éditions de l'aube . 2007 ISBN 978-2-7526-0332-6, fransk
En charmerende bog, der ser verden ud fra en ung (25 år) kvindes perspektiv. Den kan sammenlignes med Badriyah al-Bishr, Le mercredi soir, Femmes de Riyad. Men husk når du sammenligner Saudi Arabien med Libanon, at den unge kvinde hos Beauchard er kristen. Hun er student, som de piger al-Bishr beskriver - og finansierer selv sine studier. Men i modsætning til pigerne hos al-Bishr ses hun udefra.
Hun går i Beirouth i august 2006. Hun elsker sit samfunds mosaik. Det er hele charmen ved Beirouth. (p. 142) Krigen er hele tiden med. Vi følger et par af hendes ikke helt vellykkede forelskelser. (Man bilflirter åbenbart også i Libanon, p. 50. Man har sine sexuelle oplevelser på parkeringspladserne ved stranden, p. 31). Hun kan gå på volden med fyrene.
MEN en fyr, hun synes om, er ikke passende i familiens øjne.
Men ellers er det interessante skildringen af krigen, som netop er en skildring i fodgængerperspektiv. Ingen statistik, men oplevelser. Præsenteret ud fra et solidt kendskab til det faktiske og til det politiske landskab. (Den politiske synsvinkel er den vestlige, men virker bedre informeret).
Hun drømmer sig under krigen tilbage til en tid under forrige krig, hvor hun var hos bedstemor. Hun føler sig i klemme i krigen. Den forstyrrer/blokerer hendes liv.
Hun har sine tvivl/overvejelser. Hvad skal hun mene om general Aoun, om Hezbollah, om Siniora, om 14. marts bevægelsen, om Syrien, om Israel. Det er heri, ikke mindst i de små skift, bogen bliver rigtig interessant.
Desværre oplever jeg det, som om forfatteren fra omkring midten af bogen bliver for revet med af det politiske, så han glemmer, at se det gennem pigens øjne.
I første kapitel bombes den netop genopbyggede by. Genopbygningen, udført af Rafic Hariri, er sket med en skelen til det passende. Gydernes gyde, hvor bordellerne lå, er ikke genopstået. Til gengæld kender alle adressen på klinikker, hvor man kan få en ny mødom. Som pigen udtrykker det: Det ny Sex-marked.
Beirouth er et vejkryds. En mosaik af stammer mødes, konfronteres, dyrker hver for sig deres kultsteder, deres stil, deres sprog, stiller forskellig levevis, forskelligt verdenssyn overfor hinanden. Der skabes herved nye identiteter, ofte fjendtlige overfor hinanden. Alle dyrker de deres minder, parallelt (p. 26). Naboerne (Tehran, Damaskus, Jerusalem) er meget nærværende. p. 30. Der er mange ægteskaber mellem bourgoisiet i Beirouth og Damascus. p. 32. Beirouth adskiller sig fra Damascus ved at være blevet et kæmpe-casino. Man elsker larmen, bevægeligheden, udflugtsstederne, forbruget. p. 35.
Hver klan forsvarer sit Libanon, 142. Libanon prøver (gennem 70 år) at finde sig selv, 143. De magtfulde internationale organisationer forsøger at tage styringen. I løbet af en nat kan ven blive til fjende og omvendt. 144.
Efter mordet på Hariri, og efter at de syriske tropper er trukket tilbage "føler alle, at byen er fri og alle føler sig for første gang som libanesere", p. 42.
Den 8. marts er der en ny stor demonstration, arrangeret af Hezbollah og Amal, de to shiitiske militser. Den flok er arabere, med forbindelser til Damaskus og Tehran. Den afviser Vesten. Underligt nok støttes den af de kristne i Tripoli, Zghorta, Bekaa og langs grænsen til Israel. De føler sig forbundet med styret i Damaskus, som forsvarer og beskytter de kristne i Syrien. p. 43.
Rygterne går. Stemningen skifter - tit. Beskyldningerne samler sig om de 4 generaler i 2. kontor og sikkerhedstjenesten. Kompromitterede ministre og parlamentsmedlemmer bliver spiddet sammen med den syriske guvernør. Pressen falder over Al-Madina banken, der er specialist i at vaske penge og uddeler rundhåndede gaver. Løgne, bagvaskelse, korruption, funktionærer, der betales for ikke at lave noget. Forårsrengøring ! p. 44
Døre og vinduer åbnes. Alt stilles frem i lyset. Alle kaster deres kæder. Der danses. Hun, der ellers ikke har deltaget i demonstrationer, er MED. Hun er en del af helheden. Der er ikke længere sekteriske grupper. p. 45 Også borgerskabet forsøger at smelte ind i demonstrationerne 47. Kravet er enstemmigt: Sandheden ! Syria out! Revolutionen smitter også ind i privatlivet. Hun går ud med Rachid, (p. 48) men understreger sin selvstændighed ved åbent at bemærke andres beundrende blikke. Han forsøger at skjule sin jalousi. Uafhængigheden er en livskamp men også en kamp de to imellem. 49. Hun føler forholdet som et fængsel og bryder, p. 50.
Karameregeringen går af. Aoun kommer tilbage fra eksilet og mødes med Geagea, der stadig sidder fængslet. Selvom de begge er maronitisk kristne ser de forskelligt på landets fremtid Aoun går ind for ét Libanon med plads til alle, Geagea vil have en forbundsrepublik med stærkt selvstyre for maronitterne. Aoun vil befri Libanon fra syrerne, men er alligevel allieret med dem. 51. Aoun ser sig som Libanons de Gaulle. Der er meget dobbeltspil, tvetunget tale, dobbelte sandheder. Der kommer vildere og vildere erklæringer; ingen interesserer sig for byens skæbne. p. 52-3.
Hun finder en 3. ven som ikke er dominerende. Men han viser sig ikke at være pålidelig. Så møder hun Gebrane (p. 57) og Marwan (p. 58) som viser sig være "som de andre (p. 59).
Mehlis' undersøgelse af mordet på Hariri trækker i angdrag, de 4 anklagede libanesiske generaler sidder stadig i fængsel. Brammertz tager over. Det sætter punktum for udsiven af afsløringer og for provokationer (p. 60). I familien og blandt vennerne strides man mellem "8.marts" (Aoun og Hezbollah) og "14.marts", (Fouad Siniora og Saad Hariri) bevægelserne. (kap. 6).
Rachid er blevet formand for Aouns ungdomsbevægelse i Zahlé og arbejder med at opbygge et fællesskab mellem kristne og shiiter i lokalsamfundet (p.70). Af beskrivelsen fremgår, at her er kristne = rige og Hezbollah = fattige; men bønder alle. Man forenes om at hjælpe flygtningene (der er 600.000 af dem (72)) fra de hårdest krigsramte områder. Der er en oplevet beskrivelse af flygtningene, ligesom af deres rute. Alle større veje og broer er ødelagte af israelske bomber. Det er ikke svært at forenes om denne fælles fjende. (p. 71 - 78). Indtil massakren i Cana -*-, kunne man spørge sig om rimeligheden i at tage de 2 israelske soldater til fange - men ikke derefter (72). Rachid vil have hende med i arbejdet. Her er hun pludselig blevet læge (73). Hun har mange skadede på hospitalet (og her hun pludselig opererende neurokirurg). Hun gemmer sig, tøver, vil ikke engagere sig i Aouns patriotiske front. Men hun føler landet, der ser sig slået. Sunnitter og drusere slutter sig efterhånden til de kæmpende (73). Selv Siniora fordømmer Israel. Stemningen er helt forandret. Libaneserne står igen sammen. Og det forstærkes af bombningen af et kraftværk og det derfra kommende olieudslip, der sviner næsten hele kysten. Selv de undersøiske oldsager ved Byblos er smurt ind.75 Nu er Hezbollah et med folket. Man konstaterer, at i 1967 behøvede Tsahal (Den israelske Hær) kun 6 dage for at slå den ægyptiske, den jordanske og den syriske hær, samt besætte Vestbredden, Golan og Gaza. I år kunne Tsahal, der nu var endnu stærkere, ikke på 3 uger få bugt med en guerilla på mindre end 10.000 mand - endda uden fly og kampvogne. 76. Generalen, som hidtil har forholdt sig tavs (det må være Aoun) udtaler omkring tidspunktet for det Condoleeza Rice besøg, som hun blev bedt om at aflyse, sin uenighed med regeringen. Han kritiserer så også Hezbollahs unge for at have ødelagt FNbygninger i El Solh. Hun har ikke benzin, så hun må køre med naboer for at komme på arbejde. Rachid kommer ud i en kristen landsby, hvor man lægger skylden på Hezbollah.(77). På krigens 29. dag har hun et opgør med Rachid, som hun beskylder for at være generalens marionet, mens Aoun er Hezbollahs sprællemand, og Hezbollah styres fra Tehran. Libanon fører de andres krig. Så er hun tilhænger af [Nabih] Berry, der er intelligent, hyklerisk og opportunistisk nok til at samle fraktionerne.78. Hun vil have rigdom, luksus, skønhed, overflod. 79. Hun føler sig i klemme i krigen. Hun vil kunne gå i stormagasinerne i Beyrouths centrum. Derfor støtter hun Siniora og Chirac og staten. 80. Hele hendes politiske udvikling følges i samtaler med Rachid, som står fast hos Aoun og den barske virkelighed. De rigtig rige (og kapitalen) stikker af. 82. Hun tænker tilbage til borgerkrigen og beskriver sin virkelighedsflugt dengang og den faktiske flytning til et mere sikkert sted.
Efter sikkerhedsrådsresolutionen 110806 forstærker israelerne sin landoffensiv. 30.000 mand er sat ind. I Bint-Jbeil kæmpes der fra dør til dør. 92. Hezbollahs kinesiske raketter beskrives som bærende fragmentationsbomber. 1200 libanesiske civile er dræbt, 160 israelere, deraf 17 soldater. De flygtede vender straks tilbage til deres ejendom, trods stadig fare. p. 93.
Den 22.sept. 2006 fejres Hassan Nasrallah, Hezbollahs leder, med en demonstration, som også tæller Amal-folk (Nabih Berri, shiitisk) og Aouns patriotiske front. Flere hundrede tusinder deltagere, 146. Rachid er begejstret. Libanon er blevet en regional stormagt. Og så gør han nar af druserlederen Walid Joumblatt og af Siniora. Hun bliver tavs, forbavset, ulykkelig, 147.
Hezbollah har stadig 20.000 raketter og en hellig alliance med Den patriotiske Front, Talal Arslane (druser), de pro-syriske partiet, palæstinensere fra flygtningelejrene (og de er sunni), 148. Hun (? - det er her svært at se om forfatteren forsøger at gengive hendes tanker) synes at Hezbollah har ladet befolkningen ligge åben for det israelske artilleri og flyvevåben og mener, at det er premierministeren og den internationale vilje, der skabte våbenhvilen, 149.
Den 24. fejrer det Geageas milits sine martyrer. De kristne er ude i stort tal. Der er plakater med Samir Geagea og Bachir Gemayel. 150. Geagea holder brandtale mod Hezbollah og for UNSC 1701 of 1559. Han mener, at Hezbollahs styrke er i strid med forfatningen, Taif aftalerne og de 2 sikkerhedsrådsresolutioner. Han slutter op om 14. marts bevægelsen.152-3. Han glemmer at tale om sin kamp mod Aoun i borgerkrigens sidste fase. 154.
Aouns bevægelse holder et møde samme dag. Aoun angriber regeringen. Som ikke er legitim [grundloven kræver at alle trossamfund skal være repræsenteret; shiiterne har trukket sig ud. OJ]. Regeringen repræsenterer kun en tredjedel af landet, den er splittet og lammet. Han henviser til en strid mellem forsvarsministeren (sunni) og en general, der står Hezbollah nær. Efterretningstjenesten er illegal. 154-5. Regeringen støtter sig til udlandet, fordi den ikke har folkelig opbakning, 154 og 156. De, der repræsenterer de fleste kristne vælgere, står udenfor regeringen, 155.
280906 har premiermnister Siniora inviteret hele den politiske klasse til iftar (det måltid, hvormed Ramadanens faste brydes). Tilstede er Nabih Berry, Amin Gemayel, general Aoun, Omar Karame, Selim Hoss og repræsentanter for alle de religiøse samfund. Han benytter lejligheden til en stor tale om enighed. 159.
På side 95 gengives fundamentet for shiismen, troen på Mahdiens genkomst etc. Det ligner meget de fundamentalistiske amerikanske kristnes tro på, at Jesus skal genskabe De retfærdiges Rige - med udgangspunkt i Jerusalem. Her er dog intet Armageddon med. Så det er vel egentlig mere som Folkekirkens Jesus' genopstandelse.
Det er heromkring bogen skrider over i et direkte handlingsreferat, ikke længere den unge kvindes reaktion på begivenhederne. Assad beskylder regeringen for at være Israels allierede. Khamenei roser Hezbollah og opfordrer dem til ikke at lade sig afvæbne. Aoun modtager Irans ambassadør i Rabieh.
Rachid forbereder genopbygning ved at rapportere en nøjagtig beskrivelse af skaderne til Aoun, 97. Der er brug for 1 milliard USD til genopbygning af infrastrukturen og yderligere 2 milliarder til genopbygning af boliger, 98. Den israelske flåde blokerer fiskeriet, 98-99. I den arabiske verden, selv i de største sunni-moskeer i Ægypten prises Hezbollah for "sejren". Endnu en gang demonstrerer Hezbollah sin effektivitet i arbejdet med genopbygning. 99. Frivillige, udrustet med rød kasket, registrerer og godkender genopbygningsbehov. En ødelagt ejerbolig giver en øjeblikkelig erstatning på 12000 USD, en lejebolig 8000. Alle har ret til samme erstatning.
Frugthaver og marker er fyldt med de små klyngebomber parat til at udløses af en barnefod, 106. Også i Libanon er taxichaufførerne løbende orienterede om de sidste politiske rygter: "Det hele har været planlagt længe. Syrerne skulle ud, så Israel fik frit spil i Libanon. 14. marts bevægelsen var manipuleret af CIA. Ghassan Kanaan var i ledtog med CIA. Der er planer om et statskup mod Bashir al-Assad i Syrien. 77 % af de kristne går ind for afvæbning af Hezbollah, hvis det kan gøres uden kamp. 54 % af sunnitterne er imod en afvæbning. Generalen siger, at det hele ordner sig, når Sheba Farms spørgsmålet er løst, 109.
Hotel- og restaurationsbranchen er som ramt af en tsunami, 111. Man mindes en tsunami, der ødelagde byen i 551 AD.
Hun mødes igen med Gebrane. Først er hun tiltrukket af hans orden og struktur. Siden finder hun møblementet gammeldags, p. 113. Også Gebrane er engageret hos Aoun med mange møder. Han ser i krigen Hezbollahs sejr, hun kun landets nederlag, 118.
Hezbollah har punkteret myten om israelernes uovervindelighed. Det og Irans støtte gør begge populære "på den arabiske gade". 127. Det armenske kvarter protesterer mod planer om indsættelse af 1000 tyrkiske FNsoldater, 128.
Hendes professionelle liv optræder omkring redningen af et trafikoffer p. 132 - 136. Hun og Gebrane har planer om ægteskab. Hun synes om, at han behandler hende som en lille pige, som skal beskyttes mod sig selv. På arbejdet er det hende, der bestemmer. Hun vil være klinikchef.137.
Hun er ligeglad med den politiske udvikling. Den er tragisk og hun føler sig magtesløs. Der er ikke længere nogen fælles bevidsthed. 138. Alliancen med Gebrane er smuk. God familie med gode forbindelser. Den sikre børnenes fremtid og en kultur og omgivelser, der er såvel orientalske som franske, 139. Hun lukker sig om sig selv som en form for beskyttelse i en usikker verden.
Rachid og Gebrane er således engagerede i den samme lejr. Men den ene arbejder for et nyt samfund, den anden for en selvstændig nation ! 140.
40 dage efter at kampene er slut er Bint Jbeil et stort ujævnt område af murbrokker. Kun 3000 af 54000 indbyggere har genfundet resterne af deres hjem. 160. Iran og Qatar lover er genopbygge byen, så alle får en væsentlig større lejlighed, som tak for den udviste tapperhed. Men vinteren er nær. Høsten blev der ikke noget af. Og splitterbomberne fra fragmentationsbomberne ligger over det hele. 161. I Aita el-Chaab, hvor Hezbollah havde hovedkvarter, er alt ruiner. Hezbollahs folk går rundt med folkeregistret i hånden og uddeler 10.000 USD/familie. Der er mange - ukoordinerede - hjælpere. Hezbollah, en sunni-organisation med penge fra Saudiarabien, Qatar, Jordan, Ægypten og Syrien, 162, Italien, Iran, Schweiz, Sverige. Fransk militær, Russere med udstyr og mandskab, UK, Kina, Tyrkiet. Den libanesiske hær er sat ind langs grænsen, for første gang i 40 år. 163. Alle har travlt med at kritisere hinanden, 164. Myremyldret af initiativer får hver dag en smule af Libanon til at forsvinde, 165.
Hvad er meningen med FINUL, FNtropperne ? 163.
21. nov. dræbes Pierre Gemayel på åben gade. 165. Hans begravelse giver anledning til en ny demonstration med næsten en million deltagere. Men den 1. og den 10. december er der lige så store demonstrationer mod regeringen og sunnierne demonstrerer i Tripoli mod de andre demonstrationer. 166.
Hun afviser storskryderne, rygterne, selv martyrerne. Hun har ikke del i tidens lidenskaber. Hun lader ikke vennen blive fjende eller omvendt. Ikke tale om at fodre hadet. Ingen forandringer i vanerne. På afstand glider hun midt ind blandt folk. Hun forener sig med stederne, med haverne. Hun er håbet om et fællesskab. Det fællesskab, der standser de stadige blikke for risikoen, når nogen går forbi; der standser ordene. Hun føler sig let. 168.
Hun følger de betuttede blikke som stivnede Hezbollah-vagter sender de unge kristne piger, der viser navlen og deres godtroende udringninger - og de piger i chador de danser hånd i hånd med. De samme vagter havde fået lukket Taboo, en nærliggende nat-beværtning, fordi der udskænkedes alkohol. p. 170
To folkemasser forener sig, dem fra Syden, der er delvist ødelagt af krigen, og som ikke har noget at tabe og dem fra Norden: Hezbollah-folkene fraterniserer med Aouns kristne, de har samme engagement i at hjælpe de fattige, de beundrer socialt arbejde. p. 171.
Er Sinioras omfavnelse af Condoleeza Rice et forræderi. Skal han dødsdømmes ? En teltlejr omringer Grand Serail. Sikkerhedsstyrkernes shiitiske soldater lader det ske og Grand Serail omdannes til en forskanset lejr. Men sunnitiske delegationer tiltvinger sig regelmæssigt passage til støtte for deres premierminister. Det hele kan nemt udarte. Man siger, at der er forsvundet mange våben fra depoterne. 172. Som så ofte smelter vreden i latter og ungdommen fester. 173.
Med de 33 dages krig har Israel markeret sig som den virkelige fjende og forvandlet gårsdagens fjende Syrien til en allieret. (Det er Gebrane, der oplever det). 174. Israel og USA ønsker Libanons nederlag. 175.
Martyrernes plads strækker sig og følger en dobbelt boulevard fra fransiskanernes kuppel-basilika til den store Al Amin moske. 178.
Hun drømmer, mens hun kører i bilkø, om Saladins oaseby, Damascus, med omeyyadernes gade, med den moskeer og Johannes Døberens grav. 180
Libanon eksisterer måske ikke, eller ikke endnu, eller måske forsvinder det. Men hun er der, hun, libaneseren, byboen, i Verdens centrum, Middelhavets perle, hun er Beirouth, en fremtid med bagsiden udaf og trods alt. 181.
Jeg har gjort relativt meget ud af at referere det væsentligste politiske indhold, fordi vi jo er altfor mange, der ikke er rigtig gode til fransk. Kan du finde fejl i mit referat tager jeg meget gerne imod rettelser.
De små imperfektioner i bogens konstruktion. Hendes usikre faglige identitet, at sidste del af bogen ikke helt er set i hendes perspektiv, er ikke ødelæggende. Det er stadig en charmerende bog - og beskrivelsen af stemningen i Libanon virker overbevisende.
Bogen har et (meget lille) kort over Libanon - og tilsvarende over Beirouth.
Der er små 6 sider med ordforklaringer/præsentationer sidst i bogen.
* I denne omgang var der over 30 civile ofre, de
fleste børn, der havde søgt beskyttelse i kælderen. I 1996 var det 102
civile, der havde fået ly hos FNstyrkerne.
I Biblen var det mælk og honning, der flød i Cana. Udgravningen af ligene fra
ruinerne bliver vist i TV. Derefter hader man Israel (74).
Orla Jordal, 2007
Må gerne gengives - helt eller delvist -med kildeangivelse. Dog må teksten ikke ændres og der skal være en aktiv link til det oprindelige dokument. Dette web site er absolut non profit og anvendes materialet i anden sammenhæng end non profit, fair use, så forudsætter det skriftlig tilladelse fra Jordal Samfundskritisk.
This document may contain copyrighted material whose use has not been specifically authorized by the copyright owner. I am making this article available in my efforts to advance the general understanding. I believe that this constitutes a 'fair use' of the copyrighted material. If you wish to use this copyrighted material for purposes of your own that go beyond 'fair use,' you must obtain permission from the copyright owner.
Rettelser og andre forslag til forbedringer modtages meget gerne - også meddelelse om døde links - på e-mail: orla@jordals.dk
Dokumentet er sidst redigeret: