De 2 er sociologer og lidt vel belastede af anti-naturvidenskabelige fordomme og af for megen verdensfjern boglærd teori. MEN deres ærinde er godt nok. Deres feltarbejde beviser vel ingen ting, men belyser deres tese, som i min formulering er: Det er sund fornuft og almindelige erfaringer, der gør, at den traditionelle, lokale, folkemedicin beholder sin popularitet. På ny-dansk: beholder sin konkurrenceevne. Og forfatterne er passende ydmyge overfor den opgave, de har stillet sig. "But trying to serve is one thing; being of use is another." p. 5
"Old man Muni and his wife were starving. He had grown too old to work. He had no sons to care for him. He was about to convert to Catholicism in the hope that the church would take care of him." p. 5
De argumenterer for, at det, der i lærebøgerne hedder tropesygdomme, retteligen burde hedde "de fattiges sygdomme" og understreger, at deres store hyppighed i tropiske områder skyldes de økonomiske og økologiske ødelæggelser, som kolonialiseringen har forårsaget. p. 15. Og det har de jo ret i.
De har en lidt religiøs holdning til "The germ theory of disease". Vist er alle naturvidenskabelige kendsgerninger, inklusive tyngdeloven, "teorier". Men mange af disse teorier giver anledning til ret sikre forudsigelser - og kan derfor i den almindelige dagligdag trygt opfattes som "sande". Således også "teorien" om sygdomsfremkaldende agens, smitstoffer, virus, bakterier, og parasitter. Deres angreb på denne teori, burde have været et angreb på "de hvide mænd" og deres mangel på evne til at se ud over næsetippen og ganske banalt konstatere, at sygdom opstår i et samspil mellem et smitstof, en potentiel patient og det miljø, i aller bredeste betydning, de to mødes i. Denne kritik ville jo også ramme dem selv - men selvkritik er jo ikke det ringeste, der findes. MEN deres ærinde er, som allerede sagt, godt nok, nemlig at påpege, at sult, vandforsyning, herunder kloakforhold og lignende miljøfaktorer er ganske afgørende for sygdomshyppigheden.
De har også i nogen grad ret i at "The doctors derived their almost deified status from being the "priests" of the new religion." p. 16. Det gælder jo også i vor del af verden - her dog uden den ekstra ufejlbarlighed, der ligger i det være hvid.
En af de miljøfaktorer, de gør opmærksom på er, at 80 % af lægerne i Indien praktiserer i byerne, hvor 20 % af befolkningen bor !
"This case-study was carried out in Thaiyur panchayat, situated some
20 miles south of Madras City, Tamil Nadu, India. We worked for the Swallows in
India, a charity organization running an aid project in Thaiyur.... We were
granted an independent Status from the beginning, and our contract specified
that all data collected in Thaiyur were to be published, and that we ourselves
had full freedom to use them for academic purposes." p. 17
"We spent about a year living and working in Thaiyur (in 1969-70) working on several subjects of which health was only one. We tried to combine several methods of data collection." p. 18. De brugte ustrukturerede interviews, interviews ved specialister, forsøgte at etablere en statistik, med sundheds, demogratiske og økonomiske oplysninger.
De opstiller en ret ligegyldig dichotomy mellem "ethnomedicine" og "biomedicine" p. 25. Det vigtige er at have en socialmedicinsk grundholdning. Og stadig, min kritik bliver for klarhedens skyld noget skarpere end rimeligt. De 2 forfattere har realitetssans: "For our actions are not only symbolical and meaningful acts of communication, but they are also part of the material world." p. 26 De citerer Engels: "Let us not however, flatter ourselves overmuch on account of our human conquest over nature. For each such conquest takes its revenge on us. Each of them, it is true, has in the first place the consequences on which we counted, but in the second and third places it has quite different, unforeseen effects which only too often cancel out the first...".p. 30. Det udsagn har både de og Engels aldeles ret i. Det understreger dagens klimadebat !
Der er en kortskitse over det undersøgte område på p. 37 og 44.
Områdets økonomi er dels landbrug, dels saltindvinding. De samme personer arbejder i begge sektorer til forskellig årstid. Som altid i udviklingslande er der mange "mellemhandlere" mellem ejerne og dem, der arbejder. Undersøgelsen er fra den tid, hvor de nye højtydende rissorter, var på vej ud i virkeligheden. Men i den undersøgte landsby er erfaringen, at på den dårlige jord er udbyttet alligevel ringe.
43 % af jorden ejes af de 8 % af husholdningerne, som har mere end 8 acres.
13 % af husholdningerne har mellem 2.5 og 8 acres
64 % af husholdningerne har mindre end 2.5 acres
og 15 % har slet ingen jord.
Det faktiske aktuelle (undersøgelsestidspunktet) kornforbrug er 200 kg/person/år. I gennemsnit kommer 70 kg heraf fra eget landbrug. Områdets produktion ville række til at øge forbruget med 1/3. Men i praksis er 78 % af husholdningerne i gæld, i gennemsnit skylder de 690 Rs. Og rentesatsen er 38 %/år for små bønder og jordløse. (41) Det bliver en renteudgift på 260 Rs. Og småbøndernes gennemsnitsindkomst opgives, p. 64, til 700 Rs. Kun 60 % af børnene i skolealder går i skole. (42).
"The Swallows started their project in 1967. Their activities are concentrated on the small hamlet of Eri Ethir Vayil. There they have a "model farm" on 25 acres of land. But so far none of their "models" has been diffused to the villagers. The great majority of Harijan farmers have too little land and money to be able to afford Western technology." p. 42-3. "When the new programme was planned in October 1969, the clinic was staffed with one midwife and one child-nurse, both foreign volunteers; and one Indian "interpreter-cum-auxiliary-nurse-cum-health visitor". It seems that the new programme was planned by the two foreign volunteers without consulting either their assistant or the population or, for that matter, the Government agencies. Up to that time there had been no co-operation with the local Government agencies. When asked about contacts with these agencies, the volunteers said that they did not find it necessary, and that there was no room for co-operation. This applied especially to the maternity work performed by the Panchayat Union: "I don't think they are doing any practical work", as one of them said." (p. 108) Så selv Svalerne har svært ved at komme i øjenhøjde med landsbybeboerne ! Selv deres lille klinik blev en "hvid elefant". Det er synd. Svalernes i øvrigt rigtige ligebehandlingspolitik gav problemer, når honoratiores skulle behandles. Og det udsendte personale havde ikke lært den rigtige høflige afslutningsfrase. p.111. Selvom Svalerne havde kontakt med de lokale jordemødre viate interviews i 1972, at jordemødrene ikke havde fået instruktioner om bedre fødselshygiejne (p. 112). (Lærte Svalerne noget af Djurfeldt & Lindberg ?)
Djurfeldt & Lindberg finder i deres interview, at den første tanke en mand har, når han bliver syg, er: Hvordan skal jeg klare det her, økonomisk ? p. 119. Dårlig ernæring er så almindelig, at dens indflydelse på helbredet slet ikke indgår i overvejelserne. p. 123.
Djurfeldt & Lindberg undervurderer svarpersonernes rationalitet, eksempel: " People notice, first of all, that water from other wells than the ordinary one may cause stomach trouble; and the same is true for water in places they visit." p. 124. Det er da en perfekt rationel empirisk observation. At landsbyboerne ikke kender til parasitter og mygs livscycklus, det burde da ikke forundre. Slet ikke når man selv sætter spørgsmålstegn ved "the germ theory of disease". Samme steds fremgår det, at Thaiyurs indbyggere også har erfaret, at en "very weak and thin" person har større risiko for at blive syg end en velnæret. Interviewet med en specialist i brækkede ben og forstuvninger, p. 127, viser også en viden som er praktisk. Det forekommer "ethnocentrisk", vestligt-bedrevidende, at spørge vedkommende "What does the 'nervous system' look like (11)?. (Djurfeldt & Lindberg understreger da også, at der er tale om generationers akkumuleret viden). Her er der tale om, hvad der bedst kan betegnes som folkemedicin. Herudover har Indien et andet - gammelt - medicinsystem Ayurveda, [som kineserne har akupunktur, m.fl.]. Ayurveda var en tid et af uafhængighedsbevægelsens, nationalistbevægelsens symboler, 134 - 135.
Djurfeldt & Lindberg har ikke et klart videnskabsbegreb. Det bliver særligt åbenbart p. 138, hvor de klassiske medicinsystemer (ayurveda, klassisk kinesisk og Hippokrates) diskuteres. Den første basis for ethvert videnskabeligt system er en samling erfaringer. Som vi så det ovenfor, påviste Djurfeldt & Lindberg sådanne i funktion hos folkelægerne i Thaiyur, systematiseret så langt, at sønnen oplæres og arver jobbet. Det som adskiller vestlig naturvidenskab herfra [i bedste fald] er planlagte, kontrollerede forsøg.
Djurfeldt & Lindberg refererer fra Godelier den opfattelse, at religion består i en menneskeliggørelse (i form af en eller flere guder) af naturens mange uforklarlige fænomener, p. 139. Det giver i hvert fald et nyt enhedspræg over begrebet religioner. Side 141 når de til, at den sociale orden (jeg ville på grund af de uretfærdige uligheder hellere tale om den sociale uorden) tilsvarende ses som en del af den kosmiske orden. Herved legitimeres den sociale uorden ! At religion har den praktiske funktion ser man mange eksempler på i Verden.
Tabel 8.1 Number of patients who report they have been cured by different types of treatment, er vel det centrale produkt af deres feltundersøgelse. Når jeg i indledningen skrev, at denne feltundersøgelse ikke beviser noget, så skyldes det dens beskredne størrelse. 125 personer har svaret på, om de selv mente sig helbredt ved 5 forskellige former for behandling. I vurderingen af dens anvendelse til at forklare, at folkemedicinen m.fl. faktisk overlever, skal man imidlertid ikke glemme, at det oplevede faktiske forhold for Thaiyur-indbyggeren næppe har nogen mere omfattende basis. Undersøgelsen viser at uanset behandling, så føler halvdelen sig kureret ved den - for den religiøse behandlings vedkommende er det endda 90 %, der føler sig kureret. Ud fra dette oplevede faktiske forhold er det, som forfatterne finder det, ganske rationelt at søge en billigere folkelæge. På side 162 påpeger forfatterne yderligere en faktor til gunst for folkemedicinen, dens praktiserende deler patientens kultur, det giver en bedre gensidig forståelse (sprogligt og alment) og også, at folkelægen er bedre til at se sygdommens rod i familiære eller miljømæssige forhold. De er også bedre til at forklare patienten både behandlingen og sygdommens årsag. Og de har mere forståelse for, hvem i familien, der skal have forklaringen for at sikre behandlingen. Betalingen får mere gave-karakter og afstemmes efter patientens og behandlerens økonomiske forhold.
Statistik og udviklingslande er en meget tvivlsom kombination (Der kommer også mange forstyrrelser ind i almindelig vestlig statistik, se Böll, selvom jeg indrømmer at det er et meget specielt tilfælde - og uden større praktisk betydning). Djurfeldt & Lindberg fandt hos munsiff, sognefogeden, at dødeligheden i Thaiyur var den samme som i Sverige. Så måtte de jo selv igang. p. 46. De fandt så ud af, hvad også andre har fundet ud af, men de fleste bestandigt glemmer, at når man først er blevet voksen, kan man forvente at opnå samme alder som europæere i Europa. Årsagen til den lavere gennemsnitlige levealder er børnedødeligheden. p. 48 Det børnene dør af er infektioner, navleinfektioner, mavetarminfektioner, p. 49. På side 51 er der en tabel med de indsamlede dødsårsager, de regner den selv som repræsentativ - der er intet, der taler herimod.
De finder, at de lokale, ikke-vestligt-uddannede, jordemødre gør et godt arbejde - og vidtgående videresender vanskelige tilfælde til hospitalet (50 - 52). Et forhold vejer tungt til i børnedødeligheden. De skærer traditionelt navlestrengen over med en ikke-steriliseret kniv. Derfor kommer der mange dødeligt forløbende tetanus tilfælde. (50) Et eller andet sted i bogen berettes, at en navleclips pakket med et sterilt barberblad kan købes for 1 Rs, men når halvdelen af husholdningerne har indkomst under 1000 Rs/år (tabel 5.1, p. 63), er det jo ganske dyrt.
[Her ville det være interessant at vide, om det forhold har ændret sig efter bogen - altså om Djurfeldt & Lindberg har været til nogen nytte ! OJ]
Et andet kritisk punkt i barnets liv er afvænningen. Her medfører vandets kvalitet ofte "afvænningsdiarrhe" p. 52.
En interessant iagttagelse gøres p. 52 "People know from long experience that cholera always leads to death. They also know that we take cholera patients to a hospital in Madras. They would have to transport the corpse all the way home again which they cannot afford to do. So they do not bother to contact the health centre." (iagttagelsen er gjort af den lokale vestligt uddannede læge). [Djurfeldt & Lindberg bruger ikke dette eksempel i argumentationen for rationaliteten i lokalbefolkningens valg af traditionel eller vestlig behandling - det er dog ellers bekræftende for deres tese, OJ].
"The dominant health problem seems to be connected with general under- and malnutrition." p. 56.
Jeg har en alvorlig indvending mod deres kap. 4 om sygdomspanoramaet. Indvendingen ville have været mindre alvorlig, hvis forfatterne ikke netop havde været sociologer. De glemmer det væsentlige forhold af stor betydning for smittespredningen, at hinduer foretrækker at klare det store behov i det fri og ved et vandløb. Derfor ser man dem om morgenen gå ud med en vandkande i hånden. Renligheden er der nemlig ikke noget i vejen med. Nu må jeg her tage det forbehold, at jeg ikke ved, om det er sådan man gør også i Tamil Nadu. Af beskrivelsen af manglen på latriner, p. 96, får man det indtryk at Djurfeldt & Lindberg ikke kender denne skik. Som det er naturligt, er de ikke opmærksomme på at scabies, fnat, smitter ved at man sover i samme seng. Og jeg kan heller ikke lige komme i tanke om nogen parasit eller smitte i øvrigt, der kan overføres gennem badevand mellem kvæg og mennesker. (p. 97). (Tuberkulose kan overføres med mælk).
En lille observation, som måske har betydning også i andre samfund: "coffee and bread - as a misguided reflection of their status as luxury items - are regarded as highly nutritious, and given to the sick [and pregnant] instead of food." p. 71. Der henvises i note 14 til den samme iagttagelse andetsteds, for andre luksusmadvarer.
Om palmevin noteres: "During the spring, toddy is tapped directly from the palmyra trees. Before 1971 the practice was of course illicit, so it could be tapped only from trees growing far away from the road. Many families then got an extra income by renting their trees to the dealers, and some strong young men earned good money guarding the trees. Others earned money as toddy tappers in this thriving business and still do." p. 84.
Landsbyen er godt beskrevet, layout, bygninger o.s.v.
På p. 98 undrer Djurfeldt & Lindberg sig over, at man ikke kan bygge en lille dæmning i fællesskab. Her har vi måske en forskel mellem Indien og Kina ?
Side 101 konkluderer de, at Thaiyur-befolkningens helbredstilstand vil forbedres mere ved økonomisk fremgang end ved en investering i vestlig medicin. Den konklusion virker ganske berettiget.
Jeg kan umiddelbart tilslutte mig følgende betragtning "There are reasons to be suspicious of such explanations from the outset, because, as far as we can understand, in a "modern" Society (say Sweden), they entail a rational orientation to illness among patients and doctors, while in a "traditional" country patients and doctors are supposed to be governed by emotion and habituation. We are suspicious, because our field experience has made us convinced that Swedes and Indians not only have the same faculties of human intelligence, but that they use them in about the same way. To us, the distinction between "traditional" and "modern" is more the expression of an ideology than of a scientific theory." (p. 165) Man lærer af sine erfaringer. Det er sjældent at umiddelbare erfaringer giver en årsagssammenhæng. Derfor er en persons, ja en hel storfamilies, erfaringer oftest ikke et godt grundlag for sygdomsbehandling, hverken i Indien eller i Sverige. Videnskab/viden, der alene bygger på erfaringer, empirisk videnskab/viden når jo ikke frem til en årsagssammenhæng, den når man alene ved kontrollerede forsøg. Men det er jo først efter Newton, at vestlig naturvidenskab nåede dertil. Derfor er det helt rimeligt, at sammenligne folkemedicinens erfaringsopsamling med tidlig vestlig medicin og anden videnskab (168) - og empiri er stadig et væsentligt element i mange delområder.
På p. 167 diskuterer Djurfeldt og Lindberg det tamilske begreb rasi, som de oversætter til held/luck. Efter sammenhængen ville en oversættelse til experienced cure rate/oplevet helbredelseskvotient være mere rigtig. I denne forbindelse kommer de også ind på, at erfaringer, in casu om helbredelseskvotienter, får større gyldighed, hvis de viser sig at deles af et større antal personer (168).
På siderne 170 ff. gennemgår de forskellige mulige forklaringer på, at de forskellige behandlingsmetoder kommer ud med sammenlignelige oplevede helbredelseskvotienter. Jeg er ganske enig i, at visiteringen (hvilke patientkategorier, behandles hvor) er den væsentligste forklaringsfaktor; men de virker alle ind, også "Therefore, one could perhaps say that the final and most fundamental reason for the apparent relative efficiency of indigenous medicine is the inefficiency of the allopathic one." p. 181. Der kan sættes spørgsmålstegn ved "most fundamental", men vestlig medicin er ikke så effektiv, som vi plejer at tro. Og helt håbløst bliver det under u-lands-forhold, hvor det er sjældent, at der gives den mest relevante medicin i den rigtige mængde. De konkluderer også: "This opens up interesting comparative perspectives: probably the same inefficiency is the general reason for the survival of "folk" medicine also in Western countries: homeopathy, chiropractics, Christian Science, and various forms of quackery and occultism continue to play a role even in the Weifare State, because bureaucratized and "socialized" medicine cannot fulfil the medical needs of the people." p. 181
Djurfeldt og Lindbergs kapitel 9 handler om Familieplanlægning. De synes ikke om Malthus og hans påpegning af, at en hvilken som helst population, gærceller eller mennesker, hvis den får lov, vil ende med at have optaget hele den fødemængde, der kan fremskaffes, i sig. Herefter klarer sulten sagen. Der er en sociolog-tradition for ikke at ville acceptere denne banale kendsgerning. Det, det er rimeligt at reagere mod, er mange af de praktisk, politiske løsninger - og den manglende forståelse af de økonomisk politiske forhold, der tvinger mennesker til at få "for mange børn" - som har været anvendt som konsekvens heraf: euthanasi, Mao's et-barns politik, tvangssterilisering, slagtning af de oprindelige indbyggere, medicinafprøvning på "sorte", du får en transistorradio for at lade dig sterilisere, osv. Det fremgår af fremstillingen, at det - i hvert fald i Thaiyur - er lykkedes den indiske regering, at lægge begrebet Family Planning for had. Hvor meget, der skyldes de anvendte propagandametoder, de anvendte steriliserings- o.a. metoder og hvor meget, der skyldes den kendsgerning, at man er nødt til at sikre sig én overlevende søn, hvis man vil kunne regne med en alderdom uden nød, kan man ikke se ud af denne fremstilling. Men når Svalerne ikke kommer i øjenhøjde med landsbyboerne, kan det jo ikke påregnes, at de "fine, hvide" eksperter fra Verdensbanken o.l. skal kunne komme ud og blive forstået positivt. Slet ikke når man tænker på, at nogen af dem er Wolfowitz-typer. Og det bliver ikke bedre fordi det går igennem bureaukrater i Delhi. "People's tendency to identify family planning with sterilization is a direct consequence of the Government programme which almost exclusively stresses sterilization." p. 199.
Det der skal til for at få befolkningsudviklingen under kontrol - og trods Djurfeldt og Lindbergs modsatte synspunkt så er det nødvendigt - det er meget enkelt en fornuftig folkepension til indere, kinesere, afrikanere m. fl. Som forfatterne faktisk viser, så er der en fungerende familjeplanlægning (p. 192) (og børnetallet er relateret til husholdningens økonomi, (Tabel 9.2, p. 194). Den standser bare ikke befolkningstilvæksten, fordi man som allerede skrevet har brug for en søn til at skaffe én mad, når man bliver gammel. Dette sociologiske forhold kunne være skarpere fremhævet. Det er vigtigt, som Djurfeldt og Lindberg gør, at skelne mellem familieplanlægning som netop det og så som et pænt ord for begrænsning af befolkningstilvæksten. En Thaiyur-kvinde får i sin levetid mellem 4 og 5 børn, p. 191. Det er det relevante tal, hvilket ikke fremgår af teksten. Det tal skal jo være ca 2 for at undgå ændringer i befolkningstallet. Væksten standser ikke før vi har skaffet en sikker alderdom uden børn !
"We can now see that the Government's attempt to propagate the small family norm to the people in Thaiyur needs must fail. It is an attempt to persuade people to do something which most of them will perceive as contrary to their own interests. Whether the incentive be 30 rupees or a transistor radio, people are generally too clever to let themselves be cheated." p. 196-7.
"A complete analysis of the economic functions of children would include an economic analysis of the marriage institutions. As the topic is peripheral, we will not go into the matter. Let us only point out one thing: even though bride-price is the traditional custom with Harijans, it is gradually being replaced by the upper-caste dowry system. The sums involved are substantial. Therefore "daughters are only a liability", as someone said. Families frequently ruin themselves when arranging for the marriages of their " daughters." p. 198.
En lille væsentlig observation af den type som mindre åbne, mindre vågne forskere oftest overser: " the sex-ratio can be a product, not of a differential mortality for boys and girls, but of an uneven balance already at birth. Since boys are preferred to girls, families who have already got boys tend to abstain from further children." p.199 (drenge er ikke "preferred", men en økonomisk nødvendighed, som det at arbejde !).
Djurfeldt og Lindberg vil ikke forstå, at vi lever i et lukket system, med begrænsede ressourcer. På den tid, hvor bogen blev til, var klima-problemet ikke aktuelt, men det er bare en yderligere understregning af samme kendsgerning.
Det er til gengæld rimeligt at understrege, at set i forhold til ressourceforbruget, om det er mad, olie eller kuldioxidudslip, så er det til ringe nytte at begrænse antallet af indere, kinesere, afrikanere. Der går mellem 10 og 100 af den slags på en USA-amerikaner, når det måles i ressourceforbrug.
Og vist er det rigtigt, at "They starve because they are exploited and denied their just share of the cake." og ikke på grund af overbefolkning. Men det betyder ikke, at overbefolkningen ikke spiller nogen rolle !! Samir Amins syn, at man kun kan tale om overbefolkning, hvis landbruget ikke kan producere mad nok til befolkningen er lige simplificeret nok. Landbrugsproduktion er ofte forbundet med en betragtelig miljøødelæggelse, som kan true overlevelse på lidt længere sigt. Den pågældende landbrugsproduktion, skal også slå til i dårlige år. Synspunktet er nok noget påvirket af, at Amin er ægypter. Nildalens landbrug er jo næsten ubegrænset produktivt - men efter Amin udviklede sit synspunkt, er der jo tilkommet en Aswan-dæmning, der har berøvet det ægyptiske landbrug en stor del af dets frugtbarhed. Se Ayad.
Det er også - både i Indien og i Sverige - urimeligt, at folk skal sidde og vente en hel dag på en klinik ! (p. 209) eller at kondomer etc. er for dyre. Og at sterile navleknive og - clips er for dyre. Og man kunne opnå væsentlige resultater ved at satse på forbedring af folkelæger og jordemødre (desinficering).
Altså et studie, der burde give stof til ganske megen eftertanke - trods de påpegede mangler !
En yderligere belastende faktor for den vestlige medicin tilkommet
efter bogen er, at medicinpriserne holdes kunstigt oppe af
"Me-too-patenter", se Marcia Angell: The Truth About the Drug
Companies.
Orla Jordal, 2007
Må gerne gengives - helt eller delvist -med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.
This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: