Find det rigtige gyngestativ til haven

Find det rigtige gyngestativ til haven

Et gyngestativ bringer positive minder og tanker frem hos de fleste, og man tænker tilbage på de mange timer, der er blevet brugt på at gynge i takt eller så højt som overhovedet muligt. Den glæde vil man som forældre gerne give videre til sine egne børn, og derfor vælger mange at investere i et gyngestativ til haven. I dag er udvalget af gyngestativer dog kæmpestort, så det kan være svært at overskue de mange forskellige typer. Derfor er der her samlet en række tips til, hvad du bør overveje, når du går på jagt efter et gyngestativ til haven.

Stativtype

Første skridt i processen er at beslutte dig for hvilket stativ, der bedst passer til dine børns behov. Mange vælger den helt simple og velkendte model, der blot består af et stativ med plads til to gynger. Der findes dog også mere udvidede modeller, som består af meget mere end blot et gyngestativ. Man kan for eksempel få gyngestativer med en indbygget klatrevæg eller en lille rutsjebane på. Hvis man vil gå all in og virkelig give børnene en oplevelse, er det også muligt at vælge en model, hvor der i forlængelse af gyngestativet er et legehus. På den måde kan man skabe en minilegeplads i baghaven.

Type af gynge

Når du har besluttet dig for, hvilket stativ, der passer til jeres have, er det tid til at vælge, hvilken type gynge, der skal monteres på stativet. Skal det være den helt klassiske gynge i plastik eller træ eller måske en dækgynge? Flere og flere vælger også en sansegynge, som er en stor rund gynge med net i bunden. Ved jævnlig brug af gyngen forbedres børns koncentrations- og koordinationsevne, hvilket er en af årsagerne til, at denne gyngetype er så populær.

Sikkerhed

Når det kommer til valg af gyngestativ, er det allervigtigste selvfølgelig at sørge for, at du får valgt en sikker model, så børnene kan gynge løs, uden at du skal være bekymret for, at de kommer alvorligt til skade. Derfor er det vigtigt at vælge et gyngestativ i god kvalitet. Det koster ofte en smule mere, men det er alle pengene værd. Som forbruger kan det dog være svært at vurdere, om en model er sikker nok, og det er derfor en god ide at rådføre sig hos forhandleren. Derudover kan du med fordel undersøge hvilke modeller, der scorer bedst i tests – det er typisk en god indikator.