig agtelse og beundring, men fik også del i den kontante belønning man lokkede dem med. 129-30
Nøjagtig treogtres tusinde tre hundrede og fireogfyrre mand blev taget til militærtjeneste i Massini Mupepes land og sendt af sted, nogle under fransk flag, andre under belgisk, og den treogtres tusinde tre hundrede og fyrretyvende var Ambroise Poaty, den elskværdige unge mand, som havde gjort det muligt for Massini at blive den han nu var. 132-3
Af de treogtres tusinde tre hundrede og fireogfyrre mænd, som var draget ud fra Massini Mupepes land, var der nøjagtig fireogtyve tusinde to hundrede og halvfjerds som ikke kom hjem igen, og en af dem hed Ambroise Poaty. 136-7
Skal man fare til himmels, er det bedre det sker mellem lårene på en blondine end med en bombe i røven ... 142
Og så begyndte et rygte at løbe, ukontrolleret, så at sige i smug, for den officielle radio havde ikke bekræftet det, tværtimod bagatelliseret det, ja dementeret det (ved den lejlighed gik det for førte gang op for befolkningen, at radioen kunne lyve); og dette rygte som blev bragt i omløb af de få "udviklede" indfødte, der læste de europæiske aviser, sagde, at ikke-hvide fra hele verden var mødtes et sted i Indonesien, i Bandung, og at de højtideligt havde lovet hinanden at befri landet, hele kontinentet, alle sorte i verden. Ved siden af den officielle propagandas helte dukkede fra nu af nye navne op: Kwame Nkrumah, Sukarno, Nasser, Nehru, Chou En-lai... 1955 - en ny verden og et nyt håb var brudt frem. 148
Folk klappede. Nogle havde aldrig hørt den slags før og fik pludselig øjnene op for, at de havde meget mere til fælles med hinanden end med de fremmede, der fra først til sidst ikke havde gjort andet end så splid imellem dem. 153
Først hed det sig, at hun var nordfra, så hævdedes det fra anden side, at hun var en pige sydfra der havde forvildet sig nordpå. I hvert fald bredte hendes ry og navn sig over landet som en steppebrand i tørtiden. Hendes historie var enkel, hun fortalte den til alle i menigheden: Under et af disse forfærdelige uvejr, hvor Guds vrede giver sig til kende i torden og lynild, der sønderflænger natten og får himmelhvælvingen til at eksplodere under bulder og brag, havde hun haft et syn; hun havde set Guds søn med Mutsompa ved sin højre side, og Han havde sagt til hende: "Jeg har udvalgt dig, kvinde. Gå, gå til folket i vort land og sig dem, at befrielsens time er slået. Du er udvalgt til at føre det værk videre, som Mutsompa har begyndt, men ikke fuldendt, thi i Guds plan var det forudbestemt, at du er den, der skal fuldføre det. Drag derfor gennem landet fra nord til syd, fra øst til vest, fra centrum til centrum. Foren vort folk og led det!" Så havde hun rejst sig med vinden og solen og begivet sig på vandring gennem landet. Hun havde forladt sin familie, nægtet at ægte den mand, hendes forældre havde udset til hende, og var gået i gang med at udbrede den gode nyhed over det ganske land. Hendes ord rejste endnu hurtigere end hun selv, thi de blev ført omkring på guldsmedenes vinger, bragt videre af bladenes og græssets hvisken, der blandede sig med forfædrenes åndedrag når natten faldt på, og besmykket ved hemmelige mbongi-sammenkomster om aftenen. 160-1
For at forberede den forunderlige genkomst hun forkyndte grundlagde hun et nyt system af trossætninger, der på den ene side hentede inspiration i de fremmedes religion og på den anden side forkastede den. Hun sagde, at der kun var én almægtig Gud, som havde talt til menneskene gennem Jesus Kristus og Mutsompa, alt andet var afguderi; hun indsamlede i tusindvis af statuetter og skulpturer og brændte dem offentligt efter afholdelse af fællesbøn for at tilintetgøre disse afgudsbilleders magt. Hun forbød indtagelse af alkohol, men undtog palmevin og ananasvin. Af kvinderne krævede hun at de kun skulle gifte sig med den mand, de selv havde valgt, og frigøre sig for mændenes formynderi, som hun selv havde gjort det; mændene gav hun lov til at tage så mange koner de ville, når blot de ikke elskede med to forskellige koner inden for den samme uge, og på det tidspunkt havde ugen længe varet syv dage. Af alle forlangte hun, at de skulle vende sig fra de fremmede kirker hvor det kun var løgnen der rådede og ikke Guds ord. I sine salmer, der var inspirerede såvel af traditionen som af katolske og protestantiske hymner, indlagde hun Mutsompas navn, og af sine tilhængere krævede hun, at de foruden korset skulle bære et grønt palmeblad. 161-2
"Jeg er sendt for at befri jer, for at befri landet og således føre det værk videre Mutsompa begyndte; men så længe jeres hjerter ikke er rene og gennemsigtige som regnvand, så længe I ikke har forstødt de fremmedes falske evangelium af jeres hjerter og så længe jeres sjæle endnu ikke er blevet ædle som palmer og smukke som flammetræets blomster, så længe skal vi plages af elendighed og sygdom uden at genfinde den lykke, der fandtes på vore forfædres tid, sådan som Kristus og Mutsompa har lovet os det..." 162
Men pludselig er der en anden der rejser sig, ånden er over hende, hendes øjne er klare og gennemsigtige: "Halleluja, halleluja," svarer menigheden hende; hun taler, giver sig til at profetere, ser hen mod det hjørne hvor mændene sidder: "Ja, Herre. Ta Malonga, rejs dig, røb for os den trolddom, du skjuler i dit hjerte." Ta Malonga prøver at gemme sig, han ønsker han kunne synke i jorden, men bliver opdaget, han skælver, han er afsløret som alle de andre hyklere, forræderne, de fremmedes spioner, troldmændene, tyveknægtene, der kun sluttede sig til den nye religion for at føre deres venner bag lyset. Men når så det godes ånd kom over menigheden, så greb den også disse falske sjæle, de stampede og skreg "Yesu, Yesu", men faldt som ramt af lynet i en stivkrampelignende tilstand, som de aldrig igen skulle rejse sig fra ... Og det er det, som nu skal ske for Ta Malonga ... han føler, at han sidder i saksen, ser sig fortvivlet om og ... tager benene på nakken i desperat flugt. Der bliver råbt efter ham, man forfølger ham et kort stykke, men opgiver og overlader ham til hans skæbne - Helgenindens evne til at afsløre de urene ånder er endnu en gang blevet demonstreret. 163
Hun sagde også, at hun ville hjælpe arbejdere og funktionærer med at sætte sig i besiddelse af fabrikkerne og kontorerne og smide ejerne på porten. Og det ville alt sammen ske, erklærede hun, inden det barn, hun en dag skulle bære under sit hjerte, blev født, for det skulle fødes i frihed! 173
Samtidig med at de på den ene side støttede sig til de nyvalgte deputerede, der var trådt i de gamle stammehøvdinges sted når moderlandets velgerninger skulle holdes frem, tog de på den anden side mere og mere drastiske skridt for at holde selvstændighedskravene nede. 176
Men hvordan kunne en handling blive symbolsk i en verden, hvor alt var uden rødder, uden tradinoner og dermed også uden symbolindhold? Og da slog det lam, at han var jo smed og smedesøn..
Bagest på sin grund i byens udkant byggede han en smedje af samme gammeldags konstruktion som faderens. hvor han havde lært det ædle smedehåndværk; og i stedet for at arbejde med jern og bly fik han den idé at fremstille smykker af de religiøse medaljoner, som folk ikke ville have. Han opfordrede mænd og kvinder til at sælge ham deres fromme medaljoner, og reaktionen oversteg hans forventninger - de gav ham dem gratis. Han brugte den gamle nedarvede teknik til at smelte dem om til udsøgte smykker, halskæder, ørenringe, armbånd, ankelringe til dansebrug. I hans hænder blev helgenerne på denne måde til drilske aber, der hagede sig fast i en gren med den ene hånd eller med halen, mens de pillede næse; de blev til graciøse og sky hinder på spinkle ben, firskårne elefanter, grimme flodheste med store, åbne gab, hæslige vortesvin. Smeden Mankunku kunne lave alt, alt kunne han finde på. Han lavede Jomfru Maria om til Ma Ngudi og Jesus til Mutsompa. Og de fremmedes kvinder pyntede sig med hans smykker uden at ane, at de var fremstillet af helgenmedaljoner, mens deres mænd roste sig af disse fantastiske ting, det lokale håndværk kunne præstere. 179
- Din beskidte bavian af en ækvatorialtropisk fejlfarvet haleneger der lige er kravlet ned fra træerne, brølede soldaternes anfører svovlende af raseri, idet han gentog, hvad han kunne huske af de skældsord, hans herrer plejede at overøse ham selv med. 181
Nogle rejste som blinde passagerer i skibenes lastrum og blev ædt af rotterne, andre troede de var på vej til Marseille og endte som slaver i et Golf-emirat, atter andre omkom på vej over Pyrenæerne eller Alperne i Hannibals fodspor, blot uden elefanter. Nej, absolut intet kunne tage modet fra dem, det eneste saliggørende var at komme af sted.
Når de først var der, fandt de plads som studenter, lokumsrensere, sagførere, gadefejere, specialarbejdere, ambassadører, ruffere, det afgørende var at komme hjem med et eksamensbevis, falsk eller ægte, for de der gjorde sig forhåbninger om at nå den hjemlige samfundsstiges top, de vidste, at magt ikke længere var noget, man erhvervede sig om i Mankunkus unge dage, men at den fra nu af var knyttet til den viden, de fremmede havde bragt med sig.
Og de af dem, som ikke kom af sted, fortsatte med at rømme om disse lande, hvor folk ikke døde, hvor alt var rent og pænt, hvor videnskaben havde overflødiggjort det sure slid og gjort alle lige og hvor alt var indrettet på bedste nåde i den bedste af alle verdener. 187-8
Folk fra Mankunkus egn så på deres forbindelse med stigende misbilligelse, ikke så meget fordi de levede sammen uden at være gift, som fordi hun var af et andet folk og ikke mindst, sagde de i hvert fald, bykvinde. Alligevel havde ingen talt højt om det; de tænkte, at det var et af disse kortvarige kærlighedsforhold der florerede i byerne, disse byer med deres fremmedartede og udsvævende skikke. Skandalen brød først ud, da Mankunku bekendtgjorde, at han agtede at gifte sig. Hvor forfærdeligt, hvor skandaløst! 191
- Mandala Mankunku, du der bryder ned! Hør på mig: En mand elskede sin kone så højt, at han for at stille hende tilfreds af hendes ords honning og hendes brysters skønhed lod sig overtale til at plukke de nødder, der voksede på et helligt palmetræ i landsbyen. Uden at lytte til de gamle, der søgte at råde ham fra det naragtige forehavende, klatrede han op i palmen efter de forbudte nødder. Højere og højere nåede han. Men palmen strakte sig blot længere og længere, så den arme mand til sidst forsvandt i skyerne, og ingen har siden set noget til ham! 193
... dette nye samfund, hvor mennesker blev arresteret for et ja eller et nej, tortureret, lemlæstet og kastet for hundene? Mankunku, som troede, at politik drejede sig om etik, var helt fortabt. 206-7
Afroamerikanerinden Muriel lyttede opmærksomt og ivrigt. Hun havde en anden opfattelse af begivenhederne end sin mand, ikke så meget fordi hun var historiker, men på grund af de erfaringer hendes folk i Amerika havde samlet i løbet af sin nyere historie. Derfor irriterede den "distancerede" måde, hendes mand brød ind på, hende lidt. Den gamle holdt inde og tog en mundfuld koldt vand fra køleskabet. 209
Det er den viden vi savner. Hvert enkelt liv er en personlig sag, hvor man altid starter fra nul, mens videnskaben er kumulativ, vi tager den op, hvor vore forgængere slap, vi bygger videre på denne sum. Derfor må disse to typer af viden hente næring hos hinanden. ... - Jeg forstår godt hvad du mener, brød Lukeni ind. Dit besvær med at forstå den moderne verden lader sig udmærket forklare. Før koloniseringen levede du og alle andre af din generation i en lukket verden, et lukket system, hvor samkvemmet med verden udenfor var kontrollabelt og reversibelt. Dengang var det let at få styr på verden. Siden koloniseringens start er dette system blevet et åbent og ukontrollabelt system, hvor alt helt naturligt går i retning af endnu større uorden. Det er ikke længere så ligetil at skelne mellem årsag og virkning. I den forstand har du ret, alting er mere indviklet end før, forfædrene og deres afbalancerede verden har ikke længere nogen plads.
Mankunku havde så nogenlunde kunnet følge, hvad Lukeni sagde, men havde først og fremmest fæstet sig ved den sidste sætning.
Nej, sig ikke det! udbrød han med en forfærdelse, der kom fra hans dybeste indre. Sig ikke, at forfædrene ikke længere har deres plads, verden ville jo være tom, uhyggeligt tom.
- Verden er tom, uhyggeligt tom! Det intergalaktiske rum ...
- Men i så fald ville der ingenting være bag alting, intet ville længere have nogen mening!
- Hvorfor søge en mening med tingene? Hvorfor har ingen interesse, det er hvordan der betyder noget.
-Jeg nægter at tro dig, jeg kan ikke tro, at der ingenting er bag de ydre ting, at der ingen mening er... Det ville betyde, at det er en illusion, jeg har rendt efter hele mit liv... Jeg er bange.. 210-11
Det var først da, det gik op for ham, at Mankunku var en mand af forstand. Han havde diskuteret med denne mand i timevis, og i sin fordomsfulde sammenblanding af intelligens og akademisk uddannelse havde han ikke et øjeblik gjort sig klart, at den mand, han diskuterede med, var lærd [undersøg hvilket fransk ord, der anvendes, det kan næppe være lærd, der er den bedste oversættelse !!!???] , selv om han aldrig havde gået i skole. Til de tanker, han gjorde sig om overgangsleddet mellem liv og ikke-liv, ville Lukeni have svaret, at vist fandtes der et sådant led, nemlig virus, som stod på skillelinjen mellem den levende materie og de livløse molekyler, men nu holdt han sig tilbage, for han begyndte at forstå, hvad det var for en afgrund der skilte dem, hvilken fundamental forskel der var i hele den måde, de hver for sig anskuede verden på. Han, Bunseki Lukeni, havde en erkendelsesorienteret, videnskabelig verdensanskuelse, den gamle tænkte i holistiske baner. De kilder, de drog deres næring af, var forskellige - den gamle havde sine dybe rødder i en tusindårig kultur og civilisation, hvis arvtager og forvalter han var: den unge havde overtaget en videnskab, der i alt væsentligt var udviklet andetsteds, uagtet dens tidligste rødder stak i Egyptens og Nubiens jord, ... idealet ville være en kombination af disse to verdensanskuelser; han han følte dybt inde i sig selv. at her var noget væsentligt, som Afrika kunne bidrage med, noget som denne gamle mand anede, og som ubestrideligt ville kunne give hans egen erkendelse og hans vestlige videnskab nye impulser. 217
Natten var faldet på i løbet af et par minutter, som den gør det på de breddegrader. Muriel mindede dem om, at det var tid at tage af sted til observatoriet. Lukeni hældte lidt flydende kvælstof over kviksølvdråberne, de blev hårde og sprøde, og han kom dem tilbage i flasken uden besvær. Han vaskede hænder og forlangte, at Mankunku gjorde det samme, så tog han sin kittel af, låste efter sig, og de gik alle tre ned til bilen. 218
- Det er ikke sikkert, universet er uendeligt... eller rettere, måske er det nok uendeligt, men lukket, altså på en måde endeligt... hvordan skal jeg forklare det... sæt nu, at du kigger ligeud og at du kan se uendeligt langt, og det, du ser, er din egen nakke. Forstår du det?
- Ja, ja, sagde den gamle fuld af forundring. Det er... det er som en oppustet ballon, ikke sandt? En appelsin for eksempel. En myre ville kunne gå rundt på den i det uendelige, selv om vi ved, at den er endelig. 218-9
Montpellier-Boko-Brazzaville-Tokyo
1975-1978,1983-1986, 229
[bogønsker findes i *.wpd]
Orla Jordal, 2007
Må gerne gengives - helt eller delvist -med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.
This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: