Omar Cabezas var en af sandinisterne i Nicaraguas bjerge. Han skildrer sin vandring (i bogstaveligste forstand) fra student i byen León til guerillahæren.
De første 70 sider var mere spændende end den kriminalroman, jeg lige havde afsluttet. Når først han er nået op til de andre bliver skildringen - realistisk nok - mere "træt, slidt dagligdag".
Cabezas er vågen over sine omgivelser, det viser bl.a. hans poetiske skildring af bondens forhold til sin jord. Selvom beskrivelsen er gjort af en nicaraguansk, byopvokset student, har den meget rigtigt i sig, som også gælder for danske bønder.
Bjergenes ensformighed, kan jo være vanskelig at begribe for en fladlandsdansker - men beskrivelsen giver dog en fornemmelse.
Bogen udmærker sig ved et (groft) kort over Nicaragua og et (ganske vist
lille) noteapparat, hvor der gives en kronologisk ordnet liste over begivenheder
i nyere, nicaraguansk historie, som bogen referer til. Selve bogens begivenheder
strækker sig over perioden marts/april 1968 - oktober 1975. Der er også et
Alfabetisk navneregister og en liste over politiske organisationer, forkortelse,
oversat og spansk navn.
Man forlader sin nutid, der forvandler sig til fortid i det øjeblik, man forlader den. Man slæber sin nutid med sig, når man tager op i bjergene, men efterhånden som man nærmer sig, efterlader man sin nutid bag sig... nutid forvandler sig til fortid. Men selv om det i virkeligheden er sådan, at nutid lidt efter lidt bliver til fortid, tager man af sted med hovedet fuldt af tanker og ladet med det liv, man har levet i disse år. Alle de ting, man har lavet, står i frisk erindring: hvordan man svirede om natten, hvordan man elskede, skændtes, sov, spiste og morede sig. Man har det hele i frisk erindring i sin hjerne, alle de dejlige minder... kammeraterne... hende... planerne... alt er friskt. Men selv om man har sin nutid med sig, forvandler denne nutid sig objektivt set til fortid, efterhånden som man nærmer sig bjergene, og man fører alle disse ting med sig derop, inklusive sig selv, sin hud, og tankerne i sin hjerne. Alle disse ting befæster i vidt omfang nutiden i én selv, den nutid, der allerede er fortid.
Hvorfor? Fordi man allerede har forladt den. På vej op i bjergene sker der en uomgængelig løsrivelse fra ens egen nutid. Imod sin egen vilje skubber man nutiden bagud mod fortiden. Det føles ligesom at skille sig fra sit eget kød. Og det er smerteligt. Man må fortsætte opad under denne proces af afskrælning og langsom død... og for hver dag trænger man dybere ind i bjergene, og det første, der sker, er, at man ikke længere er sammen med den type mennesker, man er vant til... Fra nu af ser man ikke mere folk. som de er i byen... man ser ikke længere de ting, man tidligere så hver dag: husene, murene, vinduesruderne, asfalten. Man ser det ikke mere, objektivt set efterlader man det bag sig, selv om det er oplagret i hjernen.
Og nu hører man ikke mere lyden af biler, cykler, fjernsyn, radio,
avissælgernes eller tyggegummisælgernes råben. Man hører heller ikke mere
børnenes råb i bybørns karakteristiske tonefald. Man ser ikke film, ikke engang
plakaterne... man trænger dybere ind... og nu ser man ikke længere elektrisk
lys... og man fortsætter... og nu er der ingen farver...
man ser kun grønt... ingen andre farver end
farverne i folks tøj... men desuden begynder de at fortabe sig... man bliver
blind for farverne. Man har aldrig mere smagen af chokolade i munden, smagen af
en slurk rom eller vin, eller smagen af tyggegummi... Efterhånden som man
fortsætter fremad, hører man heller ikke mere musik, 222-3.
Indimellem gjorde det ondt helt ind i sjælen, når man fandt ud af, at bonden elsker jorden og har en egen opfattelse af jorden som element. Ligesom en sømand ikke kan leve uden havet, eller ligesom en pilot drømmer om at flyve, ligesom sømanden identificerer sig med havet og piloten med rummet, således identificerer bonden sig efterhånden med jorden på en måde, som man meget vanskeligt vil kunne opleve hos et bymenneske. Han udvikler et vist fællesskab med jorden, en række meget specielle, meget karakteristiske følelser i sit forhold til jorden.
Somme tider taler bonden endog om jorden som noget helligt, han omtaler den
som en mor. Men af og til taler han også om den, som om den var en kvinde: "Jeg
får hende til at yde" siger han, "jeg tager hende og renser hende." Han siger
også: "Her er hun", og naturligvis bliver han forelsket i det lille stykke jord,
han har forpagtet af godsejeren... han renser jorden, rydder den, tilsår den og
høster den... Bonden rydder bevoksningen væk med sin machete for at komme til at
så. Men man kan fornemme, at selv om det foregår med vold, er rydningen af
jorden til syvende og sidst en kærlighedshandling mellem bonden og jorden, et
meget specielt kærlighedsforhold. Bonden har altså det særlige forhold til
jorden, at han, udover at behøve den til livets opretholdelse, elsker den som en
fysisk bestanddel af sin tilværelse. 231-2.
[bogønsker findes i *.wpd]
Orla Jordal, 2007
Må gerne gengives - helt eller delvist -med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.
This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: